Saturday, July 27, 2013

Pengebrev nr. 1

Private banker skaber samfundets penge

Kære Nina og Louise

Vi tre har jo lige haft en spændende tur til en videnskabelig konference i New York om selvbestemmelsesteori (se et par andre blogposter, her og her), men her vil jeg skrive om et andet emne, der også har min brændende interesse: Samfundets penge og hvor de kommer fra.

Som I allerede ved, er det nemlig et ret så interessant spørgsmål, bl.a. fordi vores nuværende pengesystem synes helt urimeligt, og man kan med god ret spørge, om det ikke burde laves om fra grunden af.

Specifikt vil jeg, som også overskriften antyder, fortælle jer om, hvordan samfundets penge i vid udstrækning skabes gennem private bankers långivning. Vi taler ikke om pengesedler, for dem laver Nationalbanken jo, men elektroniske penge, som vi i dag bruger via Dankort, netbankoverførsler, Betalingsservice mm. Cirka 5% af pengemængden i Danmark er pengesedler, og 95% er elektroniske penge.

Elektroniske penge kommer til verden ved, at nogen tager et lån i et pengeinstitut (fx en bank). Banken låner ikke andres penge ud, som vi normalt forstår "låner ud"; bankfuldmægtigen skriver blot de relevante cifre ind på kundens konto, som nu har nye penge at råde over (og betale tilbage efter en periode, naturligvis). For den ydelse tager banken sig som bekendt godt betalt, via renten. Det er unødvendigt, for vi behøver ikke de private banker til at lave penge. Det kan samfundet, fx Nationalbanken, selv gøre; sandsynligvis langt mere ansvarligt og til en brøkdel af prisen.

Jeg skriver til jer, fordi du, Nina, har sagt du gerne vil læse noget mere om pengeskabelse, og Louise: din mand, Mikkel Klinge Nielsen, har jo beskæftiget sig med emnet i ti år, ikke mindst som medgrundlægger af Syntesetanken, der har fremlagt et spændende og detaljeret forslag til et alternativt pengesystem i Danmark. Jeg håber, jeg alligevel kan fortælle den historie om pengeskabelse på en måde, der giver dig friske vinkler på emnet.

Dette og følgende breve har jeg lagt som poster på min blog, for at andre kan læse med også.

En historie med en sandhedsbombe
Historien om pengeskabelse er egentlig ret utrolig. Et af medlemmerne af vores lille revolutionære celle Gode Penge, Thorbjørn Henriksen, bruger udtrykket sandhedsbomben. Det er erkendelsen af, hvordan penge faktisk laves og hvad det betyder for vores økonomi og samliv, og når den springer, efterfølges den af en forargelseskraft i befolkningen (håber vi), der må sætte en vældig forandring i gang. mærkværdig og urimelig er den mekanisme, hvorunder penge bliver til i de fleste vestlige samfund, også Danmark.

Praktisk taget ingen på bjerget forstår pengeskabelse i det moderne bankvæsen til fulde, lader det til. Mikkel har fortalt, hvordan han og et par fæller fra Syntesetanken sidste efterår talte med en række økonomiprofessorer på danske universiteter og fik meget vage svar på spørgsmålet om, hvem der laver landets penge. De økonomiske lærebøger beskæftiger sig ikke med det, lærebøgerne i finansiering og bankvæsen fortæller en forældet historie, og næppe mange blandt landets politikere har fod på det.

Ole Bjerg, der er lektor på CBS med speciale i penge og initiativtager til Gode Penge, har gjort en pointe ud af at stille spørgsmålet til politikere, hvor gang han optræder på en foredragsplatform med nogen. Ingen kvalificerede svar er der kommet ud af det, fortæller han.

Se selv dette You Tube-klip med vores økonomiminister Margrethe Vestager, som man jo skulle mene havde tjek på den danske økonomi. Spol frem til 38.22, hvor en publikummer spørger hende om, hvor penge kommer fra. Bemærk, hvordan hun intet siger om de private bankers centrale rolle og de næste fire minutter træder vande, som politikere nu kan, alt i mens ordstyreren, som godt kender svaret, forsøger at redde hende ud af suppedasen. Når I har læst nærværende "pengebrev" og de næste par stykker, ved I mere om pengeskabelse gennem bankers udlån end hun gør. Det er skræmmende.

Det lyder usandsynligt, som jeg skriver det her, jeg ved det. Men det er jo bl.a. dét, der er så betagende ved dette spørgsmål. Havde vi haft bedre check på det, sådan internationalt og blandt relevante beslutningstagere, var vi måske ikke blevet så overrumplet af finanskrisen i 2008.

Der findes nogen udenlandsk litteratur om pengeskabelse. I England har et par indflydelsesrige og meget tjekkede grupper beskæftiget sig med emnet i 5-10 år: New Economics Foundation (bl.a. i bogen Where Does Money Come From?, se også min blogpost her, hvor jeg sammenfatter denne bogs meget instruktive første kapitel) og Positive Money (bl.a. med bogen Modernizing Money).

I USA varetages en del af denne pengekritik af den folkelige forening Public Banking Institute (se bogen The Public Bank Solution af Ellen Brown, samt hendes meget indflydelsesrige Web of Debt). Mere akademisk findes en bevægelse Modern Monetary Theory, bl.a. med professorerne Randal Wray og Michael Hudson fra University of Missouri, Kansas City, der hører til på New Economic Perspectives. Hudson bistod det radikale Demokratiske medlem af Repræsentanternes Hus Dennis Kucinich med at forfatte og introducere en Monetary Reform Bill HR 2990 i den amerikanske kongres i 2011 (resultatløst, desværre).

I årtierne bagud har der været kritiske røster i mange lande, fx som udtrykt af den danske forening Jord Arbejde Kapital, J.A.K., stiftet i 1931 og still going strong, men disse stemmer er dog altid forblevet i et solidt mindretal.

Så vi trækker på en lang og international tradition, der har fået nyt momentum med finanskrisen fra 2008 og Occupy Wall Street og den forargelse over bankernes uansvarlige adfærd op til krisen, som mange mennesker deler.

En række meget erfarne bankfolk og finanseksperter i udlandet lader af og til en bemærkning falde, der viser at de udmærket er klar over bankernes nøglerolle i pengeskabelsen. Positive Money citerer nogle af dem her: The proof that banks create money. Tag fx Martin Wolf, der er Chief Economics Commentator ved Financial Times og en internationalt højt respekteret opinionsdanner. Han skriver: "The essence of the contemporary monetary system is creation of money, out of nothing, by private banks’ often foolish lending" (i artiklen 'The Fed is right to turn on the tap', Financial Times, 9. nov. 2010, her; kræver sign-up, som er gratis.)

Bankerne laver vores betalingsmidler
Som sagt skabes ca. 95% af samfundets penge af private banker. Det sker, når de udsteder lån til deres kunder, private og virksomheder. For den ydelse betaler lånerne renter, der kan være ganske alvorlige, som når man optager et 30-årigt boliglån på 1 million og ender med at betale banken 2 eller 3 millioner tilbage.

Men penge er bare et betalingsmiddel, som alle i samfundet har brug for til at købe og sælge med. Hvorfor skal vi betale private banker i dyre domme for at få dette omsætningsmiddel stillet til rådighed, når vi (dvs. samfundet, det offentlige, staten) selv kunne udstede det?

For eksempel koster det ikke mange kroner at trykke en tusindkroneseddel. At trykke den og låne den ud til en ung familie, der har brug for en posefuld af dem til at købe hus for, burde ikke koste mere end en tier stykket, ud over hovedstolen, den lånte million, som familien jo også skal betale tilbage. Men hvorfor skal de betale renter svarende til hovedstolen eller det dobbelte? Det er urimeligt.

Dette privilegium at lave de penge, vi alle er afhængige af, når vi skal købe huse og mælk og arbejdskraft og produktionsfaciliteter, har vi gennem tiderne overladt til de private banker. Det er ikke sket ved en folkeafstemning eller en regeringsbeslutning, og heller i kraft af en sammensværgelse, men simpelthen ved en glidende udvikling, som selvfølgelig er påvirket stærke økonomiske interesser, men som ingen har kunnet overskue konsekvenserne af.

Specielt med fremkomsten af elektroniske penge i 1970'erne er det gået stærkt med de private bankers pengeskabelse. Med kreditkort, Dankort, Betalingsservice og senest netbank sender vi alle sammen masser af "penge" rundt i samfundet, uden at de foreligger som sedler trykt af Nationalbanken. Samtidigt har samfundet, forstået som befolkningen og deres repræsentanter på tinge, mistet kontrollen over, hvor mange penge der skabes og hvem de overlades til. Det besluttes i bankerne, når de suverænt afgør, hvem der skal ydes et lån, og hvem der får afslag.

Heri ligger en stor del af problemet. Bankernes kriterium for långivning er kreditværdighed, dvs. kundens formodede evne til at betale lånet tilbage. Når bankerne, som i 00'ernes opgangstider, ser kreditværdige kunder i enhver ejendomsspekulant og überdriftig forretningsmand, som fx Stein Bagger, så låner de penge ud til højre og venstre og medvirker til at pumpe ejendoms- og aktiebobler op.

Når bankerne i nedgangstider ikke vurderer ret mange kunder eller virksomheder til at være kreditværdige, holder de igen på pengene. Det fører til økonomisk afmatning og recession: virksomheder kan ikke investere og sætte nye projekter i gang, der er arbejdsløshed og spiralen kører nedad.

Bankerne udlåner med andre ord procyklisk, som det hedder: De forværrer boblen på vej op, og de forværrer afmatningen på vej ned, alt sammen i kraft af deres villighed hhv. uvillighed til at låne penge ud. Penge der lånes ud øger pengemængden, og en stor pengemængde betyder, at der er omsætningsmidler nok til alle, og det går strålende med økonomien, mens en lille pengemængde tilsvarende betyder, at det er svært at udvide produktionen og ansætte folk, så arbejdsløsheden stiger, efterspørgslen falder osv.

Lå pengeskabelsen ikke i de private banker, kunne Nationalbanken eller en samfundsbank (som Mikkel og Syntesetanken foreslår i deres rapport) skabe penge og pumpe dem ud i samfundet, når det gik skidt, og trække penge ud af cirkulation, når økonomien blev overophedet.

Men den mulighed har vi praktisk taget ikke i dag, hvor pengeskabelsen stort set er ude af statens hænder og er blevet privatiseret, overladt til mangfoldige bankers erhvervskunderådgivere og deres forgodtbefindende: "Tror jeg på den fyr, der sidder over for mig? Kan han tilbagebetale den million eller de 30 millioner, jeg er lige ved at låne ham?" Om han vil bruge pengene til børnearbejde, spekulation i derivater, våbenproduktion eller opstart af samfundskonstruktiv virksomhed interesserer ikke banken – kun om lånet kan betales tilbage.

Så det er et par af problemerne med de private bankers pengeskabelse:
  • Det betyder, at vi reelt set betaler ågerrenter for et omsætningsmiddel, som samfundet kunne have fremstillet og administreret til en brøkdel af den nuværende renteudgift.
  • Det forværrer op- og nedgangstider ved procyklisk udlåning.
  • Det er socialt-økologisk set komplet uansvarlig – kun kundens tilbagebetalingsevne tæller, ikke hvad han vil bruge pengene til.
Den glade historie: Banken som neutralt mellemled
Men er det overhovedet rigtigt, at banker laver nye penge. Låner de ikke bare de penge ud, som andre har indsat? Er der overhovedet tale om nye penge – er det ikke snarere genbrug af gamle?

Jo, det er den historie, bankerne kan lide at fortælle, og den appellerer til os, rent intuitivt, for den er let at forstå. Det er også budskabet i en tre minutters video, Danske Bank for nylig har lagt ud på deres hjemmeside. Her viser en sød grafik, at banken tager opsparernes penge og låner dem ud til investeringer i Danmarks virksomheder. Banken giver en lille rente for indlån og tager en større rente for udlån, og dette rentespænd er hvad banken lever af.

Så banken er bare et neutralt mellemled mellem forbrugere og virksomheder. Penge er sådan noget uskyldigt og ret uinteressant noget, som banken tålmodigt sidder og venter på kommer ind ad døren. Først da kan den låne dem ud til virksomheder, der vil udvide produktionen.

Det er et nydeligt billede, der ikke svarer den frenetiske aktivitet, der herskede i alverdens banker i årene op til finanskrisen. Her skulle hver dollar bruges tredive gange for at skabe overskud til banken gennem komplicerede internationale væddemål og handler, der afvikles tusinde gange i sekundet vha. computeralgoritmer designet af fysikere og matematikere.

Et mere korrekt billede går ud på, at banker spiller en langt mere aktiv rolle i samfundet, end vi er vant til – fx fra banken i et spil Matador, hvor banken jo styres med venstre hånd af morfar og ikke er nogen selvstændig, udfarende kraft. Penge er i dag ikke et harmløst omsætningsmiddel, som det burde være, ligesom billetter til biografen, som vi bare trykker efter behov.

Lad os se om vi kan forklare det på en måde, der dækker virkeligheden bedre. Det er ikke fordi historien med, at banken låner pensionist Petersens opsparede penge ud til iværksætter Iversen er det rene løgn og opspind – men den dækker ikke virkeligheden ret godt.

Ikke mindst er den aldeles ukritisk over for det, der foregår i banker. Kigger vi ned under dugen, under det fint opdækkede bord med bankernes velfriserede selvbillede, får vi øje på nogle helt andre sammenhænge, der får os til at spærre øjnene op – hvis vi forstår dem. Det er sandhedsbomben.

Pengemængden i samfundet
De fleste af os tror, at det er samfundets centralbank (som jo i Danmark er Nationalbanken), der laver vores penge. De trykker vores sedler og præger vores mønter, ved vi. Jo, men som nævnt regner man også de penge med, der står på vores alle sammens bankkonti, for dem kan man jo også betale alt muligt med; de er altså også penge.

Disse to tal tilsammen, altså kontanter plus indeståender på anfordringskonti, giver tilsammen pengemængden M1, som man kalder den. Hos Danmarks Statistik kan man finde flg. tal (DNM1KOR):  


 

Mia. kr.

1993

2013

1.

Pengemængden M1

253

863

2.

Heraf sedler og mønter (kontanter)

24

54

Forskellen mellem række 1 og 2 er de bankskabte penge, de beløb der indestår på vores bankkonti (anfordringskonti, for at være præcis, for det er dem, der indgår i pengemængdemålet M1). Som det udtrykkes af Syntesetanken i Bæredygtig demokratisk markedsøkonomi: "Det er Nationalbanken, der skaber kontanter – slår mønt og trykker pengesedler; og bankerne, der skaber anfordringsindestående" (s. 11).

Lad os fortsætte tabellen med lidt udregning her:


3.

Bankskabte penge (forskellen rk. 1 og 2)

229

809

4.

Hvor stor end del af pengemængden udgør de bankskabte penge?  (rk. 3 som pct. af 1)

90%

94%

De tal svinger lidt med sæsonen; derfor bruger jeg runde tal her i disse pengebreve og siger at 5% af vores pengemængde er skabt af Nationalbanken, mens de sidste 95% er skabt af private banker.

Som vi kan se af tabellen, blev der i løbet af de 20 år op til 2013 skabt 580 mia. kr. gennem udlån fra bankerne. Det skete ikke mindst op gennem 00'erne, hvor gud og hvermand blev coachet af banken til at låne penge til samtalekøkken og udestue. En halv million af den slags, til 200.000 kr. stykket, er 100 milliarder kr. – bare for at illustrere størrelsesordenen. De fleste af pengene er nok gået til ejendomsspekulation og til at presse bolig- og aktiepriserne op med, godt hjulpet på vej af flexlån og afdragsfrie lån, der puffede de danske Jepper op i baronens seng.

Hvorfor førte det ikke til galopperende inflation, spørger I måske (inflationen, ved vi jo, har været meget stabil på nogle få procent). Det gjorde det også, men primært på markeder (bl.a. fast ejendom og aktier), der ikke regnes med i forbrugerprisindekset, som er det vi bruger til at måle inflation med. Hvorfor kunne et hus til en million i 1990 sælges til tre millioner i 2007? Fordi bankerne havde hældt næsten 600 milliarder ud i økonomien, og de penge vandrede bl.a. over i boligmarkedet, hvor de bidrog til boligboblen. Inflation i boligpriser, med andre ord.

"At låne" i hverdagssproget
For at forstå, hvordan bankers långivning kan siges at udgøre pengeskabelse, skal vi først aflive noget børnetænkning om, hvad det at låne i banken egentlig er. Der er nemlig noget helt andet, end vi normalt forstår ved at låne, og sådan har det været i mange hundrede år. Men af en eller anden grund har vores børnelærdom ikke fulgt med, og vi kommer igen og igen til kort, når vi bruger vores børnebegreber til forstå, hvad der foregår i banken.

Det er lidt ligesom vi ikke rigtig fatter, hvad der foregår i kirken, hvis vi kun har vores barnetro. Når den kristne barnetro visner bort i mødet med logik og reel viden, typisk i teenageårene, holder vi som regel op med at komme i kirken. En dag holder vi måske også op med at komme i banken, når vi er kommet ud over vores naive forståelse af bankers udlånsvirksomhed?

Hvad vil det sige at låne? Når du en dag på kontoret har glemt din pung, Nina, og spørger om du må låne 50 kr. til frokosten, kigger jeg i den fine lille grønne æske, som din datter har lavet til mig, og siger: "Det var heldigt; der er lige 50 kr.!" Jeg piller de tre mønter op, du får dem, og så er de ikke i æsken mere. Du har lånt dem, i betydningen "Nu har du dem, og jeg kan ikke bruge dem". I morgen kan du komme med en halvtredser, og så kan jeg lægge den i æsken, og så er der penge i den igen.

Ville du låne i stedet låne 20.000 kr., fordi du var blevet arbejdsløs og havde akutte pengeproblemer, ville jeg måske fiske 20 tusindkronesedler frem fra min hemmelige udskårne bog (eller okay, bare hæve dem på min konto, mere mystisk skal det heller ikke være) og låne dig dem et års tid. Det betyder måske, at jeg ikke har råd til at tage på ferie til sommer, for du har jo mine penge. Så når du kommer tilbage med dem året efter, synes vi begge det er rimeligt, at du betaler mig fx 10% i rente for at kompensere mig for min afsavn.

Sådan vil en bankmand typisk begrunde den rente, banken kræver for sine udlån. Men som vi skal se, er det ikke sådan det foregår i banken, slet ikke. Banken er nemlig ikke som den sparegris, jeg har forudsat i de to eksempler med dig, Nina, hvor et bestemt antal kroner ligger og venter på at blive udlånt.

Banker har et særligt privilegium, når det kommer til udlån: De kan i en vis forstand låne den samme krone ud mange gange, fem eller ti gange - og tage gode renter for det hver gang. Eller vi kan også sige det på denne måde: Har de bare 1 krone, kan de låne 10 ud – og den første krone kan de skaffe sig så nemt som at klø sig i nakken. Hvordan går det for sig? Det ser vi på i næste pengebrev.

No comments: