Ontologi og epistemologi. Hvad er det nu, det er?

Hvis du har taget et kursus i filosofi eller videnskabsteori, har du sikkert fået stukket disse ord ud. Hvis du er som folk flest, kløede du dig i nakken og glemte, hvad de betød. Her giver jeg en forklaring - og et bud på, hvorfor de to ting er relevante i dag.

Helt enkelt, så er ontologi læren om det, verden består af. Nu om stunder vil fysikere svare "partikler og energi". Epistemologi er læren om, hvordan vi erkender eller opfatter verden. Nu om stunder ville de fleste sige: "Vi får information fra sanserne, og ud fra det danner hjernen viden om verden. Så når vi ser en hest, tænker vi: 'Bum, det er en hest!'"

Mere indviklet er det sådan set ikke. Men hvorfor er det interessant? Tag dette eksempel. For nogle år siden sad vi i min familie og snakkede om køn og etnicitet og identitet, og de unge havde meget skarpe meninger. Min gamle mor sagde så: "Ja, ja, det er jo lige meget, hvad I kalder det. Det er jo en neger!"

Altså, ontologisk var der ikke så meget at rafle om, mente min mor. En neger er en neger; sådan er verden nu en gang indrettet. Så er det pjat og krumspring at kalde sådan én alt muligt andet. Mens de unge i familien var meget obs på, at den måde, vi opfatter og taler om sorte mennesker på, er med til at skabe deres vilkår i verden.

En ghetto, er det bare en ghetto? Eller er det sådan, at hvis vi opfatter visse bydele som ghettoer, så påvirker det den måde, hvorpå samfundet behandler dem, der bor der? Ja, mon ikke, vil de fleste sige i dag. Ontologisk er det ikke simpelt, hvad en "ghetto" eller et "belastet kvarter" er. Uhyre meget følger af, hvordan vi opfatter og erkender sådan en bydel, altså det epistemologiske spørgsmål.

Ontologi: Hvad består virkeligheden af?

Lad se nærmere på ordene. Ontos er græsk for "det værende." Således er palæontologi (tænk Ross i Venner) læren om det, der var i meget gamle (palæo) dage, fx vulkanudbrud og dinosaurer. Men ellers siger "det værende" ikke moderne mennesker noget. Det værende er de fænomener, der er i verden. Det som udgør virkelighedens beskaffenhed. Nogle almindelige bud fra forskellige tænkere og religioner har været: jord-luft-ild-vand. Atomer. Kraftfelter. Ånd. Guds kærlighed. Qi. Prana. Bevidsthed. Energien fra big bang.

De gamle grækere opfandt disciplinen ontologi. Nogle af dem mente, at vand var essensen bag de forvirrende fremtrædelsesformer, mens andre hold på ild, en uforanderlig udelt enhed, noget dynamisk som en flods strømmen, matematiske proportioner eller sfærernes musik.

Den slags spekulationer fortsattes op gennem filosofihistorien. Alkymisterne mente at guld måtte være det ædle metal bag alle de flygtige stoffer, der forvandlede sig ubegribeligt i kolberne - indtil man opdagede grundstofferne og fik dem ordnet i det periodiske system. Kemien var opstået som videnskab og så var den potte tilsyneladende ude: Verden består af atomer! Ja, okay, så opdagede man de mindre elementarpartikler som neutroner og protoner, som man så erkendte består af nogle endnu mindre fætre kaldet kvarker. Er der mon mere? Det er der helt sikkert.

Ontologi er altså blevet et videnskabeligt anliggende, ikke kun et filosofisk. Men man er stadig uenige. Niels Bohr fx nægtede at tale om virkeligheden bag kvantefysikken, for der var ikke nogen entydig virkelighed. Den kunne fremtræde for os som partikler eller (matematiske!) bølger, men noget bestemt kunne vi ikke sige, den var.

Ontologiske spørgsmål er i dag mere interessante i human- og samfundsvidenskaberne. Her er det yderst kontroversielt at spørge: Hvad er et menneske? Er et menneske noget bestemt? Er en mand og en kvinde? Hvor forskellige er de? Og er der andre køn? Altså ontologisk. Eller er køn noget vi skaber i en fælles erkendelsesproces? Lad os gemme det til en senere blogpost.

Epistemologi - hvordan ved vi noget om virkeligheden?

Her tager vi vores filosofiske tvilling epistemologien frem, og så ryster vi den lidt, og så siger vi boogie osv. Episteme er græsk og betyder viden (ikke at forveksle med empiri, som betyder erfaring). Så epistemologi er læren om viden, eller rettere: hvordan vi opnår viden. (Pas på ikke at stave det epistomologi, en almindelig fejl). Det kaldes også erkendelsesteori (husk det fælles 'e' i begyndelsen). Det er et fuldt ud acceptabelt synonym; jeg bruger det gerne - det er mindre krukket og lettere at sige.

De gamle filosoffers omgang med erkendelsesteori må man bære over med, ligesom med de gamle, der mente at verden bestod jord, luft, ild og vand. Man møder mange løjerlige formuleringer, der ligner tankespind i dag. Fx anekdoten om filosofiprofessoren, der eksaminerer kandidaten i sit støvede studerekammer: "Den kakkelovn henne i hjørnet, findes den uden for kandidaten eller inden i kandidaten?" (Fra Torsten Thurén: "Tanke, sprog og virkelighed." Munksgaard, 1996, s. 13).

Mente kandidaten, at den var derovre, var han realist. Mente han, den var inde i hans eget hoved, var han idealist. Det er to klassiske filosofiske positioner. De er desværre ikke afklaret endnu i dag, så filosoffer diskuterer videre. Dertil er det heller ikke ganske klart, om ”realisme”, den ide at ting eksister i en objektiv verden uden for menneskers bevidsthed, er en ontologisk eller erkendelsesteoretisk position. Den virker jo ontologisk, fordi den siger at ”verden er derude” og består af ting, latin: res.

På anden side synes idealismen at være en erkendelsesteoretisk position, fordi den siger, at ideer, ånd og bevidsthed er det primære og bestemmende i verden. Det kan man så skændes lidt om. Idet vi husker på, at filosofisk er realisme således noget andet end ”Tag dog og vær lidt realistisk, mand!” og idealisme er noget andet end at have høje idealer. Det er jo, hvad de ord betyder i hverdagen.

Hvad angår erkendelsen, har forskere som perceptionspsykologer og neurobiologer for længst blandet sig, så der er håb om en empirisk baseret afklaring af de ting: Hvordan foregår det egentlig, når information fra sanserne behandles i hjernen og skaber viden om verden? Eller er det overhovedet sådan, det foregår?

(En nylig, meget spændende teori siger, at hjernen ikke venter på input, men konstant producerer forudsigelser om organismens energibehov. De justeres så af stimuli fra sanserne i et permanent prediction error loop, som organismen lærer og udvikler sig af. Se Hutchinson, J. B., & Barrett, L. F. (2019). The power of predictions: An emerging paradigm for psychological research. Current Directions in Psychological Science, 28(3), 280-291).

Er du biseksuel? Eller panseksuel?

Også erkendelsesteori som filosofisk brændpunkt er inden for det sidste halve århundrede rykket over i det humanistiske og samfundsmæssige felt. Her har man nemlig udfordret mange af de klassiske kategorier, som den intellektuelle traditions tænkere og forskere har forstået verden ud fra.

Kritikere af vestlig tænkning har påpeget, at vi længe har haft en tendens til at tro, at verdens fænomener falder i deres egne, naturlige kategorier, som vi ikke har nogen grund til at betvivle. Ligesom når min mor mente, at en neger da er en neger. Sådan vil et fireårigt barn også mene, at et æble da er et æble. Det kan umuligt hedde pære!

Et barn vil også mene, at regnbuen er derovre, og man kan finde den krukke med penge, der står for foden af den. ”Har din søn damp, eller har han ikke?” Ja, måske for 10-20 år siden, men så lavede psykiaterne kategorien om, og nu hedder den adhd, hvis ikke bare add. Så hvad har han?

”Er du homoseksuel? Eller er du biseksuel? Eller er du panseksuel?” Tjah, hvad skal et moderne menneske svare? Det er jo etiketter og ord det hele. Men vi har meget let ved at tro, at ordene klæber til tingene, og til hver ting svarer lige netop ét rigtigt ord. Vi synes, at vi kan spørge: ”Trives ungerne i klassen? Hvad er trivsel i skolen overhovedet? Er det noget andet end at være tilfreds med skolen? Og hvad med livskvalitet, hvad er det egentlig?”

Spørgsmål som disse forudsætter en simpel ontologi, ifølge hvilken verden er på en bestemt måde, og hvis vi undersøger det rigtigt grundigt, kan vi finde ud af det. Men ”trivsel” er jo bare et ord, og det er ”livskvalitet” også, og de ord er dukket op i sproget på diverse tidspunkter og er blevet brugt af forskellige mennesker i forskellige øjemed, og folk vil derfor have forskellige opfattelser af, hvad de står for. Vi kan også give os til at definere ordene seriøst og kaste statsmagten bag definitionen, fx kategorien ”dansk statsborger”. Trivsel er næppe noget i sig selv, derude, uafhængigt af vi mennesker, der taler om, hvordan folk har det. Og en dansk statsborger er heller ikke et naturfænomen.

Er virkeligheden naturligt opdelt i kategorier?

De kognitive lingvister George Lakoff og Mark Johnson siger i deres fremragende bog ”Philosophy in the Flesh”, at vi har arvet en oldgræsk forestilling om at ”Every thing is a kind of thing”. Der er naturlige slagser i verden, ligesom der ligger knive og gafler og skeer på familiens spisebord, og hver gang vi falder over noget i verden, vil vi gerne vide, hvad det er for en slags ting. Det lærte vi som børn, da vi havde umådelig glæde af at lægge gafler ned i skuffen til de andre gafler og skeer ned til skeerne.

Sådan tror vi også, at vi kan afgøre, at dét barn er i trivsel og dét barn er i mistrivsel. Frem for at indse, at det er ord og kategorier, vi benytter os af, og det kan vi legitimt gøre på forskellige måder – så længe vi kan snakke sammen og udrette det, vi gerne vil i samfundet.

Det er i moderne forstand erkendelsesteoretiske spørgsmål: Hvordan får vi viden om verden? Hvordan ved vi, om lille Viggo er i mistrivsel eller har adhd? Det kan være uhyre betydningsfuldt at få den rette diagnose, fordi den kan åbne op for behandlingsmuligheder, ligesom en dækkende diagnose for en kropslig sygdom bogstavelig talt kan betyde liv og død.

Nogle ting ligger mere fast end andre, de er mere ”værende”, som når lægen myndigt fastslår: ”Det er en lungebetændelse!" Andre ting skabes i højere grad i selve erkendelsesprocessen, som når den nyuddannede psykiater undersøger patienten og taler med sin supervisor og til sidst konkluderer forsigtigt: ”Testen viser du har borderline personlighedsforstyrrelse, og du vil få tilbudt et behandlingsforløb.”

Her viser både ontologien og epistemologien deres relevans, om end vi sjældent omtaler disse spørgsmål som sådan.