Regenerativ psykiatri

"Regenerativ psykiatri" kan betegne en psykiatri, der er opmærksom på de belastninger, psyken kan udsættes for gennem livet og hvis effekter ophobes i en grad, så en yderst aktiv indsats, en regenerativ indsats, er påkrævet - for at lindre og helbrede psykisk lidelse.

En regenerativ psykiatri vil nok pege nogenlunde samme sted hen som den traume-informerede tilgang, Power Threat Meaning rammeværket, Trieste-modellen og beslægtede tilgange, der - ulig megen etableret psykiatri - inddrager de belastninger, stressorer og traumatiseringer, der er en del af enhver patients historie og sociale kontekst. 

Termen "regenerativ" kan også betone slægtskabet med bestræbelser i økologi, jordbrug, bæredygtighedsstudier, ledelse og filosofi, der anvender samme term. Dér peger begrebet ofte på, at bæredygtighed ikke er nok; det er ikke nok at undlade at forurene og belaste, dvs. at lade systemerne klare sig selv, da de i mange tilfælde er rykket så langt ud af ligevægt, at de ikke kan regenerere sig selv - eller at mennesker er så dybt indlejrede i disse systemer, at vi bliver nødt til at tage en mere proaktiv tilgang og skabe nye stabile tilstande hinsides de historisk forefundne, eller dem som biologiske systemer selv ville finde, gennem fx økosystemisk succession og modning, organisk vævsgendannelse og sårheling osv.

Regenerativitet er således på vej til at blive en term, der ikke bare skal rumme det økologiske, biologiske eller psykosomatiske systems "naturlige" resiliens og bounce-back-kapacitet, men som peger på at systemerne proaktivt skal tilføres noget mere eller ekstra eller innovativt fra de mennesker og sociale systemer, der deltager i dem.

Her lægger en regenerativ psykiatri sig måske også i samme tankespor: Vi har efterhånden vredet samfundets psykosociale balancer så markant af led, jf unges massive psykiske mistrivsel i disse år, at en spontan aflastning og beroligelse ikke rækker. Der skal mere opfindsomme og aktive, lindrende og helbredende indsatser til - en regenerativ psykiatri. 

Til eksempel: Et 12-årigt barn i mistrivsel, der i årevis er blevet stresset med sociale sammenligninger på sociale medier, får man ikke på fode ved bare at fjerne telefonen. Hele systemet udenom fortsætter jo og barnets fravær på sociale medier vil belaste det på nye måder. Hvad er det for systemisk omfattende forskning og indsatser, i regenerativ psykiatri, regenerativ ledelse og regenerativ samfundsudvikling, der skal til for at det moderne menneskes psyke kan heles på nye måder - og helst så vores kollektive kurs mod klimakatastrofen omlægges i samme bevægelse?