Vejen til velstand: Kapitalisme eller pengeskabelse?

Vi er så vant til at tænke, at velstanden i vesten skyldes kapitalismen og dens enestående drivkraft, den frie konkurrence.

Men hvordan forklarer man så den eksplosive velstandsstigning, vi har set i visse lande og perioder uden noget, der bare lignede kapitalisme - fx Nazityskland i 1930'erne, Japan efter 2. verdenskrig og Kina de sidste 30 år? Kan det skyldes, at der har været systematisk pengeskabelse i disse tre tilfælde - af et omfang, som vi ellers kun kender fra bankerne i de kapitalistiske samfund?

 For Nazityskland var jo et klassisk diktatur, Japan 1945-85 var et paternalistisk samfund med "karteller" (keiretsu) af leverandørkæder, og Kina 1990-2020 er en étpartistat. Umiddelbart har der ikke været megen frisk, liberal konkurrence i de lande, ingen usynlig hånd. Snarere en central jernnæve. Lad se nærmere på dem.

 Nazitysklands kreditdiktator

I Tyskland 1933-38 blev landets pengeskabelse styret med hård hånd af Hitlers "Kreditdiktator" Hjalmar Schacht, direktør for Reichsbank. Dels dirigerede han gennem personligt pres på bankledelserne deres kreditter i retning af moderne teknologier, våbenindustri, kemi, fusioner og effektiviseringer, som han nu skønnede var bedst. 

Og dels skabte han de såkaldte MEFO-veksler, hvormed industrier og entreprenørfirmaer, der leverede til staten og byggede infrastruktur, kunne få deres fakturaer omskabt til penge i bankerne (populært sagt). Hitler dæmoniserede jødernes finansregime og kapitalisme - ikke megen liberalisme dér.

Det japanske mirakel

En senere direktør for Bank of Japan (BoJ), Hisato Ichimada, var på studieophold hos Hjalmar Schacht i et par år i 30'erne (Werner, (2003, s. 57ff) og tog den stramme kreditstyring med hjem. BoJ dirigerede i et halv århundrede derefter de japanske banker til at investere i bestemte sektorer - dem vi kender Japan for i den periode: stål, skibe, biler og consumer electronics. 

Richard A. Werner har i "Princes of the Yen" (og film YouTube) afdækket denne nøjeregnende "window guidance", som skiftende centralbankdirektører gennemførte i kammeratlige samtaler med bankernes ledelser. Fri konkurrence mellem japanske virksomheder? Næh, for det var adgangen til kredit, der afgjorde hvilke keiretsu, der ekspanderede og hvilke der ikke gjorde. 

Kinas fænomenale vækst

Kina siden 1990 har haft årlige vækstrater på 8-9 %. Selv om det ikke vides særligt klart, hvordan det er sket, kan man med pengeskabelsesbriller gætte på, at det er partiet, der har dirigeret de regionale banker til at pumpe penge ud, som det kaldes, dvs. skabe kontopenge. 

At Kina har produceret og brugt mere cement i de tre år 2011-2013 år end USA gjorde i hele det 20. århundrede (kilde) skulle jo sige noget. Der har været gale investeringer, som fx de spøgelsesbyer med 10.000-vis af boliger, som middelklassen nu ejer som spekulationsobjekter, med kæmpe storcentre, der ligger øde hen. 

En halv milliard bønder er over perioden blevet inddraget i en moderne pengeøkonomi, og det kræver nye penge. Så pengeskabelsen har kineserne helt sikkert haft styr på. Uden massive pengeinjektioner kan man næppe holde sådanne vækstrater kørende i 30-40 år. 8-9 procents stigning om året svarer jo til københavnske ejerlejligheder - hvilket heller ikke muligt uden massiv pengeskabelse, dog hos os fra private aktører, banker, stillet til rådighed som lån eller kassekreditter.

Hvorfor er kredit så vigtig?

Alle økonomiske historikere erkender kredittens enorme rolle. Men er man barn af en lønmodtager, kan det virke mærkeligt. SKAL man virkelig låne penge for at lave en forretning? Nej, men det hjælper gevaldigt. Her er et eksempel. 

Tænk på de små keramikforretninger, der ligger i byens hyggelige kvarterer. Lad os sige vi har en skolelærer, der brænder ler i fritiden og udstiller det. Hun investerer en lille arv på 30.000 kr. til at leje det lille lokale for, og hun har åbent et par eftermiddage om ugen. 

Sammenlign med den keramiker, der får et iværksætterlån på 3 mio. kr., lejer et kæmpe lokale, ansætter en ekspedient, laver potter dag og nat og giver den gas.

Hvis begge forretninger starter med en årsomsætning, der svarer til investeringen, og de vokser med solide 15 % om året i 20 år, kommer skolelæreren op på en halv million årligt, hvilket er pænt, men stadig småt. Keramikeren med lånet kommer imidlertid op på 50 mio. kr. – måske det næste Royal Copenhagen. Kredit kickstarter økonomisk udvikling og trækker hele lande ud af fattigdom. 

Købmænd og banker skaber penge på papir

Tænk nu 300 og 700 år tilbage, til et Europa, hvor fyrster sidder på forsyningen af mønter og ikke gør det særlig godt. Der kommer ikke sølv og guld nok i omløb til yde de kreditter, som driftige håndværkere og handelsmænd kunne ønske sig. Der er permanent mangel på mønt, og man klarer sig på anden vis - eller den lokale økonomi stagnerer bare. Uden penge, ingen handel, ingen vækst. 

Men i Norditalien i 1300-tallet, i Holland i 1600-tallet og i England i 1700-tallet finder købmænd og bankfolk ud af, at de kan yde lån ved at skrive beløb på papir – veksler, værdipapirer, pengesedler, kontobøger. 

Beløbene sendes i omløb som kreditter og de udvider gennem årtierne pengemængden så betydeligt, at produktion, handel og forbrug øges kraftigt. Der skabes penge, og med flere penge kan flere projekter sættes i gang. 

Norditalienske købmænd og bankforretninger, bl.a. Medici-familien, betjente lokale erhvervsdrivende med veksler og tjente med under 100 ansatte i hele Europa så enorme formuer, at banken (og andre lignende) praktisk taget igangsatte og finansierede Renæssancen - kan man med rimelighed gætte på. 

Hollands søfart blev finansieret hvordan?

Holland var i 1600-tallet en lille nation med halvanden million indbyggere, der havde 16.000 handelsskibe i søen. Mange af skibene tilhørte det Nederlandske Ostindiske Kompagni, et virkelig gigantisk multinationalt selskab. Hvor fik det sine penge fra? 

Bl.a. fra den pengeskabelse, der fra 1600-tallets første år var sat i system i Amsterdamsche Wisselbank, den senere hollandske centralbank, hvor kreditskabelse ud af den blå luft drev værket (min påstand). Som resultat blev lille Holland verdens største sømagt i det århundrede - et faktum der sjældent forklares i historiebøgerne.

Næste pengeskabende institution er Londons guldsmede i slut-1600-tallet, hvor den engelske kapitalisme varmer op. Med Bank of England fra 1696 og checkudstedelse og effektiv clearing mellem Londons banker i løbet af 1700-tallet skabes der nye penge og pengemængden øges kraftigt i England, der bliver ny verdensmagt i 1800-tallet med manufakturer og East India Company og ”the empire where the sun never sets”. 

Venedig, Amsterdam og London som skiftende finanscentrer: Her skabes de penge, der driver de respektive nationers jævnt stigende velstand. Omkring verdenskrigene rykker verdens finanscentrum til Wall Street, og USA bliver powerhouse of the world, velstandsgigant, militær hegemon. Hvor kom kreditterne og pengene fra? Banker skabte dem. 

Den fri konkurrence som ideologisk fernis

Midt i denne 700 år lange udvikling og perfektionering af kontopengeskabelse skrev Adam Smith så om sit lille lokalsamfund, hvor bageren og slagteren og bryggeren laver brød og pølser og øl i deres egen interesse. Det er en ideologi, der passer en driftig klasse af forretningsmænd ganske fint. 

Den giver dem en vis progressivitet og poetisk frihedstrang og sætter dem i spidsen af den vældige oplysning og sekularisering, der præger 17-1800-tallet. Darwin og Spencer tilføjer et skær af videnskabelighed – den naturlige udvælgelse af de bedst egnede. ”De bedst egnede er os, de friske entreprenører og businessmen!” 

Men hvad nu hvis det i overvejende grad er en ideologisk fernis, der er strøget tyndt hen over de monetære realiteter: Syv små keramikere kan være så liberalistiske i hovedet, som de vil. Det er hende, der scorede det fede startlån, der kommer til tops. 

Vinder den økonomi, der kan skabe penge?

Måske var det det samfund, der havde handelshuse med kreditter og banker med kontobøger, som bogholderen skrev nye cifre ind i, der vandt over nabolandet, hvor man bestandigt måtte vente på den årlige vognsending nyslåede mønter fra Den Kongelige Mønt, før der kunne sættes forretninger i gang. 

Måske er det væsentlige i velstandsstigningen, at vi har en pengeskabende sektor med købmænd, handelshuse og banker, der havde kæmpet sig fri af de kongelige mønters spændetrøje og havde sat frembringelsen af papirsedler, værdipapirer og kontopenge i system, så der kunne skabes nye penge og ydes store kreditter til mobilisering af ressourcer, der eller ville ligge ubrugte hen.

Selvfølgelig skal der slækkes på lavets begrænsninger og liberaliseres og åbnes op. Og selvfølgelig er der konkurrence om kreditten: Hvem ser mest kreditværdig ud i långivers øjne? Og kan man ikke gøre sig lækrest for strøgkunderne i sin store butik, stryger de om i sidegaden. Så selvfølgelig.

Men immerhen: uden kreditter, ikke nær så stor vækst, og uden pengeskabelse, ingen ordentlige kreditter. Pengeskabelsen er en enorm kraft, og det er på tide den bliver inddraget i den økonomiske historie. 

Et forskningsprogram om samfundets pengeskabelse

Og det er, hvad jeg foreslår her. Jeg spurgte indledningsvist, om pengeskabelsen er vigtigere end den liberalistiske ideologi og den konkrete fri konkurrence. Det er naturligvis et empirisk spørgsmål, der bør besvares ved undersøgelse af kilderne. Jeg foreslår et finanshistorisk forskningsprogram, der erkender kontopengeskabelsen, både som banker og centralbanker har forestået den, og spørger åbent: Hvad var de kausale faktorer? Hvad har pengeskabelsen betydet historisk, ikke mindst for de sidste par århundreders velstandsstigning?

Det har økonomihistorikere vel addresseret? Nu har ledt jeg i videnskabelige fremstillinger i seks-syv år og pengeskabelsen nævnes næsten aldrig. Dårligt nok i det fembinds "Dansk pengehistorie 1700-2005" fra Nationalbanken. Ikke engang den bedagede brøkreserveteori (der primært var relevant i 1800-tallet) har jeg fundet anvendt af historikere, og slet ikke den  kreditskabelsesteori (Bank of England, 2014; Werner, 2005), der har været mere relevant i resten af perioden fra 1200 til i dag (jf. Ravn, 2019). (Men se en spire i den meget nylige forskningsartikel om vekslen, the bill of exchange, før renæssancen: "Your flexible friend", af Jim Bolton og Francesco Guidi-Bruscoli.)

Bemærk: Økonomi- og pengehistorikere kender fint til kredittens betydning, bl.a. Usher, De Roover, Braudel, Arrighi, Spufford, Davies og Ferguson. Men at kreditterne ofte skabtes mere eller mindre ab nihilo, udgjorde penge og dermed øgede pengemængden, til nytte for fremstillingsvirksomhed, søfart, handel og forbrug – det har de ikke meget at sige om. Sandsynligvis fordi de ikke har pengeskabelsen præsent i deres forståelse af økonomi og bankvæsen som en særlig betydningsfuld faktor.

Det er selvfølgeligt ikke et spørgsmål om, hvorvidt pengeskabelse eller fri konkurrence kan forklare det hele – men om hvilken vægt man skal tillægge disse to faktorer, og mange andre. Givet er det dog, at (konto)pengeskabelsens rolle er dramatisk fraværende hos økonomihistorikere. 

Denne uvidenhed har både betydning historisk-fortolkende, når vi skal analysere andre samfund og perioder, og betydning for vores håndtering af centralstyrede samfund som diktaturer og Kina og Japan i dag. 

Kapitalismens tvivlsomme velsignelser

Og videre: Hvis ikke velstand kommer af kapitalisme, men af disciplineret pengeskabelse og måske kreditstyring, hvorfor skal resten af verden så tvangsfodres med kapitalisme? Specielt nu hvor vi ser, hvad den uhæmmede inddragelse af menneskers og naturens ressourcer vha. kreditter og nye penge faktisk har betydet for naturgrundlaget og planetens overlevelse? 

Er kapitalismen ligefrem gået amok i de tilfælde, hvor vi ikke har forstået, endsige kunnet tæmme den bagvedliggende pengeskabelse – og bare har tilladt banker at låne penge ud fra egne profithensyn og ikke samfundets og befolkningens behov? Bankernes mange dårlige investeringer i våben og sort energi tyder på det. 

Prøv at overvej de sidste par århundreders velstandsudvikling uden den liberale eller ligefrem neoliberale ideologiske sovs, der forherliger individets kamp mod fælleskabet, på Ayn Randsk vis. 

Hvis systematisk og omfattende pengeskabelse er en samfundsmæssig kompetence, der kan udøves i demokratier, i diktaturer, i étpartistater, under statskapitalisme – så kan den måske også bringes til fornuftig anvendelse i et grønt samfundsfællesskab, i et humant ligevægtssamfund? Eller måske i enhver anden samfundsform, der passer bedre til de frembrydende økonomier? Så de ikke behøver efterligne vores klimadestruktive vej til velstand. Få pengeskabelsen under kontrol og styr kreditten de steder hen i samfundet, hvor de tjener befolkningen, ikke bankerne. 

Økonomihistorikere, inddrag pengeskabelsen

Mange af fortalerne for vor rige vestlige civilisation har svøbt sig i liberalismens klæder og besunget den frie konkurrence, der altid har syntes så nødvendig for velstanden. En koncentreret forskningsindsats kan ved historiske og komparative studier anslå, hvilken rolle privat og statslig pengeskabelse faktisk har spillet i de forskellige samfund. 

(Jeg har i en anden blogpost givet en række nedslag i den økonomiske historie, hvor en pengeskabelsesperspektiv kunne bringe nye indsigter. Læs her: Pengeskabelsen i 12 historiske episoder.)