Samfundet er fyldt med snak om innovation. Begrebet hænges som regel op på behovet for, at vi "klarer os" i den globale konkurrence. Og det handler tit om, at vi skal producere nye dimser, som forbrugerne skal købe. "Hitman" fremdrages ofte som eksempel på en dansk innovation, der har tjent millioner til landet. Et computerspil, hvor man skal give sig hen i rollen som hensynsløs snigmorder.
En anden måde at forstå innovation på er følgende.
Det globale samfund er ikke specielt hensigtsmæssigt indrettet, og heller ikke Danmark. Som alle andre vestlige lande tager vi meget mere fra verden, end vi bidrager med. Skal vi ændre på det, skal vi finde på nye måder at leve, bo, forbruge og producere på.
Dét er det vi kan sige, innovation handler om. Designe, producere og afsætte socialt og miljømæssigt ansvarlige teknologi og produkter. Og dertil: nye måder at indrette os på, dvs. social, politisk og økonomisk innovation. For eksempel er der hårdt brug for innovation i banksektoren. Ikke af den slags der førte til finanskrisen (derivativer og andre uproduktive spekulationsobjekter), men af organisatorisk art: Hvordan tøjler man bankers rolle i pengeskabelsen, så det ikke er en håndfuld store private banker, der kontrollerer pengemængden i Danmark og hvilke aktiviteter der skal finansieres (byggeprojekter eller solcelleproduktion)?
Ser vi innovation i dette bredere lys, handler det ikke længere om (det ofte usagte) "større indtjening og afkast for danske virksomheder". Men om den stadige kvalificering af samfundets institutioner og organisationer, således at vi opnår en større grad af global balance og en mere rimelig fordeling af goderne internationalt. Kan virksomheder og iværksættere bidrage til sådan et stort mål? De gør det allerede, som sociale entreprenører og andre aktører inden for social innovation; det er der masser af allerede.
Men social innovation har været set som noget ekstra, som en udvidelse af innovationsbegrebet, ud af virksomhedernes indtjenings- og afkastfokuserede forestilling om innovation. Lad os vende det om. Lad os se den socialt hensigtsmæssige innovation som det overordnede fænomen og den virksomhedsbaserede som det underordnende. Kan en virksomhed forøge omsætning og resultat ved at lave socialt og miljømæssigt forsvarlig innovation, fantastisk!
Men spar os for lovprisningen af Hitman og andre tvivlsomme "innovationer". Hvis ikke innovationer tjener human og global balance, er det ikke innovationer, men bare energidræn, snylteri eller rovdrift på nye og fantasifulde måder. Ligesom finanskrisens derivativer.
Hej, - efter et par ugers diskussion med en Amerikansk Konservativ Sociolog (retired) og blogger har jeg skrevet en artikel på min blog om netop innovation: http://transhumanisten.com/2012/12/09/defining-innovation-some-innoflating-considerations/
ReplyDeleteDiskussionen begyndte med at Professoren, som iøvrigt hedder Jacques Delacroix, spurgte mig som følger: "If Denmark's free education system is so great, then where is your Silicon Valley ?" - Jeg henviste til adskillige undersøgelser som gi'r Danmark topplaceringer i innovation, samt "country rankings" i flere kategorier, men Professoren er ikke tilfreds og påstår desuden, at Europæere lever højt på Amerikansk innovation, som efter hans mening er overlegen fordi USA ikke er "Social-Demokratisk". Omvendt mener han at "Big Government" skader innovation, og han henviser f.eks. til Schweiz som et succesrigt, med tryk på RIGT, land, som et resultat af bl.a. "small government".
Nå, - men jeg kunne godt bruge hjælp til at få skovlen under Professoren, som er en hård negl, men med en fantastisk humoristisk sans.
Min artikel - som egentlig ikke er mere end en kladde / udkast - er også publiceret her: http://transhumanity.net/articles/entry/defining-innovation-some-innoflatingconsiderations
Nå, - fik ikke læst din egen artikel ordentligt, - vil jeg gøre nu :)
Tjah, hvor godt er vores gratis uddannelsessystem egentlig? 10-30% af eleverne vantrives, mange lærer ikke at læse, vi får vores master-grad som 30-årige, og vi har generelt en rigtig lønmodtagerindstilling - ikke noget Silicon Valley dér. Så det. Vi kan jo alt det dér med at lave en venlig stat med optimale rammer for erhvervslivet, men vi ER jo ikke specielt innovative. Kan man ikke sige det? Godt det samme, at vi ikke skaber alt det ragelse og forbrugsoverflod som amerikanerne gør, men rykker vi specielt meget på den globale ansvarlighed? Det kan da vist diskuteres. Det danske smørhul. Vi hygger os med os selv. Som det amerikanske satiremagasin "The Onion" lagde ordene i munden på os: "We're so happy because you're not here". Verden bekymrer os ikke så meget; det er altid i de andre lande, der er katastrofer.
ReplyDeleteKvaliteten af vores uddannelsessystem kan utvivlsomt forbedres, men noget må vi jo kunne, når lande som Sydkorea, der ligger i toppen i Pisa-undersøgelser, skeler til os for at lære af vores "bløde" værdier, selvstændighed,kritiske tilgang til tingene og den slags, og hvorfor skulle f.eks. Sydkorea samarbejde med os,hvis ikke de mente vi havde noget at bidrage med.. - Når jeg fremhævede det danske uddannelsessystem, hentydede jeg mere til det faktum, at forældre, - hvis man ser bort fra høje skatter forstås, ikke skal have penge op af lommen for at sende deres børn på Universitet, eller andre uddannelsessteder, hvilket jo burde resultere i en højere procentdel højt-uddannede, men min forklaring på at det ikke er tilfældet er såmænd den simple, at det gennemsnitlige danske intelligens-niveau ikke er højere end så mange andre steder..
ReplyDeleteJeg er iøvrigt af den opfattelse, at det er lidt af en myte, det der med den danske "lønmodtager-indstilling", men det er jo en længere diskussion.. - Jeg har fremhævet over for Jacques Delacroix, at Øresunds-regionens "Medicon Valley" står for 20 % af Danmark og Sveriges samlede GNP. I området omkring Ballerup har vi et mini-Silicon Valley, og derudover er vi meget stærke på Clean-Tech, så alt i alt er det nok ikke så skidt som du antyder.. - Et utal af undersøgelser placerer Danmark i toppen når det gælder innovation, især når innovation sættes i forhold til "overall wellbeing", se f.eks. http://www.prosperity.com/#/ten_most_innovative_countries_in_the_world_114/
Det er selvfølgelig sandt, at der kommer en masse ragelse fra USA, men der kommer sandt for dyden også meget godt, og det synes jeg ærlig talt danskerne - især til venstre for midten - og for den sags skyld andre europæere, skulle værdsætte. Angående ragelse, så kommer der vist også tonsvis meget mere fra Kina..
Ang. global ansvarlighed, så kunne vi gøre langt mere, men der er vel også en grund til, at vi faktisk har et særdeles godt ry ude i verden netop hvad angår global ansvarlighed..
Alt i alt synes jeg du er alt for kritisk, og jeg er meget uenig i, at danskerne over en bred kam ikke bekymrer sig om verden udenfor andedammen. Faktisk mener jeg vi bekymrer os langt mere end de fleste, inkl. amerikanere, kinesere, franskmænd..