Flekstabilitetsteorien

"Kaotisk" og "rigid" er almindelige kategorier. Man kan udmærket hæfte betegnelsen rigid på en dogmatisk bibellæsning, racistiske stereotyper og et bureaukratisk retsvæsen. En person kan være kaotisk i hovedet, et borgermøde kan være kaotisk, og et krigshærget samfund kan være nedsunket i kaos. Hvad har disse ting til fælles?

Betegnelserne er ikke objektive: Anne, der arbejder i en bank, opfatter måske afleveringen og afhentningen i børnehaven som kaotisk, mens Bolette, der bor i Christiania, synes reglerne herfor er rimeligt rigide. Begge har de dog formentlig en opfattelse af, at de pågældende situationer hverken skal være rigide eller kaotiske. Måske vil de udtrykke idealet som "et sted midt imellem".

Kan vi systematisere disse intuitioner om menneskers oplevelse af faste og løse former i bevidsthed, samvær og samfund? Og måske skabe et helt generelt billede af, hvilke former der fremmer livsudfoldelsen, og hvilke der hæmmer den?

Ledelse er koordinering af menneskers samblomstring

En gængs definition siger, at ledelse er det at skabe resultater gennem mennesker. Men det er en kynisk tanke, der fremstiller lederen som en, der udnytter andre til egen eller firmaets vinding. Det er desværre ofte tilfældet, men lader vi os hæmme af virkeligheden som den ser ud nu, kommer vi aldrig videre.

I stedet for at se på mennesker som instrumenter for lederes handlekraft, kunne vi antage at mennesker frit indgår fællesskaber, hvor de søger at virkeliggøre deres bedste livsmuligheder, til glæde for dem selv og andre. Med Aristoteles kan vi kalde dette en bestræbelse mod eudaimonia, menneskelig opblomstring.