Regenerativ psykiatri

"Regenerativ psykiatri" kan betegne en psykiatri, der er opmærksom på de belastninger, psyken kan udsættes for gennem livet og hvis effekter ophobes i en grad, så en yderst aktiv indsats, en regenerativ indsats, er påkrævet - for at lindre og helbrede psykisk lidelse.

En regenerativ psykiatri vil nok pege nogenlunde samme sted hen som den traume-informerede tilgang, Power Threat Meaning rammeværket, Trieste-modellen og beslægtede tilgange, der - ulig megen etableret psykiatri - inddrager de belastninger, stressorer og traumatiseringer, der er en del af enhver patients historie og sociale kontekst. 

Facilitering i lyset af selvbestemmelsesteorien

Facilitering kan ud fra SDT forstås som dækning af en forsamlet gruppe menneskers psykologiske behov for autonomi, kompetence og samhørighed. Når facilitering lykkes, er det altså fordi facilitator skaber rammer, hvor deltagerne sætter sig i førersædet og udretter noget vigtigt sammen. 

Facilitering er overvejende en praktisk disciplin, der er udviklet af praktikere. Den er ikke født med nogen omfattende teori bag sig, der kan forklare hvorfor det fungerer at facilitere (når det gør det) eller hvordan man faciliterer godt eller hensigtsmæssigt. Man kan facilitere med forskellige vinklinger – systemisk, anerkendende, narrativt, socialkonstruktionistisk osv. – og det er alt sammen udmærket.

 Lad os her se på facilitering med briller fra selvbestemmelsesteorien (Self-Determination Theory, SDT, Ryan & Deci; 2017), som jeg netop har skrevet en bog om (Ravn, 2021). 

En syvende miniteori i SDT på vej

"Self as process" er arbejdstitlen på den næste miniteori i Self-Determination Theory, SDT. Det fortalte den ene af SDT's grundlæggere Richard M. Ryan på den årlige konference i European Network for Positive Psychology, der netop er blevet afholdt i Reykjavik. 

Ryan var keynotespeaker og fortalte med tydelig begejstring i en kort samtale med Nanna Paarup, Mette Ledertoug og mig bagefter, at han og andre i SDT arbejder på den nye miniteori. Det er arbejde, der er pågået i årevis (se fx Deci og Ryan, 1991, stadig fremragende, og Ryan, 1991), men som nu åbenbart udkrystalliseres i en decideret miniteori. Det er en glædelig og uhyre spændende udvikling, synes jeg.

VidenskabsTEori hos kejseren af Kina

Hvad er det nu, falsifikation er? Og verifikation? Hvad er forskellen på induktion og deduktion? Hvad er observationer, empiri, hypoteser og teori? Og hvad er den hypotetisk-deduktive metode? 

Det er begreber fra videnskabsteori, der kan være svære at huske. Så her forklarer jeg dem ved hjælp af en leg, mange kender: "Til te hos kejseren af Kina". Den hedder også "Jeg slap over grænsen fordi..." Legen minder om forskning, fordi deltagerne skal findet den regel eller teori, der får dem med til te hos kejseren. 

Lad os sige, at jeg ER den, dvs. jeg har fastsat reglen eller teorien. Anna og Ben skal gætte den. Jeg kaster den første observation på bordet, "Jeg kommer til te hos kejseren, fordi jeg har en appelsin med." Hvad er reglen, der får de to andre med?

Selvbestemmelsesteoriens videnskabsteoretiske ståsted

 

Hvad kan man sige om selvbestemmelsesteorien, videnskabsteoretisk betragtet? Det er et spørgsmål, der regnes for særdeles vigtigt på (danske) videregående uddannelser, men som typisk ikke optager udøvende forskere meget. De forsker bare, som de er vant til. Således også SDT-forskerne. Dertil kommer så, at SDT ikke restløst kan placeres i én enkelt videnskabsteoretisk kategori (Er SDT fænomenologisk? Er SDT socialkonstruktionistisk?).

Lad mig prøve at se SDT i lyset af en håndfuld relevante videnskabsteoretiske skoler. Det gør jeg i to tempi. Først metodologisk (= metodemæssigt) eller erkendelsesteoretisk, dvs, hvordan indhenter man viden om verden i SDT. Dernæst ontologisk, altså hvad mener man i SDT verden består af, bl.a.: Hvad er mennesket for en størrelse?