PERMA og SDT's behov, sammenlignet

Hvad har Seligmans PERMA-teori og SDT's tre behov til fælles? Ikke noget, plejer jeg at sige. SDT er en behovspsykologi, og Seligman taler ikke om behov. Men Karina Purlund sammenstillede i en nylig opgave på MOPP'en de to teorier så elegant, at jeg omsider kunne se slægtskabet.

Som Karina påpeger, er A'et i PERMA, Achievement, beslægtet med SDT's kompetencebehov: At præstere og udrette noget giver trivsel. Og Seligmans R, sociale Relationer, er af samme skuffe som Deci og Ryans behov for samhørighed.

Denne sammenlignelighed på disse to punkter åbenbarede for mig de to teoriers fællestræk: Seligmans liste består af elementer eller faktorer, der bidrager til eller ligefrem definerer trivsel (Seligman, 2011). Og de tre psykologiske behov i SDT er "essentielle næringsstoffer" for menneskers livsudfoldelse og trivsel, siger Deci og Ryan (Ryan og Deci, 2017; Ravn, 2021). 

MO-2. Fem pointer om systemer og udfordringer

Her er fem pointer til mit Magnum Opus:

1. Organismer, mennesker og samfund udvikler sig ved at tackle og overvinde udfordringer.

2. Dette tager form af en indoptagelse eller integration af dét ukendte, som systemet møder, så systemet danner en ny og større og mere velintegreret orden eller helhed.  

3. Denne integration eller helhedsdannelse kan beskrives på et antal måder:

MO-1. Livsprocesser møder udfordringer. Skal vi gribe til partikler eller bølger for at forstå det?

Lad mig prøve at give en bid af det magnum opus (MO), jeg har viet indeværende tiår (2018-2028) til at skrive. Det handler om livsprocesser, i menneskets psyke og i samfundet, forstået på baggrund af fysisk og biologisk selvorganisering. 

Organismer som fx mennesker møder udfordringer og overvinder og indoptager dem og udvikler sig - eller det går galt. Jeg prøver at finde et nyt sprog for levende systemers kompleksitetsopbyggelse og helhedsbestræbelser, herunder hvad organismer og mennesker gør, når udfordringerne bliver for store og undergangen truer.

Her er et billede. Jeg står foran en sandkasse med en jævn overflade. Jeg knipser i sandet; sand fortrænges og et hul dannes. Nu vender jeg mig mod et soppebasin. Jeg "slår" i overfladen ved at dryppe en dråbe. Vandet fortrænges, en lille fordybning opstår kortvarigt, mens bølgerne slår mod kanten og vender tilbage. Et halvt minut senere er overfladen stille som før; hullet er helt væk.