Saturday, April 28, 2007

Web 2.0, samvær 0.1

Livet på nettet stormer frem, men vores øvrige samværsformer står i stampe. Social innovation, hallo?

Denne tekst blev i forkortet version trykt som debatindlæg i Politiken 25.2.07 under titlen "Forstenende samværsformer i 2007"

Web 2.0 er det sociale web, som tryller os sammen inde i computerskærmen på stadig flere måder: vi kan maile, diskutere, hente information, gå i banken, købe ind, lege, flirte og meget mere. Vi kan leve et spændende virtuelt liv tæt på folk, vi ikke er fysisk sammen med.

Som fx i Second Life, det globale teenageværelse Myspace.com, videodelingsstedet Youtube.com, poker på nettet, rollespil med tusindvis af spillere på nettet samtidig osv.

Men når vi ikke er på nettet, er der intet nyt i vores samvær. Både i fritiden og på arbejde foregår tingene stort set som de plejer. Møder, konferencer, generalforsamlinger, receptioner, fester, middagsselskaber og aften efter aften foran fjernsynet. Dér er der ikke sket nogen speciel udvikling.

Det er tankevækkende, at mens næsten alt kontorarbejde er blevet omlagt til skærmarbejde over de sidste 20 år og vores liv på nettet er eksploderet inden for de sidste 5-10 år, har vi oplevet meget lidt innovation i mødet mellem mennesker, ansigt til ansigt. Her vrimler det med halvdøde samværsformer.

Scene: Afdelingsmøde på kontoret. Kaffe og måske morgenbrød. Det er okay hyggeligt, men arbejdet hober sig op på skrivebordet, så hvorfor sidder vi her? Så rømmer lederen sig og afleverer otte informationspunkter. Højst tre af dem ryger ind på lystavlen. Bagefter er der ”Bordet rundt”, med nyt fra hver medarbejder siden sidst. Den afsatte time slæber sig af sted.

Scene: Reception ude i byen. Vin og fingermad. De fleste er helst fri for at være der, fordi smalltalk med fremmede er svært og tåbeligt. Tager man derhen sammen med en kollega, for dog ikke at være helt alene, kan man stå og blomstre med hende i en time og gå igen. Alle de andre står også og snakker i 2-3-personers klynger. Hvordan skal man komme til at tale med dem? Gider de snakke med mig? Er de overhovedet interessante? Og falder man så omsider i snak med en fremmed, hvordan slipper man så af med vedkommende igen? Det er umuligt! Aaaargh!

Scene: Konference arrangeret af ministeriet. Fire talere om formiddagen. Til frokost sidder man sammen med sin medbragte kollega. Gad vide om der er nogle spændende mennesker her? Aner det ikke, hvordan skulle man komme i kontakt med dem? Mere passiv lytning til oplæg om eftermiddagen. Deltagerne siver lige så stille ud, ømme bagi og trætte i hovedet. Konferencer har ikke forandret sig i årtier.

Scene: Møde i gruppen eller teamet. Igen indkaldt med en sølle dagsorden. Mødet bliver ikke styret – ”for vi klarer det jo sammen”. Hvorfor sidder vi her egentlig? Hvilke ting skal vi nå? Diskussionen ryger ud af diverse tangenter, indtil en kollega bliver irriteret nok til trække den på ret kurs igen. Mødet tager dobbelt så lang tid som det burde – og det har det altid gjort. Vi mener alle at vide hvad der skal til, nemlig ”rigtig” mødeledelse med dagsorden, indkaldelse, ordstyrer, talerliste, referent og hele pibetøjet. Det er bare så kedeligt og småbureaukratisk, at vi stiltiende dropper det og hutler os igennem som sædvanlig.

Scene: Generalforsamling i grundejerforeningen, fagforeningen, idrætsklubben. Dagsordenen er alt for lang. Den sædvanlige regelrytter bliver ordstyrer. Alt for lang formandsberetning. Mikroskopiske vedtægtsændringer. De samme diskussioner hvert år. Er det et flashback til 1963?

Scene: Dansegulvet til firmafesten. Der spilles rytmisk musik, og en flok kolleger ”danser”. Det vil sige, man hopper og vrider sig i nogenlunde øjenkontakt med partneren, uden at røre. Efter at unge i 1960’erne gjorde oprør mod den stive pardans, har denne frie du-og-jeg-alene-dans været normen, det man starter med. Vælger et par derefter kropskontakt, er der ikke mange kulturelt givne muligheder for ikke-specialisten: man holder partneren mere eller mindre tæt og bevæger fødderne i den samme monotone rokken frem og tilbage, eller herren leverer et par friske stød med armene, så damen drejer sig lidt rundt om ham. Hopla, vi lever. Sådan har dans set ud i midterdanmark i 30 år.

Scene: Den store middag. 30 eller flere til bords, efter vielse, udflugt eller konference. Med bordplan får man en bordherre eller borddame man ikke kender, og det er okay i starten, måske en time eller to. Men så er samtaleemnerne ved at være udtømt. Middagen bliver dog ved, med mange retter og taler. Ved sølvbryllupsmiddagen fra helvede har man den berusede onkel Karl på den ene side og den umælende niece med nitter i kinden på den anden side, og sådan er det hele vejen rundt, til hen mod midnat, før det er tid at strække ben, dvs. flygte over i gamle venners selskab.

Scene: Fest med venner og familie. Rikke holder 35-års fødselsdag, og lige når man kommer ind ser det vældig festligt ud. Men danske fester er maraton-sessioner i multigruppesidning: dérovre sidder Rikkes gymnasievenner, her sidder mødregruppen, derovre hendes håndboldvenner, her dem fra opgangen, dér familien og svigerfamilien, dér kærestens venner. Muntre håndfulde bekræfter deres nære venskaber, mens de stort set ignorerer hinanden. Det er Rikke lidt ærgerlig over, men der er jo ikke noget hun kan gøre ved det, vel?

Scene: Almindelig aften derhjemme. Vi ser fjernsyn ”sammen”. Det har vi gjort i snart 50 år. Et stadigt vildere og mere ophidsende tv-univers hamrer gennem vores passive legemer, og vi sidder stadigvæk der i sofaen.

Det er ikke svært at erkende, at vores samværsformer på arbejdet og i fritiden har rykket sig meget lidt i mange år. Det er selvfølgelig ikke computerens eller nettets skyld. Men det er påfaldende, at med de betydelige forandringer, samfundet har været igennem de sidste 30 år, ikke mindst af elektronisk art, er der næsten intet sket på fronten for møder, selskabelighed og andet samvær.

Jo, noget er der sket, interessante undtagelser hist og her. Gruppe- og projektarbejdet er måske den største. På RUC i 1970’erne og i erhvervslivet 10-20 år senere er projektformen slået massivt igennem, i undervisning, administration og udvikling. En ægte social innovation med gennemgribende konsekvenser for organisering og arbejdsliv.

Netværksbegrebet har vokset sig stort inden for de sidste 10-15 år. Professionelle mødes i netværksgrupper, og man opfordres til at netværke, et ord der ikke længere skal i gåseøjne. Netdating er nyt og stort. Kontakt via nettet, og derefter mødes fysisk – med håb om langvarige, virkelige relationer, til forskel fra Myspace.com og Second Life, hvor der ikke er nogen intention om fysisk samvær.

Cafe-livet er braget igennem i Danmark siden 1980’erne. Polterabend med udklædning og ekstreme oplevelser. Halloween og Valentins dag, ivrigt bistået af legetøjsindustrien og blomsterhandlerne. Salsa-instruktøren der kommer ud en time til firmafesten. Rollespil i skoven for drenge udstyret med drabelige skumgummivåben. Unges liv i byen, fra diskoteket i 1970’erne til raveparties og vandpibehygge i dag.

Men dét er småting, de synlige undtagelser fra mainstreamkulturen, dvs. alle os i midten af Danmark med de store rugbrødsbegivenheder, møderne på arbejdspladsen, festerne, fjernsynssamværet. Her råder traditionen. Ikke fordi vi vil det, men fordi vi aldrig har tænkt på at gøre det anderledes. Som samfund har vi brugt vores udviklingsenergi på andre ting, bl.a. it-revolutionen, nettet og webbet.

Man kan indvende: Skal der partout opfindes nyt i vores hyggelige samværsformer? Nej skam, ikke dér, hvor man er glad for dem. Den gamle jul, oh, lad den stå. Traditioner er super, ikke mindst for børn og gamle, som har rigeligt nyt at forholde sig til allerede. Men hvor det traditionelle er svært dysfunktionelt, kan man godt overveje at eksperimentere.

Er de faktisk så dårlige, de generalforsamlinger og receptioner og middagsselskaber? Nej, måske kun hver tredje gang; resten går fint. Vi går jo til mange dejlige fester og produktive møder og inspirerende konferencer, jo da. Og når det ikke er så spændende, sidder vi bare en time og venter på, at der sker noget, at nogen taler til os eller byder os op eller siger noget interessant

Socialt stiller vi os tilfreds med lidt. Der skal rigtig meget til, før vi udvandrer af kedsomhed.
Vi har ingen tradition for at sige: Nu tager vi lige fat her og prøver at forbedre tingene. Andre steder kender vi sådan en tilgang som produktudvikling og innovation. Men i det nære rum med de 10-100 personer findes der meget lidt social innovation, hverken på arbejdet eller i fritiden

Der sker ingen systematisk kvalificering eller sikring af gode resultater; nydannelser kommer snigende uden at vi opdager det. Vi overvejer sjældent at styre samværet i retning af et konstant godt udbytte; energi, fremdrift, handlingsvilje, inspiration, livsglæde, sjov – hvad der nu passer til begivenheden.

Når der sker noget nyt på dette bløde område, er det næsten usynligt. I Gerlev Legepark har man gravet gamle idrætslege frem og arrangerer kurser og udflugter, så vi alle kan lege mere og have det sjovt sammen, ansigt til ansigt, krop med krop. En fantastisk indsats her i computerspillenes tidsalder.

Men er det Gerlev Legepark, der er blevet solgt til opskalering og global udbredelse for 25 mia. kr.? Nej, det er Skype, så vi kan snakke i telefon over nettet. Der er ingen penge i leg og intenst samvær, så længe ingen ser det og ingen efterspørger nyskabelser.

Vi erindrer hvordan forsamlingshuset og vælgermødet sygnede hen, da fjernsynet tog over midt i sidste århundrede. Hvilke andre store samværsformer vil dø hen, fordi vi tror at de bagvedliggende behov kan dækkes bedre på nettet?

Drenges leg er allerede i vid udstrækning flyttet ind foran computerskærmen, fordi det er svært at få lige så meget knald på en bunke visne blade i haven, som bilræs og zapguns giver på skærmen.

Hvilke ting kommer vi ligeså langsomt til at gøre mindre af ude i virkeligheden, når vi kan finde venner på Myspace.com uden at skulle rødme og snuble over ordene, eller når vi kan knipse med fingrene og skabe os et bedre liv med et mere perfekt mig på Second Life?

Snart har Skype-entreprenør Janus Friis fået gang i sit nye Joost-projekt, der skal give os nye tv-kanaler på computerskærmen. Scene: ”Skal vi ikke se film i aften, unger, så går far over på tanken og køber slik?” ”Jah!” råber ungerne, og en time senere sidder de alle i stuen med deres bærbare på skødet og ser en film på hver deres yndlingskanal. Endelig lidt innovation i familielivet!

Er man pessimist, er der nok at bekymre sig om. Men forhåbentlig falder disse ting på plads i et rimeligt leje, samtidig med at vores fysiske samvær udvikles og kvalificeres. Det kræver ikke stort geni at erkende udviklingsbehovet, når man først er blevet opmærksom på stagnationen i vores samværsformer. Lidt sværere er det at eksperimentere og innovere.

Men innovationsfolk, undervisere og konsulenter er i gang. På fremsynede arbejdspladser anerkendes der på livet løs, og man finder alt det gode frem, der skal styrkes og udvikles. En ny generation af veluddannede HR-partnere på store danske virksomheder har langt bedre blik for de ansattes produktive og engagerede samkvem end fordums personalechefer, der primært rodede med stillingsbeskrivelser og kontrakter. Legepatruljer og mange andre småinitiativer i folkeskolen er på vej.

Efteruddannelsescentret DISPUK har undervist tusindvis af psykologer og ledere i at tackle den personlige interaktion i arbejde og skole. Learning Lab Denmark ved Danmarks Pædagogiske Universitet bedriver forskning og udvikling inden for møder og konferencer.

Ingeniørforeningen IDA udvikler intenst på netværk og møder. DM, fagforening for højtuddannede, uddanner facilitatorer, der blidt og bestemt kan styre samvær i ønskede retninger. Idrætsorganisationerne ved alt om de elektroniske mediers erobring af danskernes tid og opruster.

Fester, middage og familiehygge – dér må vi klare os selv. Her står samværet sin prøve. Vores danske råhygge er nedarvet fra bønderkarles samvær omkring husbondens langbord, hvor vi kunne klare os med at grynte og jage skeen ned i gryden midt på bordet. Derfor har vi det godt med at sidde i den lille trygge gruppe, bænket omkring bordet med mad og levende lys, med ryggen til de fremmede ude i mørket, for de kommer ikke os ved. Sådan er de danske fællesskaber, nøjsomme og selvtilstrækkelige.

Vil vi prøve at udvikle vores nationalkultur en anelse og skabe os et større og varmere samliv, måske inspireret af den tydeligere udtrykte livsglæde i sydlige kulturer? Eller giver vi bare op og går på nettet i stedet?

2 comments:

Gunnar Langemark said...

Jeg har bemærket hvordan Social Networking bliver pushet helt vildt blandt iværksættere. Der er MANGE initiativer. Networking på 100 måder skyder frem.

Samvær over IM og Skype og Jaiku og SL breder sig også i en vis grad.
Jeg har holdt møder og gennemført interviews i SL. Det er glimrende.

Det er bare at gøre det.

Jackline said...

Hi Nice Blog .This web time clock is used to track the time and attendance of employees, and at the same time track labor activity against specific parts, jobs, and operations.