Pengebrev nr. 9

Sammenfatning

Kære Nina og Louise

Lad mig prøve at sammenfatte mit forsøg på at forklare mysteriet om, hvordan penge kan siges at blive skabt gennem bankernes udlåning af penge. Som forventet er jeg selv blevet lidt klogere gennem skrivningen, tror jeg da, så måske kan jeg sige det klarere nu.

Mikkel og Syntesetanken udtrykker det ganske klart i deres rapport Bæredygtig demokratisk markedsøkonomi: "Banken udlåner ikke noget" (s. 12). Det er nok sådan, man skal starte med at tænke. Banken besidder visse ressourcer, fx egenkapital og nogle rede penge (likviditet), og den har en banklicens, dvs. den har lov til at gøre hvad banker gør. På det grundlag kan den udføre sin centrale funktion: taste cifre ind på låntagers konto. De cifre er hele systemet indrettet på at godtage som købekraft, og derfor fungerer det. Men det er ikke dækkende for virkeligheden at beskrive denne proces som en udlåningsproces.

Pengebrev nr. 8

Citater fra eksperter om pengeskabelse

Kære Nina og Louise

Som I sikkert har fornemmet, har jeg skrevet disse pengebreve som et forsøg på at strukturere min egen viden og tænkning om emnet pengeskabelse. I skrivningen har jeg derfor ikke gengivet eller citeret faglige eller videnskabelige kilder, som man jo ellers gerne gør. Så lad os se på, hvad nogle eksperter har sagt.

Først et letlæst interview fra Svenska Dagbladet med en tysk-amerikansk økonom. Klummeskriveren er journalisten Andreas Cervenka, der ofte skriver om penge; han ved udmærket hvad det handler om. Denne blogpost fra 5. februar 2011 hedder "Det store mysterium: penge", og jeg har oversat ca. den sidste halvdel.

Pengebrev nr. 7

Historien om guldsmeden

Hej Nina og Louise

 

Hvordan er det kommet dertil, at banker udlåner penge, de ikke har? Det er en udvikling, som historikere mener kan være foregået mange steder, men en central periode var slutningen af 1600-tallet i London (skriver bankhistorikeren Glen Davies i A History of Money, Cardiff: University of Wales Press, 1994). Byens rige købmænd opbevarede deres guld og andre ædelmetaller i Den kongelige Mønt, men Kong Charles I havde brug for penge og beslaglagde i 1640 200.000 pund. Det fik de oprevne købmænd til at kigge sig om efter andre steder at opbevare deres guld og fandt samtidens guldsmede.

 

Den videre udvikling er blevet sammenfattet i en animeret film med navnet Money as Debt fra 2002, ved forfatter og instruktør Paul Grignon. Den er meget populær på You Tube. En 7-minutters sekvens er klippet ud og ligger som "The Goldsmith's Tale", fx her, på engelsk. Man kan evt. spole frem til 0.50; det første er lidt kompakt.

Pengebrev nr. 6

Renter og åger: Glem bæredygtighed 

Kære Nina og Louise

Jeg har endnu kun omtalt renten med nogle få ord, men nu er tiden kommet til at par ord flere. Den centrale pointe her er enkel: Når banker låner penge ud til en kunde, skal kunden betale for denne ydelse, og den betaling tager form af en rente. Hvis lånet tilbagebetales over en årrække, bliver denne rente meget stor, og disse penge skal skaffes et andet sted - hvilket  kræver vækst, hvorved der lægges et stadig større pres på naturgrundlaget.

Da penge er betalingsmidler, som alle i samfundet har brug for og ikke kan klare sig uden, kunne man spørge, om det er rimeligt at én bestemt branche, bankerne, tjener så gode penge på det, specielt når det gøres uden hensyn til denn økologiske balance. Desuden har vi her efter finanskrisen 2008 set, hvor elendigt mange banker forvalter dette helt centrale privilegium og ansvar.

Pengebrev nr. 5

At "låne" penge i banken: Ordet skaber forvirring

Kære Nina og Louise

Nu har vi været et par komplicerede steder henne, i bankernes og pengesystemets univers, så nu vil jeg godt fortælle historien igen: Historien om at penge lånt ud er penge skabt som nye. Penge skabes i banken, de lånes ikke bare ud. Jeg tænker at I stadig tænker: Det siger du godt nok, Ib, men det lyder stadigvæk mærkeligt.

Et nøglepunkt er selve forestillingen om, at når man går i banken for at få penge til forbrug eller investering, så kalder vi det at låne penge. Selve den formulering er roden til megen af vores misforståelse. Ordet "låne", som vi så, betyder noget helt andet i banken, end det gør mellem naboer, der låner en græsslåmaskine eller et par tusindkronesedler af hinanden.

Pengebrev nr. 4

Er der grænser for bankernes pengeskabelse?

Jeg nævnte tidligere, Nina og Louise, at når banker stiller penge til rådighed for låntagere, er det uhyre vigtigt for dem, at kunderne er kreditværdige. At være værdig til at få kredit betyder ikke, at man skal bruge pengene til noget specielt værdigt eller nobelt eller socialt ansvarligt – men at banken regner med, at man kan betale lånet tilbage.

Givet at banken suverænt vurderer, hvem der skal gives kredit, gælder det så også, at banken kan give så meget kredit, den ønsker? Hvilke grænser er der overhovedet for kreditgivning? Kan banker lave så mange penge til deres kunder, som de lyster?

Pengebrev nr. 3

Når banker låner penge ud: Detaljerne

Hej igen, Nina og Louise

Lad os nu på, hvordan penge kan opfattes lidt mere abstrakt end som noget man propper i sparegrisen. Det vil stå os godt i vores videre bestræbelser på at begribe, hvordan banker skaber penge gennem udlåningsprocessen.

Penge er købekraft
I ved jo at når fru Jørgensen indsætter de 100.000 fra onkel Ernsts dødsbo på sin konto, lægger den rare bankmand ikke 100 tusindkronesedler ned i en bankboks med fru Jørgensens navn på.

Sådan kunne min datter Alma måske tro, når hun som 15-årig gik ned i Amagerbanken (før den krakkede) med tusind kroner. Men sekundet efter hun er gået, er der ingen som helst forbindelse mellem den tusindkroneseddel og hendes konto. Sedlen lægger kassedamen ned i kassen, og et øjeblik efter kommer der en turist og veksler 130 Euro og får den i bytte. Det ved vi godt, og det er helt fint, for Alma har til gengæld for sedlen fået et 1-tal adderet til den fjerde position til venstre for decimalkommaet på hendes saldo. Der står nu ikke 700,00 kr., men 1700,00 kr.

Pengebrev nr. 2

Banker skaber penge gennem udlån

Kære Nina og Louise

Jeg sluttede det sidste brev med at sige, at banker kan låne de samme penge ud mange gange. Det lyder frisk, men det er en udmærket måde at forklare pengeskabelsen på. Den ser vi på i dette pengebrev.  

Udlåning forklaret efter brøkdelsprincippet
Lad os forestille os, at fru Jørgensen er kommet til penge, 100.000 kr. Dem går hun ned og sætter ind i Borgerbanken, og på hendes netbank kan hun se en saldo på 100.000. Så er hun tryg, for hun ved at de passer godt på hendes penge.

Hvad hun ikke ved, men hvad enhver bank ved af erfaring, er, at kontohavere typisk ikke skal bruge alle deres penge dagen efter de er kommet med dem. Så banken tør godt låne en stor del af dem ud til andre, og det behøver den ikke spørge fru Jørgensen om lov til. Bare den kan stille med de 100.000, eller mindre portioner af det beløb, når fru Jørgensen beder om det, så er alt godt.

Pengebrev nr. 1

Private banker skaber samfundets penge

Kære Nina og Louise

Vi tre har jo lige haft en spændende tur til en videnskabelig konference i New York om selvbestemmelsesteori (se et par andre blogposter, her og her), men her vil jeg skrive om et andet emne, der også har min brændende interesse: Samfundets penge og hvor de kommer fra.

Som I allerede ved, er det nemlig et ret så interessant spørgsmål, bl.a. fordi vores nuværende pengesystem synes helt urimeligt, og man kan med god ret spørge, om det ikke burde laves om fra grunden af.

Specifikt vil jeg, som også overskriften antyder, fortælle jer om, hvordan samfundets penge i vid udstrækning skabes gennem private bankers långivning. Vi taler ikke om pengesedler, for dem laver Nationalbanken jo, men elektroniske penge, som vi i dag bruger via Dankort, netbankoverførsler, Betalingsservice mm. Cirka 5% af pengemængden i Danmark er pengesedler, og 95% er elektroniske penge.

Elektroniske penge kommer til verden ved, at nogen tager et lån i et pengeinstitut (fx en bank). Banken låner ikke andres penge ud, som vi normalt forstår "låner ud"; bankfuldmægtigen skriver blot de relevante cifre ind på kundens konto, som nu har nye penge at råde over (og betale tilbage efter en periode, naturligvis). For den ydelse tager banken sig som bekendt godt betalt, via renten. Det er unødvendigt, for vi behøver ikke de private banker til at lave penge. Det kan samfundet, fx Nationalbanken, selv gøre; sandsynligvis langt mere ansvarligt og til en brøkdel af prisen.

Konference om SDT, juni 2013, 2. del

Fredag 28. juni: Reflekteret genstridighed

Fra fredag fulgte så to en halv dags regulær konference, med 6-8 keynoteforelæsninger i plenum, ca. 100 kortere oplæg afviklet i klumper af tre, samt 3 x ca. 50 posters (plakater med sammendrag af en mindre forskningsindsats, typisk et ph.d.-projekt).

Der var en bred mangfoldighed af emner, hvilket afspejler denne konferences særlige karakter. Normalt fokuserer en videnskabelig konference jo på ét bestemt emne, fx tidlig diagnisticering af autismespektrumforstyrrelser, som så tackles fra mange forskellige empiriske og teoretiske vinkler. Men konferencen her tager udgangspunkt i én teori, selvbestemmelsesteorien, hvis anvendelse på mange genstandsområder afrapporteres - fra  grundskolepædagogik og coaching af idrætsfolk til hjerneforskning, forbrugeradfærd og sundhedspolitik og meget mere.

Konference om selvbestemmelsesteori 2013

Tirsdag 25. juni: Om selvbestemmelsesteori
 
At man skal være varsom med at give sine børn kontante belønninger for gode karakterer i skolen er efterhånden en kendt sag. De to amerikanske psykologer Edward Deci og Richard Ryan forklarer det med, at ydre belønninger svækker menneskers indre motivation. Giver vi knægten 200 kr. for et 12-tal i religion, leder vi hans opmærksomhed bort fra det interessante i faget selv og over mod det ydre mål, at score 200 kr.
 
Denne sondring mellem ydre og indre motivation har Deci og Ryan i de sidste fire årtier udviklet til en vidtrækkende teori om menneskets psykologiske natur. De hævder, at mennesker som bevidste, levende organismer har en spontan og medfødt trang til at undersøge omverdenen og sætte sig i relation til den, en trang der skal gives de bedste udfoldelsesmuligheder, hvis mennesker skal trives og blomstre op.

Wake up your audience

Sometimes Powerpoint presentations put the audience to sleep. If we are conference organizers or meeting designers, we may think that the way to avoid this is to urge presenters to be more fun and engaging. But it's hard to teach old dogs new tricks.

Instead, control what you can, and that is the context in which they speak. Make that a learning context. Merely ask the presenter to speak for a set length of time, preferably shorter than they are used to. Then use the time gained for learning processes that the meeting facilitator will introduce. Like these six things: