Selvbestemmelsesteorien videnskabsteoretisk - vurderet af GenAI

Hvor skal vi placere selvbestemmelsesteorien (SDT) rent videnskabsteoretisk? Det er ikke noget SDT-forskerne selv går op i, så derfor skrev jeg en blogpost om det for fire år siden (her). 

Siden er GenAI kommet til, og jeg fandt på at stille ChatGbotten det samme spørgsmål, med et personligt twist. Det fik jeg et rigtig godt svar på (begge på engelsk). Jeg bad om en komprimeret dansk version, som jeg har indsat straks efter spørgsmålet herunder. Efter det danske svar kommer det udførlige svar på engelsk.  

Endelig kan man jo selv spørge sin foretrukne sprogmodel. Man kan evt. bede den læse de par tusind videnskabelige papers, der ligger på www.selfdeterminationtheory.org, så den er med. 

Jeg spørger ChatGPT-5.5 (maj 2026):
Students in Denmark often ask me about the philosophy-of-science positioning of SDT (an important question in Danish higher education, where scores of otherwise unemployable philosophers teach "videnskabsteori" (roughly philosophy of science) to undergraduates of practically all stripes).

Students in the human and social sciences learn to adopt their positivism-critical and Foucault-inspired professors' disdain for quantitative research and endlessly trumpet hermeneutics and phenomenology as the progressive alternatives.

So, this is the context for my question, put in my somewhat biased way. But let me hear your take: What are the "videnskabsteoretiske" roots and orientation of SDT?

ChatGPT5.5 svarer:
Self-Determination Theory, SDT, forstås bedst som en organismisk, realistisk og empirisk forankret teori om menneskelig motivation og udvikling.

Den er ikke positivistisk i den grove forstand, som ofte karikeres i dansk videnskabsteori: mennesket som en passiv mekanisme, der kan forklares udefra gennem stimuli, belønninger og adfærd. Men SDT er heller ikke hermeneutisk, fænomenologisk eller socialkonstruktionistisk i klassisk forstand. Den tilhører snarere en tredje tradition: en humanistisk-organismisk psykologi, der har accepteret empirisk disciplin.

SDT’s menneskesyn er organismisk. Mennesket ses som et aktivt, selvorganiserende væsen med iboende tendenser til vækst, integration, internalisering og meningsfuld selvregulering. Det er her, teorien adskiller sig fra behaviorisme og anden mekanistisk psykologi. Mennesket er ikke blot et produkt af forstærkning, belønning, straf eller social programmering.

Samtidig er SDT realistisk. Teorien antager, at autonomi, kompetence og samhørighed ikke blot er kulturelle fortællinger eller diskursive konstruktioner, men reelle psykologiske behov. De er betingelser for trivsel, udvikling og integreret funktion. SDT antager altså, at der findes noget relativt alment ved menneskelig natur.

Metodisk er SDT stærkt empirisk. Den arbejder med eksperimenter, spørgeskemaer, interventionsstudier, longitudinelle design, tværkulturelle undersøgelser og statistisk modellering. Men dens genstand er ikke kun ydre adfærd. Den undersøger subjektive erfaringer: at føle sig presset, valgt, kompetent, forbundet, kontrolleret, fremmedgjort eller integreret.

Derfor kan man sige:

SDT tager subjektiv erfaring alvorligt, men standser ikke ved fortolkning. Den gør erfaringen empirisk undersøgbar.

I forhold til hermeneutik og fænomenologi er SDT interessant, fordi den faktisk beskæftiger sig med oplevet mening, motivation og selvforhold. Men den gør det ikke primært gennem fortolkning af livsverdener, tekster eller fortællinger. Den forsøger at formulere begreber, der kan måles, testes og anvendes i praksis.

I forhold til Foucault og kritisk teori kan SDT også sige noget væsentligt. Den er meget opmærksom på kontrol, overvågning, betinget anerkendelse, straf, belønning, styring og internaliseret pres. Men modsat en del Foucauldiansk teori reducerer SDT ikke normativitet til magt. Den siger: Nogle sociale miljøer understøtter menneskelig udvikling bedre end andre. Og det kan undersøges empirisk.

En kort videnskabsteoretisk karakteristik kunne derfor være: 

Ontologi	Realistisk: psykologiske behov og motivationsformer forstås som reelle fænomener
Menneske-syn	Organismisk: mennesket er aktivt, integrerende og udviklingsorienteret
Epistemologi	Post-positivistisk: viden er foreløbig, men empirisk testning er afgørende
Metode	Primært kvantitativ og eksperimentel, men principielt åben for kvalitative bidrag
Syn på subjektivitet	Subjektiv erfaring er central, men gøres empirisk undersøgelig
Syn på samfund	Sociale kontekster kan støtte eller hæmme autonomi, kompetence og samhørighed
Normativitet	Eudaimonisk: trivsel forstås som behovstilfredsstillelse, integration og vitalitet

Den korte formulering til studerende kunne være:

SDT er en organismisk og realistisk teori om menneskelig motivation, der kombinerer et rigt humanistisk menneskesyn med streng empirisk metode. Den er hverken mekanistisk positivisme eller fortolkningsvidenskabelig anti-positivisme, men en post-behavioristisk, post-positivistisk psykologi om menneskelig trivsel, integration og udvikling.

Eller endnu kortere:

SDT er, hvad humanistisk psykologi kunne være blevet til, hvis den havde fastholdt sit rige menneskesyn, men samtidig accepteret eksperimentel og kvantitativ forskningsdisciplin. 

Her er det udførlige svar, jeg fik af botten først. Det er fremragende.

Your bias is understandable. My answer would be: SDT is best described as an empirically disciplined, organismic, realist theory of human motivation and development.

It is not “positivist” in the crude sense often attacked in Danish videnskabsteori courses; but neither is it hermeneutic, phenomenological, Foucauldian, or social-constructionist. It is a third thing: a humanistic-organismic psychology that insists on experimental and quantitative evidence.

1. SDT’s metatheory: organismic, not mechanistic

Ryan and Deci explicitly describe SDT as using “traditional empirical methods” while relying on an organismic metatheory: human beings are active, self-organizing organisms with evolved inner resources for growth, integration, internalization, and self-regulation. (selfdeterminationtheory.org)

That is the key. SDT is not behaviorism. It does not see humans as passive response-machines shaped by reinforcement schedules. Nor does it reduce motivation to drives, incentives, rewards, or social conditioning. It assumes that people are naturally active, curious, integrating, meaning-seeking, and developmentally oriented — provided that the social environment supplies the right psychological “nutrients.”

This places SDT in a lineage with:

·        organismic developmental psychology: the person as an active developing whole;

·        humanistic psychology: Rogers, Maslow, growth, authenticity, self-congruence;

·        White’s competence/effectance motivation and deCharms’s “personal causation”;

·        post-behaviorist experimental psychology, especially the study of intrinsic motivation;

·        a broadly Aristotelian-biological view of functioning: organisms have conditions under which they flourish.

So, in Danish terms: SDT is not positivistisk-mekanistisk. It is much closer to a realist, organismic, developmental psychology.

2. Its epistemology: realist and post-positivist

SDT treats autonomy, competence, relatedness, need satisfaction, need frustration, intrinsic motivation, introjection, identification, and integration as real psychological phenomena, not merely discursive constructions.

That makes SDT realist. It assumes there are relatively stable features of human nature that can be discovered. The three basic psychological needs are not treated as arbitrary cultural preferences, but as general conditions for psychological growth and well-being. Contemporary Basic Psychological Need Theory defines these needs as critical resources underlying people’s natural movement toward growth and integration. (Springer)

But SDT is not naïvely positivist. It does not say: “Only directly observable behavior exists.” It studies subjective experience — autonomy, volition, pressure, interest, relatedness, meaning, value, internalization — but it operationalizes these phenomena in ways that allow empirical testing.

So I would call it:

post-positivist psychological realism with an organismic-humanistic anthropology.

Or more simply for students:

SDT believes subjective experience matters, but it studies it empirically.

3. Its methodology: quantitative, experimental, interventionist — but not reductionist

SDT began with classic experimental work on intrinsic motivation. Deci’s 1971 study found that monetary rewards could undermine later intrinsic motivation, whereas verbal reinforcement/positive feedback could increase it. (selfdeterminationtheory.org)

That origin matters. SDT did not arise from textual interpretation, phenomenological interviews, or critique of power. It arose from experimental anomalies in motivation research: rewards, which behaviorism predicted should strengthen behavior, sometimes weakened later interest. SDT then built a theory around quality of motivation, not just quantity of motivation.

Over time, SDT developed into a broad macro-theory with several mini-theories — cognitive evaluation theory, organismic integration theory, causality orientations theory, basic psychological needs theory, goal contents theory, and relational motivation theory. (selfdeterminationtheory.org)

Its methods include laboratory experiments, field experiments, longitudinal studies, cross-cultural survey research, structural equation modeling, intervention studies, diary studies, and increasingly mixed methods. But the core temperament of the theory remains empirical: formulate constructs, measure them, test predictions, revise theory.

That makes SDT deeply uncomfortable for the fashionable anti-quantitative posture you describe. It is not ashamed of measurement. But unlike crude positivism, it measures meaningful organismic experiences, not just external behavior.

4. Its anthropology: neither deterministic nor voluntarist

SDT has a subtle view of the person. It is not liberal individualism in psychological dress, although many misread it that way. “Autonomy” does not mean independence, selfish choice, or absence of structure. It means volitional endorsement: acting with a sense that one’s behavior is congruent with oneself.

That is why SDT can study both freedom and socialization. Organismic Integration Theory asks how external values, norms, duties, and practices become internalized — sometimes poorly, as introjection, sometimes more fully, as identification and integration. Ryan and Deci describe OIT as the SDT mini-theory concerned with forms of extrinsic motivation and the contextual factors that promote or hinder internalization and integration. (selfdeterminationtheory.org)

This is where SDT becomes interesting philosophically. It rejects two common extremes:

1.    Behaviorist/social determinism: people are products of reinforcement, control, discourse, class, gender, institutions.

2.    Pure voluntarism: people simply choose freely from nowhere.

Instead, SDT says: humans have innate tendencies toward integration, but those tendencies are socially dependent. The self develops through interaction with environments that either support or thwart autonomy, competence, and relatedness.

That is why I would call SDT a relational theory of autonomy.

5. Relation to hermeneutics and phenomenology

SDT is not hermeneutics. It does not primarily interpret texts, lifeworlds, narratives, or historical meanings. But it is not hostile to lived experience. In fact, it depends on first-person experience: feeling pressured, feeling choiceful, feeling competent, feeling connected, feeling controlled, feeling alienated.

So SDT has a phenomenological object, but not a phenomenological method.

It asks: What is the person’s lived experience of motivation? But then it operationalizes that experience and studies it empirically.

That is a useful sentence for Danish students:

SDT takes subjective experience seriously, but it does not stop at interpretation; it turns experience into testable psychological theory.

6. Relation to Foucault and critical theory

A Foucauldian might say that autonomy is itself a historically produced discourse — a neoliberal form of subjectification. SDT would answer: yes, social institutions shape selves, but not all forms of shaping are equal. Some forms produce integration, vitality, and well-being; others produce pressure, alienation, compliance, resentment, or fragmentation.

This is where SDT can actually absorb some critical-theory concerns. It is highly sensitive to control, surveillance, conditional regard, reward systems, coercive schooling, managerial manipulation, and internalized pressure. But unlike Foucault-inspired theory, SDT does not reduce normativity to power. It says there are better and worse ways to support human development, and this can be empirically studied.

So SDT is anti-authoritarian without being anti-scientific.

It gives you a vocabulary for criticizing control-based institutions — schools, workplaces, clinics, parenting regimes — without abandoning causal explanation, measurement, or evidence.

7. A compact “videnskabsteoretisk” classification

Dimension	SDT’s position
Ontology	Realist: psychological needs and motivational regulations are treated as real features of human functioning.
Anthropology	Organismic: humans are active, growth-oriented, integrative organisms.
Epistemology	Post-positivist: knowledge is fallible, but empirical testing matters.
Methodology	Primarily quantitative and experimental, but compatible with qualitative work.
Causality	Context-sensitive and relational: environments support or thwart organismic tendencies.
View of subjectivity	Subjective experience is central, but made empirically investigable.
View of society	Social contexts are formative; they can support autonomy or impose control.
Normativity	Naturalistic-eudaimonic: flourishing depends on satisfaction of basic psychological needs.

8. My formulation

For Danish higher-education purposes, I would present SDT like this:

Self-Determination Theory is an organismic, realist, empirically oriented theory of human motivation. It shares humanistic psychology’s concern with growth, autonomy, authenticity, and integration, but it rejects purely speculative or interpretive approaches by insisting on operationalization, measurement, prediction, and intervention research. It is therefore neither crude positivism nor hermeneutic anti-positivism, but a post-behaviorist, post-positivist, organismic science of human flourishing.

And perhaps even sharper:

SDT is what humanistic psychology might have become had it accepted experimental discipline without surrendering its rich view of the human being.

That, I think, is the best “videnskabsteoretiske” positioning. SDT is not a capitulation to positivism. It is an empirically mature alternative to both behaviorist mechanism and fashionable interpretivist skepticism.

 

Blev det dobbelte bogholderi opfundet, så bankerne kunne styre deres pengeskabelse?

I den pengehistoriske forskningslitteratur har det altid været lidt uklart, hvorfor det dobbelte bogholderi opstod - dér i de norditalienske bystater omk. 13-1400. "Nå, men det var bare en smart måde for købmænd at føre regnskaber på", siges det.

 

Jeg har de sidste ti år påstået, at de tidlige banker fandt på det for at kamuflere - eller i det mindste: registrere - deres pengeskabelse. Men regnskabskyndige har rystet på hovedet, nej, nej er du bims?

Hvad er videnskabsteori?

Hvis man går på en videregående uddannelse, møder man før eller senere "videnskabsteori." Lad mig sige lidt om, hvad det felt er, forklaret helt fra bunden af. 

Allerførst: Det er ikke det samme som en "videnskabelig teori." En videnskabelig teori er sådan noget, man har i de forskellige videnskaber, som fx Darwins evolutions-teori i biologien eller Piagets teori om kognitiv udvikling i psykologien eller Latours aktør-netværksteori i samfundsforskningen.

Autonomi iflg. selvbestemmelsesteorien

Mennesker trives og er motiverede, når de oplever autonomi, kompetence og samhørighed. Sådan siger selvbestemmelsesteorien. Men hvad ligger der egentlig i autonomi? Det er mere end bare at bestemme selv. Det handler også om:.

EJERSKAB. Det at kunne foretage handlinger, man står inde for. "Det, jeg gjorde dér, står jeg 100% bag." ("Moralsk stress" kaldes det for tiden, når man på arbejdet skal gøre ting, man ikke kan stå inde for.)

Regenerativ psykiatri

"Regenerativ psykiatri" kan betegne en psykiatri, der er opmærksom på de belastninger, psyken kan udsættes for gennem livet og hvis effekter ophobes i en grad, så en yderst aktiv indsats, en regenerativ indsats, er påkrævet - for at lindre og helbrede psykisk lidelse.

En regenerativ psykiatri vil nok pege nogenlunde samme sted hen som den traume-informerede tilgang, Power Threat Meaning rammeværket, Trieste-modellen og beslægtede tilgange, der - ulig megen etableret psykiatri - inddrager de belastninger, stressorer og traumatiseringer, der er en del af enhver patients historie og sociale kontekst. 

Facilitering i lyset af selvbestemmelsesteorien

Facilitering kan ud fra SDT forstås som dækning af en forsamlet gruppe menneskers psykologiske behov for autonomi, kompetence og samhørighed. Når facilitering lykkes, er det altså fordi facilitator skaber rammer, hvor deltagerne sætter sig i førersædet og udretter noget vigtigt sammen. 

Facilitering er overvejende en praktisk disciplin, der er udviklet af praktikere. Den er ikke født med nogen omfattende teori bag sig, der kan forklare hvorfor det fungerer at facilitere (når det gør det) eller hvordan man faciliterer godt eller hensigtsmæssigt. Man kan facilitere med forskellige vinklinger – systemisk, anerkendende, narrativt, socialkonstruktionistisk osv. – og det er alt sammen udmærket.

 Lad os her se på facilitering med briller fra selvbestemmelsesteorien (Self-Determination Theory, SDT, Ryan & Deci; 2017), som jeg netop har skrevet en bog om (Ravn, 2021). 

En syvende miniteori i SDT på vej

"Self as process" er arbejdstitlen på den næste miniteori i Self-Determination Theory, SDT. Det fortalte den ene af SDT's grundlæggere Richard M. Ryan på den årlige konference i European Network for Positive Psychology, der netop er blevet afholdt i Reykjavik. 

Ryan var keynotespeaker og fortalte med tydelig begejstring i en kort samtale med Nanna Paarup, Mette Ledertoug og mig bagefter, at han og andre i SDT arbejder på den nye miniteori. Det er arbejde, der er pågået i årevis (se fx Deci og Ryan, 1991, stadig fremragende, og Ryan, 1991), men som nu åbenbart udkrystalliseres i en decideret miniteori. Det er en glædelig og uhyre spændende udvikling, synes jeg.

VidenskabsTEori hos kejseren af Kina

Hvad er det nu, falsifikation er? Og verifikation? Hvad er forskellen på induktion og deduktion? Hvad er observationer, empiri, hypoteser og teori? Og hvad er den hypotetisk-deduktive metode? 

Det er begreber fra videnskabsteori, der kan være svære at huske. Så her forklarer jeg dem ved hjælp af en leg, mange kender: "Til te hos kejseren af Kina". Den hedder også "Jeg slap over grænsen fordi..." Legen minder om forskning, fordi deltagerne skal findet den regel eller teori, der får dem med til te hos kejseren. 

Lad os sige, at jeg ER den, dvs. jeg har fastsat reglen eller teorien. Anna og Ben skal gætte den. Jeg kaster den første observation på bordet, "Jeg kommer til te hos kejseren, fordi jeg har en appelsin med." Hvad er reglen, der får de to andre med?

Selvbestemmelsesteoriens videnskabsteoretiske ståsted

 

Hvad kan man sige om selvbestemmelsesteorien, videnskabsteoretisk betragtet? Det er et spørgsmål, der regnes for særdeles vigtigt på (danske) videregående uddannelser, men som typisk ikke optager udøvende forskere meget. De forsker bare, som de er vant til. Således også SDT-forskerne. Dertil kommer så, at SDT ikke restløst kan placeres i én enkelt videnskabsteoretisk kategori (Er SDT fænomenologisk? Er SDT socialkonstruktionistisk?).

Lad mig prøve at se SDT i lyset af en håndfuld relevante videnskabsteoretiske skoler. Det gør jeg i to tempi. Først metodologisk (= metodemæssigt) eller erkendelsesteoretisk, dvs, hvordan indhenter man viden om verden i SDT. Dernæst ontologisk, altså hvad mener man i SDT verden består af, bl.a.: Hvad er mennesket for en størrelse?

MO-9. Trauma and the Economy: Money Regulates Access to Resources, Calming the Anxiety Behind Greed

Trauma has social, political and economic consequences. The people who have innovated and shaped our institutions, like social leaders, politicians and economists, have developed from early lives that have been more or less stressful and traumatizing. Of course, they have carried the some elements of their life experiences into the social, political and economic domains.

As for economics, it seems evident that homo oeconomicus, with his exclusive focus on utility maximization for personal benefit and the winner-takes-all principle of the competitive market economy, is a prime example of a person whose stress response system is permanently on high alert, producing the vigilance characteristic of people accustomed to danger from every direction. "You gotta watch our for your own interests, because no one else will" is a lesson one may learn very early in life, and research over the past 20-30 years has shown that such an early environment affects brain structure and neural development in profound ways.

MO-8 At integrere og subintegrere udfordringer. Et perspektiv på stress, traumer og psykisk lidelse

 

[Introduktion til et længere manuskript, forthcoming]

Hvordan skal vi forstå psykisk trivsel og psykisk lidelse? Der findes en almindelig forestilling om, at livet kan fungere for os, men af og til oplever vi dysfunktioner og sammenbrud, som om sindet går i stykker eller vores tanker farer vild og fortaber sig i blindgyder. 

Så taler vi fagligt om kemiske ubalancer i hjernen eller om kognitiv dysfunktion, som vi kan rette op på eller kompensere for, bl.a. med medicin og kognitiv adfærdsterapi. 

I denne tekst vil jeg fremhæve et lidt andet perspektiv, nemlig at menneskets psyke og hele organisme er kendetegnet ved en integrerende tendens, der bestandigt søger at skabe sammenhæng, konsistens og helhed i sindet og livet. I dette perspektiv er psykisk lidelse ikke så meget et spørgsmål om dysfunktion og sammenbrud, men om at den integrative tendens nu har et mere indskrænket rum at manifestere sig i og derfor fremtræder anderledes, måske mærkværdig (som psykisk lidelse ofte fremstår).

CB-rentepolitik fungerer fint med sølvmønter - men ikke med kontopenge

I pengepolitikken har man altid ment, at centralbanken (CB) kan stimulere økonomisk vækst ved at sænke renten. Men det fungerer ikke altid så godt. Hvorfor det er tilfældet, er der ikke enighed om blandt økonomer. 

Her prøver jeg at kaste lys over sagen: Tænker man at samfundsøkonomien opererer med kontanter, eller ligefrem sølvmønter, giver en sådan rentepolitik god mening. Men i den udstrækning at det er kontopenge, vi bruger, giver rentepolitik mindre mening. Måske er det derfor, den fungerer så dårligt. Langt de fleste penge i dag er jo kontopenge.

Hypotesen her er en del af en større teori om, at ortodoks økonomisk forskning baserer sig på en kontantøkonomi og ikke tager højde for, at de sidste 100-200 år har kontopenge været den dominerende pengeform. Derfor er så megen økonomisk forskning empirisk tvivlsom. Ikke mindst fordi den ikke interesserer sig for, hvordan disse kontopenge skabes og kommer ind i økonomien (Ryan-Collins m.fl., 2011; Werner, 2005).

MO-7: Integrating Challenges: A Common Thread in Stress, Trauma, Psychopathology and Societal Dysfunction

Book synopsis (so far)

0. Introduction. Psychological well-being and ill-being may be viewed from the perspective of how people overcome challenges, that is, seek to "integrate" them. Take an example. A person negotiating small puddles of rain on the sidewalk hardly registers them as challenges. Another person skipping successfully over large potholes certainly does. When an earthquake opens the road in front of a third person, that challenge will likely appear as a life-threatening. How trivial, optimal and overwhelming challenges are dealt with by human beings (and biological and social systems) is the topic of this book. 

1. Organisms are proactive. People are organisms and living systems, and as such they take in energy from the sun and from nutrients and transform it in ceaseless activity (Bertalanffy). An organism is proactive; it extends itself into the world with curiosity and seeks to integrate everything unknown into growth, thriving and flourishing. SDT calls it intrinsic motivation and it manifests as the interest that healthy people take in their surroundings (Ryan). 

MO-6. Three ontologies: Particles, forms, oscillations

For three decades I've juggled three ontologies, or views of reality. 

1. One that is obviously limited or downright wrong: the static, atomistic-materialistic one that holds particles and objects to be the core of reality.

2. A dynamic ontology, like that of Heraclitus, Bergson and Whitehead. It sees reality as a river with stable eddies and whirlpools that channel the flow and make it appear as stable, localized entities (this was the topic of my first book, "Flux"). These appearances of stability I called forms and argued that the forms of the social world (values, norms, roles, institutions) suited humans best when they were stable and flexible at the same time, or flexstable.

3. A more scientifically realistic ontology that starts from string theory and quantum field theory. This view sees physical reality in terms of oscillators that vibrate spontaneously, like strings, in the quantum vacuum, taking the shape of electromagnetic, gravitational and other kinds of field, force and radiation. This frequency or wave description has been part and parcel of quantum mechanics since its inception, but Niels Bohr and the Copenhagen School accorded it only status as "complementary" with the particle view (to which it is clearly superior). Seeing atoms, molecules, cells, organisms, perception, memory, disease and many other complex phenomena in terms of oscillations or waves interacting in standing interference patterns is a view that is breaking through scientifically these current decades, ever so slowly. (I wrote a short, popular account: kronik i Politiken).

Vejen til velstand: Kapitalisme eller pengeskabelse?

Vi er så vant til at tænke, at velstanden i vesten skyldes kapitalismen og dens enestående drivkraft, den frie konkurrence.

Men hvordan forklarer man så den eksplosive velstandsstigning, vi har set i visse lande og perioder uden noget, der bare lignede kapitalisme - fx Nazityskland i 1930'erne, Japan efter 2. verdenskrig og Kina de sidste 30 år? Kan det skyldes, at der har været systematisk pengeskabelse i disse tre tilfælde - af et omfang, som vi ellers kun kender fra bankerne i de kapitalistiske samfund?

 For Nazityskland var jo et klassisk diktatur, Japan 1945-85 var et paternalistisk samfund med "karteller" (keiretsu) af leverandørkæder, og Kina 1990-2020 er en étpartistat. Umiddelbart har der ikke været megen frisk, liberal konkurrence i de lande, ingen usynlig hånd. Snarere en central jernnæve. Lad se nærmere på dem.

SDT og den psykologiske madpyramide

I gamle dage blev flæsk og mjød regnet for et godt måltid. Cirka dér er vi i dag, hvad vores psykologiske behov angår.

Efter mange års ernæringsstudier kunne man i 1900-tallet stille skarpt på de tre primære næringsstoffer: Proteiner, kulhydrater og fedtstof. Dem har alle mennesker brug for. De tre blev den første madpyramide bygget op omkring. Senere kom vitaminer og mineraler til. 

SDT's tre psykologiske behov er lige så fundamentale, men følger først 100 år senere. Hvis småbørn, skoleelever, studerende, medarbejdere, patienter, idrætsudøvere og alle andre mennesker får deres behov for samhørighed, autonomi og kompetence rimeligt opfyldt, vil de trives i sjælen - så basalt godt som en gennemsnitsdansker fik ordentlig næring for 100 år siden og begyndte at trives i legemet.

MO-5. Disease is not a dysfunction. It's the body's healthy way of handling major challenges

In my current work on living systems, a new understanding of disease is up. Disease is traditionally understood as something negative, to be avoided and gotten rid of. 

However, if we see organisms as naturally venturing into the world and encountering challenges from the environment, disease may be seen as the body attempt to deal with challenges that are just too large for regular processing.

Your body wards off bacteria all the time, but if their concentration exceeds a certain threshold, or your threshold has been lowered due to low vitality or suchlike, then the body marshals special resources and puts the body to work, serious work (think inflammation, infection). 

Medium-sized challenges the body can handle, pneumonia it may not, and your good doctor steps in with antibiotics to kill off the large challenger which might otherwise have overcome you.

MO-4. A lost century in psychiatry

An important part of my work on living systems during the present decade will be addressing some issues in psychiatry. Although I'm no expert, I have the strong sense that between the  fairy tales of Freud's psychoanalysis and biological psychiatry, with its focus on chemical imbalances in the brain, we have pretty much a lost century in psychiatry. Little by way of understanding, let alone treating, psychopathology has been achieved over the past hundred years or more.

The French doctor and psychologist Pierre Janet (1859-1947) did pioneering empirical work with thousands of patients and established the attempt to achieve psychological unity as a major driving force of the human mind. Publishing voluminously in French and very little in English, he was eclipsed by Freud, a master of public propaganda and the construction of a movement around himself. 

To Janet, integration towards psychological unity is the hallmark of mental health, while psychological fragmentation takes the mind in the opposite direction, towards ill health and disease. 

MO-3. Håndtering af udfordringer: Perspektivisk integration og subintegration

Mennesker udvikler sig ved at møde og håndtere udfordringer. I bedste fald indoptages udfordringen, personen integrerer den og vokser derved. Lidt mere er klaret, ens verden har udvidet sig og man ser og forstår sammenhænge lidt bedre og handler mere kompetent i dem. Kontekst og helhed erobres, og personen bliver optimalt en tydeligere del af det menneskelige fællesskab.

PERMA og SDT's behov, sammenlignet

Hvad har Seligmans PERMA-teori og SDT's tre behov til fælles? Ikke noget, plejer jeg at sige. SDT er en behovspsykologi, og Seligman taler ikke om behov. Men Karina Purlund sammenstillede i en nylig opgave på MOPP'en de to teorier så elegant, at jeg omsider kunne se slægtskabet.

Som Karina påpeger, er A'et i PERMA, Achievement, beslægtet med SDT's kompetencebehov: At præstere og udrette noget giver trivsel. Og Seligmans R, sociale Relationer, er af samme skuffe som Deci og Ryans behov for samhørighed.

Denne sammenlignelighed på disse to punkter åbenbarede for mig de to teoriers fællestræk: Seligmans liste består af elementer eller faktorer, der bidrager til eller ligefrem definerer trivsel (Seligman, 2011). Og de tre psykologiske behov i SDT er "essentielle næringsstoffer" for menneskers livsudfoldelse og trivsel, siger Deci og Ryan (Ryan og Deci, 2017; Ravn, 2021). 

MO-2. Fem pointer om systemer og udfordringer

Her er fem pointer til mit Magnum Opus:

1. Organismer, mennesker og samfund udvikler sig ved at tackle og overvinde udfordringer.

2. Dette tager form af en indoptagelse eller integration af dét ukendte, som systemet møder, så systemet danner en ny og større og mere velintegreret orden eller helhed.  

3. Denne integration eller helhedsdannelse kan beskrives på et antal måder:

MO-1. Livsprocesser møder udfordringer. Skal vi gribe til partikler eller bølger for at forstå det?

Lad mig prøve at give en bid af det magnum opus (MO), jeg har viet indeværende tiår (2018-2028) til at skrive. Det handler om livsprocesser, i menneskets psyke og i samfundet, forstået på baggrund af fysisk og biologisk selvorganisering. 

Organismer som fx mennesker møder udfordringer og overvinder og indoptager dem og udvikler sig - eller det går galt. Jeg prøver at finde et nyt sprog for levende systemers kompleksitetsopbyggelse og helhedsbestræbelser, herunder hvad organismer og mennesker gør, når udfordringerne bliver for store og undergangen truer.

Her er et billede. Jeg står foran en sandkasse med en jævn overflade. Jeg knipser i sandet; sand fortrænges og et hul dannes. Nu vender jeg mig mod et soppebasin. Jeg "slår" i overfladen ved at dryppe en dråbe. Vandet fortrænges, en lille fordybning opstår kortvarigt, mens bølgerne slår mod kanten og vender tilbage. Et halvt minut senere er overfladen stille som før; hullet er helt væk. 

Finansbobler forklaret ud fra, at penge skabes af banker gennem udlånet

Jeg forsøger her at fortolke finansbobler som udtryk for den måde, penge oftest skabes på - nemlig som udlån og gæld, først gennem brudte gældsrelationer i tidlige samfund og senere gennem bankers udlån. Mit argument er i bred overensstemmelse med historisk og aktuel viden, om end jeg ikke fremfører præcis evidens (jeg nævner centrale forskere i parentes hist og pist). Denne tekst omhandler  principperne.

A. Penge opstår som krav på ressourcer

1.    Mennesker har behov for at trives. Det kræver ressourcer, bl.a. føde. De første mennesker samlede ressourcer og delte dem iblandt sig. Man holdt styr på, hvem der gav til hvem og hvem der skyldte.

2.    Hvor sådanne personlige gældsrelationer brød sammen eller ikke fandtes (fx en hær på vej til fronten eller købmænd langt hjemmefra), begyndte man at anvende mønter (kontanter) udstedt af en myndighed (Graeber). 

Ontologi og epistemologi. Hvad er det nu, det er?

Hvis du har taget et kursus i filosofi eller videnskabsteori, har du sikkert fået stukket disse ord ud. Hvis du er som folk flest, kløede du dig i nakken og glemte, hvad de betød. Her giver jeg en forklaring - og et bud på, hvorfor de to ting er relevante i dag.

Helt enkelt, så er ontologi læren om det, verden består af. Nu om stunder vil fysikere svare "partikler og energi". Epistemologi er læren om, hvordan vi erkender eller opfatter verden. Nu om stunder ville de fleste sige: "Vi får information fra sanserne, og ud fra det danner hjernen viden om verden. Så når vi ser en hest, tænker vi: 'Bum, det er en hest!'"

Mere indviklet er det sådan set ikke. Men hvorfor er det interessant? Tag dette eksempel. For nogle år siden sad vi i min familie og snakkede om køn og etnicitet og identitet, og de unge havde meget skarpe meninger. Min gamle mor sagde så: "Ja, ja, det er jo lige meget, hvad I kalder det. Det er jo en neger!"

Klimaet - Jim Morrison, Blake og Coleridge

4. jan. 2020. På sådan en nytårslørdag sidder jeg med to stemninger. Bestyrtelsen over klodens tilstand, jf. senest de australske brande, og min grundlæggende sikkerhed på, at livet, både det biologiske og menneskets, vil bære os igennem. Jim Morrison skrev i 1967:

"What have they done to the earth?
What have they done to our fair sister?
Ravaged and plundered and ripped her and bit her
Stuck her with knives in the side of the dawn
And tied her with fences and dragged her down"

Den positive psykologis offentlighedshistorie i USA

"Happier? The History of a Cultural Movement that Aspired to Transform America", af Daniel Horowitz. New York: Oxford University Press, 2018.

Denne bog er en udmærket og let kritisk præsentation af positiv psykologis historie og forhistorie, skrevet af en amerikansk kulturhistoriker. Jeg talte tilfældigvis med ham og hans kone, nogle pæne og lidt betuttede ældre mennesker, i Orlando, Florida til konferencen i International Positive Psychology Association i 2015.

Intrinsic and extrinsic competition

Distinguishing between intrinsic and extrinsic competition may be a key to avoiding the soul-crushing effects of highly competitive sports and finding ways for people to enjoy physical activity for "its own sake." 

"Do you play sports to win or just for fun?" This is a question sports lovers often have to suffer. A sensible answer is "Both. Why would they be opposites?" Well, obviously, because people who are really keen on winning often seem to miss out on having fun. Doing sports or playing games only to win seems like a lot of work. Yet, all sports lovers know that the real fun lies in investing yourself 100% in the game, and that means--quite often--going for the win.

Pengeskabelse når mange banker yder ét stort lån sammen

Når banker i gamle dage skulle udstede et stort lån, fx til en regent eller en stor virksomhed, gik mange banker ofte sammen om at yde lånet. Det fremstilles i historiebøgerne ofte som om, at de hver især stillede med et mindre beløb og sammen blev det til et stort beløb – underforstået: mange banker kan jo støve flere pengesedler op end en enkelt bank. Det er altså formidlingsteorien, vi får serveret: Per låner pengene af Poul, Palle, Peter, osv. Dog bruger de kvikke historikere ofte ord, der antyder at noget andet er på færde: skaffe finansiering, mobilisere de nødvendige ressourcer, tilvejebringe kredit, få fundingen på plads. Men hvad der er på færde, siges sjældent rent ud.

Hvordan kan banker skabe penge?

Her prøver jeg at forklare det med et eksempel. Det er en ”ideal”-situation, som bankerne har søgt at nærme sig i århundreder, så det foregår ikke helt sådan endnu – men næsten.

Jeg har en konto i Merkur Bank. Jeg låner en million til en andelslejlighed. Banken skriver 1.000.000 ind på min lønkonto og opretter en udlånskonto i mit navn, hvor der står -1.000.000.

Flekstabilitetsteorien

"Kaotisk" og "rigid" er almindelige kategorier. Man kan udmærket hæfte betegnelsen rigid på en dogmatisk bibellæsning, racistiske stereotyper og et bureaukratisk retsvæsen. En person kan være kaotisk i hovedet, et borgermøde kan være kaotisk, og et krigshærget samfund kan være nedsunket i kaos. Hvad har disse ting til fælles?

Betegnelserne er ikke objektive: Anne, der arbejder i en bank, opfatter måske afleveringen og afhentningen i børnehaven som kaotisk, mens Bolette, der bor i Christiania, synes reglerne herfor er rimeligt rigide. Begge har de dog formentlig en opfattelse af, at de pågældende situationer hverken skal være rigide eller kaotiske. Måske vil de udtrykke idealet som "et sted midt imellem".

Kan vi systematisere disse intuitioner om menneskers oplevelse af faste og løse former i bevidsthed, samvær og samfund? Og måske skabe et helt generelt billede af, hvilke former der fremmer livsudfoldelsen, og hvilke der hæmmer den?

Pengeskabelsen i tolv historiske episoder

Da bankers og centralbankers pengeskabelse er et ret ukendt fænomen, kan vi gå ud fra, at historikere generelt heller ikke kender til det (med enkelte ikke-faghistorikere som undtagelser, bl.a. Hixson, 1993; Hudson, 2002, 2004; Graeber 2011 og Martin, 2014). Hvor meget af den økonomiske historie skal skrives om, når vi erkender den enorme rolle, pengeskabelsen må have spillet i de forskellige samfunds økonomiske udvikling? Jeg peger her på tolv episoder, hvor pengeskabelsen formentlig har haft en kausal eller stærkt bidragende funktion.

SDT og Maslow

Både selvbestemmelsesteorien (Self-Determination Theory, SDT) og Maslow har en behovspsykologi. Hvordan er de forskellige? Det beskrives herunder i et leksikonopslag af Richard Ryan og en yngre forsker, Stefano Di Domenico (som nok er pennefører) (se referencen nederst). I dette venlige lys fremstår SDT som en videreudvikling af nogle af Maslows nøgleindsigter (bl.a. interessen for optimal menneskelig funktion), men også som afgørende forskellig fra Maslows spekulative ideer (bl.a. er SDT's psykologiske behov lige vigtige, ikke hierarkiske, og menneskets integrative væksttendens ses ikke som automatisk, men afhænger af omgivelsernes støtte til de psykologiske behov). Teksten her er samtidig en effektiv introduktion til SDT - og sådan begynder den:

Når identiteter stemmer overens med selvet. Et SDT-perspektiv

Spørgsmålet om identitetsdannelse er centralt i psykologien. Store børn og unge mennesker udvikler deres identitet ved at undersøge og afprøve forskellige roller og tilknytninger. Hvordan kan man psykologisk-videnskabeligt beskrive denne proces, så man får belyst hvordan den kan føre til psykisk sundhed og optimalfunktion, men også hvordan den kan lede til indre konflikt, rigiditeter og patologi?

Selv og identiteter iflg. SDT

Man har mange identiteter, men kun ét selv. Udfordringen er at få udviklet et sammenhængende selv, der kan håndtere de mange identiteter. Nogenlunde sådan blev SDT’s perspektiv udtrykt af Maarten Vansteenkiste, professor i udviklingspsykologi ved Ghent University i Belgien. Han ledede en workshop om ”Menneskers udvikling af identitet og selv” på SDT-konferencen i Rochester, New York, i 2013, som jeg deltog i.

SDT og børns og unges udvikling

Hvilken rolle spiller autonomi i børns og unges udvikling? En temmelig stor rolle, ligesom et underskud af autonomi - som når forældre kontrollerer deres børn - er en væsentlig årsag til psykiske sygdomme. Det er resultatet af en stor forskningsoversigt offentliggjort af tre ledende kræfter bag selvbestemmelsesteorien (Self-Determination Theory, SDT).

SDT-begreber på dansk

Hvad skal de centrale begreber i Deci og Ryan's Self-Determination Theory (SDT) oversættes til på dansk? Der foreligger endnu ikke meget tekst publiceret på dansk om SDT, så i det følgende beror jeg overvejende på mit eget sprogøre.

Self-determination theory (SDT): Selvbestemmelsesteori (SDT)

SDT's menneskesyn

Selvbestemmelsesteorien bygger på en række metateoretiske antagelser, der ligger bag de seks miniteorier med deres mere konkrete og videnskabeligt testbare hypoteser. De nævnes ofte i oversigtsartikler om SDT (f.eks. Deci & Ryan: ”The What and Why…”, 2000). Jeg sammenfatter dem her:

SDT-konference 2016

Jeg har netop deltaget i The Sixth International Conference on Self-Determination Theory, afholdt i Victoria, Canada. Som grundlæggere af selvbestemmelsesteorien var Edward Deci og Richard Ryan selvfølgelig konferencens stjerner, men derudover deltog 450 psykologer og forskere og undervisere, fra Canada og USA, Europa, Australien og Asien.

SDT: De seks miniteoriers udvikling

På den sjette internationale konference om selvbestemmelsesteori (SDT) i juni 2016 i Victoria, Canada, holdt den ene af teoriens grundlæggere Edward Deci et indledende oplæg. Her skitserede han, hvordan de seks miniteorier, som SDT p.t. består af, er blevet dannet gennem det sidste næsten halve århundredes forskning.

Pengebrev nr. 9

Sammenfatning

Kære Nina og Louise

Lad mig prøve at sammenfatte mit forsøg på at forklare mysteriet om, hvordan penge kan siges at blive skabt gennem bankernes udlåning af penge. Som forventet er jeg selv blevet lidt klogere gennem skrivningen, tror jeg da, så måske kan jeg sige det klarere nu.

Mikkel og Syntesetanken udtrykker det ganske klart i deres rapport Bæredygtig demokratisk markedsøkonomi: "Banken udlåner ikke noget" (s. 12). Det er nok sådan, man skal starte med at tænke. Banken besidder visse ressourcer, fx egenkapital og nogle rede penge (likviditet), og den har en banklicens, dvs. den har lov til at gøre hvad banker gør. På det grundlag kan den udføre sin centrale funktion: taste cifre ind på låntagers konto. De cifre er hele systemet indrettet på at godtage som købekraft, og derfor fungerer det. Men det er ikke dækkende for virkeligheden at beskrive denne proces som en udlåningsproces.

Pengebrev nr. 8

Citater fra eksperter om pengeskabelse

Kære Nina og Louise

Som I sikkert har fornemmet, har jeg skrevet disse pengebreve som et forsøg på at strukturere min egen viden og tænkning om emnet pengeskabelse. I skrivningen har jeg derfor ikke gengivet eller citeret faglige eller videnskabelige kilder, som man jo ellers gerne gør. Så lad os se på, hvad nogle eksperter har sagt.

Først et letlæst interview fra Svenska Dagbladet med en tysk-amerikansk økonom. Klummeskriveren er journalisten Andreas Cervenka, der ofte skriver om penge; han ved udmærket hvad det handler om. Denne blogpost fra 5. februar 2011 hedder "Det store mysterium: penge", og jeg har oversat ca. den sidste halvdel.

Pengebrev nr. 7

Historien om guldsmeden

Hej Nina og Louise

 

Hvordan er det kommet dertil, at banker udlåner penge, de ikke har? Det er en udvikling, som historikere mener kan være foregået mange steder, men en central periode var slutningen af 1600-tallet i London (skriver bankhistorikeren Glen Davies i A History of Money, Cardiff: University of Wales Press, 1994). Byens rige købmænd opbevarede deres guld og andre ædelmetaller i Den kongelige Mønt, men Kong Charles I havde brug for penge og beslaglagde i 1640 200.000 pund. Det fik de oprevne købmænd til at kigge sig om efter andre steder at opbevare deres guld og fandt samtidens guldsmede.

 

Den videre udvikling er blevet sammenfattet i en animeret film med navnet Money as Debt fra 2002, ved forfatter og instruktør Paul Grignon. Den er meget populær på You Tube. En 7-minutters sekvens er klippet ud og ligger som "The Goldsmith's Tale", fx her, på engelsk. Man kan evt. spole frem til 0.50; det første er lidt kompakt.

Pengebrev nr. 6

Renter og åger: Glem bæredygtighed 

Kære Nina og Louise

Jeg har endnu kun omtalt renten med nogle få ord, men nu er tiden kommet til at par ord flere. Den centrale pointe her er enkel: Når banker låner penge ud til en kunde, skal kunden betale for denne ydelse, og den betaling tager form af en rente. Hvis lånet tilbagebetales over en årrække, bliver denne rente meget stor, og disse penge skal skaffes et andet sted - hvilket  kræver vækst, hvorved der lægges et stadig større pres på naturgrundlaget.

Da penge er betalingsmidler, som alle i samfundet har brug for og ikke kan klare sig uden, kunne man spørge, om det er rimeligt at én bestemt branche, bankerne, tjener så gode penge på det, specielt når det gøres uden hensyn til denn økologiske balance. Desuden har vi her efter finanskrisen 2008 set, hvor elendigt mange banker forvalter dette helt centrale privilegium og ansvar.

Pengebrev nr. 5

At "låne" penge i banken: Ordet skaber forvirring

Kære Nina og Louise

Nu har vi været et par komplicerede steder henne, i bankernes og pengesystemets univers, så nu vil jeg godt fortælle historien igen: Historien om at penge lånt ud er penge skabt som nye. Penge skabes i banken, de lånes ikke bare ud. Jeg tænker at I stadig tænker: Det siger du godt nok, Ib, men det lyder stadigvæk mærkeligt.

Et nøglepunkt er selve forestillingen om, at når man går i banken for at få penge til forbrug eller investering, så kalder vi det at låne penge. Selve den formulering er roden til megen af vores misforståelse. Ordet "låne", som vi så, betyder noget helt andet i banken, end det gør mellem naboer, der låner en græsslåmaskine eller et par tusindkronesedler af hinanden.

Pengebrev nr. 4

Er der grænser for bankernes pengeskabelse?

Jeg nævnte tidligere, Nina og Louise, at når banker stiller penge til rådighed for låntagere, er det uhyre vigtigt for dem, at kunderne er kreditværdige. At være værdig til at få kredit betyder ikke, at man skal bruge pengene til noget specielt værdigt eller nobelt eller socialt ansvarligt – men at banken regner med, at man kan betale lånet tilbage.

Givet at banken suverænt vurderer, hvem der skal gives kredit, gælder det så også, at banken kan give så meget kredit, den ønsker? Hvilke grænser er der overhovedet for kreditgivning? Kan banker lave så mange penge til deres kunder, som de lyster?