Wednesday, July 31, 2013

Pengebrev nr. 6

Renter og åger: Glem bæredygtighed 

Kære Nina og Louise

Jeg har endnu kun omtalt renten med nogle få ord, men nu er tiden kommet til at par ord flere. Den centrale pointe her er enkel: Når banker låner penge ud til en kunde, skal kunden betale for denne ydelse, og den betaling tager form af en rente. Hvis lånet tilbagebetales over en årrække, bliver denne rente meget stor, og disse penge skal skaffes et andet sted - hvilket  kræver vækst, hvorved der lægges et stadig større pres på naturgrundlaget.

Da penge er betalingsmidler, som alle i samfundet har brug for og ikke kan klare sig uden, kunne man spørge, om det er rimeligt at én bestemt branche, bankerne, tjener så gode penge på det, specielt når det gøres uden hensyn til denn økologiske balance. Desuden har vi her efter finanskrisen 2008 set, hvor elendigt mange banker forvalter dette helt centrale privilegium og ansvar.

Burde fællesskabet eller samfundet ikke overtage denne funktion, som foreslået af Mikkel og Syntesetanken, samt Positive Money i England og The Public Banking Institute i USA? Det er det radikale alternativ, der ligger bag vores interesse for pengeskabelse. Det ville også komme naturen og planeten til gode, at vi fik mindsket vækstpresset til renten på de nyskabte penge. Men lad os først se på, hvordan renten fungerer.
 
Renters rente og fordoblingstider
Først lidt terminologi. Tager jeg et forbrugslån på 10.000 kr. i banken, har det måske en rente på 10%. Her mener vi faktisk, at rentesatsen er 10%, for ordet rente bruger man også om de 1000 kr., jeg skal betale "i rente" det første år. Hvad der menes, er som regel klart af sammenhængen.
 
Og undskyld mig, men jeg må også lige forklare renters rente, eller "compound interest", som det hedder på engelsk, for det er noget værre noget. Betaler jeg efter det første år ikke de 1000 kr. i rente på et 10.000 kroners lån, skylder jeg nu banken 11.000 kr. Det betyder, at efter år nr. 2 skal jeg betale banken 10% af 11.000 kr., og det er 1100 kr. Rentesatsen er den samme, nemlig 10%, men renten, forstået som det beløb jeg skal betale banken for det privilegium at have lånt 10.000 kr., er nu steget fra 1000 til 1100 kr. Betaler jeg efter det andet år heller ikke renten, altså de 1100 kr., lægges de oven i det skyldige beløb, som nu kommer op i 12.100 kr. Som jeg så skal betale 1210 kr. i rente for efter det tredje år. Renten bliver større og større, og det skyldige beløb vokser også, og det vokser forholdsvist mere og mere. Man betaler ikke bare rente, men man betaler også renter af (de ubetalte) renter. Heraf udtrykket "renters rente".
 
Gæld, der ikke betales afdrag eller renter på, vokser eksponentielt, som man siger, fordi eksponenten er det lille tal, her rentesatsen på 10% eller 0,1, som man lægger til 1 og opløfter en rod med i en potens, her 10.0001,1. Det giver den velkendte kurve, hvor det efter en langsom start lige pludselig går meget stærkt opad.
 
Hvor stærkt det går, kan man bekvemt beskrive med en fordoblingstid, altså den tid det tager restgælden at vokse fra 10.000 til 20.000 kr. Med en stor rente er fordoblingstiden i sagens natur kort; med en lille rente, lang. Hvis renten er 10% årligt, hvor lang er fordoblingstiden? Omtrent 7 år.
 
Det har jeg ikke regnet ud præcist, men jeg har brugt en tommelfingerregel, der siger: "Tag renten og dividér den op i 70. Så får man fordoblingstiden, sådan cirka". (Bruger man 72 får man et bedre resultat, men det er nemmere at regne i hovedet med 70.)
 
Det gælder selvsagt også omvendt. Hvis man véd, at et beløb er fordoblet på 30 år, hvor stor var så rentesatsen (eller bare stigningstakten, hvis det er en anden talstørrelse)? Den var på 70:30=ca. 2,3, dvs. renten var ca. 2,3%. Hvis et beløb er firedoblet på 10 år, så tog det sikkert 5 år om den første fordobling og 5 år om den anden, og det giver 70:5=14, dvs. 14% i rente. Altså: Rente gange fordoblingstid = ca. 70.
 
Åger og boliglån
Klassisk var der som bekendt forbud mod at tage renter ved långivning; det blev kaldt åger, på engelsk usury, hvilke udtryk i dag, sjovt nok, blot betyder "meget høje renter".
 
Muslimer, kristne og jøder måtte ikke tage renter, fordi man havde erfaret, at de snigende og til sidst overrumplende renters renter kunne knække ryggen på enhver bondemand. Det førte til social uro og oprør mod de herskende klasser, og det gad heller ikke de i det lange løb. Det blev i en periode i oldtiden almindeligt med låneftergivelser, hver gang en ny hersker kom til. Jøder måtte dog gerne låne til ikke-jøder, og i takt med at det økonomisk fordelagtige i kreditgivning gik op for europæerne, faldt dette tabu, og långivning mod renter blev almindeligt.
 
Sidder man gudfrygtig i 1100-tallet med en masse guld og ikke må tage renter, så er der ikke meget ved at låne dem ud, for hvad nu hvis låntager ikke betaler dem tilbage? Det var jo en åndssvag risiko at løbe, så der var ikke megen risikovillig kapital at låne ud til den lokale iværksætter dengang (mæcener skulle der til). Så bliver renter op gennem renæssancen acceptable, og det bliver lidt sjovere at låne 10 guldstykker ud, for nu kan man kræve at få 11 tilbage et år senere.
 
Stadig sjovere bliver det, når man er blevet til en bank, der siger velkommen til indskyderes penge og derigennem får power til at udstyre andre kunder med købekraft, dvs. kredit eller penge. Nu kan banken tjene penge på at låne indskydernes penge ud, så at sige. Renter er prisen på penge, siger vi dag, og skal det retfærdiggøres, bliver det på den historie med at udlånte penge jo ikke kan bruges af udlånere, som derfor skal kompenseres. Og så er der jo risikoen for at gælden ikke bliver betalt, den skal også dækkes. Mister man hver tiende udlånte beløb, holdes man skadesløs, når man har taget tiendedel i renter for de øvrige. Jow, da.
 
I dag skal renter normalt ikke retfærdiggøres; deres eksistens accepteres. Størrelsen af dem er mange mennesker gode til at orientere sig i; det findes der en diskurs om. Det er fx almindeligt at høre forargelse i frokoststuen over høje renter, og glæde og misundelse over lave. Men det er ikke alle, der forstår renter eller renters rente. Lad mig give et eksempel på min egen manglede forståelse.
 
Det er først her fjerde gang jeg skal til at købe bolig, i mit otteoghalvtredsindstyvende år, at det rigtig går op for mig, hvor vigtigt det er at få betalt et realkreditlån af i en fart. Hidtil har jeg glad accepteret bankens eller realkreditrådgiverens beroligelse om, at med et 30-års lån bliver den månedlige ydelse jo ikke særlig høj, "Så det hus kan du sagtens betale!" Pyha, hvor skønt, har jeg så sagt, det går altså lige!
 
Men når jeg sidder med min terminsoplysninger, den lyserøde opgørelse fra BS, og ser at fem-seks-syv år senere betaler jeg stadig kun afdrag på 6-8000 kr. og renter på 21-23.000 hvert kvartal – dér fattede jeg omsider, at et langfristet lån fandme koster dyrt i renter, og det specielt i de første år, hvor restgælden stadig er stor og kun bliver mindre meget langsomt, fordi afdragene er små. Næste gang vil jeg have betalt boliglånet af på minimal tid, max 10 år, for ikke at være renteslave længere end højst nødvendigt.
 
Det med at flytte hvert syvende eller tolvte år, som jeg selv og mange mennesker i min omgangskreds gør – det koster i den forstand, at man altid sidder med det store lån, man kun har betalt minimalt af på, fordi renterne i begyndelsen udgør sådan noget som 80% af terminen. Så det er hamrende dyrt at flytte så tit, og langt bedre at bo i huset i 30 år og betale det ud og så bo der 30 år mere helt gratis, indtil man bliver båret ud. Har jeg nogensinde hørt en ejendomsmægler eller bankrådgiver advare mig mod hyppige flytninger? Aldrig. Det er jo ikke i deres interesse. Salær til ejendomsmægleren ved flytning og afdragsfattige terminsydelser til banken eller realkreditten – det er deres interesser. Så til helvede med de kunder, der ikke tænker sig godt om.
 
Jeg har en ph.d. fra en business school og regner mig for kvantitativt velfunderet. Men er jeg den eneste, der ikke har tænkt særlig dybt over rentens indvirkning på min flyttetrang og mit månedlige økonomiske råderum? Eller er det bare nemt at være uvidende om renters rente sådan i ens egens privatøkonomi?
 
Vi accepterer de økonomiske forholde som de er, uden at tænke meget over dem. Sådan er det jo at købe hus. Man har ikke nogen penge, man har ikke råd til bil når man er 30 år, man må låne til hus. Det er lidt dyrt, man må spare de første ti år, men børnene er jo også glade for ferier i Danmark så længe de er små, og når vi tjener lidt mere og de bliver teenagere kan vi tage til New York. Fint nok. Men er det rimeligt vi betaler den million eller to renter til banken for at bo i eget hus de første par årtier af vores familieliv? Kunne det ikke være anderledes?
 
Jo. For spørgsmålet er jo netop: Er disse lånevilkår egentlig ikke at betragte som åger? For at betale renten til eget hus skal en ung familie tjene to indtægter og sende deres spædbørn i vuggestue og ikke se deres unger mere end en stresset time om morgenen og et par ulvetimer om aftenen efter en trættende institutionsdag. Er det fedt? Har vi ikke kollektivt pålagt os en form for moderne hoveri, hvor vi arbejder for banken den halve dag og for os selv resten af tiden? Ja ja, vi kan jo bare lade være og flytte på landet og tage det roligt, men hvorfor kan vi ikke leve midt i samfundet og have en ustresset hverdag med vores børn? Når vi en dag i fremtiden får indrettet pengesystemet anderledes, så der kun skal betales ½-1% i rente, vil vi se tilbage på i dag og sige: "Tænk, at vi fandt os i det så længe!"
 
Hvor skal pengene til renten komme fra?
Det var lidt mikroøkonomi om vores hverdagsliv. Lad os nu tage det store perspektiv igen.
 
En meget interessant pointe, der bliver nævnt igen og igen i den kritiske litteratur jeg læser, er følgende. Næsten alle penge i omløb i dagens samfund bliver skabt som gæld, altså som kredit givet af private banker og derpå sendt ud i samfundet. Gælden skal betales tilbage, og den går lige op med det beløb man lånte, men renten er noget andet og ekstra, der kører ovenpå, og hvor skal dén komme fra?
 
De penge findes ikke bare sådan ude i økonomien. De skal skaffes ved nye lån, som vi kan betale rente på de gamle af med, næsten lige som det kørte i den tredje verden for 20-30 år siden, hvor de fattige lande i Afrika ikke kunne betale deres lån af og derfor måtte tage nye lån til at klare renten på de gamle. Sådan skulle det ifølge disse kritikere også se ud for os.
 
Tænk på vores start-situation med fru Jørgensen, der sætter 100.000 kr. ind og hr. Havegren, der låner 85.000. I det tidligere pengebrev ventede jeg med at inkludere renten, man lad os tænke den ind nu. Hr. Havegren skal betale fx 10% i rente for sit lån, det er 8.500 kr. efter et år. Så nu har vi altså de 100.000 af fru Jørgensens, vi har de 85.000, som hr. Havegren har lånt, i alt 185.000 i vores lille økonomi. Men de 8.500, der skal erlægges i renter, de findes ingen steder. Hvor skal de komme fra?
 
Ja, dem skal Havegren jo lægge til side til, gennem sin månedsløn, men det er immer hen nye penge, der ikke fandtes før. De skal skabes fra ny af, og det kan kun en bank gøre, og det gennem kreditgivning. Rente skal også lånes frem, så pengene kommer til stede og kan bruges af Havegren. Men også sådant et lån ledsages af renter – og så kører svikmøllen.  
 
Altså: Vi har en økonomi, hvor banker legalt får power gennem indskyderne til at skrive cifre ind i nye kunders konto, altså købekraft som låntagerne kan bruge i økonomien. Det gør lånerne en stund, og så indbetaler de deres afdrag til banken igen, så saldoen på udlånskontoen går i nul igen. Men ud over at skabe disse nye penge, selve lånet, til kunden, kræver banken, at kunden selv skal gå ud og skaffe penge til renten oveni. Banken skaber for 85.000 kr. nye penge; Havegren betaler for 85.000 penge tilbage, som derved elimineres fra den officielle pengemængde, men dertil skal han betale 8.500 kr. yderligere tilbage, hvis han bare lånte beløbet et år. Hvor kom de 8.500 fra? De kan kun skabes gennem et andet lån, som låntager eller en anden tvinges til at optage for at skaffe midler til denne rente.
 
Sådan forklarer mine kilder det, og jeg vil ikke påstå jeg helt kan gennemskue forholdene, men det lyder rimeligt. Ellen Brown bruger analogien med Jerusalem brænder, musical chairs, hvor der altid er en stakkel, der ikke klarer pynten, dvs. går konkurs, fordi han ikke kunne skaffe til renten. Så samler de øvrige slacket op, men rentejagten (musikken) fortsætter, og snart må en ny opgive ævred. Hvor der er konkurser, er der tit større virksomheder og banker, der samler stumperne up til brandsalgspriser. Kapitalen og bankerne koncentreres i et sådant system, hvad vi jo også har set internationalt og i Danmark gennem de sidste par årtier: der bliver færre banker, og det bliver større.
 
Rente og bæredygtighed
Hvis I accepterer denne tanke, Nina og Louise, og jeg indrømmer jeg selv skal have lidt bedre tjek på den, så følger den næste. Hvis vores pengesystem og økonomi er sådan indrettet, at vi – for blot at få tingene til at køre rundt – hele tiden skal skaffe ekstra penge til renten, så skal økonomien vokse. Med mindre vi tror på muligheden af 100% grøn vækst, der ikke belaster vores økologi, så tvinger selve vores nuværende pengesystems organisering os til at øge trykket på naturen. Vi skal vride 3% eller 7% mere omsætning ud af naturen årligt, for overhovedet at forhindre, at vores pengesystem går i sort, som det tilsyneladende truede med at gøre under finanskrisen 2008. Vi kan ikke vælge at leve i overensstemmelse med hvad kloden kan bære, hvis vi ikke laver rentesystemet radikalt om – for kravet om 5% eller 10% rente for udlånte penge er et krav om at øge produktionen og belastningen med de procent årligt, og så går det snart galt. Så også af økologiske grunde må vi sadle om.
 
Hele bæredygtighedsdimensionen er både Mikkel og Syntesetanken meget optaget af – derfor hedder deres projekt også: Bæredygtig demokratisk markedsøkonomi.
 
Der er rigtig meget mere at sige om renten og dens skadevirkninger, men lad os sige det er godt her.

2 comments: