Pengebrev nr. 9

Sammenfatning

Kære Nina og Louise

Lad mig prøve at sammenfatte mit forsøg på at forklare mysteriet om, hvordan penge kan siges at blive skabt gennem bankernes udlåning af penge. Som forventet er jeg selv blevet lidt klogere gennem skrivningen, tror jeg da, så måske kan jeg sige det klarere nu.

Mikkel og Syntesetanken udtrykker det ganske klart i deres rapport Bæredygtig demokratisk markedsøkonomi: "Banken udlåner ikke noget" (s. 12). Det er nok sådan, man skal starte med at tænke. Banken besidder visse ressourcer, fx egenkapital og nogle rede penge (likviditet), og den har en banklicens, dvs. den har lov til at gøre hvad banker gør. På det grundlag kan den udføre sin centrale funktion: taste cifre ind på låntagers konto. De cifre er hele systemet indrettet på at godtage som købekraft, og derfor fungerer det. Men det er ikke dækkende for virkeligheden at beskrive denne proces som en udlåningsproces.

Det med cifre på en konto og et banksystem, der trækker fra på én konto og lægger til på en anden – det bliver hurtigt meget abstrakt og svært at følge, når man ikke er oplært i en bank og har tænkt sådan i mange år. Det hjælper måske på forestillingsevnen, når man tænker på guldsmedens historie. Her fremstilles det centrale mysterium ligefremt.

Udlåne guld eller udskrive tilgodehavendebeviser?
Når guldsmeden låner sit eget guld ud, må han undvære det så længe, og derfor er ordene "låne" og "udlåne" ganske rammende. Vi forstår også, hvorfor det kan være rimeligt, at han tager en rente for sit udlån: Han skal have et plaster på såret, fordi han ikke har adgang til sit guld i det år, låneren disponerer over det – og for at dække risikoen for, at han overhovedet ikke får guldet tilbage igen, fordi låneren har ødslet det bort. Meget rimeligt alt sammen.

Men når guldsmeden ikke må undvære sit guld, men blot kan skrive tilgodehavendebeviser på det og give dem til sine kunder, så har vi en helt anden situation. Så låner han faktisk ikke længere noget ud, for alt guldet bliver jo i hans kælderhvælving. Situationen er den, at han besidder nogle ressourcer, nemlig guldet og hans kunders tillid, og dem bruger han til at lave papirsedler, som han stikker kunderne.

Kunderne oplever det ikke anderledes end før. De får stillet købekraft til rådighed. Før var det guld, nu er det tilgodehavendebeviser, og begge dele kan de bruge til at købe varer og tjenesteydelser med. Papirsedlerne er oven købet meget nemmere at håndtere, så de er kun glade for denne innovation, fra guld til papir. De oplever stadig at have lånt noget af guldsmeden, ikke mindst fordi de skal betale beløbet tilbage, og det med renter. Så hvorfor skulle han kalde det noget andet og dermed henlede deres opmærksomhed på hans lille fif?

Det er kun for guldsmeden, at situationen er radikalt anderledes: Han kan jo lave lige så mange sedler, der skal være. Eller rettere: lige så mange sedler, som borgerne i byen har fidus til at han laver. Han lukrerer på deres tillid: det er på basis af den, at han kan skrive sine tilgodehavendebeviser i store mængder. Når han trækker for store veksler på den tillid (som det sjovt nok hedder på dansk – en veksel er jo et slags tilgodehavendebevis), dvs. når han udskriver for mange tilgodehavendebeviser, så er det at byens borgere kommer og kræver deres guld, og vi har et stormløb på banken. Derfor fastsatte myndighederne et maksimum for mængden af tilgodehavendebeviser i forhold til guld, 9 til 1, eller deromkring.

Siden slutningen af 1600-tallet blev guldsmedens tilgodehavendebeviser til pengesedler, som praktisk taget enhver bank i 17- og 1800-tallet udstedte. Den funktion blev overtaget af centralbankerne op gennem 18- og 1900-tallet, så kun én slags pengesedler var gyldige i hvert land, nemlig statens.

Relationen til det bagvedliggende guld forsvandt i løbet af 1900-tallet. Storbritannien og Danmark 'gik fra guldet' i 1931 og USA i 1971, og ingen lande har længere 100% guldindløselighed.

Fra tilgodehavendebeviser til indtastede cifre
Banker beror som bekendt ikke længere på guld. Hvor guldsmeden dengang tog et fint stykke papir og skrev "100 guldmønter" og højtideligt overrakte det til kunden, trykker bankfuldmægtigen i dag på nogle taster på sin computer: 8, 5, 0, 0, 0 og 0. Sådan skaffer hun kunden købekraft for 85.000 kr., som kunden kan gå ud og bruge i samfundsøkonomien næste dag.

Ligesom guldsmeden var frisk og udskrev tilgodehavendebeviser på guld, han ikke havde, idet han jo ikke konkret skulle ned i kælderen og hente noget guld op til kunden, kan bankrådgiveren i dag skrive '85.000' ind på låntagers konto uden at skulle hente dem noget sted. Hun skal ikke trække dem fra nogen anden indskyders konto eller fra nogen af bankens konti. Det var det, vi så i pengebrev 3 om likviditetsstyringen: Den første ting, der sker i banken ved udlån, er at lånedokumentet oprettes og der indskrives 85.000 på hr. Havegrens udlånskonto (første postering) og derefter det samme beløb på hans indlånskonto (anden postering). Så balancerer regnskabet, aktiver og passiver går lige op, men da kun indlånskontoen tæller med i den nationale opgørelse af pengemængden, er denne altså steget med 85.000 kr.

Til forskel fra guldsmeden skal banken i dag præstere en 'overførsel', når låntager så bruger pengene, dvs. når vores hr. Havegren betaler mureren de 85.000 kroner ved at overføre dem til hans bank. Det kaldte vi vores tredje postering. Det behøvede guldsmeden ikke, for når hans kunde, der havde lånt en seddel påskrevet '100 guldmønter', eller evt. 20 sedler a 5 guldmønter, bruger en sådan seddel hos skrædderen til at købe tre sæt tøj for, går skrædderen ikke straks ned til guldsmeden og vil have guld for pengene. Tilgodehavendebeviserne brugtes jo mand og mand imellem som betalingsmidler. Det vil sige at skrædderen brugte 5-guldmønt-sedlen til at købe 100 meter stof for, og manufakturhandleren betalte sin husleje med sedlen, og så fremdeles.

Så længe der var tillid, kørte systemet, men periodisk hørte tilliden op, fordi guldsmede eller banker i 17-1800-tallet var for optimistiske og udskrev for mange tilgodehavendebeviser eller pengesedler. De lavede kort sagt for mange nye pengesedler, bobler opstod, som til sidst sprang, som bobler nu gør, kunderne ville have deres tilgodehavender udbetalt i guld eller kontanter, dvs. der kom stormløb på banken, banken gik konkurs, det spredte sig til mange andre banker, og samfundsøkonomien gik i recession og krise. Det skete gang på gang, hver 10.-30. år (og det sker stadig).

For at forhindre denne ustabilitet regulerede man bankvæsenet og bandt betalingerne sammen på en måde, som vi i dag kender som de elektroniske betalingssystemer. Som forklaret sikrer bankernes interne betalingsafvikling, at der hver nat overføres de nettobeløb mellem bankerne, som er betalt i løbet af dagen.

Har banken pengene, eller finder den dem?
Aha, bankerne skal altså hoste op med noget guld af og til, nogle rigtige penge, spørger I nu. Altså de 85.000 som Havegren betaler mureren, dvs. penge som skal forlade Havegrens Borgerbanken og vandre over i murerens Håndværksbanken. Så det er ikke bare røgslør og fikumdik det hele?

Ja, det er i hvert fald den officielle historie, som vi så på, altså Danske Banks video om, at banken tager penge fra indskyder og låner dem til låntager. Altså at der faktisk overføres penge fra A til B. De skabes ikke bare, vel?

Her er det så, at vi skal have fat i de empiriske undersøgelser af, hvordan udlåning rent faktisk foregår i banker, og ikke den fejluddannelse, som Kumhof i interviewet i Svenska Dagbladet mener, at studerende i økonomi og bankvæsen bliver udsat for og som også nobelpristager Krugman synes at lide under. Vi taler altså om undersøgelser af den art, som blev foretaget af Andrew Jackson og Ben Dyson før skrivningen af Where Does Money Come From, og som Werner efterlyste i citatet om de mange tidsskrifter, der ikke har publiceret noget om penges natur, og som Kumhofs erfaringer fra hans fem år i banken kunne være en bid af.

Denne empiri gengav jeg dele af i pengebrev 3, fra min samtale med Uffe Madsen, tidl. likviditetschef i Folkesparekassen. Jeg gengav seks måder, hvorpå det normalt ikke er noget problem for en bank at finde de 85.000 kr., som den skal overføre til Håndværksbanken, når Havegren betaler sin murer – selv om den ikke har disse 85.000 kr. først.

De seks måder var: Da alle banker laver udlån ud hele tiden, kommer der såmænd nok et tilsvarende beløb den modsatte vej samme nat. Har man 30% af markedet, forlader 30% af beløbet aldrig huset. Ved store beløb ringer Uffe en anden bank op og får et lån nogle dage, indtil foliokontoen har stabiliseret sig igen. Sumclearingen udligner overførsler mellem banker om natten og hjælper bankerne med at låne hos hinanden til nettotilgodehavender. En bank altid låne på de internationale markeder – og såmænd også af Nationalbanken, der vil gøre alt for at forhindre ustabiliteter.

Disse mange muligheder har en bank, når den skriver cifre ind i en låntagers konto. De lægger praktisk taget ingen begrænsninger på ydelse af lån, og det er derfor misvisende, når man fremfører historien om at banken låner penge ud eller formidler mellem indskydere og investorer. Det er langt mere dækkende at sige, at banken skaber købekraft – den yder kredit, som banksproget også selv udtrykker det. Det sidste spring er så, at vi kunder og borgere også fatter, at bankens ydelse faktisk er ny købekraft, kredit til dig, kære kunde, nye indeståender på danske bankkonti (der sammen med sedler udgør pengemængden i Danmark), dvs. penge der ikke var der før.

Richard Werner (2005, s. 178) gennemgår et eksempel, hvor en bank yder et lån på 9900 dollars:

"Nøglespørgsmålet er: Hvor kom de 9900 dollars fra? Banken har ikke holdt beløbet tilbage fra anden brug. Beløbet blev ikke omdirigeret eller overført fra nogen anden del af samfundsøkonomien. Og allervigtigst: Selv om beløbet optræder som et indskud [de 85.000 på Havegrens indlånskonto], blev det rent faktisk ikke indskudt af nogen. Banken skabte simpelthen pengene ved at indføre tallet i sit regnskab og i kundens bankbog. Reelt set foregiver banken, at dens låntager har indskudt et beløb, selv om det rent faktisk ikke er tilfældet. Til forskel fra fremstillingen i lærebøgerne, ser vi at hver enkelt bank således kan skabe penge ved at yde et lån. Hvis denne sandhed blev vist i lærebøger, ville det ikke alene være nemmere at huske; det ville også oplyse de studerende om, hvad banker rent faktisk foretager sig: de skaber penge ud af intet. Banken lader bare som om den har de 9900 dollars, skriver beløbet ind på en eller andens konto, og ingen fatter mistanke om noget" (s. 178, kursivering i original).

Skabe eller udlåne, for sidste gang
Låner banken så penge ud? Jo, ja, det kan man da godt kalde det, men det er altså misvisende. Det er mere korrekt at sige den yder kredit, skaber købekraft eller skaber penge. Og lad os lige præcisere nogle rammer for, hvordan den gør det:

• Ikke som pengesedler, men som elektroniske penge
• Ikke til sig selv, altid til en kunde (om end den lever af den rente, som kunden betaler – der bliver til løn og bonus til de ansatte, udbytte til aktionærerne og fine nye hovedsæder)
• Ikke hæmningsløst, for der er solvens- og likviditetskrav, og i Danmark fra 2013 også Tilsynsdiamantens fem yderligere krav
• Ikke skødesløst, normalt i hvert fald, for låner den stort til én dårlig kunde, kan det koste banken livet
• Ikke for evigheden, for lån skal tilbagebetales, og derved forsvinder det udlånte beløb fra pengemængden igen. Dette sidste er, som Kumhof udtrykte det, "…[bankers] centrale funktion som skabere og ødelæggere af penge."

Vi må konkludere, at den bedste forståelse af bankers nøgleaktivitet får vi, hvis vi ser dem som institutioner, hvor der skabes penge. Pengeinstitutter er det ord, vi i Danmark bruger som fællesbetegnelse for banker, sparekasser og andelskasser. Der er kun et lille skridt til at kalde dem pengeskabelsesinstitutter.

Jeg minder her til slut om, at jeg med denne tekst ville forklare, hvordan banker skaber penge gennem deres udlånsvirksomhed. Den private pengeskabelse fører en række skadevirkninger med sig, men dem har jeg kun anslået indledningsvist og henvist et par gange til undervejs (det er bl.a. Modernising Money, The Public Bankning Solution, Where Does Money Come From?, Syntesetankens rapport, Uffe Madsens kronik).

I pengealternative kredse nævner man ofte følgende citat fra bilmagnaten Henry Ford. Det har ikke nogen kilde og er måske en lettere omskrivning, men det er tankevækkende: "It is well that the people of the nation do not understand our banking and monetary system, for if they did, I believe  there would be a revolution before tomorrow morning."