Den positive psykologis offentlighedshistorie i USA

"Happier? The History of a Cultural Movement that Aspired to Transform America", af Daniel Horowitz. New York: Oxford University Press, 2018.

Denne bog er en udmærket og let kritisk præsentation af positiv psykologis historie og forhistorie, skrevet af en amerikansk kulturhistoriker. Jeg talte tilfældigvis med ham og hans kone, nogle pæne og lidt betuttede ældre mennesker, i Orlando, Florida til konferencen i International Positive Psychology Association i 2015.

Bogen afsluttes med et kort kapitel, hvor han fortæller om mødet med denne forunderlige klan på 1200 positive psykologer (heraf 1,6 % fra Danmark, rapporterer han). Til nogle af oplæggene skete der noget pudsigt: "I encountered an approach that, in my scholarly insularity, I had experienced quite rarely: turning to someone sitting next to me, introducing myself and then engaging in conversation with that person".

Horowitz starter sin historie tidligt, efter 2. verdenskrig, og slår ned på en række populære bøger og deres forfattere, der alle bidrager til den moderne og populære psykologis gennemslag i USA: Norman Vincent Peale og "The Power of Positive Thinking", Frankl og mening, Bowlby og tilknytning, kognitiv terapi med Aaron Beck (Seligmans læremester), Maslow, Alan Watts og zen, Ruut Veenhoven, Kahnemann, Csikszentmihalyi, Goleman og emotional intelligence - før vi når frem til 1980'erne med Reagan og "Morning in America".

Her får alt det positive et boost med Ed Diener og subjective well-being, Richard Davidsson og mindfulness, Carol Ryff, lykkepiller, meditation og Kabat-Zinn, Dalai Lama, David Lykken og internationale lykkemålinger med danskerne i front.

At Seligman bekendtgør dannelsen af positiv psykologi som paraplybetegnelse i 1998 ser Horowitz ikke som så skelsættende en begivenhed, for offentligheden har længe været parat til at modtage budskabet, der virkeligt slår igennem i 00'erne: Lykken er mulig, man kan lægge sit liv om, især hvis man tilhører den hvide middelklasse, der ikke forsumper i McJobs og den stigende neoliberale mangel på sikkerhedsnet og velfærdssstat, der prægede USA i Bush-00'erne.

Tjener den positive psykologi som en afledning fra presserende økonomiske og politiske problemer i USA? De år, hvor arbejderklassen og de 99% stagnerede økonomisk, fra 1980 til 2020, var samtidig de år, hvor den positive psykologis populære budskab slog igennem, godt hjulpet på vej af Oprah og hendes tv-bårne selvhjælps-mission.

Horowitz påpeger, hvordan Seligman og andre positiv psykologi-forskere har modtaget pænt store summer (mange millioner dollars) fra Templeton Foundation, en pengetank med 3 mia. dollars fra en spekulant John Templeton, der interesserer sig for mødet mellem videnskab og religion. Hele den velkendte betoning af menneskers indre karakterstyrker - udtrykker det ikke en konservativ tilbøjelighed til at lægge hele ansvaret på det stærke individ og ignorere fællesskabets og samfundets rolle, spørger Horowitz.

Seligmans involvering i det amerikanske forsvar efter 9/11 præsenteres kort, og han slipper uden skrammer, men spørgsmålet lurer i baggrunden: Korrumperer alle de penge ikke, specielt når de kommer fra et militær med uendelige ressourcer?

En gammel studiekammerat fra University of Pennsylvania fortalte mig for nogle år siden, at Seligman var universitetets suverænt mest magtfulde professor. Penn har måske 5000 forskere ansat og rangerer som verdens ca. 15.-bedste. Seligman havde på det tidspunkt 70 forskere og undervisere i sit brød, alene i kraft af de mange eksterne bevillinger han skaffer, bl.a. fra forsvaret. Fra Horowitz får man nærmest billedet af en hyggelig godfather, der årligt samler sin stamme omkring sig til konferencerne.

Undervejs i sin historie skelner Horowitz nyttigt mellem forskningsprogrammer, der overfladisk betragtet ikke synes forskellige: positiv psykologi (med Seligman, Csik, Lyubomirksy, Fredrickson), hedonisk psykologi (Kahnemann og Dieners arbejde med livstilfredshed og subjektiv velvære) og happiness studies (Diener og Veenhoven, hvis arbejde går tilbage til 1970'erne). De to sidste er lidt ældre og efterhånden mere eller mindre mixet op med positiv psykologi.

Ellers problematiserer Horowitz ikke inklusionsspørgsmålet: hvad rummer positiv psykologi egentlig? Barbara Fredrickson vier han ikke nær så stor opmærksomhed, som vi danskere plejer. SDT og Deci og Ryan nævnes overhovedet ikke, og der er ikke mere end nogle få linjer om Positive Organizations (POS) med Jane Dutton, Robert Quinn og Kim Cameron.

Alt i alt tilskriver Horowitz positiv psykologi en noget større rolle i (amerikansk) kultur og offentlighed end jeg selv er vant til at tænke, både for USA og Europa. I positiv psykologi er man vant til at tænke sig selv som fakkelbærere for noget nyt og anderledes, men i Horowitz' optik er det ret mainstream - det med at gribe lykken og transformere sit liv og sin hverdag.

Han er en langt mere sympatisk og anstændig læser af den positive psykologis offentlige ansigt end fx Svend Brinkmann herhjemme i bogen "Stå fast", som er en billig parodi i sammenligning med dette seriøse og massivt noteforsynede værk.

At positiv psykologi er en forskningsgren, hvor der publiceres videnskabeligt på livet løs, interesserer dog ikke Horowitz synderligt. Han nævner "Journal of Positive Psychology" og "Journal of Happiness Studies" et par gange, men citerer næsten ingen forskningsartikler. Han interesserer sig åbenlyst mere for det kulturelle fænomen end sagens substans, så der bliver betydeligt mere receptionsanalyse og -historie hvad angør de populære og formidlende bøger, end der er fortolkning af forskningen og dens fremskridt. Forfatteren er kulturhistoriker, ikke psykolog.

Læs de første 60 sider her:https://global.oup.com/academic/product/happier-9780190655648?cc=dk&lang=en&#