Jeg nævnte tidligere, Nina og Louise, at når banker stiller penge til rådighed for låntagere, er det uhyre vigtigt for dem, at kunderne er kreditværdige. At være værdig til at få kredit betyder ikke, at man skal bruge pengene til noget specielt værdigt eller nobelt eller socialt ansvarligt – men at banken regner med, at man kan betale lånet tilbage.
Givet at banken suverænt vurderer, hvem der skal gives kredit, gælder det så også, at banken kan give så meget kredit, den ønsker? Hvilke grænser er der overhovedet for kreditgivning? Kan banker lave så mange penge til deres kunder, som de lyster?
Som jeg antydede ovenfor, tjekker hverken erhvervskunderådgiver Grethe eller privatkunderådgiver Bolette, om deres bank rent faktisk har nogen penge at låne ud af. I Bolettes tilfælde, hvor Havegren har brug for de 85.000, er hun på intet tidspunkt klar over fru Jørgensens nylige indskud på de 100.000. Hun venter ikke på indskud, før hun låner 85.000 ud til Havegren.
Det forhold kunne jo forklares ved, at det er pebernødder, både Grethes kunder og Havegren spørger om, men det gælder generelt: Banken interesserer sig praktisk taget ikke for, om de "har" pengene. Har banken en kreditværdig kunde, er det bare med at låne nogle penge ud til ham i en fart, så banken kan tjene penge på rentespændet mellem indlån og udlån. Så er det op til Uffe og de andre likviditetschefer at sørge for at pengene er der, når kunden hæver dem et par dage eller en måned senere.
Det plejer heller ikke være noget særligt problem. Her skal vi se på seks grunde til, at det ikke er det.
1. Nyskabte penge flyver frem og tilbage mellem bankerne hele tiden
I eksemplet med Havegren og Skater-Lasse så vi på to forskellige udlån. Reelt oprettes der i hundredvis af lån dagligt i de danske banker, og da låntagerne ofte bruger pengene i mindre bidder, kan der være tusindvis af den slags betalinger hver dag mellem alle banker. Reelt køber Skater-Lasse måske skateboards fra syv forskellige leverandører, og hver får overført en halv snes tusinde kroner over nogle uger.
Det betyder at likviditetschefen kan være ganske rolig, for de penge, der går ud fra hans dyrebare foliokonto, kommer sikkert ind samme dag fra en anden bank. Lad os følge denne forklaring fra Ellen Brown i The Public Banking Solution (Third Millennium Press, Baton Rouge, La., 2013), som jeg netop sidder og læser i disse dage. Hun fortæller først, hvordan et lån optages (hvorved et indskud eller "deposit" skabes) gennem dobbelt bogholderi, dvs. de to første posteringer i vores eksempel med Havegren: Først indtastes 85.000 i en ny udlånskonto for ham og derpå indtastes 85.000 på hans eksisterende indlånskonto. (Efter den engelske tekst har jeg indsat en oversættelse.)
"A deposit is created by double-entry bookkeeping whenever a loan is taken out. The borrower's promise to pay (his mortgage or other promissory note) is entered on the asset side of the balance sheet, and the sum advanced as a deposit on the liability side. Increasing deposits increases M2. Thus the very act of borrowing from a bank increases the official money supply [kursivering i original]" (s. 158-159).
[Et indestående skabes gennem dobbelt bogholderi, hver gang et lån optages. Lånerens løfte om tilbagebetaling (hans pantebrev eller andet gældsbevis) indføres på aktivsiden af balancen, og det beløb, der stilles til rådighed, opføres som et indestående på passivsiden. Øgede indeståender øger M2 (et mål for pengemængden). Således øger selve den proces at låne i en bank den officielle pengemængde.]
Når så en kunde har fået sine penge indført på sin indlånskonto, altså som Havegrens 85.000, begynder kunden at skrive checks ud, forestiller Ellen Brown sig, dvs. han begynder at bruge af dem, hvilket i Danmark nu om stunder mere sker gennem Dankort eller netbank. Hver enkelt betaling sker gennem træk på bankens foliokonto, dens "reserve account".
"The checks written on these new deposit accounts still need to be cleared in the bank's reserve account, but checks fly back and forth between banks all day, and most of them are netted out. Only the deficit in the reserve account at the end of the day has to be cleared by borrowing from someone else. That is typically done overnight and the money is paid back the next day" (s. 159).
[De checks, der bliver trukket på dette nye indestående, skal godt nok hæves på banken foliokonto, men checks flyver frem og tilbage mellem bankerne hele dagen, og de fleste af dem udligner hinanden. Det er kun underskuddet i foliokontoen ved dagens afslutning, der skal dækkes ved at banken låner fra nogen andre. Det sker typisk om natten, og beløbet betales tilbage næste dag.]
Denne "clearing" eller afvikling mellem bankerne ser vi på nedenfor. Først videre i Browns tekst. Hun forestiller sig nu, der går frem og tilbage og derved udligner hinanden (i modsætning til mit eksempel, som jo går i én lang kæde, fra fru Jørgensen til skateboard-fabrikanten):
"Consider this example: Bank A issues a loan for $100, which becomes a deposit, which becomes a check, which is written to a customer at Bank B, who deposits it in Bank B. Bank B, meanwhile, issues a loan for $100 to another customer, which becomes a deposit, which becomes a check, which is written to a customer who deposits it in Bank A. The two checks net out, so there is no need for either bank to borrow reserves to cover the checks at the end of the day. But two new deposits of $100 each have been created, increasing the money supply by $200; and two depositors each have $100 more to spend into the economy" (s. 159).
[Tag dette eksempel: Bank A udsteder et lån på $100, som bliver til et indestående, som bliver til en check, som udskrives til en kunde i bank B, og han sætter den ind i Bank B. I mellemtiden udsteder Bank B et lå på $100 til en anden kunde, som bliver til et indestående, som bliver til en check, som udskrives til en kunde der sætter den ind på sin konto i Bank A. De to checks udligner hinanden, så de to banker behøver ikke låne i centralbanken for at dække checkene ved dagens afslutning. Men der er skabt to nye indeståender, der øger pengemængden med $200; og to kontohavere har nu hver $100 at bruge i samfundsøkonomien.]
Nyskabte penge flyver frem og tilbage mellem bankerne hele tiden, og det går stort set lige op hver dag. Så jævnt hen er der ikke noget at bekymre sig for, hvis man er likviditetschef.
2. I meget store banker bliver mange af de nye penge i huset
Specielt store banker har kun få bekymringer, når det handler om at sikre, at der kan laves penge nok. Hvis en bank har en markedsandel på ca. 50%, som Danske Bank har i Danmark, vil mange af de udlånte penge gå lige tilbage banken igen. Den murer, som Havegren betaler de 85.000 til, vil da med 50 procents sandsynlighed have sin konto i samme bank. I disse tilfælde, dvs. for ca. halvdelen af lånenes rolle, vil de nyskabte penge overhovedet ikke forlade banken, men kan klares ved interne posteringer, der ikke berører saldoen på foliokontoen og ikke stresser likviditetschefen.
Omvendt kan små banker og sparekasser, der har måske 0,2% af markedet, kun sjældent glæde sig over, at de nys udlånte penge ryger lige tilbage i banken igen. Så hvad angår långivning er der en stor fordel ved at være stor: De nyskabte penge bliver i højere grad "inden døre" og skal ikke passes så nøje op.
3. Likviditetschefen låner af en anden bank
Har en mindre bank lånt et større beløb ud til en kunde, og véd likviditetschefen, at denne kunde vil bruge hele beløbet på onsdag til en stor betaling, så skal der handles hurtigt for at foliokontoen ikke kommer under de 15%.
Til brug i et sådant tilfælde, fortalte Uffe, har banken nogle gode forbindelser i andre banker, som kan give en håndsrækning. Så Uffe ringer mandag eftermiddag til en sådan bank og beder om et lån på 3 millioner. Det skal være klar til onsdag nat, så foliokontoen kan polstres før kunden bruger sine penge. Det koster nogle procent (om året) i rente, men det betales tilbage over de kommende dage eller uger, i takt med at den lille bank får rettet op på sin foliokonto.
Det er langt billigere at betale denne rente til nabobanken end at skulle afvise kunden og hans anmodning om et lån – som han måske betaler 5% eller 10% for.
4. De fleste problemer klares gennem afviklingen i Nationalbanken
Som jeg nævnte tidligere, overføres der penge hver nat mellem alle Danmarks banker i Nationalbankens betalingssystem Sumclearningen. Et par millioner betalinger er det: alle betalinger med Dankort, netbank, Betalingsservice mm. Efter et bestemt tidspunkt på aftenen lister Sumclearningen alle dagens betalinger ud og ind af hver bank op mod hinanden.
Hvis Merkurs kunder samlet har købt for 7 mio. kr. hos butiksejere, der har konto hos Nordea, så har Nordeas kunder måske foretaget betalinger hos Merkurs kunder for 6½ mio. kroner. Sumclearningen overfører så blot nettobeløbet, den halve million, fra Merkur til Nordea. Tilsvarende mellem alle andre banker, parvist.
Det går aldrig helt op. Hvis det én nat er Merkur, der har overført flere penge til de andre banker end bankens foliokonto kan klare, så låner den blot af en anden bank. Natten efter er det måske den anden bank, der er i knibe, og så låner den af Merkur. Vi erindrer, at hver eneste nat skal enhver banks foliokonto svare til mindst 15% af bankens udlånsmasse, det såkaldte likviditetskrav.
Vi bemærkes, at smerten hos en bank som vores fiktive Borgerbanken ikke kommer, når lånet ydes til Havegren og sættes ind på hans lønkonto, men når det på en senere dato bruges af Havegren til en betaling. Det er først her, Borgerbanken skal hoste op med pengene. Hvis mange kunder har valgt at formøble deres forbrugslån lige fredag d. 21. december, kan Borgerbanken komme ud i et ubehageligt underskud gennem nattens afviklinger.
Denne daglige (natlige) støven rundt efter de sidste penge er noget alle banker gør, og de store banker har mange folk til det. Husk: Jo tættere en bank kan køre på de 15% på foliokontoen, jo flere penge tjener den.
Bankkritikeren Ellen Brown kalder denne proces for et shell game (i The Public Banking Solution, Third Millennium Press, Baton Rouge, La., 2013, s. 29). Det er det spil, vi kender fra udenlandske storbyer, hvor en kvik fyr står på gaden og flytter rundt med tre bægre (eller skaller, shells) og man skal gætte, hvor mønten er. Et andet ord for svindelnummer: Banken har reelt ikke de sidste penge, fordi den har lånt for mange ud. Bankerne har kun én mønt, men ved at flytte fingernemt rundt på den, får de det til at se ud, som om der er tre.
Hvor alvorligt dette fænomen er, kan man diskutere, men der er ingen tvivl om, at det kan bruges til at spænde buen over bristepunktet. Dristige banker, der har lånt for mange penge ud, kan ved dette shell game kamuflere deres over-extension, som det udmærket hedder på engelsk, dvs. overudstrækning, i meget længere tid end de ellers kunne.
Men her er noget, der er værre: Hele samfundets elektroniske betalingssystem afhænger af, at bankerne kan låne disse natlige beløb af hinanden. Det er ikke noget problem til daglig, hvor banker generelt har tillid til hinanden, men i en krise, hvor Merkur mistænker Nordea for at være den næste til at krakke, har Merkur i sagens natur ikke lyst til at forstrække Nordea med 17 millioner til i overmorgen. Går Nordea nemlig konkurs i morgen, kan Merkur kysse de 17 millioner farvel.
Dette fænomen omtales som at "likviditeten fryser til i interbank-markedet," og den vending har I, Nina og Louise, måske ikke forstået førhen, lige som det heller ikke sagde mig noget for et par år siden. Hvad for et interbank-marked? Fryser til hvordan? Men det er altså som forklaret her: Centralbanken i alle vestlige lande kræver, at bankerne dagligt kan opvise en vis minimal likviditet, dvs. har rede penge stående på foliokontoen til uventede problemer.
Opvisningen af den likviditet klarer bankerne ved at låne af hinanden og flytte pengene hen, hvor der i nat er brug for dem. Men at denne daglige bedyring – "Hvem, os? Vi har skam ikke lånt for mange penge ud!" – skal være kædet sammen med evnen til at gennemføre betalinger mellem borgere og virksomheder og det offentlige i hele landet er jo en åbenlys urimelighed.
Ret beset må det jo være de uansvarlige bankers problem, at de andre banker ikke længere nærer tillid til dem, og de derfor ikke kan sikre den nødvendige likviditet. Hvad kommer det mig ved, hvis jeg er kunde i en ganske ansvarlig bank og bare skal hæve penge til mine indkøb de næste par dage? Sådan her oplevede en dansk politiker finanskrisens klimaks:
"'Vi fik at vide, at situationen var så alvorlig, at der var fare for, at Dankortautomaterne ville være lukkede mandag morgen', siger Socialdemokraternes gruppeformand, Henrik Sass Larsen, i [DR-]dokumentaren. [Disse] foruroligende oplysninger… gjorde, at politikerne ikke havde anden mulighed end hurtigst muligt at strikke en redningspakke sammen, der spændte et sikkerhedsnet ud under den danske banksektor i almindelighed og kolossen Danske Bank i særdeleshed" (Pol.dk, 26. nov. 2012)
Skal vi tænke i alternativer, Nina og Louise – og det er jo ikke primært dét, jeg vil bruge disse oplysende pengebreve til – så er det bl.a. her, at befolkningens behov for et simpelt betalingsmiddel og et stabilt betalingssystem kolliderer med en eventyrlysten finanssektors trang til at køre max pedal på långivning og renteindtjening. Skulle de to ting ikke adskilles, sådan at det ikke er den almindelige borgers og virksomheds jordnære betalingsmidler og -systemer, som bankerne gambler med?
5. Internationale markeder
Hvis en dansk bank en enkelt nat ikke kan klare likviditetskravet, kan den også søge til de internationale pengemarkeder. Kommer Danske Bank i knibe med et par milliarder en sen nat, behøver den ikke bero på Fjaltring-Trans Sparekasse o.l., men kan henvende sig til internationale banker og det såkaldte skyggebankmarked i udlandet. Er vi ikke lige i en krise, er der også nem og rimelig billig kredit at hente her, hvis en bank har lånt for meget ud.
I ser at billedet gentager sig: Når der ikke er krise, så er det overhovedet ikke svært for en bank at låne sig til ekstra midler andre steder. Det er jo derfor, at Bolette og Grethe ikke interesserer sig for, om banken har penge at låne ud af. Og derfor er det en forældet opfattelse, den klassiske glade historie med, at banken bare låner de penge ud, den modtager i indlån.
Den langt væsentligste kilde til midler i en snæver vending finder vi dog et uventet sted: i Nationalbanken.
6. En bank kan næsten altid låne af Nationalbanken
Skulle det knibe med saldoen på Foliokontoen, kan en bank låne lidt ekstraordinære midler af Nationalbanken selv. Det gøres på forskellig vis, men det gør Nationalbanken gerne, og andre centralbanker over for deres lokale banker ligeså.
Muligheden for at låne i Nationalbanken er blevet lettet her i kriseårene gennem en række yderligere tiltag. I Nationalbankens kvartalsoversigt for 1. kvartal 2012 skriver forfatterne:
"Tiltagene kan anvendes af alle pengeinstitutter, og der
er ikke begrænsninger på størrelsen af de lån, institutterne kan optage i
Nationalbanken. Det giver dem den størst mulige sikkerhed for at kunne opnå den
ønskede likviditet i en situation med generelt vanskelige finansieringsforhold
og understøtter tilliden til institutterne mest muligt" (s. 87-88,
kapitlet 'Nationalbanken og pengeinstitutternes likviditet', af Lars Risbjerg,
Økonomisk Afdeling og Thomas Sangill, Kapitalmarkedsafdelingen, her).
Med andre ord: Bankerne kan låne hvad de vil i
Nationalbanken. Derved sikrer Nationalbanken bankernes likviditet (så
Dankortautomaterne ikke "fryser til") og tillid til bankerne (så de
kan låne penge på interbankmarkedet).
Dette kan synes lidt mærkeligt, for er det ikke netop centralbanken, evt. i dens rolle som forvalter af de internationale Basel-regler fra Bank of International Settlements, der er centralbankernes centralbank – er det ikke netop Nationalbanken, som håndhæver disse likviditetskrav? Jo, men enhver centralbank har også et andet mandat, som går på hele banksektoren og som den regner som vigtigere end en enkelt banks dårlige opførsel: stabilitet i banksektoren.
Denne stabilitet kan let blive rystet og en fjer blive til fem høns, hvis en bank har likviditetsproblemer. Tvivler andre banker på den, tvivler de måske også på den lige så anløbne bank i nabobyen, og så kører mistilliden og dominoerne er på vej til at vælte. Den slags reaktioner kan en centralbank ikke risikere, så den vil tage ethvert anstrøg til dårlig likviditet og ustabilitet i opløbet ved at låne de fornødne midler til den pågældende bank, mod en beskeden rente.
Denne funktion er så velkendt, at en engelsk bank-insider citeres i Modernising Money (af Andrew Jackson og Ben Dyson, udg. London: Positive Money, 2012, s. 99) for allerede i 1992 at konstatere, at den britiske centralbank, Bank of England, ikke længere optræder som "lender of last resort", hvilket er den måde, man altid har defineret en centralbank på – at det er den bank, en almindelig bank i sidste instans kan gå til for at låne penge, hvis alt andet er umuligt. I dag fungerer Bank of England som "lender of first resort", dvs. nærmest det første sted en bank henvender sig, hvis den ikke kan opfylde de likviditetskrav, samme centralbank sanktionerer. Barokt. Men det er der jo så meget, der er i bankverdenen, har I nok fået indtryk af.
Statens grænser for pengeskabelsen
Hvad jeg ikke har gået så meget op i dette pengebrev, er de grænser for pengeskabelsen, som lovgivning og Finanstilsynet lægger ned over bankerne i Danmark. Lad mig nævne dem her.
Lov om Finansiel Virksomhed rummer to krav:
- Et likviditetskrav på 15% af det samlede indlån, sådan at banken ikke hele tiden kommer i klemme i de daglige betalinger frem og tilbage med de andre banker.
- Et solvenskrav på 8% eller mere, helt op til 15% for den enkelte bank: Så stor en del af samtlige aktiver (dvs. udlån) skal foreligge som egenkapital, sådan at skulle en kunde, som banken har lånt en formue til, vise sig ude af stand til at betale lånet tilbage, har banken lidt på kistebunden at afskrive beløbet med.
Sammenfatning
Kan I se, Nina og Louise, det er giver ikke et rammende billede at sige, at banker sidder og venter på, at der er indlån nok at låne ud af? De er faktisk ret ligeglade med indlån, i hvert fald sådan til daglig. For det er nye penge de laver, og de kan næsten lave så mange af dem, det skal være, uanset hvad de har af indlån.
I dette pengebrev, nr. 4 er det, har vi altså undersøgt spørgsmålet om, hvorvidt der er grænser for bankers pengeskabelse, herunder om vi faktisk kan fremstille udlåningsprocessen som et spørgsmål om passivt at vente på at indskydere sætter penge ind. Vores svar var, at ja, der er grænser, og de er særligt tydelige i en krise, men under normale forhold er de ikke tydelige – nærmest så ubetydelige, at vi kan spørge os selv, om historien med, at bankerne bare låner deres indskyderes penge ud, egentlig har nogen empirisk dækning – eller bare en køn historie, der måske var sand engang, men ikke er det længere.
Tilbage i pengebrev nr. 2 anlagde vi et makroskopisk perspektiv og undersøgte, hvad der sker, når vi udlåner den ene generation efter den anden af nyskabte penge. Dér brugte vi udlåning efter brøkdelsprincippet som forklaring på, hvad der sker mellem bankerne: 100.000 indsat sådan lidt Adam-og-Eva-agtigt af fru Jørgensen i hendes bank bliver i løbet af stadige udlån til 667.000; sådan at der altså er skabt for 567.000 kr. nye penge gennem denne gentagne udlånsproces.
Nye penge fødes i synd, for nu at blive i det bibelske billede, dvs. de fødes som gæld, fordi banken skal have dem igen – med renters rente (som vi kommer til i næste pengebrev). Hver krone udlånt, ydet som kredit eller skabt som penge – og de tre ting betyder det samme – skal betales tilbage til banken. Sådan er det i vores nuværende system. (I husker, at et alternativ går ud på, at samfundet eller staten kunne overtage denne funktion fra bankerne og skabe de penge, samfundet skal bruge, og stille dem til rådighed for borgere og virksomheder langt billigere, eller ligefrem gratis).
Det var makroperspektivet. Så anlagde vi i pengebrev nr. 3, det foregående, et mikroperspektiv, hvor vi gik ind og så konkret hvordan der foregår i banken med likviditetsstyring og de fire posteringer, der foretages for hvert indlån. Sådan kender man udlånsprincipperne i enhver bank, og selv om vi fremstillede sagen som styring af én pengesøjle, én saldo, nemlig den på bankens foliokonto i Nationalbanken, og ikke som en balance mellem en indlånssøjle og en udlånssøjle, så fremgik det, at banker skal være ret påpasselige med at udstede lån og dermed fjerne penge fra foliokontoen, for likviditetskravet på de 15% skal de ikke komme under.
I nærværende pengebrev har vi så set på grænserne for långivningen, og vi fandt seks måder, hvorpå en likviditetschef ikke behøver være særligt bekymret, for der er typisk penge nok at hente alle mulige steder i systemet. Så på dette plan, som for så vidt også er mikroskopisk, som set fra den enkelte banks synspunkt, virker historien med, at banken bare låner indskydernes penge ud, ikke specielt overbevisende.
Summa summarum: Gennem kreditgivning høvler bankerne penge rundt i systemet. I den enkelte bank oplever man det ikke som andet end en stadig videreudlåning af de penge, man lige har modtaget som indlån, men ingen tænker på, hvor pengene i det indlån egentlig kommer fra. Bankerne ser ikke deres kreditgivning som en skabelse af nye penge, for det ser man først, når man anlægger makroperspektivet og ser på de enkelte låns bidrag til den officielle opgørelse af pengemængden i samfundet. Bankerne udfører den funktion at skabe ny penge med hvert udlån, samtidig med at bankerne også medvirker til disse nye penges forsvinden igen med indfrielsen af hvert lån.
No comments:
Post a Comment