Selvbestemmelsesteori

Hvad er det, der får os til at handle, som vi gør? Det er spørgsmålet bag dén psykologiske forskningsgren, der kaldes motivationsteori. Her i sommer har jeg læst en del om en meget spændende motivationsteori kaldet Self-Determination Theory (SDT). Som navnet antyder, hævder teorien, at mennesker gerne vil bestemme selv, dvs. vi ynder ikke at blive styret eller kontrolleret udefra. Bliver vi det, daler vores motivation. Dette forhold har vidtrækkende konsekvenser for den måde, vi indretter vores skoler, arbejdsliv og samfund på.

Teorien skyldes to amerikanske forskere, Edward Deci og Richard Ryan, der er professorer ved University of Rochester i staten New York. Den er understøttet af 30-40 års forskning, foretaget først af de to og senere af tidligere studerende og kolleger mange steder i verden, således at teorien nu er et omfattende forskningsprogram. Hjemmesiden www.selfdeterminationtheory.org indeholder links til mange hundrede videnskabelige studier og oversigtsartikler publiceret af disse forskere.

Belønning hæmmer motivationen 

Et nøglebegreb er sondringen mellem "intrinsic" og "extrinsic" motivation, oftest oversat som indre og ydre motivation. Når man er indremotiveret, udfører man en aktivitet for dens egen skyld, dvs. fordi den er interesant eller sjov i sig selv, som fx typisk krimilæsning eller boldspil. Når man er ydremotiveret, udføres aktiviteten fordi man vil opnå en belønning eller undgå en straf, der ligger uden for aktiviteten selv, som fx for at tjene penge eller undgå at få skældud af en forælder.

Edward Deci gennemførte i begyndelsen af 1970'erne nogle eksperimenter, der viste, at hvis man aflønner forsøgspersoner med nogle få dollars for at udføre en aktivitet, udviser de mindre interesse for aktiviteten, når belønningen hører op, end personer, der bare bliver bedt om at udføre aktiviteten uden betaling. De belønnede personers motivation for aktiviteten er altså dalet, ikke steget, som den dengang så populære behavioristiske betingningsteori ellers forudsatte.

Deci forklarede dette forhold med, at den belønnede person oplever sin autonomi indskrænket. En anden person forsøger at kontrollere ens adfærd udefra, altså ved at uddele belønninger, og det reagerer man på ved reduceret motivation. "Så er det jo ikke sjovt", synes den psykologiske reaktion at være.

Dette og mange andre forsøg fik Deci og Ryan til at fremsætte den hypotese, at alle mennesker har et medfødt behov for autonomi eller selvbestemmelse. Vi har behov for at være forfattere i vores eget liv og opleve, at det er os, der sidder i førersædet og at vi ikke kontrolleres eller styres af kræfter eller personer udefra.

En behovspsykologi

Senere i 1980'erne udvidede Deci and Ryan behovene til at omfatte "competence" og "relatedness". Det første kan oversættes til kompetence, men rummer også dygtighed og mesterskab, dvs. det at være god til noget og kunne udrette noget i verden omkring sig (ikke ulig Albert Banduras begreb "self-efficacy"). Det andet kan oversættes til "relationer" eller "tilhørsforhold", og det er det velkendte behov for at være en del af en social sammenhæng, at have en nær tilknytning til andre mennesker, at elske og blive elsket.

Med påstanden om, at der findes sådanne tre behov, udviklede selvbestemmelsesteorien sig til en slags personlighedsteori, eller en teori om menneskets natur, idet disse behov hævdes at være universelle, gældende for alle mennesker i alle kulturer. Dette er i dagens psykologiske videnskab en kontroversiel og tilsyneladende reaktionær position, ikke mindst i lyset af de socialkonstruktionistiske og poststrukturalistiske strømninger i nyere akademisk psykologi, efter hvilke mennesker formes og og skabes gennem de relationer de indgår i. Vi indtager forskellige positioner og identiteter alt efter konteksten; vi rummer ikke medfødte universelle træk som fx behov.

Hertil svarer Deci og Ryan, at mennesket er en biologisk organisme som alle andre. I modsætning til en sten er en organisme i stadig vekselvirkning med sine omgivelser og bukker under, hvis ikke den finder de rette næringsstoffer og levevilkår. Da mennesker har en bevidsthed og en psykologi, fordres betingelser, der ikke bare fysiologisk nærende, men også psykologisk.

Blandt disse nødvendige, psykologisk nærende vilkår er netop, iflg. Deci og Ryan, en understøttelse af behovene for autonomi, kompetence og tilhørsforhold. Uden gavnlige vilkår hæmmes og modarbejdes disse behov, og menneskers funktion og livskvalitet forringes. Et behov er betegnelsen for et forhold, der skal være til stede for at menneskers liv skal udfolde sig så godt som muligt, og SDT siger, at disse tre behov findes hos alle mennesker.

Selvbestemmelsesteorien er således en behovspykologi, der ulig Maslows ditto kræver at alle tre behov opfyldes ligeligt og samtidigt; de er summative: jo mere af alle tre, jo bedre; ingen af dem er primær i forhold til de andre.

Hvorfor tre behov?

Jeg hørte Richard Ryan på en konference i Moskva i sommer, hvor han henkastet bemærkede, at der ikke er noget magisk ved tallet tre behov; forskningen kan godt senere udpege et eller flere mere. Deci og Ryan er dog meget konservative med hensyn til at identificere flere behov og synes hellere at ville klare sig med få. I en artikel siger de direkte, at der er stor forklaringskraft i at holde tallet begrænset, sådan at listen ikke udvides i det uendelige og inviterer til tilføjelse af alle mulige rare ting, måske lidt ligesom Carol Ryffs seks behov og Martha Nussbaums ti capabilities.

Som læser lyder det rigtigt: jo flere behov der postuleres, jo mere vilkårligt synes det hele at være. Ingen vil vel påstå, at mennesket kan kortlægges endeligt; også vores natur er dynamisk og påvirkelig af vilkår og evolution, så hvad kan vi med rimelighed ramme en nål igennem og fiksere på opslagstavlen? Formentlig kun relativt overordnede eller elementære forhold, og her synes de tre nævnte behov at være en udmærket måde at skære kagen på, ikke mindst i lyset af de hundredvis af studier og eksperimenter, der efter alle kunstens (forskningens) regler har påvist deres eksistens.

Autonomi er ikke uafhængighed

Men er det ikke kun i vesten, at mennesker har behov for autonomi? Sådan har en del forskere indvendt. Men autonomi er ikke det samme som uafhængighed, selvberoenhed eller individualisme. Deci og Ryan definerer det således: Man er autonom, når man er i stand til godkende sine handlinger på det højeste refleksive niveau. Det vil sige: Når man tænker sig grundigt om, evt. bagefter handlingen, ville man så have udført den? Eller lå man under for uønskede ydre påvirkninger? Blev man drevet af egne uskønne motiver? Blev man styret af impulser, man hellere var foruden? Så var handlingen ikke autonom.

Hvis man derimod accepterer at være under indflydelse af andre omkring en, fordi man respekterer eller sætter pris på dem, er ens handlinger fint autonome, selv om man handler præcis som gruppenormen siger det. At være autonom er således ikke at gøre sig uafhængig af andre. Det er at være klar over deres indflydelse og acceptere den eller afvise den. Autonomi og tilhørsforhold er derfor uafhængige (ortogonale) dimensioner: Man kan være autonom, uanset om man er vævet ind i tætte sociale relationer eller ej, og vice versa. Tværkulturelle studier viser, at også asiater trives med autonomi - men de sætter langt mere pris på ældre og nære autoriteters råd og vejledning end vesterlændige gør.

Coming attractions

I en senere blogpost vil jeg skitsere Deci og Ryans studier af internalisering, dvs. den proces hvorunder man tager kulturens værdier og normer til sig - idet vi ikke kan regne med, at al adfærd skal være lige indrestyret og sjov for dens egen skyld. Hvordan man indoptager kulturens eller gruppens værdier er afgørende for motivationen. De færreste mennsker synes det er specielt sjovt at gøre rent eller skifte bleer, men hvordan støttes børn og unge bedst muligt i at acceptere sådanne rutiner, så de bliver gjort med et minimum af psykisk modstand? Det har SDT mange bud på rent praktisk, ligesom teorien byder på en meget elegant kategorisering af former for ydre og indre motivation - kaldet introjiceret, identificeret og integretet regulering.

I en senere blogpost vil jeg også pege på de bidrag til et bedre liv, som SDT-folkene vil yde med deres forskning. Deci og Ryan ser deres forskning som prædiktiv, forudsigende: Hvis man indretter og afvikler skolegang, opdragelse, arbejdsliv, sociale forhold, sundhedssystem osv. på måder, som efterviseligt fremmer eller hæmmer de tre behov for autonomi, kompentece og tilhørsforhold, hvilke konsekvenser får det så for skolebørnenes, medarbejdernes og patienternes psykologiske funktion, livskvalitet, livstilfredshed og samfundsbidrag? Sådanne spørgsmål giver deres forskning svar på.

Den slags spørgsmål findes der gode måleinstrumenter (typisk spørgeskemaer) til at afgøre. Mængder af forsøg peger på, at understøtter man menneskers behov for autonomi, kompetence og tilhørsforhold, blomstrer folk og fællesskaber op. Med en sådan forskningsbaseret viden kan politikere, skolefolk, ledere og andre beslutningstagere lade sig inspirere til design af sociale, organisatoriske og økonomiske forhold, der i højere grad sikrer menneskers og samfundets positive udvikling.