Folketeorien om livsmening

Hvilke ting er det, der giver mening i livet? Er det ægtefællen, et godt arbejde, at leve med Gud, ens dejlige børn, store oplevelser, gode venner, et godt helbred?

Det opfatter vi alle forskelligt. Det er dog fælles for de fleste af os, at når vi stilles spørgsmålet: "Hvad giver mening i dit liv?", så finder vi et svar. Forskning (her, s. 1) viser, at langt de færreste siger: "Ingenting." De fleste nævner et eller andet. Noget der gør livet bærligt. For har man ikke sådan noget, så er man formentlig klar til selvmordet, eller man lider af en stærk depression e.l.

Så der er ét eller andet, der udpeges som meningsbærende i de fleste liv. Hvad er fælles for de ting, vi alle udpeger som meningsbærende?


Lad mig fremlægge den ide, at det er det aktuelt bedste i vores liv, vi fremhæver som meningsfuldt. Hvis man har dejlige børn, men et knirkende ægteskab og et middelmådigt arbejde, så er det børnene, der skaber mening i ens liv. Er man fraskilt og barnløs udnævnes arbejde eller venner til primær meningsgiver. Er man en rørig pensionist med få besøg fra familien, er det helbredet, man fremhæver. Fik man aldrig en chance i det borgerlige liv, kan fx et personligt gudsforhold give mening.

Vi finder som regel altid noget. Lad os kalde det for folketeorien om livsmening: "Det er det p.t. bedste i mit liv, der giver det mening". Og da der altid er noget, der er bedst, uanset hvor skidt man ellers synes tingene ser ud, vil man altid opleve et vist mål af mening, i hvert fald nok til at stå op om morgenen og fortsætte tilværelsen.

"Folketeori" eller på engelsk: "folk theory" bruges inden for bl.a. fysik, biologi og psykologi til at beskrive de ofte fejlagtige opfattelser af, hvordan verden fungerer, som lægfolk har. Fx siger folketeorien om plantevækst, at planter danner stængler, blade og blomster af næringsstoffer, de henter op fra jorden (hvor langt det meste biomasse faktisk dannes i fotosyntesen fra sollys og kultveilte).

Folketeorien for mening er tilsvarende uvidenskabelig: den kan nemlig ikke falsificeres. I følge den kan hvad som helst give mening i livet. Og hvad er så mening overhovedet? Bliver det overhovedet muligt at tale om mening, og at kvalificere og graduere begrebet, hvis alle ting i lige grad kan give mening for forskellige mennesker? Hvis mening er subjektivt og relativt, kan vi så bruge begrebet til noget? Kan vi så overhovedet tale om, at ét job giver mere mening end et andet, eller at visse opgaver eller funktioner er ret meningsløse og andre stærkt meningsfulde?

Man kunne måske godt hæve en sådan komplet relativitet, hvor den personlige oplevelse her og nu er den endelig dommer over meningsfuldhed, men det synes ikke tilfredsstillende. Vi har jo alle oplevet at tage fejl og udvikle os: det, der syntes meningsfuldt i går, virker ikke sådan i dag. Så alt er ikke lige meningsfuldt; vi kan blive klogere. Og vi har alle rådet vores børn eller vores venner til at holde sig fra X eller søge hen mod Y, fordi det ene virkede formålsløst og det andet gav god mening. Så i daglig tale og tænkning kvalificerer vi meningsbegrebet hele tiden. Det bør vi også kunne gøre videnskabeligt.

Sammenlign med begrebet sund livsstil. Her vil subjektivister også kunne hævde, at hvad der er godt for den ene, er skidt for den anden, og ingen kan gøre sig til dommer over dét. Men videnskabeligt har der samlet sig en konsensus inden for de sidste årtier, der udnævner en række faktorer som væsentlige for en sund livsstil: den rette kost, tilstrækkelig motion, moderat alkohol og nul rygning. Det er den aktuelle videnskabelige teori for sund livsstil.

Den kan nemt vise sig at være mangelfuld eller ligefrem forkert (det tror jeg selv: den omfatter nemlig ikke psykiske faktorer som livsglæde eller tro). Men det er dog en teori, der ikke bare siger "Lev som det passer dig, alt er jo subjektivt", og den understøttes af en mængde forskning. Så det er en start.

Tilsvarende med en videnskabelig teori for mening. Den må også udpege visse faktorer som væsentlige og afvise andre som uvæsentlige. En sådan teori må nødvendigvis være langt mere tentativ end teorien for sund livsstil, der har milliarder af forskningskroner bag sig, og den vil sikkert hurtigt skulle laves om.

Ud fra omfattende studier af relevant forskning udpeger socialpsykologen Roy F. Baumeister (i bogen Life Meanings, Guildford Press, 1992) fire kilder til livsmening: formål, virkningsfuldhed, værdigrundlag og selvværd. Har man et livsformål man går efter, gør man fremskridt på vejen, har man et stabilt værdigrundlag at operere på og har man selvværd nok, så oplever man mening i livet.

Det var én teori. I projektudkastet Mening i arbejdslivet fremsætter vi (Nina Tange, Lene Thomsen og jeg) en teori for mening i arbejdslivet, der tager udgangspunkt i den aristoteliske forestilling om eudaimonia, menneskelig opblomstring (se Eagleton 2006 og Flanagan 2007): Mening i livet udspringer af, at man realiserer sine livsmuligheder og bidrager til at andre gør det samme.

Vi betoner fire faktorer:

1. Signaturstyrker: Man skal finde og bruge sine særlige styrker og realisere sine dybeste potentialer
2. Bidrag: Man skal bruge dem til at yde ens særlige bidrag til verden (som man først skal finde ud af hvad er)
3. Fællesskab: Man skal arbejde i et produktivt fællesskab med andre for at udrette dette vigtige sammen
4. Værdiskabelse: Ens organisation skal skabe reel værdi, dvs. ikke bare tjene penge, men dække kunders og brugeres virkelige behov, forbedre deres livskvalitet og fremme samfundets afbalancerede udvikling.

En sådan teori kan afprøves i et konkret eksperiment, hvor ledere og medarbejdere i en organisation arbejder med at udvikle på disse fire faktorer, hvorefter de måles på om deres personlige livsmening er forøget. Sker det ikke, må det give anledning til overvejelser, herunder om teorien var rigtigt skruet sammen og skal forbedres.
En sådan teori adskiller sig fra folketeorien ved ikke at acceptere hvad som helst som meningsgivende. F.eks. angav en smørrebrødsjomfru i et cateringfirma, at en primær meningsgiver på arbejdet var snakken med de andre kvindelige kolleger om, hvad de havde lavet i weekenden og hvordan det gik med deres kærester.
Selv om sådan en hyggefaktor er vigtig for et godt arbejdsliv i almindelighed, er den ikke med på listen over de fire faktorer i vores teori hvorfor den ikke tildeles nogen speciel plads som meningsgiver. Hertil kræves andet: At hun bruger de evner hun lige præcis har, oplever at yde et unikt bidrag, arbejder for noget vigtigt sammen med andre og fremmer livskvalitet for kunder og brugere.
Disse faktorer kan hun jo nemt bonge på samtidig med at hun kører hyggesnak, men hvis hun ikke nævner dem og kun kan komme i tanke om snakken om weekendoplevelserne som meningsgivende, så vil teorien score hende lavt på arbejdslivsmening i netop det job.
Det lyder lidt hårdt, men sådan er en videnskabelig teori - ligesom den livsstilteori, ifølge hvilken en livsnyder på cigaretter og seks sjusser foran fjernsynet ikke har en sund livsstil. Teorien kan udmærket være forkert eller mangelfuld, og det er jo netop det fortrinlige ved forskning: at man kan forbedre teorier gennem eksperimenter, måling og refleksion.