Facilitering, USA-Danmark, Open Space

Facilitering betyder noget andet i USA end i Danmark, for derovre har de ikke haft 40 år med rundkredspædagogik og selvorganisering og kollektiv ledelse.

At komme væk fra de autoritære, stive former er stadig en stor ting i USA (og i andre kulturer med traditionel ledelse), og det er dét, facilitering bliver brugt til: At åbne op, at give plads til alle, at inkludere og skabe lighed.

Men i Danmark (måske Skandinavien) har vi lige siden ungdomsoprøret kendt til de åbne møder med demokratiske processer, hvor alle har ret til at tale og det tager en evighed.
Snakkekulturen har bredt sig langt ind i vores organisationer og præger mødekulturen i de fleste offentlige og mange private virksomheder.

I Danmark må facilitering derfor handle om at genetablere styring, fokus, effektivitet og resultatskabelse. Men det skal ske ikke-autoritært, nemlig ved at engagere, involvere og videndele bredt. Alles ressourcer skal i spil, ikke kun lederens eller de stærkes.

Open Space-princippet er også et amerikansk opgør med stive mødeformer. Det er rundkredspædagogik for amerikanere. Her er nogle af principperne:

• De to fødders lov: Du kan skride, når diskussionen ikke længere interesser dig; der er ingen boss, der tvinger dig til noget.
• Det begynder, når det begynder: Hurra, vi skal ikke komme til tiden, for det har chefen altid tvunget os til.
• Dem, der er her, er de rigtige: Der er ingen mødepligt, vi er alle kommet frivilligt, er det ikke skønt og frit?
• Det slutter, når det er forbi: Vi skal ikke hænge i en klokkestreng, jubii!

Open Space forudsætter ikke facilitering af de oprettede emnegrupper, det kan folk selv klare, formodes det. Fornøjelsen ved at være lederløse og selv bestemme dagsordenen antages at være så stor, at man gerne undværer enhver form for styring.

Jeg var til amerikansk konference på Hawaii om facilitering, og i en session blev vi inddelt i sekspersoners grupper. Jeg forudså en planløs diskussion, hvis vores snak ikke blev faciliteret, og foreslog at vi tog en runde og dernæst samlede nogle ideer sammen. Bagefter sagde en fra min gruppe i plenum med slet skjult utilfredshed: "We were supposed to have an open discussion and created a bunch of rules right away". Hun følte det var frihedsbegrænsende at have regler overhovedet - måske fordi hun i den grad savnede at have et lederløst rum, hvor man endelig kan sige, hvad der passer en. Men som dansker havde jeg masser af erfaringer med en ustyret rum, de fleste af dem dårlige, og jeg tørstede efter lidt struktur.