Når banker i gamle dage skulle udstede et stort lån, fx til en
regent eller en stor virksomhed, gik mange banker ofte sammen om at yde lånet.
Det fremstilles i historiebøgerne ofte som om, at de hver især stillede med et
mindre beløb og sammen blev det til et stort beløb – underforstået: mange
banker kan jo støve flere pengesedler op end en enkelt bank. Det er altså
formidlingsteorien, vi får serveret: Per låner pengene af Poul, Palle, Peter,
osv. Dog bruger de kvikke historikere ofte ord, der antyder at noget andet er
på færde: skaffe finansiering, mobilisere de nødvendige ressourcer, tilvejebringe
kredit, få fundingen på plads. Men hvad der er på færde, siges sjældent
rent ud.