Oprindelsen ligger i latin, facere 'gøre, lave'. Dette ord facere er også ophav til 'faktum', der opr. betød 'det som er gjort' (og som ikke blot kan formodes at have fundet sted). Vi kender det også fra 'manufaktur', noget der er fremstillet med hånden, manus, hvormed der menes tekstiler fremstillet i hånden og solgt af en manufakturhandler.
Når ordets rod fac- tilføjes den latinske endelse -ilis, ændres det til et tillægsord, facilis, der betyder 'gørbart, let at gøre'. Det ord findes i dag på fransk og engelsk som facile, 'let'. På dansk har det sjældne fremmedord facil dog en skærpet betydning: 'for let, letkøbt', fx en facil argumentation.