Pengeskabelse når mange banker yder ét stort lån sammen

Når banker i gamle dage skulle udstede et stort lån, fx til en regent eller en stor virksomhed, gik mange banker ofte sammen om at yde lånet. Det fremstilles i historiebøgerne ofte som om, at de hver især stillede med et mindre beløb og sammen blev det til et stort beløb – underforstået: mange banker kan jo støve flere pengesedler op end en enkelt bank. Det er altså formidlingsteorien, vi får serveret: Per låner pengene af Poul, Palle, Peter, osv. Dog bruger de kvikke historikere ofte ord, der antyder at noget andet er på færde: skaffe finansiering, mobilisere de nødvendige ressourcer, tilvejebringe kredit, få fundingen på plads. Men hvad der er på færde, siges sjældent rent ud.

Jeg vil gennem et simpelt eksempel prøve at påvise, dels at bankerne skabte pengene og dels at bankerne i fraværet af et permanent og velfungerende clearingsystem skabte ét til lejligheden ved at rekruttere andre banker til at deltage i det – for netop dette låns pålydende. Jeg bruger min sædvanlige letforståelige amatørterminologi og håber at blive rettet, hvor I læsere mener jeg tager fejl.

Lad os forestille os, at Remington Arms Company i 1875 vil udvide produktionen stort. Firmaet ansøger sin bank J.P. Morgan om et lån på $20 mio., men får først afslag – det er for meget. Morgan finder så på at samarbejde med syv mindre banker, som hver ”skaffer” $2 mio., bl.a. Boston Bank, Pittsburgh Bank osv. Ergo skal Morgan selv kun stå for de $6 mio., og lånet ydes.

Hvad er der sket her? Vi antager, at de syv små banker ikke har smidt $2 mio. i pengesedler ind i en armeret pengetransport og kørt dem over til Morgan. Det ville jo være penge, de faktisk skulle skaffe. Kan de ikke lave noget smartere, som banker altid har gjort – dvs. skabe penge som veksler, værdipapirer eller kontopenge?

I samtaler med direktionen for Remington har Morgan erfaret, at pengene skal bruges til at købe jord til en ny fabrik i Boston, til indkøb af stål fra Pittsburgh til våbenproduktionen og til fem andre større formål. Hver af disse ”leverandører” – jordbesidderen i Boston, stålværket i Pittsburgh osv. – har deres forretningskonti i lokale banker. Hertil skal betalinger for jord, stål og andre halvfabrikata overføres fra Remingtons konto hos Morgan.

Hvis Morgan selv havde ydet hele lånet på $20 mio. til Remington, dvs. skrevet beløbet ind på Remingtons konto hos Morgan, ville Remington en dag bede om at få $1,5 mio. overført (via check, som det skete dengang) til jordsælgerens bank, Boston Bank. Det er måske en mindre bank, som Morgan ikke har noget særligt samkvem med i øvrigt, og det ville ikke være så nemt at cleare den check med et tilsvarende beløb, som en eller flere andre kunder i Boston Bank samtidig skulle betale til kunder hos Morgan.

Det er jo sådan banker klarer de fleste af deres mellemværender: ved at lade fordringer (fx checks) på hinanden gå lige O-P-op, sådan at (næsten) ingen penge skal skifte hænder (idet det jo er i denne clearing, at lån, kredit og pengeskabelse absorberes og kamufleres). Boston Bank ville altså efter nogle dage eller uger skulle bede Morgan om faktisk at foretage en udbetaling, fx på de $1.400.000, der ikke kan cleares bort. Ubehageligt fra Morgan – der jo helst vil lade hele det udlånte beløb forblive ikke-udbetalt ved hjælp af clearingen.

Det er derfor, Morgan har inviteret Boston Bank med i udlånet. Boston Banks bidrag til det samlede lån var nemlig at oprette en konto i Morgans navn og skrive $2.000.000 ind på den. Det var Boston Banks hele indsats – ingen kontanter har skiftet bank (for nemheds skyld ignorerer jeg den anden side af det dobbelte bogholderi – et aktiv på det samme beløb registreres også på en ”udlånskonto” osv.).

Den halvanden million dollars, som Boston Bank gerne vil have overført fra Morgan til jordsælgerens konto, tages nu fra Morgans konto i Boston Bank, så den nu kommer ned på $500.000. Morgan skal således ikke overføre nogen ubehagelig, ikke-clearbar rest på $1,4 mio. til Boston Bank.

Det samme sker for de andre banker, bl.a. den i Pittsburgh, hvor Remington køber stål, og de fem andre. Morgan behøver ikke at have ramt netop de banker, som Remingtons leverandører har konti i, så længe man er kommet godt ud i hinterlandet, hvor de involverede banker har dagligt samkvem og clearing med hinanden og de udestående fordringer derfor kan udlignes så nogenlunde, uden at nogen af bankerne skal gribe alvorligt ned i pungen efter guld.

Når lånet senere afdrages, kan det ske til hver bank, eller Morgan kan være fællesgarant. Det har sikkert varieret i tidernes løb – men alle långivere har jo været glade for renten, årsagen til at de leger med, og for den meget store J.P Morgan som en slags garant.

I fraværet af et velfungerende clearingsystem, som man i slut-1800-tallet i USA kun havde i de største byer og ikke mellem delstaterne, har Morgan altså skabt sit eget, så at sige. Det sikrede, at ingen banker skulle hoste op med (ret mange) penge og kunne klare betalingerne via en slags clearing mellem Morgan og de deltagende banker, og evt. mellem lokale banker, der i forvejen clearede mindre checks og fordringer med hinanden.

Som i moderne velfungerende betalings- og afviklingssystemer (i DK opereret af Nets) sløres pengeskabelsen, når almindelige betalinger nettes og afvikles (= cleares) med hinanden og dermed absorberes og skjuler de relativt få betalinger, der hidrører fra lån.

Penge skabes i kraft af clearingen, hvilket købmænd på messerne i middelalderen benyttede sig af, ligesom de norditalienske banker før renæssancen, handelshuse i Holland i 1600-tallet, Londons banker i 1700-tallet, New York 1800-tallet og hele verden i 1900-tallet. I dag har vi clearingsystemer de fleste steder, og jeg vil mene at store lån ikke længere strikkes sammen af mange banker (måske meget store lån gør?). Eller hypotesen kunne være: I den udstrækning der findes gode clearingsystemer omkring låntager, kræver store lån ikke samarbejder mellem banker.

(Man kunne jo også forestille sig, at låntager har fået lov til at åbne en konto i alle de syv banker og fået skrevet $2 mio. direkte ind på hver. Men så kan jeg ikke se hvad rolle Morgan skulle spille – eller hvad Morgans interesse i det skulle være. Så mon ikke den centrale långiver har arrangeret lånet nogenlunde som jeg har skrevet, altså med en interesse i hver bank?)

Hvad tænker I om dette ræsonnement? Har jeg overset eller misforstået noget?

Jeg vil ikke undlade at nævne, at denne historie har jeg INTETSTEDS set i litteraturen. Simpel er den jo, men altså: Har I set noget der ligner, hører jeg gerne om det. Min påstand er altså: Når banker samarbejder om at yde store lån skyldes det, at de til lejligheden vil oprette det (ellers ikke eksisterende) clearingsystem, der diskret lader dem SKABE pengene i stedet for at hoste op med dem. Det er påstanden.