Sunday, April 08, 2012

Hvor kommer samfundets penge fra?

Hvad laver de i banken efter tre? De laver penge.

Folk, der er lidt samfundskritiske i hovedet, har i mange år bekymret sig om, hvem der har pengene i samfundet, og om de ikke skulle fordeles anderledes. Siden finanskrisen i 2008 har et andet spørgsmål dog trængt sig på: Hvor kommer penge overhovedet fra?

Lad mig med det samme give svaret, for det er ret interessant: De bliver i vid udstrækning lavet af private banker. En bank skaber nye penge, når den yder et lån til en kunde. Det vil sige, at det i høj grad er private banker, der bestemmer hvor pengene dirigeres hen i samfundet: til boliglån, forbrugslån, spekulation, finansiering af våbenindustri eller af vedvarende energi. Det har regering, stat og samfundet som helhed meget beskeden indflydelse på.
 
At banksektoren på denne måde kontrollerer en stor del af pengeforsyningen var stærkt medvirkende til finanskrisen i 2008, hvor Wall Street kanaliserede tusinder af milliarder af kroner ind i Las Vegas-agtig og ofte kriminel spekulation i stedet for at stille de penge til rådighed for virksomheders vækst og jobskabelse. Bankerne skaber de fleste af samfundets penge og bestemmer, hvad de skal bruges til - også i Danmark. Og de tager sig godt betalt for det: Den rente der ydes på lån.

Bl.a. for at forstå dette forhold bedre er vi en flok, der i marts 2012 har startet en studiegruppe. Vi mødes i regi af Syntesetanken, et privat initiativ der søger at skabe forudsætninger for en bæredygtig og demokratisk markedsøkonomi. I studiegruppen, som er åben for alle, læser vi p.t. bogen "Where Does Money Come From?", af Josh Ryan-Collins, Tony Greenham, Richard Werner og Andrew Jackson (London: New Economics Foundation, 2011).

I det følgende resumerer jeg denne fremragende bogs første kapitel, "What Do Banks Do?" Kapitlet begynder med helt almene forhold om bankvæsen, der også gælder for Danmark. Først retter forfatterne (s. 11) et par misforståelser om banker.

1. Banken er ikke en sparegris. Når man sætter penge i banken, ligger de ikke og venter på, at man kommer og henter dem igen. Banken bruger dem til andre formål. En engelsk undersøgelse (s. 12) konstaterede at 33% af de adspurgte ikke vidste dette. En typisk reaktion var: "Nå! Det har jeg ikke givet dem lov til!"

2. Vi ejer ikke de penge, vi har sat i banken. De bliver juridisk til bankens penge i det øjeblik, vi sætter dem ind. Banken opfører beløbet som et passiv: penge den skylder os. Når man kommer og vil hæve sine penge, kan man blot håbe på, at banken har pengene. Det har den som regel, men ikke hvis alle kunderne vil have deres penge ud samme dag. (For at forhindre sådanne stormløb på banken, som den vi ser James Stewart afværge i "It's a Wonderful Life", yder den danske stat en indskydergaranti op til 750.000 kr. Beløb derover kan man miste, hvis banken går konkurs. Man har ingen krav på de penge: for det var bankens).

3. En misvisende opfattelse: Banken tager indskydernes penge og låner dem ud til andre. Sådan tænker de fleste af os: Vi sætter penge i banken og får en beskeden rente for det, og så bruger banken vores penge til at låne ud til andre, til en højere rente. Forskellen mellem de to renter - rentespændet - udgør bankens overskud.

Dette giver et billede af banker som neutrale mellemmænd (s. 13), der blot formidler penge mellem opsparere, der har penge til overs, og virksomheder, der har brug for ekstra penge til at udvide produktionen med. Vores opsparing i banken bruges derfor til investeringer i samfundsøkonomien, og hvis vi sætter vores penge i banken i stedet for at lægge dem hjemme under madrassen, har bankerne mere at låne ud af til investeringer, så produktion og forbrug kan holdes i gang. Bankerne er dermed blot en slags smøremiddel (s. 14), der får samfundsøkonomien til at fungere godt ved at fordele de penge, der nu engang er til rådighed i systemet.

Billedet er hyggeligt og delvist rigtigt, og banker og økonomer kan godt lide det. Men det overser fuldstændigt vores centrale spørgsmål: Hvor kommer pengene fra? Kommer de fra centralbanken (i Danmark: Nationalbanken), som vi normalt forestiller os?

Ja, nogle af dem gør, men det er de færreste. For at besvare spørgsmålet sondrer forfatterne mellem tre slags penge (s. 15)(her tilpasser jeg til danske forhold):

1. Kontanter. Mønter og sedler fremstilles af Nationalbanken. De er praktiske at have, men ikke til store beløb. Dér har elektroniske penge kommet os til undsætning de seneste årtier. Ved hjælp af betalingskort og netbank kan vi overflytte 80.000 fra vores egen konto til bilforhandleren gennem nogle få tasteklik. Ingen pengesedler overføres, men på min konto bliver der trukket 80.000 fra, mens der på bilforhandlerens bliver der lagt 80.000 til. Det klares om natten ved at computerne i vores respektive banker taler med hinanden i centralbanken, hvor der afvikles millioner af den slags betalinger eller overførsler hver nat.

Alle banker (pengeinstitutter) har en konto i centralbanken, hvor der står nok penge til, at alle disse natlige overførsler, frem og tilbage mellem landets banker, kan afvikles problemfrit. Beløbene på disse konti i centralbanken kaldes:

2. Centralbanklikviditet og det er pengetype nr. 2. Det er bankernes indskud på anfordringskonti i centralbanken og er det beløb, som bankerne umiddelbart kan anvende til betalinger til hinanden. Det er elektroniske penge som centralbanken har skabt, og de kan altså kun bruges af pengeinstitutterne. Relativt set er det små beløb, der er tale om her. Hvis kunder i Bank A betaler kunder i Bank B 40 mio. kr. en nat, afvikles der måske betalinger den anden vej for 41 mio. kr., så den fornødne likviditet er blot 1 mio. kr.

Disse to former for penge, kontanter og centralbanklikviditet, stammer fra Nationalbanken. Resten af pengene i samfundet består af den tredje pengetype (s. 16). Det er her, det bliver interessant, for det er de penge, bankerne skaber:

3. Bankskabte penge (eller bankpenge). Disse penge udgør i UK 97,4 % af alle pengene i samfundsøkonomien. Det er bankindeståender, for det er de beløb, der står på vores alle sammens bankkonti. Hvor kommer de penge fra? Ja, umiddelbart er de bl.a. løn fra vores arbejdsgiver, som på sin side har fået dem fra sine kunder, som selv bruger af deres løn, og så fremdeles. Så det siger ikke noget om, hvor pengene kommer fra oprindeligt.

Oprindeligt kommer de fra et lån, som banken har ydet nogen (s. 17). For eksempel et lån ydet til en iværksætter, så hun kan starte en butik og ansætte dig som ekspedient, så du får løn ind på din konto. Et boliglån ydet til en ung familie, så de kan købe et hus. Et forbrugslån ydet til dig, så du kan købe den rejse med familien nu! En kassekredit, så du kan overtrække din konto sidst på måneden.

Hvad vil det sige at låne penge i banken?
Lad os sig du optager et forbrugslån på 10.000 i din bank (idet jeg forklarer lidt mere detaljeret end bogen her). Det vil sige, at du efter at have underskrevet et lånedokument i banken går hjem på din webbank og konstaterer, at der på din slunkne lønkonto står et beløb, der er 10.000 kr. højere end i går. Dette større tal giver dig ekstra købekraft, dvs. sat dig i stand til at anskaffe dig den lædersofa, du har drømt om så længe.

Den købekraft kalder vi penge. Vi plejer at udtrykke det sådan, at banken har lånt dig dem. Men banken har ikke flyttet en stak sedler fra nogen pengekasse og proppet dem ind på din konto. Den har ikke taget nogen "penge" noget sted fra. Den har bare udfærdiget et stykke papir til din underskrift (lånedokumentet) og adderet et 1-tal på det femte ciffers plads på din bankkonto, så der fx står 10.612 kr. i stedet for 612 kr. Sidder du ved siden af din bankrådgiver og iagttager hende oprette dit lån, ser du på intet tidspunkt nogen "penge".

Det samme er tilfældet, når banken giver en butiksejer et lån på en million til at udvide butikken med. Banken laver et lånedokument med butiksejeren. Her står, at hun skylder banken en million, til afbetaling over fx 10 år med 7% i rente. Den million noterer banken på kreditsiden i sit bogholderi: "Agnete skylder os 1.000.000 kr." Samtidig lægger banken det samme beløb på 1.000.000 kr. oven i indeståendet på hendes konto i banken, hvilket jo betyder, at banken skylder hende en million. Det er penge, hun straks kan begynde at bruge af, til betaling af håndværkere og indkøb af butiksinventar.

Banken låner penge ud ved at skrive nogle tal ind i computeren
Vi kan sige, at banken har "sat pengene ind" på Agnetes konto, men den har blot skrevet det samme syvcifrede tal ind to steder, i debit på Agnetes konto ("Vi skylder Agnete en million; værsgo at bruge af dem, Agnete!") og i kredit på bankens konto ("Agnete skylder os en million, som hun skal afdrage sådan og sådan"). Det sker i skøn overensstemmelse med principperne for dobbelt bogholderi, som har været brugt og anerkendt i århundreder.

Vi siger også, at banken har "lånt" Agnete de penge, men det er ikke et lån i den forstand, som vi kender fra daglig tale. Hvis jeg låner min nabo min bil en weekend, kan jeg ikke selv bruge den. Som vi så med Agnete, går den rare bankmand ikke over og tager en million kroner fra én sparegris og lægger dem ned i Agnetes. Han taster bare "1.000.000 kr." ind to gange i sin computer, og så har Agnete en million – som hun selvfølgelig skal betale tilbage, og det med renter.

Der er grænser for, hvor ofte banken kan gøre dette, så helt blålys og lagkage er det ikke. Er der i en periode særligt mange driftige bygherrer, der vil låne mange hundrede millioner til butikscentre og ejerlejligheder, skal banken nok komme i knibe - som vi så det med Roskilde Bank, Amagerbanken og flere andre i årene omkring finanskrisen 2008. Som vi skal se nedenfor, sættes grænsen for bankens långivning dog i langt højere grad af bankens overbevisning om, hvem der vil være i stand til at betale lånene tilbage, end af stat og lovgivning.

Når banken låner penge ud, skaber den nye penge
Tilbage til Agnete, der lige har fået et "lån" på en million. Da banken ikke har "taget" denne million kroner noget sted fra, er det nye penge. Det er penge, der er skabt på stedet. Banken har skabt nye penge gennem selve den handling, det er at udstede et lån. Den million kroner går ind i samfundsøkonomien ved, at Agnete bruger dem på håndværkere og bygningsmaterialer, og derfra cirkulerer de videre rundt i samfundet.

Men tilsvarende ophører de nye penge med at eksistere, i takt med at Agnete betaler af på sit lån. Hver gang hun betaler 20.000 kr. af på lånet, forsvinder der 20.000 kr. fra samfundsøkonomien. Nu står der kun 980.000 kr. på bankens debit og kredit for Agnete.

Ligesom samfundets pengeforsyning blev øget med en million, da banken skabte de nye penge til Agnete, sådan forsvinder de nye penge også igen, når hun har betalt hele lånet tilbage igen efter de 10 år.

For nu står der 0,00 kr. på Agnetes konto og på hendes post i bankens kreditbogholderi. Hun skylder banken ingenting, og banken skylder ikke hende noget. De skabte penge er opslugt igen. De var ude og arbejde i samfundsøkonomien, og nu har Agnete trukket dem ud af samfundet igen og leveret dem tilbage til banken, der kvitterer ved at stille hendes konto og bankens tilgodehavende hos Agnete i nul.

Penge er kredit, en bank har ydet
Og sådan er det generelt: 93% af de penge, der cirkulerer i Danmark, er opstået ved, at en bank har ydet et lån til en person eller en virksomhed som Agnete, som så bruger af sine lånte/skabte penge til at købe ting for og aflønne sine ansatte med osv. Penge er i vid udstrækning gæld, eller kredit ydet af en bank. Den gæld, vi sætter os i til en bank, når vi optager et lån, bliver til dejlige store beløb på vores konto, som vi straks bruger af til at købe varer og ydelser med. Gælden bliver til købekraft, det vi normalt kalder penge. Penge er gæld. (Bemærk at penge på tysk hedder Geld. Historisk er de to begreber sammenknyttede).

Når banker låner penge ud til højre og venstre, hvad de godt tør i opgangstider, får folk penge mellem hænderne (tænk murstenslån, friværdi og samtalekøkkener i 00'erne) og økonomien ophedes. Når så boblen sprænger, hvad bobler gør til sidst, prøver bankerne at trække lånene tilbage og de yder ikke nye til investeringer i produktion (som Agnetes butik). Samfundets økonomiske aktivitet falder, arbejdsløsheden stiger og vi har krise, recession eller depression.

Der er mange årsager til kriser og opgangstider, men her hæfter vi os ved den rolle, som private banker spiller. De øger pengemængden i samfundet, når de vurderer, at de kan tjene penge på at yde lån til Agnete eller byggematadorer, og de hæmmer økonomisk aktivitet når de, også helt uden indblanding fra regering, Folketing eller samfundet i øvrigt, vælger ikke at yde lån.

Pengeskabelse fører til vækst
Før vi vender tilbage til bogen, kan vi lige spørge os selv: Er det godt eller skidt, at bankerne laver så mange af vores penge? Det kan vel siges at være godt, for så vidt som bankerne ved at fiske penge ud af den blå luft til Agnete i 10 år er med til at skabe mere økonomisk aktivitet, end hvis Agnete havde måttet klare sig med at udvide butikken i bittesmå skridt over 10 eller 20 år. Ved at optage et lån kan hun tage et tigerspring.

Sådan var det med den europæiske økonomi fra renæssancen og fremad. Købmænd køber og udstyrer handelsskibe ud til østen ved lån fra rigmænd og "banker", og de bringer nye varer hjem. Hele den kommercielle og kapitalistiske ekspansion, der har bragt os materiel tryghed over de sidste 500 år, blev finansieret ved penge, der ikke lige var der her og nu, men som vores pengesystem lod entreprenante handelsmænd og fabrikanter foregive var virkelige en stund.

På den anden side kan man spørge, om det er klogt, at vi har overladt så meget af kontrollen med pengeforsyningen til private banker, der ikke drives ud af samfundshensyn, men af hensynet til ejerne og - via bonusordninger - af direktionens meget kortsigtede interesse for egen indtjening, som vi kender det fra Wall Street. Og det har fået enormt omfang gennem de sidste årtier med eksplosionen af elektroniske penge. Det synes ikke klogt.

Et andet problem er den rente, som låntager skal betale banken. Hvorfor skal et privat foretagende som en bank egentlig tjene på at skabe et samfundsgode som penge? Bør penge ikke snarere betragtes som et forsyningsgode eller en del af den infrastruktur, som samfundet leverer, på linje med energi, ren luft, veje og havne? Man kunne derfor overveje at indskrænke eller eliminere de private bankers ret til at skabe penge. Hvilket både forfatterne og Syntesetanken da også foreslår – se andetsteds.

Centralbankerne ved godt, at penge skabes i private banker
At banker skaber penge er noget, de færreste almindelige mennesker ved, og måske også de færreste bankfolk. Men det er velkendt blandt dem, der arbejder i centralbankerne. Forfatterne til vores gode bog anfører (s. 18) ni citater, der dokumenterer denne viden, bl.a.:

"Hver eneste gang en bank yder et lån, skabes der ny bankkredit - nye indeståender, helt nye penge." Graham Towers, tidl. direktør for Canadas centralbank, 1939.

"Selve den proces, hvorunder penge skabes, finder primært sted i banker." Federal Reserve Bank of Chicago, 1961 (Chicago-afdelingen af USAs centralbank)

"Givet at indeståender og bankers långivning er praktisk taget identiske, bruges 'penge' og 'kredit' [lån, gæld, IR] ofte næsten uadskilleligt, endog synonymt." Bank of England, 2008

"I eurosystemet skabes penge primært gennem ydelse af bankkredit... Private banker kan selv skabe penge, de såkaldte giro-penge [elektroniske bankoverførsler, IR]." Bundesbank, 2009.

Se komplette kildehenvisninger i bogen.

En lærebogsforklaring: Pengeskabelse gennem multiplikatoreffekten
Lærebøger i økonomi og bankvæsen forklarer typisk pengeskabelsen gennem den såkaldte multiplikatoreffekt (s. 19). Den forklaring finder forfatterne imidlertid misvisende, som vi skal se om lidt.

Forklaringen starter med at en tilfældig Anders sætter 10.000 kr. i Bank A. Da bankfolk af erfaring ved, at Anders ikke vil få brug for alle 10.000 lige med det samme, men fx spredt ud over en måned, skal banken pr. påbud fra centralbanken blot beholde en vis brøkdel af dem, en "reserve" på måske 10% (den såkaldte 'fractional reserve'). Resten kan banken låne ud til andre og således tjene penge på dét.

Banken låner da 9000 kr. til Bettina, som har ansøgt om et lille forbrugslån. Hun får altså 9000 kr. sat ind på sin konto i Bank A. Bemærk, at de to kunder nu tror, at de har i alt 19.000 kr. stående på deres konti: Anders 10.000 på sin og Bettina 9.000 på sin, hvor der oprindeligt bare var Anders' 10.000. Pengeskabelsen ud af den blå luft er i gang!

Bettina køber nu en sofa for sine 9000 kr., og møbelhandleren sætter de 9000 ind i sin bank, Bank B. Her fortsætter processen: Bank B beholder 10% som reserve og låner de resterende 8.100 kr. til Cornelius, der køber fire coaching-sessioner. Coachen sætter de 8.100 ind i sin Bank C, der afsætter de 10% til reserver og låner 7.290 kr. ud, og sådan fortsætter det.

De nye penge opstår ved en gentagen multiplikation med 0,9 og addering af det nye beløb: 10.000 + 9.000 + 8.100 + 7.290 + ... hvilket bliver til 100.000 kr. efter et par hundrede gentagelser. Hvis bankerne skal beholde 10% i reserver, skal vi gange det oprindelige beløb med 100/10, dvs. 10, for at få det nye beløb, altså Anders' oprindelige 10.000 gange med denne faktor 10, i alt 100.000 kr. er hans oprindelige indskud blevet til. Der er altså skabt 90.000 kr. på baggrund af hans 10.000 kr. Det har bankerne lov til. De er ikke tvunget til at lægge alle Anders' 10.000 kr. ned i en bankboks, men kan låne de 9000 ud. Og det er Bettina og møbelhandleren og Cornelius og coachen rigtig glade for.

Tre problemer med multiplikatormodellen (s. 20)
Modellen er ikke helt skæv, men den er misvisende på et par centrale punkter, påviser forfatterne:

1. Modellen antyder, at banken ikke kan låne penge ud, før Anders kommer med sine 10.000 kr. Først da kan banken begynde at skabe penge. Pengeskabelse ses som et slags slutresultat af en proces, der starter med et indskud på en konto. Dette bestyrker det klassiske billede af banker som neutrale og ikke specielt magtfulde mellemmænd, der blot formilder penge og lån og ikke har nogen særlig indflydelse på pengeforsyningen i samfundet.

Realiteten er, at en bank ikke behøver penge fra nogen som helst for at yde et lån. Banken venter ikke på indskud, før de yder et lån. Går man som formand for ejerforeningen ned og vil låne en million kroner i banken til et nyt tag, siger bankrådgiveren ikke: "Åh, lad mig lige se, om vi har dem".

Hvad gør banken så? Forfatterne skriver: "Banker yder lån udelukkende på baggrund af deres egen tro på låntagerens evne til at betale lånet tilbage" (s. 22). En direktør for UKs centralbank, Bank of England, citeres:

"Det er udelukkende, men helt essentielt, ud fra tillid til de låntagende kunders soliditet, at banker yder lån. Det gør de ved simpelthen at øge kundens anfordringskonto, hvorfra der kan betales penge hvorhen kunden ønsker det, ved at banken "udskriver en check" til den pågældende. Det vil sige, at banker yder lån ved at skabe penge." Paul Tucker, Deputy Governor ved Bank of England og medlem af the Monetary Policy Committee, 2007.

2. Næste problem (s. 20) med multiplikatormodellen er, at den antyder, at centralbanken kan kontrollere pengeskabelsen ved at ændre på reserve-brøkdelen, de 10% ovenfor. Sætter centralbanken den fx op til 20%, vil Bank A kun kunne udlåne 8.000 af Anders' 10.000 kr., og der vil blive skabt færre penge. De første 10.000 kan kun blive til 100/20 = 5 gange så meget, dvs. 50.000 kr. Der bliver altså kun skabt 40.000 kr. ekstra, og ikke 90.000 kr., som da brøkdelen var 10%. Modellen lægger altså op til, at centralbanken kan kontrollere pengeforsyningen ved at bestemme reserve-brøkdelen og derigennem hvor mange lån bankerne kan udstede.

Men sådan er det ikke i UK. "I UK er banker p.t. ikke underlagt nogen direkte, obligatoriske kontantreservekrav. Hvad der holder dem tilbage [i deres ydelse af lån], er primært deres behov for at have tilstrækkeligt likvide midler [rede penge] til at klare de daglige betalinger" [dvs. de natlige overførsler, kunders behov for kontanter o.l.] (s. 22).

Det er ikke så meget Bank of England, der bestemmer, hvor meget bankerne kan låne ud - og hvor mange penge de dermed kan skabe - som det er bankerne selv, der bestemmer hvor mange centralbankreserver (til at klare de natlige overførsler med) og kontanter, Bank of England skal låne dem. Sådan hævder forfatterne, og det underbygges i et senere kapitel. (I Danmark er der ikke sådanne "reserve"krav, men derimod et likviditetskrav, der beskriver hvor mange midler en bank skal have stående i Nationalbanken til at klare den natlige afvikling af betalinger bankerne i mellem, og et solvenskrav, der fastsætter en bestemt basiskapital, banken skal have; aktuelt mindst 8% af de udestående lån mv., typisk et større beløb, 10-20%.)

3. Det sidste problem med multiplikatormodellen er, at den lægger op til, at pengeforsyningen ikke kan stige eksplosivt, fordi den begrænses matematisk af fractional reserve-brøken og den mængde penge, som centralbanken har udstedt (kontanter og centralbanklikviditet, de to første pengeformer ovenfor, samlet kaldet centralbankpenge). I og med at centralbanken kan styre, hvor mange centralbankpenge, der er i omløb, og hvor vildt bankerne må omsætte dem til lån (via en stor eller lille fractional reserve), er der lagt låg på mængden af penge i omløb i samfundet. Antyder modellen.

Realiteten er dog, at pengeforsyningen kan stige helt uhæmmet (s. 23). Og det gjorde den også i UK: i 2006, lige før krisen, var der £80 i privatbankpenge for hver £1 i centralbankpenge. Altså en fractional reserve på 1/80 eller 1,25%, temmelig langt fra de 8-12% lærebøgerne taler om. Alle disse ekstra bank-skabte penge, som folk havde mellem hænderne op til krisen i 2008, var med til at puste boblen op.

Omvendt pumpede Bank of England efter krisen £200 milliarder ind i systemet, en såkaldt Quantitative Easing, uden at det fik bankerne til at låne flere penge ud. Det ses af at pengemængden M4L trak sig voldsomt sammen i 2010 og 2011 (s. 24). På trods af centralbankens forsøg på at stimulere bankernes udlån skabte de ikke flere penge, og krisen fortsatte.

Kan centralbanker øge långivningen ved at pumpe penge ud til bankerne?
Vi kan bemærke i parentes, at tilsvarende erfaringer gjorde man sig i USA med TARP, Troubled Assets Relief Program, hvor centralbanken, the Federal Reserve, i 2008-09 sendte knap $800 milliarder af sted til Wall Street, uden at det fik nævneværdig indflydelse på långivningen til Main Street, USA's virksomheder. Bankerne brugte pengene til at polstre sig selv med.

Den Europæiske CentralBank, ECB, besluttede i marts 2012 at stille 400 milliarder euro til rådighed for europæiske banker i det forfængelige håb, at de vil starte øge kreditgivningen til trængte europæiske virksomheder, så jobskabelsen kommer i gang. Hidtidige erfaringer forudsiger, at det får en meget begrænset effekt.

Forfatternes research (s. 25) peger på, at for tiden er det sådan, at hverken statslig regulering, fractional reserves eller Bank of Englands kontrolforsøg bestemmer de private bankers pengeudstedelse. Kun bankernes egen tillid til låntagernes evne til tilbagebetaling bestemmer deres kreditgivning og dermed deres pengeskabelse. Når bankerne er nervøse, holder de igen med kreditten og samfundsøkonomien trækker sig sammen og går mod krise. 

Det er ikke ensbetydende med, at centralbanken ikke kan påvirke pengeskabelsen, men Bank of England gør det aktuelt ikke. Før 1970'erne havde Bank of England en mere aktiv indstilling, og banker var underlagt kvoter på deres kreditvækst. De måtte altså ikke øge deres långivning mere end et bestemt antal procent om året – et låg, der skulle sikre samfundet mod pludselige udlånsbobler.

Danske erfaringer er vist tilsvarende: Nationalbanken kan påvirke pengemængden, hvis den vil. I hvilket omfang den gør det for tiden, ligger uden for dette bogreferat. Vi er nået til vejs ende i kapitel 1 i "Where Does Money Come From?"

5 comments:

Anonymous said...

Hej Ib

Jeg er nødt til (endnu engang) at påpege at følgende formulering simpelthen ikke er korrekt:

"Da banken ikke har "taget" denne million kroner noget sted fra, er det nye penge. Det er penge, der er skabt på stedet. Banken har skabt nye penge gennem selve den handling, det er at udstede et lån."

Banken kan IKKE skabe denne million uden at tage den et andet sted fra. Det er simpelthen faktuelt forkert at formulere det således.

Mvh.
Rune Stilling

Anonymous said...

PS. Jeg kan se at bogen påstår, at det forholder sig anderledes, hvilket er en interessant påstand. Jeg har forsøgt at undersøge dette adskillige steder, og det er virkelig et svært spørgsmål at få svar på. For mig at se er det helt centralt.

Mvh.
Rune

Thorbjørn said...

Hej Rune

Det er korrekt. Når Peter låner 1.000 kr. i banken så debiteres kontoen "udlån til Peter" med 1.000 kr. og Peters bankkonto krediteres med 1.000 kr.

Victoria Sanchez said...
This comment has been removed by a blog administrator.
Anonymous said...

rune

hvor er det så de tager den million fra ?