Sunday, April 23, 2006

Tjener samfundsforskningen samfundet?

[Trykt i Weekendavisen, Ideer s. 8, d. 9. juni 2006]


Er samfundsvidenskaberne indrettet på at hjælpe samfundet udvikle sig? Nej, det var synd at sige.
I de seneste år er forskningen overraskende kommet i politisk medvind. Politikerne forestiller sig, at forskning fører til økonomisk vækst og velfærd. De bliver naturligvis ikke modsagt af universiteterne, for her er jo endelig en chance for større bevillinger.

Også samfundsforskerne er på banen. Man ser dem jo i forvejen i medierne hele tiden, juraprofessorer, økonomer, valgforskere, sociologer, med alle mulige meninger om samfundet og råd til politikerne. Det bekræfter kun indtrykket af, at samfundsvidenskaberne bør være blandt de første, der skal betænkes.

For er det ikke sådan, at netop samfundsforskningen bidrager rigtig meget til kvalificering og udvikling af velfærdssamfundet? Mange almindelige mennesker og videnskabeligt uskolede politikere tænker sikkert, at sociologien stræber efter at skabe bedre sociale forhold, statskundskaben bedre politiske institutioner, retsvidenskaben mere retfærdighed i samfundet og den økonomiske videnskab en bedre økonomisering med vores fælles ressourcer.

Men hvis de tror det, tager de grundigt fejl. Det er slet ikke hvad disse viden­skaber stræber efter. Overhovedet ikke. Samfundsforskningen har sine egne dagsordener, der udspringer af de forskellige fags videnskabelige historie og metoder, og de har ikke nødvendigvis noget med samfundets eller borgernes behov at gøre.

Forskerne på de juridiske institutter i København og Århus har således ikke i de sidste 50 år interesseret sig synderligt for retfærdighed. Ifølge det store navn i nyere dansk retsvidenskab, Alf Ross, var dét at påberåbe sig retfærdighed som at slå i bordet; et moralsk opstød der ingen rolle kunne spille i en seriøs videnskab.

Spørgsmålet om moral har ligeledes været fraværende i formel dansk jura og er kun meget langsomt på vej ind igen. Generationer af jurister er blevet uddannet uden træning i forholdet mellem ret og moral. I det lys kan det ikke undre at jurister så villigt har medvirket i Tamil-sagen, gårdslagtninger, selskabstømninger osv. Hvis et forhold er gældende ret, kan den herskende retsvidenskab ikke fordømme det, uanset hvor uretfærdigt eller amoralsk det synes.

Praktiserende advokater, der slås for retfærdighed uanset gældende ret, er der mange af, men i den danske retsvidenskabelige forskning langt op mod i dag har kampen for et mere retfærdigt samfund praktisk taget ikke stået på dagsordenen.

Med sociologer er det da anderledes, ikke sandt? Deres hjerter brænder ofte for et bedre samfund, jo. Men deres videnskab og dens traditioner og institutioner hæmmer dem. Venstredrejede sociologer brændte fingrene i de marxistiske 1970’ere, og siden har det været svært for sociologiske forskere at gå i byen med visioner om en bedre samfundsindretning. Så de holder sig til at beskrive samfundet og problematisere magtrelationer, på sikker afstand af begivenhederne.

Store teoretikere som Habermas, Beck og Bauman taler abstrakt om alternativer til det bestående. Men der er mig bekendt aldrig nogen sociologer, der har foranstaltet et konkret socialt/politisk eksperiment om den herredømmefri samtale i mødet mellem forvaltning og borgere i en dansk kommune. Der er langt fra teori til virkelighed i sociologien, så skal man lave noget konkret, bliver det nok en spørgeskemaundersøgelse mere, f.eks. om sociale arv, hvor man kan påvise endnu en gang, at dén er svær at lave om på.

Politologerne har tilsvarende problemer med at komme i spil med deres viden. Det blev illustreret af Magtudredningen. For de 50 millioner kr. fik vi næsten 200 rapporter, der beskriver magtens og demokratiets tilstand, og ind på hylden med dem. Rykkede det ved noget? Næh. MF for SF Aage Frandsen læste næsten alle bøgerne: ”Men jeg hører næsten aldrig nogen referere til dem, og jeg tror heller ikke, de får den store betydning for Folketingets arbejde”, sagde han for tre år siden her i avisen. Tiden synes at have givet ham ret.

Nogle få danske forfatningseksperter gør umådelig nytte rundt omkring i verden med rådgivning, når nye demokratier skal stables på benene; en forbil­ledlig indsats. Men hvorfor har regeringen ikke et stort team skarpe og konstruktive politologer og forvaltningseksperter på banen under den nuværende struktur­reform? Det er jo en omfordeling af magten, der vil noget. Fordi politikerne er dumme og tror de kan selv? Eller fordi politologer og forvaltningsforskere interesserer sig så lidt for at bidrage til at skabe bedre politiske institutioner, at politikerne må konkludere, at de ikke kan bruges til noget praktisk og konkret?

Der er sikkert en offentlig instans et sted, der er i gang med at nedsætte en forskningsgruppe, der skal evaluere strukturreformen, når den er faldet på plads. Så bliver forskerne sendt ind med deres mikrofoner og spørgeskemaer, når det hele er for sent. Dér kan de ikke gøre nogen skade, og det kan jo oven i købet være, vi kan lære lidt af det – ligesom Folketinget fromt håbede, de kunne lære lidt af Magtudredningen.

Den økonomiske videnskab, hvordan bidrager den? Er økonomer ikke involveret alle mulige steder i det praktiske liv? Jo, bestemt. De skovler vældigt kul ind i det blus, der hedder endeløs økonomisk vækst. Almindelige kloge borgere og familier ved, at der skal økonomiseres med ressourcerne, men det har økonomerne svært ved at få ind i deres modeller.

Den dominerende skole i økonomien, den neoklassiske, regner stadig med, at mennesket maksimerer sin nytte gennem øget forbrug. Økonomerne forfiner derfor deres matematiske sandkassemodeller, der understøtter de vestlige samfunds vanvittige kamp med fjernøsten om at skabe det størst mulige forbrug.

De forstår det ikke rigtigt, når ”eksternaliteter” uden for sandkassen rammer os i nakken: energikriser, miljøkatastrofer, stagnerende livskvalitet, social uro i en tredje verden der hungrer efter vores velstand, det kommende moralske kollaps, når vi indser vores rolle i det 21. århundredes holocaust: de adskillige milliarder fattiges elendighed og død, mens vi skålede på de seneste vækstrater i vores smagfulde samtalekøkkener. Vores yngste vil spørge os: ”Jamen, oldefar, hvorfor døde alle de mennesker, mens I levede så godt?” Tjah, den økonomiske videnskab modsagde os i hvert fald ikke. Den var også moralsk blind.

Der er med andre ord god grund til at være varsom, hvis man som borger eller politiker forestiller sig, at samfundsforskningen på nogen ligefrem måde bidrager til at forbedre samfundet.

Bare disse ord: ”forbedre samfundet”, er næsten umulige at sige som forsker, for der melder sig straks en hoben intellektuelle spasmer: ”Forbedre for hvem? Hvem kan sige, hvad der er bedre? Er du ikke klar over, at det moralske subjekt for længst er dekonstrueret? Hvis magtinteresserer vil du have, vi skal gå ind og legitimere? Forbedre, hallo, vi er forskere, det er altså lidt vanskeligere end som så.”

Samfundsvidenskaberne har gjort en dyd ud af opretholde en metodisk strenghed og saglighed, der har holdt dem langt væk fra konkrete eksperimenter med at udvikle samfundet og dets institutioner. Et kæmpe­potentiale går tabt i alle de højt uddannede og højt begavede samfundsforskere, som af fagets traditioner nødes til at sidde på hegnet og pege ind i tingenes midte. Hvorfor er de ikke med og bidrager aktivt til kvalificeringen af politiske institutioner, erhvervsliv, foreningsliv osv., så livet og samfundet kommer til at hænge bedre sammen?

Her er et par eksempler på, hvad forskerne kunne gøre:

Alle taler om oldekoller, kollektiver for friske gamle, der kan passe på hinanden og skabe glæde i alderdommen og spare sundhedsvæsenet for milliarder. Hvor er de socialforskere, der samler hidtidige erfaringer ind og foranstalter et syvårigt eksperiment med 500 ældre i 30 oldekoller finansieret af Fonden Realdania, så vi systematisk kan lære hvad der virker? Hvorfor skal alle ældrekollektiver hoste sig igennem de samme begyndervanskeligheder, når nu vi kunne få eksperimentelt og videnskabeligt baseret viden om startvilkår, finansieringsformer, beboersammensætning, husregler osv.?

Ny Løn blev indført i 1998 i den offentlige sektor. Det var et massivt, hals-over-hoved eksperiment med en halv million ansattes lønvilkår. Hvordan skulle de nye lønformer strikkes sammen, så der var størst chance for, at de støttede målet, en mere dynamisk offentlig sektor? Det var der ingen af parterne ved overenskomstforhandlingerne, der kom i tanke om at spørge nogen forskere om – formentlig fordi samfundsforskere ikke tidligere har gjort sig specielt nyttige ved den slags praktiske spørgsmål om godt og skidt.

Med al den opmærksomhed, der har været på indvandringen i så mange år, hvorfor er der så så langt mellem forskningsbaserede eksperimenter i bedre integration? Sociologer kan gå ud og evaluere isolerede ildsjæles integrationsprojekter, men hvorfor er der ikke et forskerhold, der med deres viden om vellykket integration hjælper fem lokalsamfund på vej i en storstilet, systematisk forsknings- og udviklingsindsats?

Gode politifolk og skolelærere, støttet af Kriminalforsorgen, har i næsten 10 år puslet med alternativ konfliktløsning mellem offer og gerningsmand og i skolegården. En sådan ikke-retlig tilgang kan på længere sigt spare samfundet masser af penge til domstole og kriminalitetsbekæmpelse, for ikke at nævne menneskelig afsavn og lidelse.

Hvorfor er der kun én universitetsforsker i Danmark, der forsker i konfliktmægling? Hvorfor går et hold kriminologer, kommunikationsforskere og retsforskere ikke foran og skaffer 30 millioner fra EU's socialfond til et storstilet videnskabeligt forsøg, der uddanner 200 konfliktmæglere og eksperimenterer med de bedst kendte former for konfliktmægling på arbejdspladser, på institutioner, i lokalsamfundet osv.?

Hvad er svaret på alle disse spørgsmål om, hvor samfundsforskerne er henne? Jamen, nogle få er i gang. Mange ville gerne – men det er svært at bryde ud af de metodologiske, teoretiske og institutionelle lænker, der hæmmer dem i at prøve at fremme samfundsudviklingen så direkte. Resten af samfundsforskerne anser det ikke for forskningens opgave at gå ind og ”forbedre” samfundet på så ureflekteret en måde – som de ville sige.

De sidste år har der blæst nye vinde rent politisk. Fra Videnskabsministeriet kommer der en stiv kuling, der hedder ”Fra forskning til faktura”: forskningen skal gøre nytte i erhvervslivet. Vil samfundsforskerne sidde og vente på, at de bliver blæst over ende derfra og skal til at gøre private virksomheders røde bundlinjer sorte? Eller vil de – vi – selv dreje vores forskning over i en retning, der tjener samfundets interesser bredt forstået, langt bredere end blot hvad der tjener erhvervslivet?

No comments:

Post a Comment