MO-8 At integrere og subintegrere udfordringer. Et perspektiv på stress, traumer og psykisk lidelse

 

[Introduktion til et længere manuskript, forthcoming]

Hvordan skal vi forstå psykisk trivsel og psykisk lidelse? Der findes en almindelig forestilling om, at livet kan fungere for os, men af og til oplever vi dysfunktioner og sammenbrud, som om sindet går i stykker eller vores tanker farer vild og fortaber sig i blindgyder. 

Så taler vi fagligt om kemiske ubalancer i hjernen eller om kognitiv dysfunktion, som vi kan rette op på eller kompensere for, bl.a. med medicin og kognitiv adfærdsterapi. 

I denne tekst vil jeg fremhæve et lidt andet perspektiv, nemlig at menneskets psyke og hele organisme er kendetegnet ved en integrerende tendens, der bestandigt søger at skabe sammenhæng, konsistens og helhed i sindet og livet. I dette perspektiv er psykisk lidelse ikke så meget et spørgsmål om dysfunktion og sammenbrud, men om at den integrative tendens nu har et mere indskrænket rum at manifestere sig i og derfor fremtræder anderledes, måske mærkværdig (som psykisk lidelse ofte fremstår).

Et velkendt eksempel er alvorlig dissociation, fx den tilstand, der førhen på engelsk blev kaldt "multiple personality disorder". Voldsom incest kan foranledige en splintring af psyken, der i et dysfunktionsperspektiv ses som en tragisk og ubegribelig afvigelse fra det "normale", enhedsprægede selv. Alternativt, i lyset af et integrerende perspektiv, kan dannelsen af et eller flere ekstra "selv'er" være en måde, på hvilken barnet håndterer eller indkapsler de frygtelige erfaringer, sådan at i hvert fald en del af sindet kan overleve nogenlunde normalt. 

Som bekendt er dette blevet en gængs fortolkning af dissociation efter seksuelle overgreb. Det er blevet god latin at se det funktionelle og integrerende i at have flere forskellige personligheder. Kan personen ikke fungere med ét helt og harmonisk selv, kan det næstbedste være at prøve at danne et par stykker af dem. 

Jeg nævner dette som et letforståeligt eksempel på den integrative fortolkning. Det forulempede barn søger et konsistent selv som alle andre, men under de ekstremt udfordrende omstændigheder bliver det til noget lidt andet. Barnet formår kun at subintegrere, som jeg skal kalde det, dvs. integrere oplevelserne på reduceret og forvrænget vis, givet at personens handlingsrum og -repertoire er væsentligt indsnævret af den totalt overvældende udfordring, overgrebet.

Jeg skal foreslå at man kan forstå mange reaktioner på krævende eller livstruende udfordringer som subintegreringer, altså som udtryk for den psykologiske integrerende tendens, der i disse situationer må udfolde sig snævert begrænsede forhold. Hvor vi traditionelt ser sådanne reaktioner som udtryk for dysfunktion, afvigelse, fejl, kollaps e.l., vil jeg pege på den integrerende tendens, der ligger i svøb i enhver sådan situation, og dermed se reaktionen ikke som dysfunktionel, men som en subintegrering og dermed som et reelt forsøg på integrering.  

Jeg vil foreslå, at at diverse dysfunktioner af biologisk og social art også kan forstås som subintegreringer, bl.a. feber og kræft (begge er tegn på, at organismen forsøger at håndtere store udfordringer) og "negativ adfærd" blandt udadreagerende unge og kriminelle (der forsøger at skabe sig lidt respekt og fællesskab, om end på uheldige måder). 

Udfordringer er et nøglebegreb. Jeg vil fortolke alle en persons interaktioner med omverdenen og andre mennesker ud fra den vinkel, at de stiller personen over for udfordringer. De kan være trivielle, optimale eller overvældende. At tacke en udfordring vil jeg kalde at forsøge at integrere den, og når det ikke lykkes så godt, kan vi kalde det for subintegrering, som nævnt.

Store eller hyppige udfordringer belaster eller stresser en person. Stressorer fremkalder den velkendte stressrespons, hvor kortisol, adrenalin og andre stresshormoner sætter personen i alarmberedskab. Traumer er resultatet af endnu værre belastninger, overvældende eller livstruende. 

Kroppen og sindet kæmper med at klare sig gennem belastningerne, dvs. forsøger at subintegrere de alt for store udfordringer. Som en del af denne subintegrering kan alarmberedskabet "overlæres" og sætte sig i kroppen. Herfra kan det evt. som PTSD, men også som generaliseret angst osv., plage personen i årtier.

Vi skal se, hvordan forskningen i det seneste årti eller to har bevæget sig i retning af at forstå mangfoldige psykiske lidelser som udtryk for udvikling tidligere i livet gennem alt for store udfordringer fra forældre og nærmiljø, men også fra krig, naturkatastrofer osv.  

Undervejs vil jeg nævne en række interessante teorier og forskningsresultater fra de seneste 10-20 år. Det er bl.a. allostase (kroppens energibudgettering), en statistisk identificeret p-faktor, der synes at ligge bag megen psykopatologi (og som kan være udtryk for sårbarhed og belastninger), forskningen i transdiagnostiske faktorer, der formodes at ligge hinsides eller bag virvaret af psykiatriske diagnoser, problemet om komorbiditet (samsygelighed), der tyder på rod i det psykiatriske diagnosesystem, og endelig forskningen i emotionel dysregulering som en mulig transdiagnostisk faktor (altså: det ikke at kunne håndtere sine følelser er statistisk forbundet med psykisk lidelse). 

Den nævnte mulige årsagskæde fra overbelastning tidligt i livet til stress til traumer til psykopatologi er velbeskrevet i forskningslitteraturen. Den tilsvarende positive kæde, frem mod psykisk trivsel, er knap så velbeskrevet. Jeg vil tage udgangspunkt selvbestemmelsesteorien (Self-Determination Theory, SDT) og dens påpegning af tre psykologiske behov, der er altafgørende som trivsel og mental sundhed: oplevelsen af autonomi, kompetence og samhørighed.

Udfordringer, som jeg vil behandle dem her, er hændelser, det imødekommer behovene eller ikke gør det. Trivielle udfordringer, som at finde den lille rest ost bagest i køleskabet til madpakken, registreres knap nok behovspsykologisk. Men det gør optimale udfordringer, og de medfører udvikling, som når det lykkes den 13-årige jæger at nedlægge sit første hjortekid. Overvældende udfordringer frustrerer eller modarbejder behovet for fx samhørighed, som når overlevende fra en tsunami finder deres druknede naboer i gaderne. 

SDT beskriver, hvordan de normer og værdier, som en kulturel kontekst rummer, enten introjiceres i den enkelte (når de presses ind, og skyld og skam opstår i et fragmenteret eller kontrolleret selv) eller integreres i personen (som når de optages tvangfrit og i god overensstemmelse med personens dybere interesser og værdier). Dette potentiale for vellykket internalisering er udtryk for den nævnte integrerende tendens, som den anerkendte forsker i interpersonel neurobiologi Daniel F. Siegel også plæderer for. 

Siegels og SDT's forskning i selvets udvikling og integrering kombinerer jeg med biologiske overvejelser, bl.a. fra den organismiske tradition i biologien, hvor bl.a. Paul Weiss og Mae-Wan Ho har påvist dét, jeg skal kalde en holotropisk (helhedsorienteret) tendens i levende organismer: "Life is the irrepressible tendency to wholeness", som Ho formulerer det. 

Ud fra både psykologisk og biologisk forskning foreslår jeg således det nævnte princip om subintegrering, som jeg tror kan give et mere håbefuldt og konstruktivt blik for mange af de "negative" "dysfunktioner", vi ellers foranlediges til at udskille eller undertrykke som ubrugelige eller uværdige. 

Alt liv søger integration og helhed, men hvor vilkårene er skrappe, kan det give sig de besynderligste udtryk. Lærer vi at forstå patologier som udtryk for organismens og personens stræben efter at internalisere og lære af de overvældende udfordringer, de kan have været udsat for tidligere i livet, kan vi forhåbentligt inspireres til at udvikle samfundsinstitutioner og relationer, der leverer optimale udfordringer - især i den tidlige barndoms så væsentlige år.