Hvordan forskning kan kvalificere praksis

Kommentar trykt i Information 4.5.06

I sidste uge forsvarede to kommentatorer samfundsforskningen mod min anklage (18.4) om, at den primært beskriver problemer og ikke bidrager nok til løsningen af dem.

Søren Gytz Olesen (24.4) mener nøjsomt, at det er tilstrækkeligt med empirisk og praksisbeskrivende forskning. Og hvad er i øvrigt mit forskningsbegreb?

Tao Kongsbak (28.4) foretrækker at borgerne selv gennemfører sociale eksperimenter. Fint, men samfundsforskere kan kvalificere dem betydeligt. Hvordan?

Lad mig besvare begge spørgsmål med et eksempel fra vores forskning på Learning Lab Denmark ved Danmarks Pædagogiske Universitet.

For et par år blev vi kontaktet af en række fremsynede ledere af mødesteder (hoteller og konferencecentre). De var bekymrede over kvaliteten af de konferencer, som de lever af at leje lokaler ud til: Endeløse PowerPoint-præsentationer, belærende envejskommunikation og passive deltagere. De efterspurgte mere ”lærende møder”.

Her kunne vi have sat et traditionelt forskningsprojekt i gang. Problemet må beskrives indgående! Spørgeskemaer ud til 1000 konferencedeltagere, 50 dybdegående interview, iagttage 40 konferencer. Efter to års forskning ville resultatet f.eks. blive: 78% af alle praktikere på feltet oplever, at den traditionelle konferenceform er et stort problem.

Ville det have rykket noget? Næh. Det vidste mødestederne godt i forvejen.

I stedet startede vi med et kritisk blik på de antagelser, der ligger bag praksis. Det var ikke svært: Tankpasserpædagogikken. Foredrag er den naturlige måde at overføre viden på.
Men som enhver lærer ved, har den model sine begrænsninger.

Vi udviklede derfor en alternativt teori: konferencer bør være fora for gensidig inspiration og menneskelig ”samblomstring” – Aristoteles’ eudaimoni, menneskelig opblomstring, tilsat humanistisk menneskesyn og læringsteori.

Hvis konferencer skal skabe menneskelig samblomstring, hvordan skal de så se ud? Vi formulerede fire designprincipper:

1. Oplæg skal være koncise
2. Deltagerne skal engageres i aktiv fortolkning af oplæggene
3. Deltagerne skal på med de ting de brænder for, og
4. De skal hjælpes til at videndele med de andre deltagere.

Facilitatorerne i vores gruppe havde en del ideer til, hvordan man konkret kan skabe disse betingelser for læring. Det var vores hypoteser: Hvis vi bruger læringsteknik A, skaber vi læring B.

Vi formulerede et projekt i samarbejde med fire mødesteder og en af deres store erhvervskunder: ”Det lærende møde”. Finansiering fik vi fra partnerne og Økonomi- og Erhvervsministeriet. 30 konferencer hos partnerne blev identificeret. Det var vores eksperimenter, hvor hypoteserne skulle afprøves.

Sammen ændrede vi på konferencerne, så deltagerne blev inddraget og aktiveret. En forsker evaluerede effekten: Oplevede deltagerne, at de fik større udbytte?

Vi er p.t. ved at behandle resultaterne til videnskabelig publikation. De peger på, at man med enkle midler kan gøre konferencer mere udbytterige og dermed lærende. De fleste af de 17 læringsteknikker, vi afprøvede, blevet modtaget godt, men nogle gjorde ikke. Sammen med partnerne blev vi en del klogere, og flere af dem har siden sat lærende møder meget højere på deres interne dagsorden.

Vi har undervejs afholdt ni halv- og heldags workshops og orienteringsmøder for interesserede i branchen og for vores partneres personale, som vi har trænet i mødefacilitering og læringsteknikker. Vi har formidlet resultaterne i en bog, Steen Elsborg og Ib Ravn: Lærende møder og konferencer i praksis (People’s Press, 89 s.).

I en lille niche, som vi har forstand på, nemlig konferencen som læringsrum, er vi som samfundsforskere gået ind og har forsøgt at kvalificere praksis i et tæt samarbejde med feltets udøvere. Vi har været kritiske, formuleret teori, opstillet eksperimenter, afprøvet hypoteser, evalueret, generaliseret, formidlet og forbedret praksis så godt vi evnede.

Andre forskere kan eksperimentere med andre teorier. På Learning Lab Denmark er ph.d.-stipendiat Nicoline Jacoby Petersen på vej med en dramaturgisk tilgang. Den skal fremme deltagernes læring gennem skærpelse af deres opmærksomhed. Sådan kan vi alle blive klogere, ved at forskere smider deres forskellige bud på bordet, ud fra forskellige opfattelser af problemets kerne.

Forskning som denne, der gennem teoretisk forståelse og systematiske eksperimenter vil udrette noget i praksis, er ikke unik. Mange har gjort det; aktionsforskningen er et klassisk eksempel. Det er ikke problemfrit overhovedet. Dilemmaer om magt, interesser, finansiering og etik er der nok af.

Men de spørgsmål er forskere vant til at tackle; det er der ikke noget nyt i. Og det skal ikke afholde os fra at prøve at skabe nytte og glæde i samfundet qua samfundsforskere.

Ib Ravn er lektor ved Learning Lab Denmark på Danmarks Pædagogiske Universitet. Han har netop udgivet Forskning i sammenhænge (Multivers).