Monday, April 24, 2006

Otte opråb om forskning

1. Det er ikke primært flere
forskningsmidler, vi har brug for
Alle forskere ønsker flere penge til forskningen. Men det er ikke mængden af forskningsmidler, det kommer an på, men hvad de bruges til. Mere af det samme fører os ingen nye steder hen. Vi kan få langt mere samfundsmæssigt udbytte af forskningen ved at forskerne ændrer karakteren af deres forskning - som jeg hævder i min bog "Forskning i sammenhænge" (Multivers, 2006).

2. Forskningsmidlerne går til
territorieudvidelser og jobtryghed
Universitetsrektorer og forskningsrådsformænd har med glæde konstateret, at regeringen siden ca. 2003 har bekendt sin tro på, at forskning fører til vækst og velfærd. Den ide kan de bruge til at skaffe midler til deres ansatte og kolleger, hvilket snævert betragtet jo er sympatisk nok. Enhver god arbejdsgiver sørger for sine folk. Professions- og arbejdspladsinteresser kan nu legitimeres med henvisning til almenvellet: Vi skal have flere penge, for vi forsker for vækst og velfærd.

3. Ingen tør sætte forskningens indhold til debat
Det kan jo kun forskerne afgøre, underforstås det. Det er lukket land for offentligheden. Forkert, siger jeg. Man kan glimrende have en offentlig debat med forskerne om forskningens indre retning.

Skal den f.eks. handle om personlig meritering eller bidrag til samfundet? Skal den fortsat være en pubertær kamp for løsrivelse, fri erkendelse, kritik og magtproblematisering, eller skal den yde et konstruktivt bidrag til udvikling af det splittede postmoderne liv og det retningsløse forbrugersamfund? Hvilke forskningsprogrammer bærer i den ene retning og hvilke i den anden?

Det skal forskerne selvfølgelig stå til ansvar for offentligt, og derfor kritiserer jeg i min bog mainstream forskningsprogrammer i kvantefysik, kemi, biologi, medicin, sociologi, økonomi og retsvidenskab.

4. Forskningsfriheden skamrides
Forskere beskytter sig af og til mod samfundets ”indblanding” i deres forskning ved at påberåbe sig forskningsfriheden. Men ideen med forskningsfrihed var at forskerne skulle kunne forholde sig kritisk til stat, kirke og kapitalmagt og derved bidrage til oplysning og civilisatorisk fremskridt.

Den frihed har de for længst opnået, hvis man sammenligner med for 200 år siden. I dag er det sådan, at forskerne bruger forskningsfriheden som en beskyttelse af deres arbejdslivskvalitet; den hævdes som en personlig rettighed til at forske i, hvad der passer mig, uanset om det kun tjener mine egne snævre karriereinteresserer eller rækker ud af akademia og tjener til samfundets udvikling.

5. At spænde forskningen for
vækst og velfærd er en dårlig ide
a. For det første er det uklart, om ret megen forskning overhovedet kan føre til vækst, endsige har gjort det førhen. Prof. emr. Torben Agersnap fra CBS siger fx, at det er de små virksomheder, der altid har skabt vækst hos os, og her er sædvanlig frontforskning ikke specielt relevant.

b. For det andet: Er det egentlig økonomisk vækst, vi har brug for i Danmark? Nej, langt de fleste af os har garagen fyldt med dyrt ragelse, vi ikke bruger. Vi har brug for klogere og mindre forbrug, bæredygtig produktion, social omfordeling og international solidaritet. Angsten for at blive hægtet af globaliseringen er overdrevet – vi har masser at bidrage med i Danmark.

c. For det tredje: forskere er netop folk, for hvem penge og materielt forbrug betyder meget lidt. Forskerlivet er disciplineret og spartansk. Man får aldrig forskerne med på den vogn. De tror på ideer. Man taler derfor langt mere effektivt til deres samfundssind ved at anslå en idealisme: fx den, at deres forskning skal gøre en forskel i samfundet og bidrage til kvalitativ udvikling og sammenhængskraft. Det vil især den yngre generation uhyre gerne være med til, og specielt de kritiske humanister og samfundsforskere, der lige nu er hægtet af regeringens indsats om forskning til glæde for erhvervslivet.

6. Videnskabernes kamp for fri erkendelse
skal afløses af en kamp for sammenhæng i liv og samfund
For 2-300 år siden sloges videnskabsmænd med rette for fri erkendelse, oplysning og løsrivelse fra konge, kirke og overtro. Et berettiget pubertetsoprør. I løbet af 1900-tallet opnåede forskningen så den frihed og status i samfundet, som man havde higet efter i 1700-tallet.

Forskning blev big business, men forskerne tror stadig det handler om fri erkendelse og retten til at lave, hvad pokker det passer dem. Samfundet styres ikke længere af konge og kirke, men er blevet en post-modernistisk malstrøm af trends og fragmenter, der truer med at rive samfundet i småstykker. Her er forskningens pubertære kamp for fri erkendelse malplaceret, ikke mindst fordi forskere tror den er eviggyldig og nærmest forskningens natur.

Men kampen handler i dag om at få alle fragmenterne stykket sammen til en helhed, både alle de vidensfragmenter, som 200 års reduktiv og atomistisk forskning har frembragt, og de stumper, der hvirvler rundt i det sekulariserede, pluralistiske liv og samfund.

Hvordan otte videnskaber helt konkret kan bidrage til den opgave handler min bog om: hvad er det man skal forske i og hvordan præcist? Hvilke forskningsprogrammer, hvilke teorier, hvilke metoder kunne man bruge i kemi og biologi, medicin, sociologi og økonomi, så man som forsker kan komme til at gøre en positiv forskel i samfundet – i stedet for blot at producere tidsskriftartikler til bibliotekshylden, som ingen læser, men som luner på publikationslisten den dag professoratet skal søges.

7. Forsøget på at lokke de unge
til videnskaberne er ren kosmetik
Man prøver at forbedre videnskabernes image, ikke deres indhold. For de unge lugter rigtigt nok: kemi er noget nørderi, fysik er formelrytteri, medicin er anatomi-terperi og alt for lidt om mennesker, jura er formalistisk røvflid, sociologi er intellektuelle luftkasteller, økonomi er en matematisk sandkasse for drengerøve, biologi er genetisk reduktionisme.

Som Jesper Hoffmeyer har sagt: Naturvidenskaberne har bestræbt sig på at fremstille naturen som dum, mekanisk og livløs, og hvem gider bruge sin gyldne ungdom på så dum en størrelse?

Humaniora og samfundsvidenskaberne har ikke kunnet slå deres studieobjekt ganske ihjel (det er jo mennesket), men de har så isoleret forskningen i småbitte kasser og gravet specialisthullerne så dybe, at man aldrig kommer op igen.

Hvem gider tilbringe sin ungdom i et kosteskab på KUA for at blive ph.d., når man kan se frem til 35 år som lektor i en munkecelle med kolleger i cellen ved siden af, som man ikke taler med, fordi de forsker i franske verber i middelalderen og man selv forsker i italienske forholdsord i renæssancen?

8. Forskerne skal ikke statsstyres, men selv nå til besindelse
Regeringen kan slappe af, hvis forskerne selv retter begynder at orientere sig mod det samfund, der har brug for dem. Det er bedre end statsstyring. Vi har brug for en reorientering i forskerkredse om, hvad forskning handler om. Det kræver et opgør med megen forskningsfundamentalisme, bl.a. objektivitet, værdifrihed, materialisme, fysikmisundelse, reduktionisme, metodeformalisme osv.

Men det er den slags opgør, forskerne er vant til og nemt selv kan klare – hvis der er nok forskere i de nye generationer, der vil det. Personligt vil jeg langt hellere bidrage til et sådant mentalt skift end at regeringen skal svinge stok og gulerod.

Ikke at jeg ikke forstår videnskabsministeren i hans forsøg på at få forskerne til at bidrage, men det var langt bedre om det kom indefra. Dét kræver debat om de indre linjer i videnskaberne, og det er det, min bog tager fat på.

1 comment:

Phuong thuy trang said...

thanks so much for the shout out, joanna! your place looks just stunning!! xo cách cá cược trên mạng