Sunday, March 07, 2021

MO-3. Håndtering af udfordringer: Perspektivisk integration og subintegration

Mennesker udvikler sig ved at møde og håndtere udfordringer. I bedste fald indoptages udfordringen, personen integrerer den og vokser derved. Lidt mere er klaret, ens verden har udvidet sig og man ser og forstår sammenhænge lidt bedre og handler mere kompetent i dem. Kontekst og helhed erobres, og personen bliver optimalt en tydeligere del af det menneskelige fællesskab.

Alle mennesker kommer dog forskellige steder fra, har forskellige historier og udviklingsveje. Derfor vil de hele tiden være forskellige steder, dvs. ikke præcis dér hvor andre er. Og alligevel kan hvert eneste menneske gribe og begribe det fællesmenneskelige - men altså blot fra sit hjørne af virkeligheden, fra hver sit perspektiv. 

Men alle mennesker møder udfordringer, de ikke kan klare. En person kan overvældes af udfordringen, man handler defensivt eller søger at afvise eller undertrykke udfordringen. Den integreres ikke. Men - og det er en hovedide for nærværende - personens reaktion er ikke bare dysfunktionel eller udtryk for nederlag eller inkompetence. Udfordringen ligger og truer i personens omgivelser, og da den ikke kan integreres, trækker personen sig ind i et mindre space, hvor udfordringen ikke opleves eller findes eller ses. 

I dette mindre rum forsøger personen nu at oprette den helhed og meningsgivende kontekst, der ikke var mulig i det større rum. Denne adfærd eller reaktion, som både kan være biologisk, psykologisk, relationel og samfundsmæssig, skal vi forstå som helhedssøgede og integrativ - men den foregår altså inden for så snævre rammer, at det ser ganske dysfunktionelt, maladaptivt eller patologisk ud, anskuet fra det bredere og større ståsted, vi andre "normale" indtager.

”Negativ adfærd” er fortvivlede forsøg på integration

Sådan kan vi forstå psykopatologi, fordomme og racisme, stress og traumer, afvigende adfærd, kriminalitet, vold, konflikt og krig. I princippet: al adfærd og mental aktivitet, der ikke fremmer menneskers trivsel og opblomstring, men hæmmer, undertrykker og ødelægger livet. Alt det kan vi se som udtryk for forgæves, evt. desperate forsøg på integration, sammenhæng, fredelig samkvem og forståelse.

Vi kan altså tilskrive livet en sådan tendens til konteksttindoptagelse, integration og helhedsdannelse. Givet at denne spontane tendens findes (postulerer jeg altså), er vores opgave at skabe rammer, inden for hvilke levende systemers tendens til integration kan komme til fornuftig udfoldelse. 

Der skal skabes institutioner, normer og kulturer, der lader mennesker realisere denne integrative tendens, sådan at flere mennesker klarer de udfordringer, de møder, og hvor de integreres på stadig højere og finere niveauer. Det omfatter even til at anerkende og respektere andre menneskers og kulturers vej til den velintegrerede menneskelige fællesskab.

Altså fire centrale ideer: Mennesker møder (1) udfordringer, som optimalt håndteres og indoptages gennem (2) integration - og dét sker ud fra ens særlige perspektiv og i respekt for andres perspektiver; kald det (3) perspektivisme. Selv når udfordringerne ikke kan integreres, kan vi forstå menneskers adfærd som integrativ og konstruktiv, men nu hæmmet af det snævrere udfoldelsesrum, som afvisningen af udfordringen medførte. Lad os kalde tendensen subintegrativ og fænomenet (4) subintegration. 

En oscillatorisk ontologi

Menneskers hang til integration på den perspektiviske måde og, hvis det ikke lykkes, til subintegration, kan dårligt forklares ud fra den klassiske videnskabelige atomistiske model med elementer i mekanisk interaktion. Atomer eller partikler er lokale og bevæger sig klassisk ad veldefinerede baner, påvirket af en ekstern energi. Først når partikler finder sammen, opstår organisation eller orden. Orden og information forstås altså som noget sekundært, afledt. En sådan partikel-baseret (eller partikulær) verdensbeskrivelse kommer til kort. når vi taler om biologiske og humane systemer. 

En anden fysisk ontologi er bølgebeskrivelsen (kvantemekanikken betragter partikel- og bølgebeskrivelse som komplementære). Bølger skabes af oscillatorer og er i deres natur distribuerede, idet de spreder sig ud over et rum. Kvanteoscillatorer besidder deres egen energi, og derigennem spredes bølger over et større felt. Distribueringen sker på en struktureret og informationsmættet, idet bølger har frekvens, fase og amplitude, og de bærer information om hvor de kom fra og hvad de har interageret med undervejs.

Hvert enkelt område af en given helhed har modtaget bølger og dermed information fra ethvert andet punkt, præcis som ethvert lille volumen af et værelse, som man placerer sine øjne i, modtager information om hvert punkt på væggene i værelset. Hele værelset kan ses fra alle dele af det, men på hver sin måde, fra hvert sit perspektiv. Sådan er bølgers natur (her lysbølger).

Helheden i delen

Således kommer helheden til at rumme information fra alle dele og hver del rummer information om helheden (det holografiske princip). Hver del gør dette på en perspektivisk måde, som tilgået fra hver del-lokations perspektiv – som hvert sæde i en koncertsal giver adgang til det samme symfoni, men hørt fra forskellige vinkler, violinerne kraftigst hvis man sidder til venstre oppe foran i salen, basserne hvis man sidder til højre (lydbølger). 

Organismer og nervesystemer, og dermed mennesker, er bølgemekanisk konstituerede på alle organisationsniveauer. Biomolekylær vibration er et hovedprincip, og nervesystem og hjerne kan også antages at operere bølgemekanisk, med molekylær vibration (Civic), harmonisk resonans (Lehar), genkendelse og hukommelse forstået frekvensanalytisk (Turin), med fouriertransformationer fra frekvens- til rumdomænet gennem sanseapparatet (Pribram) og meget mere.

Når en således bølgekonstitueret organisme møder en udfordring, kan vi forstå håndteringen af den via bølgemekanisk integration, som når en jazzorkester live indoptager en forbipasserende trompetist. Bølgers tendens er til ”entrainment”, tilpasning og indoptagelse, og integration af det anderledes og udefrakommende, det som mennesker kan opleves som udfordringer, ligger til bølgers natur. Bølger, dvs. oscillationer der spreder sig gennem et rum, fylder rumme ud og skaber helhed i det rum, der nu er tilgængeligt. Se illustrationen. Således en begyndelse på en forklaring af subintegration – og perspektivismen: det sker derfra hvor hver organisme, hvert system af oscillatorer, befinder sig og er ankommet til, historisk. 

Herom meget mere senere. Se også blogpost MO-1.

No comments:

Post a Comment