Saturday, December 16, 2017

Flekstabilitetsteorien

"Kaotisk" og "rigid" er almindelige kategorier. Man kan udmærket hæfte betegnelsen rigid på en dogmatisk bibellæsning, racistiske stereotyper og et bureaukratisk retsvæsen. En person kan være kaotisk i hovedet, et borgermøde kan være kaotisk, og et krigshærget samfund kan være nedsunket i kaos. Hvad har disse ting til fælles?

Betegnelserne er ikke objektive: Anne, der arbejder i en bank, opfatter måske afleveringen og afhentningen i børnehaven som kaotisk, mens Bolette, der bor i Christiania, synes reglerne herfor er rimeligt rigide. Begge har de dog formentlig en opfattelse af, at de pågældende situationer hverken skal være rigide eller kaotiske. Måske vil de udtrykke idealet som "et sted midt imellem".

Kan vi systematisere disse intuitioner om menneskers oplevelse af faste og løse former i bevidsthed, samvær og samfund? Og måske skabe et helt generelt billede af, hvilke former der fremmer livsudfoldelsen, og hvilke der hæmmer den?

Flekstabilitetsteorien

...er en teori om menneskelig aktivitet, der foreslår at former og rammer, der opleves som både fleksible og stabile af de involverede personer, er mere befordrende for livsudfoldelsen end former og rammer, der opleves som utilstrækkeligt fleksible (dvs. ret rigide) eller utilstrækkeligt stabile (dvs. ret kaotiske).

Med andre ord: Former og rammer, der kanaliserer menneskers aktivitet på en måde, som de involverede oplever som både fleksibel og stabil, befordrer menneskers livsudfoldelse. Sådanne former kalder jeg flekstabile (Ravn, 1999). Denne forståelse af hvad der udgør befordrende former og rammer, kan anvendes på børns udvikling, samarbejde, ledelse, samfundsindretning, etik m.m.

Til eksempel: Mødeaktivitet i fx en storbank præges typisk af bestemte former og regler. Dem kan en nyansat, der før arbejdede som skolelærer, opleve som snærende og rigide, og de vil ikke være optimale for hendes livsudfoldelse, dvs. i dette tilfælde: hendes mødeindsats og arbejde. Skolelæreren kan dog have boet på Christiania, hvor hun oplevede mødestrukturen som alt for løs, hvilket heller ikke befordrede hendes engagement og indsats for fællesskabet.


Mennesker vurderer rammer, former og regler som optimale, når de hverken opleves som rigide eller kaotiske - men snarere, positivt udtrykt, som både fleksible og stabile på samme tid, eller flekstabile.

Fire begreber

Flekstabilitetsteorien (som jeg formulerede, men ikke navngav i Ravn, 1999) hviler på fire begreber eller begrebssættelser (konceptualiseringer):

1. Aktivitet. Mennesker er aktive, både i egen bevidsthed (mental, psykisk, tankeaktivitet) og vha. krop, tale og anden kommunikation i samværet med andre (socialt, organisatorisk, samfundsmæssigt).


2. Former. Mennesker aktivitet kan siges at formes eller kanaliseres eller finde udtryk gennem former, strukturer, rammer, regler osv. Gestik er en formning af hændernes aktivitet. En samtale er en velordnet formning af taleaktivitet, så gensidigt forståelig kommunikation opstår. Økonomisk aktivitet (produktion, handel, forbrug osv.) formes af en samfundsøkonomis normer og institutioner.

3. Fleksibel og stabil. En form kan opleves som kaotisk eller rigid, dvs. for løs eller for fast. Positivt udtrykt kan former opleves som fleksible, hvis de er dynamiske og variable nok til at give plads til forandring, eksperimenter, frihed og kreativitet. Og de kan betegnes som stabile, hvis de giver et fast og sikkert grundlag, hvor mennesker finder fokus, grounding og tryghed. Opfattes fleksibilitet og stabilitet som hver sin ende af én dimension, vil mere fleksibilitet nødvendigvis ledsages af mindre stabilitet, og omvendt. Man kan således ikke både have stor stabilitet og stor fleksibilitet i sin organisation, for eksempel. 


4. Flekstabilitet. Alternativt kan man opfatte fleksibilitet og stabilitet som to forskellige dimensioner: Én fra lav til høj fleksibilitet, og én fra lav til høj stabilitet. Krydses disse to dimensioner (se ill. herunder), fås bl.a. en tilstand med både høj fleksibilitet og høj stabilitet: flekstabilitet. Den er optimal for så vidt som vi opfatter fleksibilitet og stabilitet som positive og ønskværdige (og det gør vi netop, jf. pkt. 3). Vi har hermed et begreb for den type former og rammer, der i særlig grad befordrer livsudfoldelsen, fordi de både åbner op og forankrer i tryghed, tillader afveksling og gentagelse, giver det nye plads midt i det velkendte, muliggør mangfoldighed og samler i enhed, forener liberalismens frihed med socialismens fællesskab og så videre. 


Gennem disse fire konceptualiseringer lader teorien os fortolke en række human-sociale fænomener, hvor sondringen mellem aktivitet og form, eller handling og struktur, er særlig fremtrædende. Derved sættes vi i stand til at forestille os en form for organisering, der er fremmer menneskers livsudfoldelse bedre end både ekstremerne (rigid, kaotisk) og mellemformen (lidt stabil + lidt fleksibel).

Anvendelser

Offentlig ledelse. I 1990'erne var der en udbredt opfattelse i Finansministeriet af, at institutioner i stat, amter og kommuner var præget af løs og "kollektiv ledelse", der sløsede med ressourcerne og ikke skabte værdinok for borgerne. Dette relative kaos skulle strammes op, dvs. føres længere over mod det stabile. Teknikker fra New Public Management indførte stram orden via kontraktstyring, dokumentationskrav, tidsplanlægning og mange andre tiltag, der bar i en retning, som mange kritikere 15-20 år senere vurderede som rigid. Det drøftes i dag, hvordan man kan lande på den gode melllemform, eller bedre: dét både-og, hvor man både har tillid og styring, mening for de varme hænder og god målopfyldelse. New Public Governance kan ses som et forsøg på at sejle mellem den autoritære Skylla og den overdemokratiske Karybdis.

Klasserumsledelse: Hvordan kommer man hinsides konflikten mellem den fri pædagogik (af mange oplevet som kaos) og den skole, der fokuserer på tests og karakterer (rigid)? Skoleledere og lærere kæmper med at strukturere undervisningen i klasselokalet netop sådan, at der er både er struktur (stabilitet) og liv (fleksibilitet) på samme tid (flekstabilitet), så børnene lærer noget i et både forpligtende og selvaccepteret fællesskab.

Islam: Mange muslimer kæmper med at komme ud af dogmatiske udlægninger (rigiditeter), der måske tjente et stammefund i 700-tallet, men ikke længere er tidssvarende - i stedet for helt at droppe slægtsreligionen og miste fællesskabet (og frygte åndeligt kaos, intet ståsted). Kan Islam fornys (jf. Ayaan Hirsi Ali), så troen bliver mere flekstabil, både stabil som altid og bedre tilpasset nutiden, mere fleksibel.

Svend Brinkman: Bestselleren "Stå fast" var et oprør mod kaotiske krav om forandring og selvudvikling i en omskiftelig verden, hvor mange har lyst til at stå af. Søg mod klassiske "Ståsteder" i den filosofiske tradition, foreslog Brinkman. Lær med vilje at "Gå glip" af alle de muligheder, der hvirvler forbi. Der søges et ståsted, der hverken er reaktionært eller forvirret som nu - et flekstabilt sted at stå og deltage i verden fra. 

Den danske socialliberale model. Amerikansk kapital-liberalisme synes for socialt fragmenterende for mange (kaotisk), og en stalinistisk tvangskollektivisme var en tand for rigidt. Som Bernie Sanders og Skotland leder mange efter en socialliberal mellemform, der både giver mulighed for et tilpas mål liberal frihed (fleksibilitet) og ditto socialt fællesskab (stabilitet).

Flexicurity er både fleksibilitet i ansættelsen og sikkerhed, dvs. stabilitet. Det bedste af to verdener - og efterstræbes derfor af mange andre lande.

Flere anvendelser i Flux (Ravn, 1999). Se de to dimensioner fleksibilitet og stabilitet i samme model, hvor de genererer den flekstabile tilstand, kap 6.

Modsætninger fremstår kompatible

De ovenfor nævnte anvendelser af begreberne kan synes blot parafraser. Nytte får teorien særligt, når den kan forudsige udviklinger eller foreskrive forandringer. Herom mere senere.

En foreløbig glæde kan man dog have af teorien i den forstand, at den tillader en overhovedet at tænke optimaltilstande ind i de mange enten-eller polariseringer eller 50-50-kompromiser, der findes på områderne for social organisering, ideologi og religion samt i menneskets oplevelsesverden generelt. Det lille "både-og" anses typisk for ulogisk eller inkonsistent i vestlig tænkning, præget som den er af Aristoteles' formallogik, specielt modsigelsesprincippet: "S kan ikke både være P og non-P" (Witt-Hansen, Den antikke filosofis historie, 1965, s. 182). Jo, i menneskets oplevelsesverden kan forhold glimrende være både frie og forpligtende, åbne og faste, fleksible og stabile.

Det skal understreges at teorien eksplicit tillader en nyttig skelnen, som antydet, mellem optimaltilstanden flekstabilitet og mellemformen 50-50, altså halvt fleksibel og halvt stabil. Sidstnævnte kan man forestille sig liggende midt på en linje trukket mellem ekstremerne kaos og rigiditet, øverst til venstre og nederst til højre, men nulpunktet ligger nederst til venstre og flekstabilitet øverst til højre. Således afbildet vil denne meget almindeligt søgte bedste tilstand, kompromiset mellem ekstremerne vise sig kun at være en halvgod løsning, der ikke står mål med den langt mere livsfremmende flekstabilitet.

Teoriens historie

Teorien udspringer af mit forsøg på at almengøre min ph.d.-afhandling "Implicate order and the good life" (1989), hvilket resulterede i bogen "Flux" (1999). Jeg blev som nybagt student og elev på Forskningshøjskolen i 1976 inspireret af arkitekt og forfatter Poul Bjerres (1968) dynamiske filosofi (Ravn, 1998), som jeg i min afhandling supplerede med den amerikanske kvantefysiker David Bohms (1986) holistiske procestænkning.

Bohm anvendte et begreb holoflux, som jeg generaliserede til "flux", virkelighedens energi, den dynamik der i enhver procestænkning anses for primær i forhold til tingene, materien. Flux opfattede jeg som kanaliseret af "former", der får flux til at fremstå for os som stabile fænomener, evt. som genstande, på samme måde som Piaget (1954) taler om barnets konstruerede objektkonstans eller Berger og Luckmann (1966) påpeger at vaner, roller og institutioner kanaliserer menneskelig aktivitet.

I "Flux" fokuserede jeg på det dynamiske aspekt (og holdt af pædagogiske grunde det holistiske eller holonomiske aspekt tilbage) og udviklede i den forbindelse begrebet flekstabile former. I min afhandling havde jeg allerede opstillet to dimensioner i den ovenfor afbildede 2x2-matrix, med henblik på at fremstille kvadrant 4 (høj-høj) som den optimale. Denne model gengav jeg i "Flux" og i bogen "Facilitering" (2011) som ramme for stabilitet og fleksibilitet. 2x2-matricen skylder jeg min lærer i USA Jamshid Gharajedaghi (1983), som selv var blevet inspireret af Blake og Moutons (1963) kendte sammenstilling af "concern for people and concern for profits", som en organisation udmærket kan forfølge på samme tid. Men først i går finder jeg på at kalde denne model for en teori, flekstabilitetsteorien, og formulerer de medgåede begreber som en liste med fire begrebssættelser eller konceptualiseringer. På høje tid.

Flekstabilitetsteorien opfatter jeg som intuitivt attraktiv i mange sammenhænge, som man normalt forsøger at forstå med kategorier som kaotisk og rigid, løs og fast, åben og lukket, eller fleksibel og stabil. Den peger på en vej ud af lammende modsætninger og lamme kompromis'er, nemlig optimaltilstanden både-og; der hvor det bedste (det fleksible og det stabile) af to ellers lige gyselige modsætninger frastøder (kaos og rigiditet). Måske er forestillingen om flekstabilitet vigtigere som ideal eller utopi, i ordets bedste forstand, end som egentlig videnskabelige teori: den lader os holde i tanken en type formning af livets og samfundets dynamik, der rummer begge modsætninger. Det synes selvfølgeligt at alle ønsker sig en tilværelse, der er præget af både fleksibilitet og stabilitet.

Teoriens indbyggede subjektivitet - at hvad der er stabilitet for dig er rigiditet for mig, og hvad der er flekstabilitet for mig er kaos for dig - har jeg hidtil betragtet som et vilkår (selvfølgelig kan vi ikke forstå verden på samme måder eller synes at tingene skal havde det samme mål af fasthed eller åbenhed), der begrænser teoriens videnskabelige anvendelighed, og hverken i afhandlingen eller i "Flux" kom jeg længere end til at foreslå modellen som et perspektiv, en måde at se verden på.

Inspireret af selvbestemmelsesteoriens spørgeskemabaserede tilgang til vurdering af optimale subjektive tilstande er jeg dog begyndt at tænke, at man måske med sådanne instrumenter kan måle sig til den flekstabile oplevelse, dvs. bestemme hvordan verden opleves af den enkelte relativt til modellens to dimensioner og fire kategorier, og derigennem sige noget om hensigtsmæssige mødepraksisser, organisationsformer, ledelsesparadigmer osv. Watch this space.

Litteratur

Berger, Peter, og Luckmann, Thomas (1966). The social construction of reality. New York: Doubleday (da. Den samfundsskabte virkelighed. Lindhardt og Ringhof, 1976).

Bjerre, Poul (1968). Menneskets natur. Erkendelsespsykologi. Med forord af Villy Sørensen. Gyldendal.


Blake, R.R., og Mouton, J.S. (1964). The managerial grid. Texas: Gulf Publishing.


Bohm, David (1986) Helhed og den indfoldede orden. Åbyhøj: Ask (overs. Wholeness and the implicate order. London: Routledge and Kegan Paul, 1980.)


Gharajedaghi, Jamshid (1983). Social dynamics: Dichotomy or dialectic. Human Systems
Management, 4, 7-17.

Piaget, Jean (1954). The construction of reality in the child. New York: Basic Books.


Ravn, Ib (1989a).
Implicate order and the good life: Applying David Bohm's ontology in the human-social world. Ph.D. dissertation in Social Systems Sciences, the Wharton School of Business, University of Pennsylvania, Philadelphia, Pa., USA. Her.

Ravn, Ib (1989b). Virkeligheden ifølge Bohm. Kronik, Politiken, 9. maj. Her.

Ravn, Ib (1998). Det gode samfunds filosof (nekrolog over Poul Bjerre). Kronik, Politiken, 6. marts. Her.


Ravn, Ib (1999): Flux. Det gode liv i en dynamisk virkelighedsbeskrivelse. Borgen. Her.

Ravn, Ib (2011). Facilitering. Ledelse af møder der skaber værdi og mening. Hans Reitzels Forlag.








No comments: