Jeg oplever aldrig, at jeg lærer noget. Det er et ord, jeg da udmærket kan klistre på det, jeg har foretaget mig, bagefter, men det er bestemt ikke min oplevelse i situationen, og heller ikke spontant bagefter, med mindre nogen kommer stikkende med ordet, som nu.
Lærte jeg noget, da jeg gik på universitet i England og USA i otte år? Næh!
Jeg erobrede en verden, jeg opdagede tidsskrifter og hvordan det videnskabelige samfund fungerer, jeg stiftede bekendtskab med utroligt spændende forfatterskaber og litteraturer, jeg udviklede fantastiske ideer, jeg skrev og skrev og så sammenhænge og skabte synteser, jeg blev rigtig god til at skrive på engelsk, osv. Men jeg lærte sgu ikke noget.
Okay, måske lærte jeg at strukturere en videnskabelig artikel, men det var noget jeg selv fandt ud af, jeg har aldrig hørt en forelæsning om det. Og på Munksgaard lærte jeg da også, hvordan man udgiver en bog, fair enough. Men i situationen lærte jeg ikke noget, jeg skulle bare finde ud af det, og jeg spurgte jo Ina og de andre hele tiden.
Men det er måske sådan arbejdspladslæring er. Nå, skal jeg bruge sådan nogen korrekturtegn? Hvad så når manus skal til grafiker? En cromalin? Hvad skal jeg med den?
Bagefter kan jeg godt se, at det er jo at lære. Men ordet faldt mig overhovedet ikke ind. Jeg skulle jo udføre et arbejde, udgive bøger, det var det jeg gjorde, og det gjorde jeg fra day 1. Ikke særlig godt, min første bog kom til at koste 175.000 kr. at lave og den solgte 200 eksemplarer, men det var ikke, fordi jeg ikke havde lært håndværket endnu. Sådan tænkte jeg det i hvert fald ikke. Det kan man da fint kalde det nu, bevares.
Jeg går ikke rundt og lærer. I'm sorry. Firs procent af det, jeg tjener mine penge på i dag (møder og konferencer), kendte jeg stort set intet til for fire år siden. Så det er ikke fordi, der ikke sker noget nyt. Men lærer? Det gør jeg ikke.
Er jeg den eneste, der har det sådan? Hvis ikke, hvilke konsekvenser har det så for hele vores læringsdiskurs på DPU og Learning Lab Denmark? Tænk hvis "læring" for mange mennesker er en stor fed konstruktion og efterrationalisering og etikettepåklistring, som meget lidt reelt, subjektivt eller fænomenologisk har på sig.
Tænk hvis det er noget helt andet, vi går rundt og gør, når andre siger vi "lærer"? Hvad hvis vi bare går og "coper"? Eller opretholder vores autopoiese? Eller (min favorit, tror jeg) prøver at skabe mening i vores liv ved at gøre ting, vi tror forløser vores potentialer, så vi kan yde vores bidrag og gøre en forskel i verden?
I det lys bliver "læring" blot det, der skal til for at vi realiserer vores livsmuligheder bedre, så vi kan skabe værdi i verden. At lære er således ikke en separat kategori, det er simpelthen det at udvide spektret for kvalificeret realisering af vores potentialer. Og videre: læring sker derfor bedst dér, hvor vi har med vores livsprojekter og personlige mening med tilværelsen at gøre - som jeg skrev i en anden blogpost.
Læring som begreb skal vi måske lade dø med det samfund, der satte terperi og udenadslæring højt: "at lære noget", som om der er et specifikt "noget", der kan tilegnes. Men det ér der jo, vil man indvende, se blot pensum i matematik til studentereksamen, er det ikke et noget, eller lære at køre bil, er det ikke et noget der skal læres?
Jo, det er meget muligt - og især set fra kørelærerens side. Men sådan oplevede jeg det altså ikke som 18-årig. Jeg skulle have det kørekort, så jeg selv kunne knalde rundt i en bil; det var det, der fyldte min verden - ikke at lære et pensum.
Subscribe to:
Post Comments (Atom)
No comments:
Post a Comment