Saturday, February 27, 2021

PERMA og SDT's behov, sammenlignet

Hvad har Seligmans PERMA-teori og SDT's tre behov til fælles? Ikke noget, plejer jeg at sige. SDT er en behovspsykologi, og Seligman taler ikke om behov. Men Karina Purlund sammenstillede i en nylig opgave på MOPP'en de to teorier så elegant, at jeg omsider kunne se slægtskabet.

Som Karina påpeger, er A'et i PERMA, Achievement, beslægtet med SDT's kompetencebehov: At præstere og udrette noget giver trivsel. Og Seligmans R, sociale Relationer, er af samme skuffe som Deci og Ryans behov for samhørighed.

Denne sammenlignelighed på disse to punkter åbenbarede for mig de to teoriers fællestræk: Seligmans liste består af elementer eller faktorer, der bidrager til eller ligefrem definerer trivsel (Seligman, 2011). Og de tre psykologiske behov i SDT er "essentielle næringsstoffer" for menneskers livsudfoldelse og trivsel, siger Deci og Ryan (Ryan og Deci, 2017; Ravn, 2021). 

Saturday, February 13, 2021

2. Fem pointer om systemer og udfordringer

Her er fem pointer til mit Magnum Opus:

1. Organismer, mennesker og samfund udvikler sig ved at tackle og overvinde udfordringer.

2. Dette tager form af en indoptagelse eller integration af dét ukendte, som systemet møder, så systemet danner en ny og større og mere velintegreret orden eller helhed.  

3. Denne integration eller helhedsdannelse kan beskrives på et antal måder:
a. Dialektisk (tese genererer antitese; de ophæves sammen til syntese).
b. Som hos Ken Wilber: Trans-egoisk progression eller præ-egoisk regression?
c. Weiskopffs "union upwards or downwards", dvs. søges helhed defensivt gennem afvisning af det, der udfordrer, eller gennem forening med det?
d. Enhed-i-mangfoldighed (hinsides udelukkende mangfoldighed og enshed).
e. Flekstabilitet: Er formerne der kanaliserer fluxen rigide, kaotiske eller flekstabile?
f. Holonomisk/perspektivisk: På en måde så delen afspejler helheden og helheden repræsenteres i delen, så mennesker oplever sig som lige værdige dele af en fællesmenneskelig helhed.

 4. Udfordringen kan være for stor for systemet, og en vellykket integration finder ikke sted. Systemet vil tendere mod at skabe én eller anden form for helhed eller funktionsdygtig orden, men på et lavere niveau, i delvis afvisning af udfordringen. (Fx søger et barn at håndtere seksuelt overgreb ved at udspalte en separat identitet (personlig helhed), der ikke oplever overgrebet.)

 5. Denne tendens i levende systemer mod at skabe helhed og integration selv hvor udfordringerne er overvældende skyldes den fysiske og biologiske virkeligheds konstitution. Denne har vi længe forstået partikulært, som bestod fysiske og biologiske systemer af ansamlinger af partikler. En ontologi baseret på oscillation, vibration og resonans er en anden mulighed. Partikler er lokale, vibrationer distribueres som bølger over hele feltet. Mekaniske systemer er partickulære og deres dele lokale. Den medicinske apparatfejlsmodel har aldrig fattet organismers regenerative kraft, eller generativitet for den sags skyld, for partikler er i deres natur statiske or vedrører hver lokal del. Bølger spreder sig efter deres dynamiske natur over et større område og (genop)bygger spontant helheder. Denne mekanisme kan gælde i alle systemer, også biologiske, neuroendokrine, kognitive og socialt-organisatoriske.

Sunday, February 07, 2021

Livsprocesser møder udfordringer. Skal vi gribe til partikler eller bølger for at forstå det?

Lad mig prøve at give en bid af det magnum opus, jeg har viet indeværende tiår (2018-2028) til at skrive. Det handler om livsprocesser, i menneskets psyke og i samfundet, forstået på baggrund af fysisk og biologisk selvorganisering. 

Organismer som fx mennesker møder udfordringer og overvinder og indoptager dem og udvikler sig - eller det går galt. Jeg prøver at finde et nyt sprog for levende systemers kompleksitetsopbyggelse og helhedsbestræbelser, herunder hvad organismer og mennesker gør, når udfordringerne bliver for store og undergangen truer.

Lad mig give et billede. Jeg står foran en sandkasse med en jævn overflade. Jeg slår i sandet med en skovl; sand fortrænges og et hul dannes. Nu vender jeg mod et soppebasin. Jeg slår i overfladen med skovlen. Vandet fortrænges, en fordybning opstår kortvarigt, mens bølgerne slår mod kanten og vender tilbage. Et minut efter er overfladen stille som før; hullet er helt væk.