SDT og børns og unges udvikling

Hvilken rolle spiller autonomi i børns og unges udvikling? En temmelig stor rolle, ligesom et underskud af autonomi - som når forældre kontrollerer deres børn - er en væsentlig årsag til psykiske sygdomme. Det er resultatet af en stor forskningsoversigt offentliggjort af tre ledende kræfter bag selvbestemmelsesteorien (Self-Determination Theory, SDT).

SDT's to grand old men, amerikanske Richard Ryan og Edward Deci lægger navn til artiklen, mens det formentlig er den tredje forfatter, kronprinsen Maarten Vansteenkiste, der har ført pennen i det 50 sider lange og tætskrevne litteraturreview, der dækker 3-400 forskningsartikler på feltet.

Henvisningen er: Ryan, R. M., Deci, E. L., & Vansteenkiste, M. (2016). Autonomy and Autonomy Disturbances in Self‐Development and Psychopathology: Research on Motivation, Attachment, and Clinical Process. In D. Cicchetti (Ed), Developmental psychopathology (Vol 1, pp. 385-438). Hoboken, NJ: John Wiley & Sons Inc.

Find den her: https://biblio.ugent.be/publication/7095869/file/7095875.pdf

Artiklen er inddelt i tre dele: først en introduktion til SDT, så et afsnit om normal udvikling hos børn og unge, og til sidst et afsnit om psykopatologi: når det går galt med den psykologiske udvikling. Modellen er den, at velkendt forskning på området gennemgås og sammenlignes med empiriske forskningsartikler inden for SDT, og forfatterne finder i mange tilfælde at SDT-behovene, primært for autonomi men også for kompetence og tilhørsforhold, spiller en væsentlig rolle i både normal og forstyrret udvikling.

Således fx teorien om tilknytning (Winnicott, Stern, Bowlby), der betoner det lille barns nære og trygge relation til en omsorgsperson. Her påpeger de tre SDT-forfattere, at tryghed og sikkerhed er bestemt vigtigt, men autonomistøttende forældre yder mere end det: De opmuntrer også deres børns eksplorative adfærd, spirende interesser og personlige værdier.

Herved bidrager de til at fremme børnenes sunde udvikling - ved altså også at hjælpe børnene overskride de trygge bånd, som tilknytningsteorien lægger så stor vægt på. Tryghed og tilknytning er ikke alt: Autonomi, dvs. selvets organiske og integrerende udvikling, skal også støttes. Herved 'løsriver' de unge sig ikke nødvendigvis fra forældrene. Det gør de kun over for kontrollerende forældre, hvorimod autonomistøttende forældre forbliver de unge i et nært forhold til.

Det at fremme intrinsisk motivation ser SDT-forfatterne som helt central for børns udvikling - altså at barnet understøttes i at finde sine egne interesser og værdier og oplever den livfuldhed, der ligger i intrinsisk motivation (næsten lig flow). Kontrollerende sociale kontekster hæmmer selvsagt intrinisk motivation - værd at erindre i en mål- og teststyret skolevirkelighed.

Vellykket internalisering af omverdenens normer er også vigtig, og SDT's spektrum af motivationstyper kommer i spil her: introjiceret, identificeret og integreret motivation. Optimal støtte fra familie og lærere udvikler motivation af den mest autonome art, og det sunde barn vil integrere kulturens forventninger i sit frembrydende selv. Galt går det, hvis barnet udsættes for 'parental conditional regard', et psykologisk fagudtryk for forældres opmærksomhed og kærlighed givet på betingelse af X. "Jeg elsker dig og yder dig omsorg i den udstrækning du opfylder flg. krav". Et almindeligt udtryk for forældres kontrol, og skadelig for sund udvikling, iflg. SDT.

I artiklen forsøger Vansteekiste m.fl. at indskrive autonomi, intrinsisk motivation og integreret internalisering som nøgletræk ved børn og unges sunde udvikling. Hver pointe understøttes med henvisning til dusinvis af forskningsartiler udført af de efterhånden hundredevis af forskere inden for SDT.

Vi er med de seneste års udviklinger i SDT, som eksemplificeret i denne fremragende artikel, langt videre end snæver motivationspsykologi. I den forstand er denne forskningsoversigt et forsøg på at etablere en ny norm for børn og unges optimale psykologiske udvikling, fremlagt i en slags komprimeret tidsskriftsbaseret lærebog, skrevet i akademiske psykologers videnskabelige sprog, med tydelig ambition om at præge det felt for 'adolescent development', som Maarten Vansteenkiste har bevæget sig på i en snes år år nu, understøttet af især Richard Ryan.