Pengeskabelsen i tolv historiske episoder

Da bankers og centralbankers pengeskabelse er et ret ukendt fænomen, kan vi gå ud fra, at historikere generelt heller ikke kender til det (med enkelte ikke-faghistorikere som undtagelser, bl.a. Hixson, 1993; Hudson, 2002, 2004; Graeber 2011 og Martin, 2014). Hvor meget af den økonomiske historie skal skrives om, når vi erkender den enorme rolle, pengeskabelsen må have spillet i de forskellige samfunds økonomiske udvikling? Jeg peger her på tolv episoder, hvor pengeskabelsen formentlig har haft en kausal eller stærkt bidragende funktion.

1. Tysklands genrejsning 1933-39
Hvordan blev Nazityskland på kun seks år forvandlet fra Europas fattiglem til militærmagt med globale ambitioner? Hvilken rolle spillede de leverandørkreditter (såkaldte MEFO’er), som Hitlers regering udskrev med et pennestrøg? (”Sie haben eben gebaut 100 Kilometer Autobahn für uns? Sehr gut, schreiben Sie uns en Veksel für 5 Millionen Reichmark, bitte, og wir wollen es godkenden. Dieser Beløb können Sie denn få refundiert in eure Bank, vielleicht!”).

Reichsbankdirektør Hjalmar Schacht tillod m.a.o. leverandører til staten at skabe de ”penge”, de skulle betales med, til senere indfrielse i en bank. Hitler finansierede tilsyneladende den massive oprustning ved national pengeskabelse, ikke mindst fordi Nazityskland var udelukket fra det internationale pengemarked. Se Werner (2002, s. 9ff).

2. Det japanske mirakel 1945-85
Hvordan 100-dobledes Japans BNP pr. indbygger på 40 år efter krigen? En fænomenal præstation, som Werner (i bogen ”Princes of the Yen”, 2003) tilskriver Bank of Japans meget nøje styring af kredit (private bankers pengeskabelse) til basal produktion, senere skibsbyggeri, biler og consumer electronics. Med disse produkter var Japan ved at ”indtage verden” i 1980’erne – indtil BoJ slog bremserne i og standsede pengeskabelsen og direkte forårsagede det tabte kvarte århundrede, som landet endnu ikke er kommet helt ud af.

3. Renæssancen
Hvor meget af renæssancens vældige opblomstring af produktion, handel og kunst kan tilskrives de kreditter, som Medici’erne og andre rige familier ydede gennem deres vidtforgrenede net af banker? Var det ligefrem bankernes pengeskabelse, der finansierede renæssancen?

4. Hollands imperium i 1600-tallet
Et lillebitte land, Nederlandene, med en befolkning på halvanden million, blev på få årtier en verdensmagt, med en handelsflåde på 16.000 skibe, handel på Østen, besiddelser i Indonesien osv. Alt det skete kort tid efter, at verdens første centrale bank, Amsterdamsche Wisselbank, begyndte at skabe penge gennem handel med veksler med handels- og pengefolk fra hele Europa. Tilfældigt sammentræf eller selve motoren bag imperiet?

5. ”Den finansielle revolution” i 16-1700-tallet
Denne velstuderede episode, hvor Englands globale imperiebyggeri fandt sted, er formenligt ikke blevet fortolket i lyset af pengeskabelse. Når de daværende købmænd, handelshuse og banker i England kunne yde kredit hurtigt og effektivt, fx som lån til krigsførende regenter eller til at bestykke handelsskibe med, har man normalt forstået det som resultat af deres smidige samarbejde, hvor det underforsås at hver bank kommer med deres lille trillebør med sølvmønter. Men yder mange banker mange lån, som de clearer hos hinanden når låntagerne køber hos kunder i de andre banker, kan de skabe enorme mængder af penge. For så vidt som disse penge bruges til produktion og handel, udvides økonomien, netop hvad der skete i denne periodes kolonialisering og industrialisering.

6. De europæiske imperiers vekslen
Generelt gøres de tre ovennævnte historiske episoder til genstand for makrohistorisk fortolkning af Braudel (1982-1992) og Arrighi (1994). De hæfter sig bl.a. ved den ”mobilisering af kapital”, som købmænd, handelshuse og banker har forestået – en evne, de ser som central i kapitalismens udvikling, uden at de røber noget kendskab til pengeskabelsens mysterium. De identificerer en række cyklusser, hvor en (by)stat bliver finanscentrum og kernen i et imperium: Venedig og Genova i 12-1400-tallet, Antwerpen og Amsterdam i 15-1700-tallet, Londons city i 17-1800-tallet og USA (Wall Street) i 1900-tallet. I hver af disse byer er bankvæsen og dermed pengeskabelsen blevet effektiviseret betydeligt, til åbenlyst nytte for søfart, handel, industri og finanssektor.

Hvordan ville det ændre Braudel eller Arrighis historie, hvis det blev klart, at det er købmænd og private banker, der ned gennem historien har skabt og allokeret det meste af den uhyre produktive pengemængde, som ingen i begyndelsen forstod som fænomen overhovedet og som man derefter, fra 1900-tallet, antog styredes af centralbankerne?

7. Marx
Hvordan ville Marx’s økonomi og historiesyn se ud, hvis han havde sat sig ordenligt ind i, hvad samtidens banker foretog sig? De tilbagevendende kriser, han fablede så meget om, hvor den sidste ville indvarsle den endelige kommunisme – var det blot de finansbobler, som overophedede pengeskabelse fra bankernes side frembragt hvert 10.-20 år gennem slutningen af 1800-tallet? Hixson (2005, s. 285-306) læser Marx, som om han havde god styr på bankernes pengeskabelse, men hvorfor har marxister sidenhen aldrig(?) berørt emnet? Hvorfor blev det de kapitalister, der ejede produktionsapparatet, der blev hovedfjenden, og ikke de kapitalister, der ejede betalingsmidlerne og bestemte, hvem i samfundet, der skulle have kredit og dermed nye penge?

8. Det dobbelte bogholderi opfindes
Blev det dobbelte bogholderi opfundet for at tracke bankers pengeskabelse? Da købmænd i de norditalienske bystater i 1100-tallet begyndte at føre dobbelt bogholderi (og skelne mellem aktiver og passiver), skyldtes det så, at de var begyndt at yde deres kunder kredit ved at skrive cifre ind på låntagers indlånskonto (passiver) og samtidig måtte føre en anden konto, hvor gælden (aktiver) kunne anføres? Hvad er den nærmere forbindelse mellem fremkomsten af det dobbelte bogholderi og købmænds spirende pengeskabelse ved indskrivning af ekstra cifre på kundekonti? (Jeg har gennemtrawlet mange årgange af de 3-4 største tidsskrifter i accounting history, og intetsteds har jeg fundet tegn på at bankers pengeskabelse anerkendes).

9. Statsbankerotten i 1813
Denne monetære krise kan i vid udstrækning tilskrives en galopperende pengeskabelse i slutningen af 1700-tallet, men hvorfor er dét så svært at læse sig til i de gænge historiske udlægninger? Dansk Pengehistories bind 1 kalder det seddeludvidelse, men taler med uld i mund om dette centrale problem: der blev udstedt for mange sedler, og en ny møntfod skulle etableres. Opgaven ville her være at fortolke denne væsentlige begivenhed i dansk økonomisk historie i lyset af staters og bankers evne til at skabe penge – en evne der kan resultere i overdreven pengeskabelse, hvilket åbenbart ikke var særlig godt forstået dengang (til trods for John Laws excesser i Frankrig i 1720’erne).

10. The Washington Consensus
Op gennem 1980’erne og 1990’erne optog en lang række lande i den tredje verden massive lån i USA og Europa. Landene blev underlagt ”the Washington consensus” om ”structural adjustment”, dvs. en ”neoliberal” dagsorden, før det ord brugtes. Men hvorfor skabte de ikke bare selv pengene? Hvem bildte dem ind de skulle låne i USA og Europa for at få deres egne økonomier på fode? Sandsynligvis vestligt uddannede økonomier i de fattige landes elite, godt hjulpet på vej af folk som Perkins (2004). Werner kalder det ”one cruel trick on developing countries” (2016, s. 375). Hvordan er kendskabet til staters evne til at skabe deres egne penge gennem deres centralbank forblevet skjult i den tredje verden op gennem årene?

11. Centralbankhistorie
Den tidligere direktør for det britiske finanstilsyn Adair Turner har i et par år talt for, at centralbankerne skal skabe penge til at hjælpe moderne økonomier ud af krisen med; altså penge som regeringerne direkte kan bruge til offentlige udgifter fx (i modsætning til QE, kvantitative lempelser, der går til bankerne). Han kalder det Overt Monetary Financing, altså åben/eksplicit pengemæssig finansiering (dvs. af statens udgifter). Han beklager sig over at denne mulighed er så tabuiseret, den er ”The policy that dare not speak its name” (2012, ca. 1:07:00). Hixson (2005, s. 133ff) leverer et forfriskende uortodokst perspektiv på staters ret til at skabe deres egne penge og det urimelige i at bede private banker gøre det – og betale dem en rente for det.

At stater gennem deres centralbanker kan skabe penge ligger så langt fra den offentlige bevidsthed, at selv daværende økonomiminister Margrethe Vestager ikke kunne komme i tanke om det, da hun på en konference blev spurgt om, hvor penge kommer fra (søg ”Vestager money” på You Tube og se, hvordan hun ikke aner sine levende råd). Hvad er det for en historisk forglemmelsesproces, der har skubbet den mulighed ud af offentlig debat? Har den være spontan eller foreligger der aktive bestræbelser på fortielse – fordi bankernes pengeskabelsesmagt ikke skulle udfordres?

12. Pengenes historie
Den traditionelle pengehistorie er kontanternes historie. Modsat behandles kontopenge yderst stedmoderligt. Mønter af sølv og guld er arkæologisk materiale par excellence, mens veksler, værdipapirer og kontobøger forgår. Men det er med pengeskabelse gennem papir og især indeståender på bankkonti, at historiens store pengesummer er blevet skabt. Den historie venter i det store og hele på at blive skrevet.

Sammenfattende
Generelt er det sådan, at historikere udmærket ved, at gode muligheder for kreditgivning har spillet en rolle i økonomisk opblomstring gennem historien. Økonomisk ekspansion, imperier og krige skal finansieres, og det er ofte sket på kredit og forventet efterbetaling via rovet. Men man har nok næppe nogensinde forstået denne kredit som andet end bankers fortræffelige evne til at samle allerede eksisterende penge sammen. Som den anerkendte pengehistoriker Peter Spufford skriver om kreditsamarbejdet mellem Venedigs spirende banker i 1300-tallet: ”By combining deposits, some very small indeed, in this way, quite enormous sums could be mobilised” (2014, s. 244). Ja, det er utroligt, ikke? Bankfolk har virkelig været gode til at finde de allersidste sølvmønter i sengehalmen.

Den alternative fortolkning kendes generelt ikke af pengehistorikere – nemlig at banker gennem århundrederne er blevet stadig bedre til at ”udlåne” kontocifre og cleare sig ud af enhver forpligtelse til at hoste op med guld eller andre kontanter. Økonomisk udvikling og imperial ekspansion er sandsynligvis især foregået dér, hvor regenter eller centralbanker har skabt penge til kongens krigseventyr eller hvor købmænd og banker har være tæt knyttet sammen i de betalingsnetværk, der gennem clearingen har ladet ”udlånerne” skabe købekraft, kredit eller penge til finansiering af togter, skibe, infrastruktur, produktionsapparat osv.

Stiller man i klassisk historieskrivning spørgsmålet: ”Hvor kom pengene fra?”, fører sporet ofte ikke særligt langt, er mit indtryk. "Nogen har vel hostet op med midlerne," synes svaret at være, "eller samlet dem sammen fra nogen, der lå inde med dem allerede". Men svaret er sandsynligvis, i hvert fald i de sidste 600-800 år, at købmænd, financierer og banker har skabt pengene fra bunden af. Hvordan det er foregået i de forskellige historiske perioder er værd at undersøge.

Hvilke alliancer og magtfulde netværk har formidlet denne kreditkyndighed? Hvilke vidende insidere har tiet med deres indsigter? Hvilken rolle har den spirende økonomiske videnskab spillet, når mørkelygten skulle holdes højt? Hvorfor har regenter og regeringer ikke overtaget magten til at skabe kontopenge fra købmænd og banker, når nu gjorde det med kontanter? Har finansielle og monetære agenters snilde plus de statsførende aktørers dertil svarende inkompetence eller fortielse spillet en langt større rolle i historiens gang end hidtil erkendt?

Litteratur
Arrighi, G. (1994). The long twentieth century: Money, power, and the origins of our times. London: Verso.

Braudel, F. (1982-1992). Civilization and Capitalism, 15th-18th Century, Vols 1-3. Berkeley, CA: University of California Press.

Graeber, David (2011). Debt: The first 5,000 years. New York: Melville House.

Hixson, William (1993). Triumph of the bankers: Money and banking in the eighteenth and nineteenth centuries. Westport, CN: Praeger.

Hixson, William F. (2005). What is the difference between bankers and counterfeiters? Montgomery, Alabama: E-Book Time, LLC.

Hudson, Michael (2002). The new economic archaeology of debt. Introduction to Michael Hudson and Marc Van De Mieroop (red.): Debt and Economic Renewal in the Ancient Near East. Baltimore, Md.: CDL Press.

Hudson, Michael (2004). The archaeology of money: Debt versus barter theories of money's origins. I: L. Randall Wray (red.): Credit and state theories of money: The contributions of A. Mitchell Innes, s. 99-127. Northampton MA: Edward Elgar.

Martin, Felix (2014). Money: The unauthorised biography. Random House.

Perkins, John (2004). Confessions of an economic hitman. San Francisco: Berrett-Koehlers.

Spufford, P. (2014). The provision of stable moneys by Florence and Venice, and North Italian financial innovations in the renaissance period. In: P. Bernholz and R. Vaubel (eds.): Explaining Monetary and Financial Innovation. Financial and Monetary Policy Studies 39, pp. 227-251, Springer International Publishing.

Turner, Adair (2014). Are concerns over inflation inflated. Speech on Overt Money Financing, https://www.youtube.com/watch?v=Znw6H_WGRw4.

Werner, R. A. (2002). A reconsideration of the rationale for bank-centered economic systems and the effectiveness of directed credit policies in the light of Japanese evidence. Japanese Economy, 30(3), 3-45.

Werner, R. (2003). Princes of the Yen: Japan's Central Bankers and the Transformation of the Economy. ME Sharpe.

Werner, R. A. (2016). A lost century in economics: Three theories of banking and the conclusive evidence. International Review of Financial Analysis, 46: 361-379.