Innovation med hjerte efterlyses

Erhvervsfolk og politikere har talt om innovation meget længe nu. Snakken nærmer sig af og til tomgang. Hvorfor er det så usandsynligt vigtigt at innovere? Fordi vi ellers bliver hægtet af globaliseringen? For viden og innovation er jo det, vi skal leve af? Og i fremtidens vidensamfund er viden og innovation afgørende konkurrenceparametre?

Please. Det er klicheer. Hvad handler det egentligt om?


Handler det om, at vi bestandigt skal finde på nye forbrugsgoder og ny teknologi og nye oplevelser at presse ud på markedet, så vi kan holde ild under kedlerne på et massivt overforbrugende samfund? Med den konsekvens, at vi stresser både os selv og vores skrøbelige klode endnu mere.

Er det den samfundstendens, alle de kreative innovationsfolk ønsker at fremme? Er det ligegyldigt, hvilke produkter og ydelser, der frembringes, blot de kan sælges? Jeg har svært ved at tro, at ret mange mennesker kan hævde så komplet uansvarligt et synspunkt.

Hvis det ikke er det, man mener, må man i stedet skelne: Innovation handler om at skabe gode produkter og ydelser, ikke dårlige. Hvis det er tilfældet, vil jeg gerne se en lidt mere omfattende diskussion af, hvad de gode produkter og ydelser er for nogen, og hvad der karakteriserer de dårlige. Jeg erindrer ikke at have hørt mange innovationsfagfolk tale om det.

Dog, en husker jeg: Erik Rasmussen, direktør for Mandag Morgen, har talt om, at innovation skal fremme livskvalitet, og at vi i Danmark har særlige forudsætninger herfor, med sundhedsprodukter, miljø, bæredygtighed osv. Dvs. vi skal innovere på produkter, der fremmer livskvalitet. Det er en distinktion, man kan forholde sig til og diskutere ud fra, for hvilke produkter er det så, der fremmer livskvalitet?

Når Lars Kolind og Irmas Alfred Josefsen taler om, at der skal være en mening med en virksomhed, eller når Legos Jørgen Vig Knudstorp taler om virksomhedens eksistensberettigelse, så tænker de på, at virksomheden skal yde et positivt bidrag til samfundet. Gør virksomheden ikke det, er det bedste den kan gøre at lukke, siger Kolind direkte.

Her har vi altså nogle potentielt ret kraftige kriterier på, hvad en virksomhed kan tillade sig at sætte til salg på markedet. Ikke objektive kriterier, for hvad er et positivt bidrag? Men subjektivt virksomme er disse kriterier jo tydeligvis. De betyder noget for dem, der fremsætter dem.

Som da Irma i sommeren 2007 efter fjernede slikket fra kassekøen, selv om det måske ville skade salget på kort sigt. Eller som da Brugsen i 1993 satte prisen på økologisk mælk ned for at tvinge et sundere produkt ind på markedet. Virksomheder kan udmærket agere ud fra nogle dybere værdier, end hvad markedet vil aftage her og nu.

Har innovationsfolkene et dybere værdisæt at trække på? Er der ting, der er værd at innovere på og andre, der ikke er? Og hvordan skelnes der? Lad os få en debat om det.

Mit eget - ikke specielt originale - bud er, at innovation skal have en retning. Den skal ikke være hoved- og hjerteløs. Den skal styre hen imod en større corporate social responsibility, hvor der produceres mere forsvarligt, mere bæredygtigt, mere etisk, mere i overensstemmelse med menneskerettigheder og demokrati.

Der skal innoveres i retning af de ting, vi tror på vil skabe et bedre liv i et mere retfærdigt samfund for alle, som vi nu med vores begrænsede visdom forstår dette begreb. Og vi skal undlade at skabe nye produkter, der indebærer energifrås, miljøødelæggelse, socialt armod, børnearbejde, korruption, stofmisbrug m.m., så godt som vi nu kan afgøre dét.

Mange aktive inden for innovation, kreativitet og design hævder allerede denne vinkel, fx INDEX:-konkurrencen og Tania Ellis i sin bog "De nye pionerer". Er man bekymret for om det er ren idealisme, der ikke skaffer smør på brødet, peger alle tendenser på, at der er masser af forretning at hente her. Markedet synes parat til et større udbud af bæredygtige, etiske, socialt ansvarlige ydelser og produkter.

Nemt er det selvfølgelig ikke at afgøre, hvad der hvad. Men enhver innovatør og producent må jo træffe sine egne valg. Til det informerede valg har vi brug for at få diskuteret, hvad det handler om. Ønsker vi at give forbrugsræset en tand til, eller satser vi på en mere bæredygtig verden med bedre livschancer for alle? Og hvordan skelner vi i praksis det ene fra det andet?