Jeg forsøger her at fortolke
finansbobler som udtryk for den måde, penge oftest skabes på - nemlig som udlån og gæld,
først gennem brudte gældsrelationer i tidlige samfund og senere gennem bankers udlån. Mit
argument er i bred overensstemmelse med historisk og aktuel viden, om end jeg
ikke fremfører præcis evidens (jeg nævner centrale forskere i parentes hist og pist). Denne tekst omhandler principperne.
A. Penge opstår som krav på ressourcer
1. Mennesker har behov for at trives. Det kræver ressourcer, bl.a. føde. De første mennesker samlede ressourcer og delte dem iblandt sig. Man holdt styr på, hvem der gav til hvem og hvem der skyldte.
2. Hvor sådanne personlige gældsrelationer brød sammen eller ikke fandtes (fx en hær på vej til fronten eller købmænd langt hjemmefra), begyndte man at anvende mønter (kontanter) udstedt af en myndighed (Graeber).