Pengebrev nr. 8

Citater fra eksperter om pengeskabelse

Kære Nina og Louise

Som I sikkert har fornemmet, har jeg skrevet disse pengebreve som et forsøg på at strukturere min egen viden og tænkning om emnet pengeskabelse. I skrivningen har jeg derfor ikke gengivet eller citeret faglige eller videnskabelige kilder, som man jo ellers gerne gør. Så lad os se på, hvad nogle eksperter har sagt.

Først et letlæst interview fra Svenska Dagbladet med en tysk-amerikansk økonom. Klummeskriveren er journalisten Andreas Cervenka, der ofte skriver om penge; han ved udmærket hvad det handler om. Denne blogpost fra 5. februar 2011 hedder "Det store mysterium: penge", og jeg har oversat ca. den sidste halvdel.

Økonom fra Den Internationale Valutafond
"Bloggen har for nylig mødt Michael Kumhof, økonom ved IMF, Den Internationale Valutafond, i forbindelse med, at han talte på et seminar i tænketanken Global Utmaning. Han udgav sidste år under stor opmærksomhed rapporten 'The Chicago Plan Revisited', som foreslår en radikal forandring i, hvordan hele banksystemet fungerer. Her er dele af samtalen:

Hvor stor er politikeres og beslutningstageres viden om, hvordan penge laves?
- Jeg tror at den er meget basal og i visse tilfælde ikkeeksisterende. Det er meget interessant at se. Økonomen Steve Keen, som jeg anser for at være en udmærket tænker, havde en debat med økonomen og nobelprismodtageren Paul Krugman, som kan siges at repræsentere mainstream. Hvis man læser hvad Krugman skriver, er det tydeligt at han ikke ved, hvad han taler om. Det er også hvad man møder, når man taler med de fleste universitetsforskere. Problemet er, at man inden for økonomien har fejluddannet folk om, hvordan penge skabes. De seneste 30 år er det blevet værre, eftersom de makroøkonomiske modeller ikke engang medregner penge længere. Folk tænker på banker som mellemmænd, som det beskrives i lærebøgerne, men det er helt galt.

Hvordan ville du beskrive processen?
- Lad os sige jeg går ind i en bank og vil låne en million kroner. Den fejlagtige version lyder sådan her: I går satte nogle kunder 1,2 millioner dollars ind, altså har banken 1 million dollars, som den kan låne til mig. Sådan fungerer det ikke. Det der sker – og jeg ved det, for jeg arbejdede selv i en bank i fem år – er, at banken først bedømmer mig som kunde, og det afgør, om de vil bevilge mig lånet. Lånet skabes derpå som en tilgang i bankens regnskab over aktiver og passiver, og i præcis samme øjeblik som en gæld sammesteds, der tager form af penge på min konto. Ud af det rene ingenting. Det er bare tastetryk. Men disse helt nye penge på kontoen svarer til købekraft. Jeg kan anvende dem til at købe ting.
- Jeg har haft diskussioner med dette om økonomer. Mange påpeger, at de penge, som banken skaber, skal kunne hæves og at pengene derefter havner i en anden bank. Det er en fælde at tænke på den måde. For selv om pengene flyttes fra bank A, som da låner et tilsvarende beløb på interbankmarkedet, og i stedet sættes ind hos Bank B, så bliver disse nye penge i banksystemet, så længe det oprindelige lån ikke er tilbagebetalt.

Hvad betyder det?
- Det betyder, at næsten alle penge i samfundet skabes af banker som gæld. Økonomien kan ikke fungere uden penge, og penge kan kun laves af banker, når nogen optager et lån. Altså må vi gældsætte os. Hvis alle indfriede deres gæld, ville der ikke være noget livsblod tilbage i økonomien. Vi skal altså have gæld, og det i enorme mængder. I USA handler det om 200% af BNP, og dér mener jeg privat gæld, uden statens gæld. Statens gæld skabes på lignende vis. I stedet for at staten skaber penge selv, går man gennem centralbanken og skaber gældpenge.

Hvad er problemet med, at penge er gæld?
- Det er det samme som at spørge: Hvad er problemet med stor gæld? Det er bare at se sig omkring; mange lande har problem med meget stor gæld. Det skyldes at de har opgivet retten til at skabe deres penge selv. De må ud på markedet og låne selv til renter. Privat gæld er også et problem. Økonomen Irving Fisher skrev i 1930'erne, at når den private gæld når op på et vist niveau, får vi finanskriser."

Så vidt Andreas Cervenka og hans interview med Michael Kumhof. Den rapport, som Cervenka nævner i sin indledning, er: Jaromir Benes and Michael Kumhop: The Chicago Plan Revisited. IMF Working Paper WP/12/202. Den er en meget teknisk gennemgang af en matematisk model, men dens indledning (s. 4-19) rummer mange formuleringer af pengeskabelsesproblematikken, der uden omsvøb siger, hvad det handler om. For eksempel, i min oversættelse:

"Det væsentligste ved vores teoretiske model er, at den tydeliggør dén centrale funktion, som banker i moderne økonomier spiller: ikke deres egentlig ret tilfældige funktion som finansielle mellemmænd mellem indskydere og lånere, men deres centrale funktion som skabere og ødelæggere af penge. En realistisk model bliver nødt til at afspejle den kendsgerning, at i det nuværende system behøver banker ikke vente på, at indskydere dukker op med midler, før de kan viderelåne, eller formidle, disse midler. De skaber snarere deres egne midler, indskud, i selve låneprocessen. Denne kendsgerning kan bekræftes i beskrivelsen af pengeskabelsessystemet i mange centralbankers udsagn, og den er indlysende for enhver, der nogensinde har udlånt penge og skabt de deraf følgende regnskabsposteringer" (s. 9).

Her siger Kumhof det ligeud: Banker er ikke så meget mellemmænd mellem folk med og uden penge, som de er selvstændige skabere af penge. Det har vi overset i vores klassiske opfattelser af bankvæsenet. Men det er på tide med en mere realistisk forståelse af, hvad der faktisk foregår i banker.

Bemærk Kumhofs kritik af Paul Krugman: "[Det er] tydeligt, at han ikke ved, hvad han taler om." Krugman er liberal økonom, skriver en daglig klumme i New York Times, er nobelpristager og nyder internationalt enorm respekt. Men i Kumhofs vurdering er det altså ikke garanti for, at han forstår bankers pengeskabelse. Så den er svær: Hvem skal man tro på? Vi fortsætter her med et par fagfolk, der peger på bankernes rolle som pengeskabere

Professor i udviklingsøkonomi ved University of Southampton
Richard Werner er en klassisk uddannet, klarsynet økonom, der har samarbejdet med folkene i New Economics Foundation og Positive Money. Han har for nylig skrevet en videnskabelig artikel med den lovende titel: Towards a New Research Programme on ‘Banking and the Economy’ (publiceret i tidsskriftet International Review of Financial Analysis, vol. 25., s. 1-17, som Worddokument med paginering fra s. 1-49 her). Han skriver bl.a.:

"Hvordan bliver penge skabt og tilført i vores nuværende system? Det er et enkelt spørgsmål, som empirisk forskning burde være i stand til at give et hurtigt svar på. Interessant nok findes der stort set ingen publiceret forskning om dette emne i de førende tidsskrifter inden for makroøkonomi, monetær økonomi og bankvæsen og finansiering. Der findes rigtig nok mange artikler, der gør sig antagelser om, hvordan et teoretisk pengesystem kunne defineres under de særlige omstændigheder, der gælder i deres stiliserede modeller. Det hjælper os dog ikke videre, hvis vi er interesserede i virkeligheden" (s. 16-17 i Worddokumentet).

Altså: Bankers pengeskabelse er usynlig i den videnskabelige litteratur inden for økonomi og finansiering. Man gør sig formodninger, men ingen har sat sig ned og undersøgt sagen, eller i hvert fald publiceret resultater af en sådan undersøgelse.

Werner fortsætter herunder – hvor han omtaler et "fiat"-pengesystem; det er et som vores, hvor penge skabes ved at nogen siger, de skal være til, som Gud skabte lyset over vandene med et "Fiat lux!", "Lad der blive lys." Penge kan fx skabes af stater eller andre offentlige myndigheder, af borgerfællesskaber eller af private banker.

"Den særlige type fiat-pengesystem, der p.t. findes overalt i verden, er et hvor omkring 97% af pengeforsyningen skabes og fordeles af private, profitorienterede virksomheder, nemlig bankerne. Hvordan skaber banker penge? Som Werner har fremført (1992, 1997, 2005 [referencer ikke vist her]) og som vi viser i Ryan-Collins m.fl. ["Where does money come from?", New Economics Foundation, 2011), opfinder banker simpelthen pengemængden, når de krediterer lånerens bankkonti med pengebeløb, som ingen overførte til disse konti fra noget andet sted i økonomien. Vi kan udtrykke det anderledes: Banker skaber penge ud af ingenting, når de giver bankkredit (og køber andre aktiver og aflønner deres ansatte). Af denne grund beskrives bankernes udlånsproces bedre med udtrykket kreditskabelse" (s. 17).

Altså: Banker opfinder penge, i og med at de beløb, banken skriver ind i låntagers konto, ingen andre steder kommer fra. Husk vores eksempel med fru Jørgensens 100.000. Jeg fortalte først historien, som om det var 85.000 af hendes penge, der blev overført til hr. Havegrens indlånskonto – men det var det reelt ikke, fordi det fulde beløb står stadig på fru Jørgensen konto, de 100.000, til hendes disposition. De 85.000 er ikke overført noget sted fra – som Werner også siger i citatet ovenfor.

Og jo, banken skal skaffe dem, når Havegren sender dem ud af banken til murerens bank, men som vi så i likviditetchefens arbejde, er dét penge han støver rundt efter og evt. låner sig frem til, og det er normalt intet problem – bl.a. fordi andre banker laver det samme nummer samtidigt: checks flyver frem og tilbage mellem bankerne hele tiden, som Ellen Brown udtrykte det. Empirisk, som det foregår i bankerne konkret hver dag, er det ingen forudsætning for udlån eller kreditgivning, at der er indlån til stede i banken. Kredit gives frit, som bankerne har lyst.

Direktøren for Bank of England
"Når banker yder lån til deres kunder, skaber de penge ved at kreditere [dvs. indføre et beløb på kreditsiden af] deres kunders konti. En centralbanks sædvanlige rolle er at begrænse hastigheden af denne pengeskabelse, så en overdreven udvidelse af pengeforsyningen ikke fører til inflation."
Mervyn King, Governor of the Bank of England. Tale holdt for the South Wales Chamber of Commerce, The Millennium Centre, Cardiff, 23. oktober 2012, s. 3.

Her siger Mervyn King, den britiske nationalbankdirektør, der lod sig pensionere fra sin stilling for nylig, lige ud at banker skaber penge. Det er der såmænd ikke noget bemærkelsesværdigt eller odiøst i, lader han ane, idet han roligt fortsætter og forklarer at centralbankens rolle har traditionelt været at begrænse bankernes pengeskabelse, når denne går over gevind.

Formanden for det britiske finanstilsyn
"Finanskrisen i 2007-2008 skete, fordi vi forsømte at begrænse det private finansielle systems skabelse af privat kredit og penge. I fremtiden må vi gøre det bedre – vi må vha. regulering begrænse både det absolutte gearingsniveau i den reelle økonomi og det finansielle system, og vækstraten for denne gearing, sådan at vi modvirker bobler i kredit og aktiver [fast ejendom, værdipapirer] og fjerner punchbowlen, før festen går over gevind."
Lord Adair Turner, tidligere formand for the Financial Services Authority. Tale til South African Reserve Bank, 2. november 2012.

Her siger en skyldbevidst formand for det britiske finanstilsyn, at før næste krise skal Finanstilsynet sørge for en strammere regulering, en større begrænsning af pengeskabelsen i det private finansielle system, dvs. bankerne. Op gennem 00'erne blev der drukket for heftigt af den bowle med gratis sprut, der står fremme ved ethvert engelsk party. Bankerne skabte alt for mange penge, ydede lån til højre og venstre og bidrag til at boblen i ejendomspriser og aktiemarkedet blev blæst vildt op og eksploderede med et brag.

Den gearing, der omtales, er forholdet mellem de penge banken har og de penge den låner ud – et forhold, der traditionel har været ca. 1 til 10, men som i visse britiske banker før krisen var oppe på 1 til 30 og højere. Har en bank 1 milliard pund i egenkapital og låner den 1 milliard ud til 30 kunder hver, skal der kun være én af dem, der ikke kan betale lånet tilbage, før banken får slettet hele sin egenkapital og må dreje nøglen om. (Det kan være dyrt at lave penge ud af det rene ingenting!). Denne gearing ønsker Adair Turner, at det britiske finanstilsyn skal holde bedre tjek på fremover.

Men hvad med Danmark?
Som antydet i pengebrev 1 synes der ikke at være den store bevågenhed om pengeskabelse blandt danske økonomer og finansforskere. En søgning på 'pengeskabelse' på Google Scholar giver 17 hits ("money creation" giver 13.800). Det er næsten alle ældre kilder, de fleste fra Nationaløkonomisk Tidsskrift, og de fleste vedrører centralbankers pengeskabelse. Så det er ikke et specielt hot udtryk blandt danske fagfolk, kan vi gætte på. Hvorfor er dog svært at vide.

På Nationalbankens hjemmeside kan man søge i deres hundredvis af rapporter og publikationer. 'Pengeskabelse' giver to hits: dels en kvartalsoversigt i 1991, hvor pengemængden omdefineres som følge af nogle EF-påbud, hvorunder pengeskabelse nævnes og defineres, dels en 161 siders publikation med titlen 'Pengepolitik i Danmark', hvor begrebet optræder én gang, i en diskussion om fastprispolitik. Om Nationalbanken har behandlet fænomenet ved brug af andre fagudtryk, er i sagens natur ikke lige til at afgøre.

I Forskningsdatabasen.dk, som giver adgang til en halv million danske forskningsartikler fra de seneste årtier, giver en søgning på 'pengeskabelse' ét hit, 'Pengeudbud og bankernes pengeskabelse' af Tommy Søndergaard Poulsen, som lyder interessant nok, men er forelæsningsnoter, der ikke ligger online.

Andrew Jackson og Ben Dyson skriver i deres "Modernising Money" (Positive Money, 2012), i en "Note til læsere uden for UK" følgende: "Selv om denne bog er skrevet ud fra det britiske banksystem, gælder analysen også for bankvæsen og pengesystemer i en hvilken som helst moderne økonomi. Der er mindre forskelle i regler og reguleringer fra land til land, men alle økonomier er i dag baseret på et pengesystem, der fundamentalt set ligner Storbritanniens" (s. 10).

I Syntesetankens rapport (kaldet debatoplæg her) gennemgås det danske pengesystem grundigt; ifølge forfatterne har pengeskabelsen i Danmark stor lighed med det, der beskrives i den internationale litteratur. Realkreditten spiller en ganske særlig rolle i Danmark, men ikke mere end at principperne for pengeskabelse er ens.