Begreber om livsmening

Her er en opsamling af de begreber, jeg har syslet med de sidste 5-6 år, hvad angår mening i livet - med links til mine tekster desangående. Det handler bl.a. mening i arbjedslivet, oplevelsen af sammenhæng, folketeorien om livsmening, den universelle og den personlige historie om livsmening, eudaimoniske og hedoniske faktorer med meget mere.

Jeg tænker også lidt videre her, over andre begreber på området, bl.a . kærlighed, anerkendelse, relationen mellem det gode og det meningsfulde arbejde, m.m. Lad os starte med en definition på mening:
Definition: Et fænomen giver mening, når vi oplever, at det indgår i en større sammenhæng eller helhed (Ravn, 2008a, s. 64, og blogpost).

Siden jeg skrev det har fundet følgende smukke definition på mening hos den amerikanske filosof John  Dewey:

All knowledge, all science, thus aims to grasp the meaning of objects and events, and this process always consists in taking them out of their apparent brute isolation as events, and finding them to be parts of some larger whole suggested by them, which, in turn, accounts for, explains, interprets them; i.e. renders them significant (Dewey: How We Think, Heath, 1910, s. 117-118).

Når vi taler om de fænomener, vi kan opleve som meningsfulde, kan vi nyttigt skelne mellem:

• Noget uden for os, som den lille ledning, der fulgte med mobiltelefonen. Vi kan ikke se meningen med den, og smider den næsten ud, da vi indser at den skal bruges til at overføre billeder til pc’en med. Aha, vi forstår – vi ser den større sammenhæng: billeder, overføre, pc. Ledningen giver mening.
• Vores hele liv. Forstår vi det? Eller forundres og frustreres vi ofte over hvad vi gør og hvad der sker omkring os? Oplever vi en større sammenhæng? Er der en helhed, vi indgår i?

Livet kan inddeles i tre domæner (blogpost):

• Kreation – skabende aktivitet, arbejde
• Rekreation – genskabelse eller restituering af arbejdsevnen: fritid, søvn, spise, hvile, afslapning, venner, hygge, fest, leg, idræt, hobbyer
• Prokreation (forplantning) – familie, børn, kærlighed, forelskelse, sex

Jeg tænker, at hvert domæne har sin mening. Her prøver jeg at bestemme dem. Døm selv:

• Meningen med kreation er at skaffe føde og andre ting og ydelser til tilfredsstillelse af egnes og andres behov og derigennem realisere de til arbejdet knyttede potentialer for selvudfoldelse.  
• Meningen med rekreation er man restituterer den skabende arbejdsevne. Rekreative aktiviteter nydes for deres egen skyld: det er dejligt at sove når man er søvnig, hvile når man er træt, spise når man er sulten, lege når man keder sig, være sammen med venner når man er ensom. (En passant: det gode arbejde er måske både skabende og nydelsefuldt, se blogpost).
• Meningen med prokreation er at bidrage til livets fortsatte udvikling gennem pardannelse, fødsel og yngelpleje, samt gennem mødet med modsatkønnetheden at fuldstændiggøre det seksuelt tvedelte menneske.

For domænet kreation gælder det mening i arbejdslivet. En sådan opnås gennem fire faktorer (foreslår jeg her: Ravn, 2008a, 2008b):

1. At realisere egne potentialer
2. At bidrage med nogen af dem til arbejdspladsen
3. At skabe værdi, dvs. være værdifuld for kunder og samfund
4. At deltage i et produktivt fællesskab på arbejdet

Denne model betoner eudaimoniske faktorer i arbejdslivet og hævder, at kun derigennem opnås mening. Eudaimoniske faktorer vedrører opblomstring, brug af evner og potentialer, den fremragende indsats og at tjene et formål, der er større end en selv.

Hedoniske faktorer (blogpost) er ikke meningsskabende. Det er faktorer, der angår nydelse, positive emotioner og tilfredshed: løn, pensionsordning, fryns, en god kantine, hygge, kort til arbejdet, en rar chef, ros, en god stemning, work-life balance. Disse faktorer bidrager til et godt arbejde og kan være så elendige, at man siger op. Men de har ikke med arbejdets meningsfuldhed at gøre.

Det bliver tydeligt i dette eksempel: Lige før man siger op, får man tilbudt en 30% lønforhøjelse, og man bliver. Ikke fordi arbejdet er blevet mere meningsfuldt, for det er det samme, men det bliver lettere at holde ud. Indsæt på samme måde de andre hedoniske faktorer: Arbejdspladsen flytter 80 km bort og man siger op, ikke på grund af en evt. nyopdukket meningsløshed i arbejdet, men på grund af de to timers ekstra transport.

Kunstnerisk udfoldelse er typisk eudaimonisk, ekspressivt og stærkt meningsskabende, men svært at blive anerkendt for og svært at leve af. Det giver sjældent mange hedoniske points, så mange lægger det til side i 20’erne eller 30’erne, når der skal skaffes føde til den ny familie. Man dropper det typisk ikke fordi det mister mening, men fordi vilkårene for at udøve det er for ringe: ingen køber ens kunst.

Anerkendelse: Hvis det er ros, der stryger en med hårene, er det en hedonisk faktor, der ikke bidrager til meningsfuldhed. Man kan forlade et job, hvor man ikke bliver set og anerkendt, ikke fordi arbejdet er lavt i mening, men fordi det er hårdt ikke at blive påskønnet. Anerkendelse er på den anden side eudaimonisk, når den er udviklingsorienteret, fx når ens leder peger på et spirende talent, man bringer til udfoldelse for første gang, og siger: ”Det var interessant og nyt og godt, dét du gjorde dér. Det gav dig energi, så det ud til, og det var godt for kunderne. Skal du ikke have lejlighed til at gøre mere af lige netop dét en anden gang også?”

Kærlighed er en del af meningen med livet. Hvis kærlighed er evnen til at se og dække behov, indgår man gennem udvist kærlighed i relationer med andre, hvis behov man bidrager til at dække. Det giver mening at opleve relationer, forbundethed og sammenhæng. Som det latinske amor er kærlighed en del af det prokreative domæne (forplantning og parforhold), og som caritas en del af det kreative domæne: man arbejder i en organisation for at skabe værdi for andre (kunder, brugere, borgere), idet man kompenseres herfor med løn, hvormed man kan dække andre af ens egne og familiens behov i det rekreative domæne (hvilke, spise, adspredelse).

Mening og formål beslægtede fænomener. Et formål giver mening til en persons gøremål ved at ordne dem i en større tidsmæssig rækkefølge, der krones med den tilstand, formålet udsiger – og når vi kender det formål, forstår vi menneskers handlinger, herunder vores egne. Formål introducerer progression, funktion og tid. Da et liv i høj grad er et tidsfænomen, vil meningen med et liv ofte kunne udtrykkes som et formål med det liv.

Udtrykket ”meningen med livet” kan betyde meningen med mit specifikke liv, eller meningen med menneskets liv som sådan. Det første handler om personlige konkrete valg: Skal jeg bruge mine hænder eller arbejde på kontor; skal jeg gifte mig med Gurli og få fire børn eller dyrke en international karriere med fly og hoteller? Det andet handler om, hvad der kan siges generelt for alle mennesker. For eksempel: Er mening noget vi skal opfinde ved at foretage et engagerende valg og kaste os ind i livet, som eksistentialisterne mener (Irvin Yalom: Eksistentiel psykoterapi.) Er meningen i en vis forstand kosmisk til stede og vi skal nu finde den i vores eget liv, som tilhængere af den evige filosofi mener (Aldous Huxley: Den evige filosofi)? Tilkommer det ikke os, men Gud at finde vores mening for os, som mange kristne mener? Eller er det svært meningsløst overhovedet at stille spørgsmålet, som moderne filosoffer påstår (fx Thomas Nagel: Hvad er meningen med det hele?)

I blogposten The Universe Story and the Person Story skelner jeg tilsvarende mellem et makroplan for mening og et mikroplan. Hvis vi forstår universet som gennemløbende en historie om selvorganisering og kompleksificering fra Big bang og til livet på den blå planet – det er univershistorien – kan vi se hvert enkelt menneskeliv som bidragende til denne udvikling frem mod en realisering af de potentialer, udfordringer, opgaver eller gaver, som evolutionen har lagt for vores fødder: nemlig at vi får skabt et stadigt bedre liv for alle i et stadig mere retfærdigt samfund. Personhistorien handler så om, hvordan hver af os kan komme til at bidrage mest muligt til den udvikling.

Barack Obama har om den udfordring fremsat en smuk formulering: ”The people of the world can live together in peace. We know that is God's vision. Now that must be our work here on Earth”.

Nævnes skal endelig min formulering af det forhold, at mange mennesker finder mening i deres liv og arbejde, og de mest forskellige ting nævnes, når man spørger respondenter. Så stor mangfoldighed er der, at man må konkludere, at der ikke er stor enighed i befolkningen om, hvad mening i livet eller arbejdslivet overhovedet drejer sig om. Vi er meningsskabende væsener.

Jeg har fremsat den ide, at der hersker en folketeori om livsmening (Ravn, 2008b, s. 47-48 og blogpost). Den siger at det, der aktuelt er det bedste i mit liv, udnævner jeg til at være meningsbærende. Børnene for en arbejdsløs mor, arbejdet for en barnløs karrierekvinde, helbredet for en ensom 80-årig, vennerne for en kræftsyg 50-årig osv. Det p.t. bedste forveksles altså med meningsgivere, så der er ingen grænser for, hvad der kan give mening. Hermed ligegyldiggøres begrebet. Vi aner ikke, hvad det betyder, men det er alligevel uhyre vigtigt for os at opleve mening i vores liv. Hvem siger: ”Jeg har ingen mening i mit liv.” Kun selvmordskandidaten. Den dims, man finder på bordet og ikke kan se nogen mening i, smider man ud. Vi frygter, at vores liv er til lige til at smide ud. Derfor finder vi en mening med det – selv om det ikke på nogen måde er klart, hvad mening med livet består i.

Næsten ingen kan definere, hvad mening er. Her er et eksperiment, der kan teste den hypotese.

Om relationen mellem det gode arbejde og det meningsfulde arbejde har jeg skrevet her.