Familiefacilitering

De fleste mennesker kender til den slags familiekomsammen, der ikke fungerer så godt. Man er samlet en 10-20 stykker, og onkel Jørgen dominerer samtalen med sine åndssvage historier, Bent og Ellen kommer op og skændes igen, Bettina og drengene mæler ikke et ord hele aftenenen, og mormor sidder fortabt i et hjørne som hun plejer.

Når sådan noget gentager sig år efter år, kan det betyde, at familien ikke samles så ofte, som man måske kunne ønske sig. "Hvis bare vi kunne komme til at snakke ordentligt sammen..."

Når samtalen ikke spontant fører til et godt samvær, hvad gør man så? Man kan måske overveje at facilitere snakken omkring familiebordet, det vil sige, styre den blidt og venligt et godt sted hen.

Tanken er os fremmed, for det lyder jo som et møde, og mødeledelse er noget, man bruger på arbejdet og til generalforsamlinger, ikke i privatlivet. Her skal den hyggelige, spontane samtale råde! Ellers er det ikke rart, tænker vi uvilkårligt. Men hvis vi sidder med et familiesamvær, der netop ikke er rart, når det foregår spontant, så er tiden måske inde til lidt facilitering.

Den velfungerende familie eller vennegruppe behøver ingen faciltiator, for her styrer alle sig selv, så alle kommer på og får fortalt noget om sig selv. I sådan en gruppe vil man også se lidt kollektiv justits, der fx tjener til at holde dominerende medlemmer tilbage og kalde de tavse frem. "Nej, nej, Jørgen, ikke den der historie igen, skal vi ikke hellere høre fra Bettina, hvad sker der med dig og tennisklubben, er der noget nyt med ham den hæslige formand?"

Men det er den gode familie. I den knap så velfungerende familie kan et bestemt familiemedlem måske påtage sig rollen som facilitator, nu samtalen ikke fungerer af sig selv. Matriarken, den ældste søn, dagens vært, den stærke søster. Men det er svært at skulle sidde og styre trafikken, som man ville gøre det på et møde, for i familien eller vennegruppen har man jo ikke nogen dagsorden, man skal nå igennem, vel?

Og dog. Måske kan værten foreslå, at der faktisk er noget, vi skal gøre sammen -- noget vi skal høre fra alle, eller noget vi skal nå at snakke om. Sådan et formål kan man foreslå og høre om der er opbakning til det, og hvis gruppen siger ja, får man sikkert også lov til at køre processen igennem, dvs. facilitere samværet en stund.

Her er nogle ideer til processer, man kan foreslå og facilitere, når man er samlet med noget familie lige ud over kernefamilien.

1. Nyhedsrunde
Dette er en runde under måltidet, hvor alle kommer fortæller nyt om sig selv. Værten/facilitatoren forklarer formålet med processen: at vi skal høre lidt nyt fra hele flokken, så vi ikke skilles uden at have hørt lidt fra alle. Facilitator foreslår der bruges en halv time på det, så det er tre minutter til hver. Så indledes med et minuts stilhed, hvor man lige kan skrive sine to punkter ned på en serviet: Hvad vil jeg gerne fortælle de andre om mit liv, siden vi sås sidst? Det kan være noget glædeligt eller tænksomt, noget til orientering om, hvad jeg har gang i, hvad jeg synes er sjovt eller hårdt eller spændende for tiden.
Det er svært at holde sig til tre minutter, når man endelig har alles opmærksomhed. Det er vigtigt at tiden ikke skrider, for så vil familien ikke ønske at gøre det næste gang: "Nej, det tog tre timer sidst, er du gal!" Facilitator skal derfor være bussemand her. Det kan dog være ubehageligt at afbryde folk igen og igen, specielt hvis det er følsomme ting. Så ansvaret kan fordeles lidt, som følger. Facilitator sætter sin mobil til at ringe efter tre minutter og lægger den på bordet. Han giver faster ordet, og når telefonen ringer, løfter alle glassene. Man holder dem i stilhed, indtil faster fuldfører sin sætning, eller har svært ved at standse, hvor alle så bryder ind med: ”Tak for den”, ”Tak for orienteringen”, "Vel talt, faster!", ”Held og lykke fremover” – så ansvaret for at afbryde faster er alles i fællesskab. Så virker det ikke så barsk at blive afbrudt. Har faster virkelig svært ved at få standset, brummer alle bare op i volumen over de næste 10 sekunder, indtil det er et crescendo, der overdøver fasters snak og alle endelig kan sige "Skål, og næste!"

2. Makkerrunde
Det er en runde, hvor hver persons nærmeste fortæller de andre om en glædelig nyhed, som personen selv er for beskeden til at prale med. Så en mor fortæller om, at hendes datter fik 12 til engelskprøven, en mand siger at hans gamle far blev udvalgt til at synge for ved morgensangen på plejehjemmet, en storebror fortæller at lillebror scorede et mål i søndags osv. Begræns evt. historierne til det, der er sket med familiens yngste halvdel; de ældste sker der måske ikke så meget nyt for. Værten sørger for skiftet fra person til person, så man kun bruger den aftalte tid til det, fx en halv time: "Godt, det var to glædelige ting om Nikolaj. Så er det Siri, hvem kan fortælle noget om hende -- Berit, det må være dig."

3. Kan I huske dengang?
Her tager familien en gammel og glad begivenhed op, som alle de tilstedeværende (eller de fleste) var med til, fx et bryllup på landet eller et familiebesøg fra Australien. Det bemærkelsesværdige ved begivenheden skal genfortælles, så sjovt eller rørende som man nu husker det, sådan at alle får detaljerne op på lystavlen igen.

Det kan starte ved at facilitatoren siger, ”Nå, hvad skal vi have fat i fra vores fælles historie denne gang? Lad mig få nogle forslag.” Så bliver der kastet nogle ideer op, og en af dem vinder genklang, og den tager man fat på: ”Dengang vi var i Hansapark”. Så byder alle ind med hvad de husker, de yngste og olderne først, og de voksne supplerer. De gode historier kan pudses lidt til (evt. overdrives, så de bliver rigtig sjove). Understøt evt. med familiebilleder fra turen, hvis de kan findes frem tilpas hurtigt. Hav evt. dagens emne forberedt, så flere familiemedlemmer kan have deres billeder med fra dengang (men overdriv ikke kiggeriet med 100 billeder, det bliver trættende).

Historiefortælling kan de gamle godt lide, for de husker jo ofte det fjerne bedre end det nylige, og de unge får deres barndom fastholdt og får en stok af historier, de kan fortælle videre til deres børn. Man kan glimrende fortælle om den samme begivenhed hver andet år, hvis den er sjov nok. Resultatet bliver at familien bedre husker de glade stunder, de havde sammen, og det er et fint udgangspunkt for videre samvær.

4. Et kvarter om gamle dage
Det kan være et fast punkt, hvor oldefar fortæller om sin barndom og ungdom -- sådan at de tilstedeværende børn og unge får sat deres nutidsliv i relief. De voksne kan evt. finde på emnet (at gå i skole i den stråtækte, at sove tre i samme værelse, at gå til fest under mørklægningen, at være kærester før p-pillen) og oldefar improviserer så, og hjælpes på vej af spørgsmål. Det kan foregå på et bestemt tidspunkt hver gang, fx under desserten (hvor de små nemt kan sidde stille og lytte); og man kan kalde det "Oldefars kvarter". Så kommer oldefar på hver eneste gang og får lidt af den opmærksomhed og respekt, som ældre ikke længere påkalder sig automatisk.

5. Ny kæreste
Hvordan modtager vi en person, der måske skal til at være medlem af familien? Fx har lillebror taget sin nye kæreste med til påskefrokosten, hvor der er svigerinder og nevøer og andet med. Den danske måde at gøre det på er, at vi byder hende hjerteligt velkommen ved ankomsten og gør plads til hende ved bordet og lytter velvilligt, hvis hun af eget initiativ byder ind med noget i snakken over frokosten - men ellers ignorerer vi hende. Hun bliver ikke aktivt inviteret med i samtalen, hun bliver ikke spurgt ud om noget ved bordet, vi viser ikke nogen kollektiv interesse i at vide noget om hende, vi opsøger hende ikke på tomandshånd bagefter.

Vi har ikke til hensigt at være afvisende, men hun skal selv kæmpe sig vej til vores opmærksomhed, interesse og omsorg. Når hun så er kommet 10 eller 20 gange til vores sammenkomster, er vi blevet vant til hende og kan tage lidt gas på hende, og så er hun blevet en del af inventaret = optaget i familien. Det kan tage fem eller 10 år. Er det godt nok? Nej.

Familiens facilitator eller vært kan i stedet tage ansvar for, at den nye får den særlige opmærksomhed, der letter inddragelsen i familien. Værten kan på et tidspunkt ved bordet sikre sig ro og sige "Nå, Helene, velkommen til igen. Vil du ikke fortælle lidt om dig selv, der er jo nogen af os, der næsten ingen ting har hørt. Hvor bor du og hvor voksede du op?" Det kan der gå 10 minutter med, hvor alle lytter med og stiller ekstraspørgsmål, indtil det opløser sig selv i snak.

Er det anden eller tredje gang Helene er med, og forholdet er blevet lidt mere fast, kan facilitator slå på glasset og sige: "Vi har jo nogle små vaner og særheder her i familen, som du hellere må få at vide nu, så det ikke skal undre dig. Hvad siger I andre, hvad vil det være praktisk for Helene at vide om os?" Så byder de andre ind: "Ja, Niels, som du sidder ved siden af, han går lige om lidt og kommer tilbage om trekvarter, og det er ikke fordi du keder ham, men han skal ind og have sig en morfar, det gør han altid efter sine tre snapse." Og: "Lagde du mærke til før, hvor Bo virkede som om han betvivlede dine ord? Det skal du ikke tage dig af, det gør han med alle, han er kanon kildekritisk!" Det vækker moro, familien får fortalt noget sjovt om sig selv, og Helene er i en slags centrum, der ikke fordrer at hun skal tale og fortælle.

Før maden kan facilitator også påtage sig at introducere den nye kæreste for alle familiemedlemmerne på den måde, at hver får 5-10 minutters snak med hende, hvorpå facilitator afbryder dem og trækker hende bort til en ny. Det er lidt usædvanligt, men godt for alle, fordi samtalen ansigt-til-ansigt er langt mere tryghedsskabende og tillidsvækkende end det store og lidt skræmmende forum hen over frokostbordet.

6. Bordplan
En bordplan sikrer at dem, der ser hinanden dagligt, ikke sidder ved siden af hinanden. Værtinder mener ofte, at de skal forebygge alle mulige konflikter gennem bordplanen. Men man skal ikke gøre sig opgaven umulig. Man behøver ikke bordkort; værten dirigerer bare gæsterne på plads efter sin kladde. Man kan konstruere bordplanen ved at skrive hver gæsts navn på en gul seddel, som man så flytter rundt omkring en tegning af bordet, indtil det falder på plads. Sæt de svagthørende centralt og de to mest larmende for hver bordende, så der ikke bliver tavst og tyndt dér. Husk at det er rart at sidde tæt; stor afstand til sidemand eller genbo hæmmer samtalen. Tomme pladser opstået ved afbud er energidræn og skal lukkes, helst ved at fjerne en bordplade e.l., så alle sidder så tæt som planlagt.

7. Pladsbytte under middagen
Er bordet større end at alle kan snakke fortroligt med alle (dvs. flere end 6-8 personer), kan man arrangere pladsbytte undervejs. Det kan være midtvejs i hovedretten, før desserten eller før kaffen. Værten siger det, som det er: ”Nu skal vi sikre os, at vi ikke forlader hinanden, uden at vi alle sammen har snakket med alle de andre, så byt lige plads sådan her: [og så gives en instruks]". Princippet kan være: Hver anden rejser sig og flytter to huller til højre om bordet (hvis man sidder 10 eller flere om et bord). Sidder man otte om et bord, med fire på hver side (1-2-3-4 sidder over for 5-6-7-8, så 1 sidder over for 5 osv.), så giver den nye kombination 3-1-4-2 over for 6-8-5-7 god afveksling for alle.

8. Pladsbytte til kaffen
Når man efter spisning sidder rundt omkring og drikker kaffe, kan det være svært at skifte samtalepartner. Man vil ikke være uhøflig og rejse sig og forlade dem, man snakker med p.t., og selv om man gjorde, er der ikke andre steder at sidde. Så timerne går, og man får ikke snakket med alle de andre. Hvad kan man gøre ved det? Facilitator kan ved opbruddet fra bordet bekendtgøre, at han hvert 20. eller 30. minut vil gøre en lille Cortina, som det kendes fra tangoaftener, hvor et kort stykke anderledes musik signalerer til danserne, at de skal finde sig en anden partner til de næste tre danse. Ved kaffebordet slår facilitator blot et par gange på et vinglas, og alle (eller blot ca. hver anden) rejser sig med deres kaffekop og sætter sig et andet sted. Ingen afviser således nogen, og der er nyt selskab til alle. VIL nogen få blive siddende, gør de blot det og facilitator ser gennem fingre med det.

9. Fastlæg næste sammenkomst
Taler vi ikke om påskefrokost, fødselsdag eller andre givne datoer, kan alle medbringe deres kalender, så man kan aftale en dato for næste sammenkomst. Det er meget nemmere at gøre på stedet end pr. telefon eller mail senere, og det gør de gamle trygge, at de ved hvornår familien skal ses igen. Når 12 mennesker sidder med åbne kalendere, kan det tage 100 år hvis folk begynder at forklare, hvorfor de ikke kan 23. oktober osv.

Facilitator introducerer derfor kalenderøvelsen med myndig stemme: "Skal vi sige vi leder efter en fredag, lørdag eller søndag aften om tre-fire måneder? Godt, nu siger jeg de datoer, hvor jeg kan. Hvis I ikke kan, siger I "NEJ" med høj stemme og ikke andet. I skal ikke forklare hvorfor. Så går jeg straks videre til næste dato. Når vi kommer til en dato, hvor der er helt stille, har vi fundet dagen." Sådan en proces tager nogle få minutter, og alle er glade.

Mandatet: Hvem har lov at facilitere 
Før man bryder normerne og indfører noget nyt, skal man sikre sig accept fra værten, hvis man ikke selv er vært, og fra nogle toneangivende deltagere. Det skal gøres på forhånd, eller til nød først på aftenen, hvis det er mindre ændringer. Er man selv vært, har man vide beføjelser, men gæsterne kan alligevel godt lide at kende til evt. forandringer i det ritual, de kender så godt. Så introducér det nye grundigt, og forklar det gode udbytte, der tilsigtes. Har man taget nogle nøglepersoner i ed på forhånd, vil de  straks brumme deres velvilje og sige "Okay, lad os prøve det!". Det gør resten af familien tryggere.

Start i det små
Prøv ikke fire nye ting den samme aften. Familien vil føle sig løbet over ende. Start med én proces, gentag den de næste par gange, og skift så til en anden eller læg en mere på. Hellere langsomme forandringer, der accepteres, end hurtige, der afvises. Husk I har de næste 30 år til at eksperimentere.