Wednesday, March 10, 2021

SDT og den psykologiske madpyramide

I gamle dage blev flæsk og mjød regnet for et godt måltid. Cirka dér er vi i dag, hvad vores psykologiske behov angår.

Efter mange års ernæringsstudier kunne man i 1900-tallet stille skarpt på de tre primære næringsstoffer: Proteiner, kulhydrater og fedtstof. Dem har alle mennesker brug for. De tre blev den første madpyramide bygget op omkring. Senere kom vitaminer og mineraler til. 

SDT's tre psykologiske behov er lige så fundamentale, men følger først 100 år senere. Hvis småbørn, skoleelever, studerende, medarbejdere, patienter, idrætsudøvere og alle andre mennesker får deres behov for samhørighed, autonomi og kompetence rimeligt opfyldt, vil de trives i sjælen - så basalt godt som en gennemsnitsdansker fik ordentlig næring for 100 år siden og begyndte at trives i legemet.

Der skal selvfølgelig mere end elementær behovsdækning til et godt liv i et retfærdigt og bæredygtigt samfund. I SDT kalder man resten trivselsforstærkere ("well-being enhancers"). Men vi kan starte med de lavthængende frugter. Med større opmærksomhed på autonomi, samhørighed og kompetence kommer man langt som småbørnsforældre, lærere, ledere, sundhedsprofessionelle, trænere og politikere.   

De tre behov udgør ikke en pyramide som Maslows, men de peger på essentielle næringsstoffer. De er gode at rette opmærksomheden mod, specielt hvis man har med den mest udsatte tiendedel af befolkningen at gøre. 

Her præges hjem, skole og arbejdsliv sandsynligvis af et betragteligt underskud på kontoen for autonomi (Kan man få lov til at leve sit eget liv? Kan man finde ud af sig selv?), kompetence (Dur man til noget? Er der passende udfordringer?) og samhørighed (Er der tryghed og kærlighed? Er der nogen der kan li' mig?).

Autonomi, kompetence og samhørighed er psykens proteiner, kulhydrater og fedstoffer. Helt grundlæggende. 

Tænk hvis vi om 100 år ser tilbage og spørger: Kunne de ikke engang finde ud af det? Som når vi i dag kigger tilbage på sømænd, der sejlede jorden rundt på brændevin, saltet flæsk og beskøjter og døde som fluer. Lige så systemisk uvidende er vi i dag. Kan vi ikke engang skabe et samfund, hvor der er autonomi, kompetence og samhørighed nok til alle? 

No comments:

Post a Comment