"What have they done to the earth?
What have they done to our fair sister?
Ravaged and plundered and ripped her and bit her
Stuck her with knives in the side of the dawn
And tied her with fences and dragged her down"
Men oprøret ulmede:
"I hear a very gentle sound with your ear down to the ground
We want the world and we want it... now!"
Til klimademonstrationen på Green Friday i november mødte jeg en filosofistuderende, Katrine, som spurgte mig: "Hvad blev der af det opgør med kapitalismen, som I havde gang i i 1970'erne?"
Ja, øh, ikke noget. Det opløstes vist i fraktionskrige mellem socialistiske småpartier.
"For hvis I havde klaret det dengang, havde vi ikke haft det her klimarod i dag."
Næh. Kapitalisme, fossil energi, plastic, klimakrise. Bum.
Den engelske digter William Blake afskyede industrialiseringens "dark satanic mills" i London omkring 1800. Det var ydre tvang, der drev maskinernes store tandhjul:
"Cruel Works of many Wheels I view,
wheel without wheel, with cogs tyrannic,
moving by compulsion each other"
Men en helt anderledes, indre kraft bevægede det paradisiske liv:
"...not as those in Eden, which,
Wheel within wheel, in freedom revolve,
in harmony and peace."
Blakes samtidige, den førromantiske digter Samuel Taylor Coleridge skildrede alt det levendes samhørighed i et par linjer (fra "The Eolian Harp"). De udtrykker min stemning nr. 2 i dag, visheden om, at livet nok skal bære:
"....and what if all of animated nature
Be but organic harps, divers'ly framed,
Which tremble into thought as o'er them sweeps,
Plastic and vast, one intellectual breeze,
At once the Soul of each and God of all."
I min ringe oversættelse:
"...og hvad om hele den besjælede natur
var harper, blot i kød og blod indrammet,
som skælver tanker frem, mens gennem dem
én kæmpeåndens brise fejer, plastisk og uendelig,
på samme tid hver enkelts sjæl og alles gud."
Sådan en panteisme, hvor ånd, natur og menneske er ét, blev i løbet af Europas moderne historie fejet til side som naiv af den uhellige alliance mellem videnskab og kristendom. Selv om de to ofte fremstilles som fjender, var de dog enige om én ting, og det var at afsjæle naturen.
Naturen rummer ingen interessante ånder, kræfter eller energier, men er i alt væsentligt død materie: atomer, grundstoffer, ressourcer. Det spirituelle og guddommelige spærrer vi inde i kirken, og så åbner vi naturen for videnskab og teknologi.
Her tager kapitalismen fat: "Vi kan tjene penge ved at sætte gang i alle de ressourcer og døde ting!" Købmænd og banker skabte kredit og betalingsmidler i stadig større mængder til driftige iværksættere. Snart havde de opfundet apparater og maskiner, der krævede langt mere energi, end muskelkraften fra okser og arbejdere kunne levere.
Det levendes egenenergi og besjæling, de indre harmonier, organismens cykler og frekvenser, det biologiskes symfoni, resonansen mellem menneskers indre øren, samklangen i samværet? Ha, hvad er det?
En krop er et kemisk og fysisk apparat, psyken et freudiansk pumpeværk med barrierer og overtryk, hjernen en molekylær mekanisme med ubalancer og medicinale indgrebsmuligheder, samfundet en fabrik. Den mekaniske, udvendige energi sejrede, og de indre energier blev sendt i mystikkens, poesiens og homøopatiens skammekrog.
Kul fyrede op under Blakes mørke, sataniske møller, Rockefellers olie tog over i 1900-tallet, og naturgas kom til. Fossile brændstoffer blev vestens skæbne, og nu hele jordens. "Big Oil knew", som memet siger; de kendte til klimakonsekvenserne meget tidligt, men skjulte det; hvad ville aktionærerne ikke tænke?
Det er tid til en omstigning. Den ydre energi, der driver maskiner frem, skal finde passende mål og proportion. Den indre, der driver de "wheels within wheels", Blake fandt i Edens Have, har brug for vores opmærksomhed.
Heldigvis er der en mange tegn på en videnskabelig nyorientering, hvad angår biologisk og human subtilorganisering, om jeg kan kalde det sådan (se fx min bog "Forskning i sammenhænge: Hvordan natur- og samfundsvidenskaberne kunne bidrage mere til udvikling af liv og samfund". Multivers, 2006.)
Det er jo på en erkendelse af andre energikilders nytte end de fossile, at vi skal bygge et samfund i balance. Og det kræver en konkret indsats, både intellektuel og praktisk. Som publikum synger hver sensommer i Royal Albert Hall ved afslutningen af the Proms, i Blakes hymne Jerusalem, ville han godt kæmpe for sin vision om et samfund hinsides industriens og kapitalens naturødelæggelse.
"I will not cease from Mental Fight,
Nor shall my Sword sleep in my hand:
Till we have built Jerusalem,
In England’s green & pleasant Land."
(Illustrationen øverst i blogposten skyldes Blake. Det er en radering fra titelbladet til det meget lange digt Jerusalem (ikke hymnen) (1804-1820). Den Rejsende søger oplysning i et gotisk kammer, idet han dog selv medbringer en skinnede kugle - måske Edens "wheels within wheels", som citeret ovenfor.)
No comments:
Post a Comment