Konference om selvbestemmelsesteori 2013

Tirsdag 25. juni: Om selvbestemmelsesteori
 
At man skal være varsom med at give sine børn kontante belønninger for gode karakterer i skolen er efterhånden en kendt sag. De to amerikanske psykologer Edward Deci og Richard Ryan forklarer det med, at ydre belønninger svækker menneskers indre motivation. Giver vi knægten 200 kr. for et 12-tal i religion, leder vi hans opmærksomhed bort fra det interessante i faget selv og over mod det ydre mål, at score 200 kr.
 
Denne sondring mellem ydre og indre motivation har Deci og Ryan i de sidste fire årtier udviklet til en vidtrækkende teori om menneskets psykologiske natur. De hævder, at mennesker som bevidste, levende organismer har en spontan og medfødt trang til at undersøge omverdenen og sætte sig i relation til den, en trang der skal gives de bedste udfoldelsesmuligheder, hvis mennesker skal trives og blomstre op.



Deci og Ryan identificerer tre grundlæggende psykologiske behov, der skal tilgodeses af forældre, skole, arbejde og samfundets øvrige institutioner: Det er behov for
 
1.    autonomi (at opleve vilje og valgfrihed i eget liv)
2.    kompetence (at se ens handlinger føre til resultater) og for
3.    sociale relationer (at være tæt forbundet med andre mennesker).

Siden 1999 har Deci og Ryan, der er professorer ved University of Rochester i staten New York, cirka hvert tredje år inviteret til konference. Her gøres der status over forskningen inden for det forskningsprogram, de har grundlagt: selvbestemmelsesteori, Self-Determination Theory, SDT. Hver gang er der kommet hundrede deltagere mere, og i dag, den 25. juni 2013, er jeg og to kolleger på vej over Atlanten i hver vores fly for at deltage i årets fire-dages konference.

 

Ingen af os har deltaget før, hverken Nina Tange (min kollega på Aarhus Universitet og studiekoordinator på vores Master i Positiv Psykologi), Louise Klinge Nielsen (ph.d.-kandidat i uddannelsespsykologi ved Københavns Universitet med speciale i lærer-elev-relationen) eller jeg selv. Kompendiet med abstracts af konferencens papers og posters omfatter ca. 400 stykker, heraf 10-12 keynote forelæsninger med feltets fremtrædende folk, der i vid udstrækninger er studerende og kolleger til Deci og Ryan fra de sidste årtier. (I øvrigt: Deci udtales på amerikansk så det rimer på dansk med det lange "i" i "spise", men altså med et afsluttende "i" også, som vi ville udtale "spisi" på dansk. Eller sagt på en anden måde: så det rimer med udlejningsfirmaet "L'easy").

 

Man må virkelig betegne SDT som et progressivt forskningsprogram, hvilket er den ungarsk-engelske videnskabshistoriker Imre Lakatos' betegnelse for en teori eller et forskningsfelt, der har fremgang i det videnskabelige samfund: Hundredvis af forskningsartikler bliver publiceret årligt i internationale tidsskrifter og antologier, hvor SDT's fem underteorier anvendes på mange områder, bl.a. uddannelse, sundhed, idræt, religion, kriminalitet, arbejdsliv, ledelse og organisation.

 

Før konferencen starter skal Nina og jeg til en workshop om "Business Applications of SDT". Det ligger tæt på vores hovedansvarsområde på AU's Master i Positiv Psykologi, det tredje semester om "Organisation og ledelse". Jeg går lidt bævende ind til dagen i morgen, fordi psykologi omsat til business i USA ofte bliver overfladisk og klamt. Faktorer som employee performance, quality of work life og profits sammenstilles ofte uproblematisk, og man får ikke stillet grundlæggende spørgsmål om, hvorvidt virksomheden overhovedet yder et konstruktivt bidrag til liv, samfund og økologisk balance.

 

Amerikansk ledelse og arbejdsliv præges også ofte af udfordringer, vi i Danmark synes ligger 50 år tilbage: konkurrence og bonusordninger, månedens medarbejder, autoritær ledelse, slavearbejde i cubicles (som i tegneserien Dilbert), udsigtsløse job nederst i et stort hierarki. Netop behovene for autonomi, kompetence og sociale relationer har vi i DK haft megafokus på i de sidste årtier, under overskrifter som hhv. medbestemmelse, kompetenceudvikling og samarbejde. Hvad kan amerikanerne og de andre "tilbagestående udlændinge" J egentlig lære os om organisationer og erhvervsliv?

 

 

Onsdag 26. juni 2013: Workshop om Business Applications

 

Ikke meget, skulle det vise sig. Det var desværre en skuffende workshop om Business Applications. Formiddagen var fin med Edward Deci, en stille herre omkring de 70, der gav sin vanlige introduktion til SDT med vægt på den autonomistøtte, som en leder kan give sine medarbejdere, men dog med en del kendt stof – hvordan man lytter og giver feedback osv.

 
Eftermiddagen var en mindre katastrofe med Scott Rigby, en lokal iværksætter der havde været post-doc hos Deci og Ryan i 90'erne og var droppet ud og havde startet et firma med services til videogame-industrien. Hans mange timer lange oplæg handlede nu om, hvordan man som virksomhed kan få sine kunder til at være lige så engagerede og "autonomt motiverede" som videogame-brugere. Det kan man ved at tale til deres behov for autonomi, kompetence og relatedness. Når man fx går et niveau op i Assasin's Creed og får nogle nye våben og større udfordringer, så taler det til ens behov for kompetence.
 
På det niveau, og med en sådan fornemmelse for menneskers behov, foregik eftermiddagen. Èn lang rationalisering af en virksomheds trang til indtjening ved hjælp af SDT. Ærgerligt. Spredte og venlige protester fra publikum efter oplægget, herunder fra undertegnede, men desværre ikke nok til at få udstillet denne vulgarisering af en fin behovsteori.

 
Torsdag 27. juni 2013: Keynotes om New Directions

Så gik det bedre på konferencens første samlede dag. Vi sad dér 4-500 deltagere fra hele verden og hørte fem oplæg med New Directions i SDT og et over to timers tæppebombardement fra Deci og Ryan med deres oversigt over feltet.
De første fem oplæg om New Directions blev givet af fem "yngre" forskere, der var blevet bedt om at sammenfatte deres forskning inden for de sidste 5-10 år – fordi netop disse folk præsterede lovende nye retninger inde for SDT. Fælles for dem alle var at de var overældende evidensbaserede, og som hele feltet: kvantitative studier, på nær et af oplæggene, af Christopher Niemic, der netop slog på tromme for en kvalitativ tilgang, en "fænomenologisk" indholdsanalyse af skriftlige selv-rapporteringer, hvor deltagerne skrev om stærkt motiverende hhv. demotiverende personer i deres liv og forskerne kunne spore netop de tre SDT-behov i deres tekster: Masser af støtte til autonomi, kompetence og sociale relationer fra motiverende personer, og det modsatte fra de demotiverende. Ergo: Det er tilfredsstillelse af de tre behov, der ligger bag motivation.

 

Autonomt motiverede mennesker er særligt følsomme over for fejlmeldinger (som når man vælger et forkert kort i en standardiseret opgave). Lisa Legault fra Clarkson University påviste dette med EEG målinger og mente at det skyldtes, at sådanne personer er særligt åbne og interesserede i at lære mere om deres handlinger.

 

Bart Soenens fra Ghent University i Belgien, hvor der er en stor SDT-forskningsgruppe, præsenterede data fra forskning i forældre, der er overdrevet involverede i deres børns succes, så meget at deres ego og selvopfattelse afhænger af børnenes performance. Det hedder i fagsproget "parental child-invested contingent self-esteem" (contingent betyder afhængig). Set fra en SDT-vinkel er det udtryk for en stærk kontrollerende tilgang, modsat den autonomi og selvbestemmelse, som SDT betoner så kraftigt. Soenens og kollegers forskning viste, ikke overraskende, at den form for opdragelse har stærkt negative konsekvenser for barnet.

 

Om sociale relationer fortalte Netta Weinstein fra University of Essex, der for fire år siden fik sin ph.d. med Richard Ryan som vejleder og nu forsker og publicerer flittigt (som alle de andre). Hun er aktiv inden for et nyt felt inden for SDT, nemlig venskabs- og kæresterelationer, hvor SDT hidtil har beskæftiget sig med uddannelse, arbejde og de andre større institutioner i samfundet. Forskning i disse "peer and romantic relationships" viser at også her får man de bedste forhold, hvor parterne yder hinanden støtte til autonomi, kompetence og (mindre overraskende) relationer.

 

Edward Deci er aktuelt meget optaget af dette felt; han tilbød i går i workshoppen om Business Applications at give et timelangt svar på et spørgsmål fra publikum netop herom. En stor pointe er her, at stærke stemmer i kulturen antyder, at man må vælge mellem autonomi og et fast forhold, dvs. at man må opgive sin autonomi når man bliver gift og skal tilpasse sig den anden. Omvendt viser Weinsteins og andres forskning, at netop de forhold, hvor parterne støtter hinandens autonomi og kompetence er de sunde, harmoniske og langvarige forhold, hvor folk trives og blomstrer op.

 

Denne indsigt, som jo ikke er så original endda, understøttes i disse år med mængder af forskning af den type, som SDT (og amerikansk psykologi i øvrigt) har specialiseret sig i: spørgeskemabaserede tværsnits- eller longitudinale undersøgelser og stærkt kontrollerede laboratorieeksperimenter. Begge dele giver kvantitative resultater, der med passende generaliseringer blæses op i storskala og bruges til at sige noget om menneskets træk i almindelighed. Det er charmen og forcen ved SDT: det er forskning, der dømmes metodisk af topkvalitet og publiceres i de fremmeste psykologiske tidsskrifter – selv om det ofte er pointer, vi andre "da bare vidste".

 

SDT-forskningen i venne- og kæresterelationer blev i programteksten til Decis og Ryans afsluttende maraton-foredrag udnævnt til at være SDTs sjette miniteori, RElationship Motivations Theory. Det er formentlig en big deal sådan at blive udnævnt til en af SDTs miniteorier, det sker kun hvert 5.-10. år, men lad os se om den betegnelse bider sig fast.

 

Lige for at minde læseren om de fem andre, oplister jeg dem her med et par uformelle ledeord først:

 

1. Indre og ydre motivation. Der er forskellige slags motivation. Der er ikke bare mere eller mindre motivation, som behavioristerne mente. Og ydre regulering kan underminere indre motivation. Denne miniteori hedder Cognitive Evaluation Theory (spørg mig ikke hvorfor).

 

2. Der er et spektrum af motivationstyper, fra ydre til indre. Enhver kultur har en masse normer og ting, enhver person i kulturen skal gøre. Hvordan optages disse normer? Gennem internalisering af disse ydre motivationer. Der er således nogle mellemformer mellem ydre motivation ("Jeg løber hver fordi far giver mig 30 kr. for det"): først introjiceret ("jeg løber for ikke at blive set som taber"), identificeret ("jeg løber fordi jeg værdsætter målet (fitness) og derfor vælger det lidt kedelige middel (løb)") og integreret motivation ("Jeg er bare sådan en, der løber hver dag"), givet at ikke alt kan være sjovt for dets egen skyld (med mindre man løber, fordi man nyder hvert skridt = indre motivation). Det er Organismic Integration Theory, fordi den menneskelige organisme udtrykker sig i en kulturel kontekst, der rummer normer, der skal integreres i den enkelte for at sikre opblomstring.

 

3. Ligger årsager til hændelser hos mig selv, andre eller omverdenen? Dette er et meget stabilt træk hos mennesker – om man opfatter ting, der sker i ens liv, som forårsaget af ydre, upersonlige kræfter man ikke har nogen indflydelse på, eller af andre personer, der har stor magt over ens liv, eller om man selv kan gøre noget og har stor indflydelse på ting, der sker i ens liv. Disse tre årsagsorienteringer svare til de tre former for SDT motivation: Autonom (personlig årsagsorientering), kontrollleret (andre personer) og amotivation (upersonlig årsagsorientering). Det hedder Causality Orientations Theory.

 

4. Vores natur rummer psykologiske behov for autonomi, kompetence og relationer. De ligger bag autonom motivation og al anden psykologisk optimalfunktion. Basic Psychological Needs Theory

 

5. Nogle mål er bedre end andre. Psykologisk forskning har traditionelt været meget tolerant overfor de mål, folk sætter sig i livet. Når man sine mål, uanset hvad de er, og er de blot i overensstemmelse med ens kultur, så fører det til gode resultater for mennesker. Nej, siger SDT, forskning tyder på at nogle mål giver mere livstilfredshed og god psykologisk funktion end andre. Specifikt indre mål: Personlig udvikling, bidrag til lokalsamundet, nære sociale relationer og godt helbred scorer højt, mens ydre mål: materiel succes, status og berømthed, image og udseende scorer lavt. Hvad målene er eller indeholder tæller faktisk; derfor hedder denne miniteori Goal Contents Theory.

 

6. Parforhold skal tilgodese autonomibehov – sådan må vi foreløbig formulere essensen af den sidste miniteori, som skitseret overfor, Relationship Motivations Theory, hvis den altså får denne fine status efter 2013-konferencen.