Pengebrev nr. 7

Historien om guldsmeden

Hej Nina og Louise

 

Hvordan er det kommet dertil, at banker udlåner penge, de ikke har? Det er en udvikling, som historikere mener kan være foregået mange steder, men en central periode var slutningen af 1600-tallet i London (skriver bankhistorikeren Glen Davies i A History of Money, Cardiff: University of Wales Press, 1994). Byens rige købmænd opbevarede deres guld og andre ædelmetaller i Den kongelige Mønt, men Kong Charles I havde brug for penge og beslaglagde i 1640 200.000 pund. Det fik de oprevne købmænd til at kigge sig om efter andre steder at opbevare deres guld og fandt samtidens guldsmede.

 

Den videre udvikling er blevet sammenfattet i en animeret film med navnet Money as Debt fra 2002, ved forfatter og instruktør Paul Grignon. Den er meget populær på You Tube. En 7-minutters sekvens er klippet ud og ligger som "The Goldsmith's Tale", fx her, på engelsk. Man kan evt. spole frem til 0.50; det første er lidt kompakt.

Historien fortælles ud fra en bestemt (fiktiv) guldsmeds perspektiv. Filmens instruktør, Paul Grignon, har dermed taget sig lidt kunstnerisk frihed med at gætte sig til guldsmedenes motiver og planer, men den faktiske udvikling fra guldsmed til bank er stort set i overensstemmelse med Davies (1994). Jeg genfortæller filmens historie her og tilføjer mine egne kommentarer i firkantede parenteser.

 

1. Guldsmeden opbevarer borgernes guld

I gamle dage havde byens guldsmed en sikret kælderhvælving, hvor han opbevarede sit guld og sine guldmønter. Byens andre borgere fandt på at opbevare deres guld sikkert hos ham, og han skrev dem en tilgodehavendebevis: "Du har 100 stk. guld liggende hos mig". Dette tjente han lidt på. [Guld er rigdom; fysisk, hård valuta.]

 

2. Tilgodehavendebeviser kommer i kredsløb

Som årene går, ser han at borgerne sjældent kommer efter deres guld, og aldrig på samme tid. De bruger bare deres tilgodehavendebeviser som betalingsmiddel rundt om i byen. Beviserne var lette at bære rundt på, man kunne få dem delt i mindre beløb, man kunne skrive sit navn på dem, så de ikke kunne stjæles osv. [Tilgodehavendebeviser skifter karakter og bliver til en slags pengesedler, første skridt væk fra guldet.

 

3. Guldsmeden låner tilgodehavendebeviser ud i stedet for guld

I mellemtiden har guldsmeden gang i en anden forretning: Han låner sit eget guld ud, med renter. I takt med at tilgodehavendebeviserne bliver almindeligere og bliver brugt som betalingsmidler, vil folk af bekvemmelighedsgrunde hellere låne dem end guldet. Så guldsmeden beholder det guld, lånerne førhen fik med sig, og skriver dem tilgodehavendebeviser i stedet. [Pengesedlerne, ikke guldet, gøres til genstand for udlån. Lad os kalde det innovation nr. 1.]

 

4. Guldsmeden bringer indskydernes guld i spil

Der handles og produceres mere i byen, og flere og flere borgere ønsker at låne af guldsmeden. Så får han en strålende ide: Han behøver ikke holde sig til sit eget guld. Han kan udstede tilgodehavendebeviser på sine indskyderes guld også. Det finder indskyderne aldrig ud af! Så længe lånet betales tilbage af låneren, med de rare renter selvfølgelig, er alt godt. [Guldsmeden udlåner pengesedler udstedt med sikkerhed i guldet, den indskudte kapital, men uden at indskyderne ved det eller bekymrer sig om det. Innovation nr. 2.]

 

5. Indskyderne får en del af fortjenesten ved udlånene

Nu tjener guldsmeden langt mere, end da han bare opbevarede folks guld og lånte sit eget ud. Han lever som en rigmand, og indskyderne får derfor mistanke om, at han låner deres guld ud. De kræver at se det, han viser dem det, og det er der alt sammen! Men da han jo tjener penge på at udstede tilgodehavendebeviser på deres guld, ønsker de en del af den indtjening. De får så en indlånsrente – men den er mindre end hans udlånsrente. [Her opstår den klassiske historie om, at banker låner indskyderes penge ud til låntagere. Den er korrekt på dette trin.]

 

6. Tilgodehavendebeviser skabt på imaginært guld

Men sådan fungerer banker ikke i dag. Under den europæiske ekspansion var der mere efterspørgsel efter kredit, end borgerne havde guld i guldsmedenes hvælvinger. Så får vores guldsmed og bankejer en ny ide: Han kan udstede tilgodehavendebeviser på mere guld, end han har i sin besiddelse. Hvordan skulle nogen kunne finde ud af det? [Her har vi så pengeskabelse, penge skabt ud af den blå luft, hvilket dengang ville sige: uden dækning i guld. Innovation nr. 3.]

 

7. Stormløb på banken

Nu bliver bankejeren ualmindelig rig, for der er ingen grænser for hans udlånsvirksomhed. Han undgår mistanke i lang tid, for dét var der ingen, der havde fantasi til at tro om ham. Men til sidst bliver nogle store indskydere urolige og ønsker at flytte deres guld til en anden bank. Rygtet spreder sig, og de mange borgere med tilgodehavendebeviser kommer og ønsker at få dem ombyttet til guld. Men der er langt fra guld til alle, banken overlever ikke dette stormløb, og mange mennesker mister deres formue. [Pengeskabelse ud af den blå luft fungerer kun, så længe kunderne har tillid til banken. Ellers bliver der stormløb – et begreb, der kun giver mening, når banken udlåner mere end den har.]

 

8. Pengeskabelse ud af den blå luft lovliggøres

Gentagne stormløb på banker ruinerede de enkelte banker og ødelagde tilliden til landets bankvæsen. Parlamentet kunne have forbudt denne praksis med pengeskabelse ud af ingenting, men samfundets ekspanderende økonomi havde brug for den store kreditskabelse, bankerne præsterede. Så man lovliggjorde og regulerede denne praksis.["Vi lovliggør svindelnummeret og kalder det bankvæsen. Hvis vi stadig bruger vendingen låne penge ud, er der forhåbentlig ikke så mange, der aner uråd".]

 

9. Udlåning efter brøkdelsprincippet knæsættes

Bankerne gik med til ikke at låne alt for vildt ud, typisk makismalt i forholdet 9 til 1. Princippet om udlåning efter brøkdelsprincippet blev dermed knæsat. I de forskellige lande oprettede man centralbanker, der kunne indsprøjte ny kapital i nødsituationer, dvs. hvor rygter var ved at starte et stormløb på en bank. [9-til-1-forholdet betyder, at hvis der er 100.000 i indestående, skal banken have 10.000 liggende på foliokontoen og kan låne 90.000 ud. Centralbanker blev oprettet for at holde pyramidespillet kørende, hver gang offentligheden får nys om, at et korthus er ved at falde sammen.]

 

Sammenfatning

Det var så historien om guldsmedene, som den fremstilles i den lille video The Goldsmith's Tale. Lad mig citere en sammenfatning af denne historie fra Wikipedia, hvor opslaget 'History of Banking', afsnittet Goldsmiths of London, lyder således i min oversættelse:

 

"Bankvæsenet i London blev primært udviklet af guldsmede, som forvandledes fra simple håndværkere til opbevaringsanstalter for guld og sølv. Da Kong Charles I i 1640 beslaglagde 200.000 pund, som købmænd og andre rige private havde deponeret i Den kongelige Mønt, mistede købmændene tilliden til de eksisterende institutioner og søgte over mod sikrere alternativer, især guldsmede.

 

Guldsmedene havde snart mere guld, end de umiddelbart kunne bruge, og de begyndte at låne det ud med renter til både købmænd og engelske myndigheder. Det gav et rigtigt godt overskud, og de begyndte at tiltrække indskud og betale rente for det. Med tiden opdagede guldsmedene, at de tilgodehavendebeviser, de udstedte på guldet, blev brugt af borgerne som betaling mand og mand imellem i stedet for mønter.

 

Det fik dem til at udlåne papirkvitteringer [tilgodehavendebeviser] i stedet for mønt. Denne brug af papirkvitteringer som betalingsmiddel støttede guldsmedene op om, og sådan erfarede de, at de kunne udlåne mere end det sølv og guld, der var i deres besiddelse, en praksis der blev kendt som 'fractional-reserve banking', udlåning efter brøkdelsprincippet" [jf. mit pengebrev nr. 2.

 

Tre innovationer i bankvæsenet

Lad mig nævne de tre væsentlige trin i denne historiske udvikling, de tre innovationer i guldsmedes omgang med guld og dermed i bankvæsenet, som opstod i England i den periode.

1. Guldsmeden skriver tilgodehavendebeviser på sit eget guld – og tjener renter på at låne dem ud.
2. Han skriver tilgodehavendebeviser på sine indskyderes guld – og tjener renter på at låne dem ud.
3. Han skriver tilgodehavendebeviser på guld, der slet ikke eksisterer – og tjener renter på at låne dem ud.

Man kan undre sig over, hvordan alt dette kan være muligt og lovligt, men som vi ser, har parlamentet i England legaliseret forholdene, fordi de var særdeles gunstige for samtidens handel og produktion. På den måde kunne rigeligt med penge – i form af kredit udskrevet på papir – blive stillet til rådighed for investering og ekspansion.

Vi kan se hvordan innovation 2 og 3 ovenfor er skridt på vejen til den forunderlige tilladelse til pengeskabelse, som banker har i dagens pengesystem. Guldsmeden finder ud af, at han da også kan låne sine indskyderes guld ud, specielt fordi lånerne foretrækker tilgodehavendebeviser, som de ønsker i stedet for deres eget guld -- og i stedet for hans guld, når det er det, de låner.

Når det ikke længere er guld, der bæres ud og ind af guldsmedens butik, men bare tilgodehavendebeviser, som han jo kan udskrive så mange af som han lyster, så er det oplagt for ham at blive ved, i og med at han tjener den storslåede rente, hver gang han låner ud. Hvis blot han holder lidt guld parat til de sjældne tilfælde, hvor indskydere og lånere ønsker sig guld eller ønsker at se, om han faktisk har 'deres' guld i sin kælder, så klarer han frisag. Altså lige indtil den dag, hvor der kommer for mange af dem – og sådan defineres et stormløb på banken.

Et stormløb på banken er kun et problem, hvis banken har lånt flere penge ud, end den har. Men det at banken kan gøre det – låne flere penge ud end den har – er netop den store opfindelse i europæisk bankvæsen, eller sådan beskrives den i hvert fald i litteraturen: banker laver kredit, næsten ligesom bageren laver brød og fabrikken biler.

Kredit bliver samfund rige af hurtigt, for vi behøver ikke gå og spare op. Selv om vi ingen penge har, kan jeg låne en million af dig og du kan låne en million af mig, og så kan vi sende de penge i omløb og sætte gang i produktion og forbrug som vanvittige. Vi kan alle sammen bruge en masse penge, hvis vi bare kniber øjnene lidt i og ikke kræver at se, hvor de kommer fra og om de har nogen basis i virkeligheden. Det kan næppe være bæredygtigt, skulle man mene. Men det er strengt taget også dér, vi er i dag: En civilisation der ved hjælp af lette penge har sat gang i et gigantisk forbrugsshow, der truer med at køre kloden ud over kanten.

Skal banker i dag nyde guldsmedens privilegium?
Vi forstår, hvordan det i slutningen af 1600-tallet kunne være praktisk for England at have en kreditskabelsesmekanisme, der kunne hjælpe engelske købmænd og handlende med at konkurrere med Holland på verdenshavene. Pengeskabelse, eller pengeudlåning – som man blev ved med at kalde det, måske for at opretholde illusionen – blev til en meget indbringende virksomhed, ikke mindst pga. renten, der var fulgt med i processen fra tidligere tider, hvor pengeudlånerne faktisk måtte undvære penge, når de lånte nogen ud.

Renten af penge, som guldsmedene og senere bankerne havde skabt ved at udskrive tilgodehavendebeviser på guld, de ikke ejede eller som ikke eksisterede, blev hjørnestenen i engelsk bankvirksomhed og resten af det finansvæsen, der udviklede sig i City of London og på Wall Street i århundrederne derefter. Den forretningsmodel har været så succesrig, at den nu dominerer verdensøkonomien, som vi så i finanskrisen 2008. Noget kunne tyde på, at vi skal til at spørge os selv, hvorfor retten til pengeskabelse stadig ligger hos bankerne.

Det spørgsmål kan vi ikke stille, før vi ved, at der er noget at spørge om – altså at bankerne laver penge praktisk taget ud af den blå luft. Og det er jo det mysterium, vi forsøger at få skovlen under i disse pengebreve.