Selvbestemmelsesteoriens videnskabsteoretiske ståsted

 

Hvad kan man sige om selvbestemmelsesteorien, videnskabsteoretisk betragtet? Det er et spørgsmål, der regnes for særdeles vigtigt på (danske) videregående uddannelser, men som typisk ikke optager udøvende forskere meget. De forsker bare, som de er vant til. Således også SDT-forskerne. Dertil kommer så, at SDT ikke restløst kan placeres i én enkelt videnskabsteoretisk kategori (Er SDT fænomenologisk? Er SDT socialkonstruktionistisk?).

Lad mig prøve at se SDT i lyset af en håndfuld relevante videnskabsteoretiske skoler. Det gør jeg i to tempi. Først metodologisk (= metodemæssigt) eller erkendelsesteoretisk, dvs, hvordan indhenter man viden om verden i SDT. Dernæst ontologisk, altså hvad mener man i SDT verden består af, bl.a.: Hvad er mennesket for en størrelse?

 
1. Metodologisk, erkendelsesteoretisk

SDT er et opgør med en positivistisk tradition i det 20. århundredes psykologi, behaviorismen. Behaviorister mente, at det eneste vi kan vide rent videnskabeligt om mennesker er den adfærd, der kan observeres udefra, typisk forstået som de responser, et individ udviser som reaktion på stimuli leveret af omgivelserne, fx en lærer, leder eller forsøgsleder. Rotter i labyrinter og duer i bur var foretrukne veje til erkendelse om menneskers adfærd (i dag lyder det vanvittigt, ja). Forsøgsdyr kunne "betinges" udefra, dvs. kontrolleres vha. straf og belønninger, og dét gik der et halvt århundrede med i behavoristisk psykologi.

Her overfor hævdede først Edward L. Deci omk. 1970 og siden hans yngre kollega Richard M. Ryan, at mennesker besidder en særlig autonomi eller selvbestemmelse. Denne kan ikke reduceres til noget manipulérbart, men beror på menneskers oplevelse af verden ud fra deres eget perspektiv og deres eget "authorship". Ryan var inspireret af europæisk eksistentialistisk og fænomenologisk tænkning og ville bringe den vinkel ind i Decis mere laboratoriebaserede opgør med ekstrinsisk kontrol af forsøgspersoner. 

Det kvantitative spørgeskema
Den måde, hvorpå denne "kontinentale" (europæiske) vinkel blev indarbejdet i den spirende selvbestemmelsesteori, fra 1980'erne og fremefter, var via dén særlige videnskabelige tilgang, som på den tid knæsattes i amerikansk psykologi: kvantitativ, som regel spørgeskemabaseret, empirisk forskning. 

Det foregår sådan, at forskeren stiller nogle hundrede respondenter 10 eller 50 spørgsmål, fx "Jeg føler at jeg bruger min tid på ting, der virkelig interesserer mig" eller "Jeg har indtryk af, at de mennesker, jeg tilbringer tid sammen med, ikke kan lide mig."

 

Disse spørgsmål er "lukkede", dvs. er udstyret med et begrænset antal svarmuligheder, som fx fra 1 til 5 på en skala fra "Helt uenig" til "Helt enig". De er også deduktive, dvs. afledt af en teori, hvis begreber (fx autonomi, integreret regulering, intrinsisk motivation) spørgsmålet altid forudsætter og som gennem spørgsmålet presses ned over respondenten - om de passer hende eller ej. 

Et gran fænomenologi
Sådanne spørgsmål går jo dybt ind i menneskers oplevelsesverden og er i den forstand udtryk for en vis fænomenologisk tilgang (idet fænomenologien jo beskæftiger sig med den måde, hvorpå tingene fremtræder for os, fremfor den måde de "er" på, i en virkelighed der formodes uafhængig af mennesket. "Fænomen" betyder i klassisk sprogbrug "fremtrædelsesform". Er aftenens tv-avis informativ, kedelig eller gruopvækkende "i sig selv"? Eller fremtræder den sådan for forskellige mennesker? Det sidste, ville de fleste sige i dag, på bedste fænomenologiske vis).

Tilbage til spørgeskemaer. Hvis de spørger til den måde, respondenten oplever verden på, har de noget fænomenologisk over sig. Det har spørgeskemaer om mere objektive forhold ikke, fx den årlige selvangivelse (som nu hedder "oplysningsskemaet"), hvor tanken ikke er, at man skal svare på, hvor meget man oplevede, at man tjente på at spille til kroballer sidste år. Omvendt spørger alle spørgeskemaer i SDT ind til respondenternes oplevelse - af dem selv, andre mennesker eller et aspekt af verden.

Dét er meget forskelligt fra det (oftest kvalitative) interview, hvor den interviewede typisk gives lejlighed til at forklare sig med egne ord. Man kunne kalde dette en mere induktiv tilgang - forskeren samler data ind uden så stor teoretisk afklaring, forventning eller "fordomme", men hører blot hvad den interviewede siger med sine egne formuleringer. Det er sådanne kvalitative metoder, man kalder egentligt fænomenologiske.

Spørgeskemaundersøgelser (eller surveys, som de også kaldes) er en uhyre anvendt dataindsamlingsmetode. Denne tilgang har i USA været kongevejen til anerkendelse i videnskabelige tidsskrifter. Jeg tror, at dét at SDT-forskerne - også de snesevis af yngre folk, der gik i Deci og Ryans fodspor - har været så flittige til at dyrke denne tal-producerende forskning, har bidraget væsentligt til, at SDT har fået sit nuværende omfang internationalt (i størrelsesordenen tusind videnskabelige publikationer om året, fra mange hundrede forskere).

Kritisk realisme
En central person i SDT, den russisk fødte canadier Valery Chirkov, har kritiseret den enorme mængde kvantitative surveys, der produceres i SDT, og foreslået en kritisk realistisk tilgang - hvor man mere åbent går til verden og opdager hvorden subjekter på deres egne præmisser oplever og beskriver den. En meget relevant kritik, ikke mindst set fra vores europæiske perspektiv (Chirkov & Anderson, 2018).

Kvantificering og publicering
At SDT er ret så forlovet med surveyet mener jeg er lidt af en historisk tilfældighed: Uden kvantitative metoder var der nul videnskabelig publicering eller akademisk meritering til amerikanske psykologer i årtierne omkring årtusindskiftet. 

Men SDT's kernebegreber beror overhovedet ikke på kvantificering, målbarhed; de fungerer fint uden. Tænk blot autonomi vs. kontrol, intrinsisk-ekstrinsisk motivation, introjiceret vs. integreret regulering, de tre behov autonomi-kompetence-samhørighed, behovsstøtte, selvet som organismisk proces, psykologiske potentialer vs. sårbarheder, psykopatologi som hidrørende fra behovsmodarbejdning, forbrugersme som udtryk for ekstrinsiske værdier, mindfulness som vej til autonomi osv. osv. 

Ingen af de begreber er i deres kerne kvantitative. Faktisk skal man vride hjernen en del for at forestille sig, hvordan sådanne forhold kan udforskes kvantitativt. Det er da netop hvad SDT-forskerne har gjort: Omsæt nøglebegreberne til målbare variable, formulér testbare hypoteser om (evt. kausale) relationer mellem dem, operationalisér dem til lukkede spørgsmål med svarmuligheder på en talskala, spørg en flok relevante respondenter, afgør med bl.a. statistisk analyse om de hypotese-anslåede relationer mellem de anvendte variable gælder - og publicér! Kvantificering er altså en praktisk vej til testning af hypoteser, og i mainstream psykologisk (amerikansk-oritenteret) forskning er det hovedvejen.

De betydelige statistiske anstrengelser, som ganske almindelige psykologiske forskere i den angelsaksisk orienterede verden (og altså også SDT-forskerne) lægger for dagen i internationale tidsskrifter, kunne vi godt se som udtryk for den klassiske positivistiske opfattelse af, at man bør måle sig frem til videnskabelig viden om verden. Metodisk kunne man derfor kalde SDT ret positivistisk, med et islæt af fænomenologi - fordi SDT's spørgeskemaer altid spørger til respondentens oplevelse af verden. (Se i øvrigt mere om det metodiske i min bog Selvbestemmelsesteorien, specielt kapitel 12: "Hvordan når SDT-forskningen sine resultater?").

2. Ontologisk: Humanisme - og en tredje vej

Spørger vi nu til, hvordan SDT betragter sin forskningsgenstand, altså hvilken beskaffenhed mennesket og dets trivsel, udvikling og bevidsthed antages at have, så kan vi placere SDT i en bred humanistisk tradition, i familie med Carl Rogers (som Ryan er inspireret af) og Abraham Maslow. Deres psykologi skullle udgøre et alternativ til både behaviorisme og psykoanalyse, der begge syntes at reducere mennesket til et fattigt produkt - hhv. af omgivelsernes betingning og ubevidste seksuelle instinkter og fantasier. 

Humanismen går mange hundrede år tilbage og var særligt fremtrædende i 1700-tallets oplysningstid. Humanister anser mennesker for noget særligt; de er ikke bare manipulérbare objekter som resten af naturen, men subjekter med samvittighed, bevidsthed osv., og de er heller ikke primært religiøst bestemte, som kirken mente. Mennesket har sin egen natur, der er værd at forstå og fremme. 

Humanisme er blevet kritiseret voldsomt i intellektuelle kredse det seneste halve århundrede, og med god grund. Hvad menneskets natur kan tænkes at være har selvfede hvide mænd og magthavere gennem de foregående 300 år defineret for resten af menneskeheden. Det er kvinder, ikke-hvide og mange andre grundigt trætte af. (Da jeg for 15 år siden til et møde anførte, at jeg var humanistisk inspireret, tog en kvindelig kollega sig dramatisk til halsen og udbrød: "Argh, humanisme! Jeg får kvælningsfornemmelser af det ord!")

Essentialisme og socialkonstruktionisme
Humanisme forbindes i dag ofte med essentialisme, den tanke at ting (her: mennesket) har en essens, en kerne, noget bestemt og uforanderligt. Og det var jo DWEMs, Dead White European Males, der havde fastlagt, hvad det var: Som regel noget med rationalitet, myndighed og den rene ånd - ikke alt det snavs med krop, følelser og relationer, som kvinder, børn og andre laverestående væsener roder rundt med.

Essentialismen har socialkonstruktionismen (og andre senmoderne ismer) gjort grundigt op med: Praktisk taget alt det menneskelige opfattes i dag som skabt eller "konstrueret" i en proces mellem mennesker i samfund, ikke som forudgivet eller evigt eller naturligt. "No boxes!" er nutidens slagord: "Lad være med at putte mig i en kasse!"

Organismisk tænkning
SDT-forskerne nævner dog sjældent humanisme. Især Ryan bekender sig snarere til et organismisk synspunkt (Ryan, Kuhl & Deci, 1997). Det er desværre en kende vildledende, for det lyder som en reduktion til noget biologisk. Han mener dog blot, at mennesker deler en trang til vækst og udvikling med andre levende organismer. Denne tendens forstås i SDT som primær, altså noget der hører med til enhver organisme. Udviklingstendensen er ikke tillært, men spontan; den viser sig straks i nyfødte individer, der rækker ud efter verden og forsøger at indoptage den så godt de kan.

Selvet, en proces
En størrelse som selvet betragtes i humanismen (og moderne populærpsykologi) gerne som en kerne, man altid skal handle i overensstemmelse med - som om det er klart, hvad ens autentiske selv er. I SDT kaldes selvet for en organismisk proces; dvs. noget der bryder frem gennem den menneskelige organismes dannelse, fra før fødslen og langt ind i voksenlivet. 

Dét sker under stadig indvirkning fra omgivelserne, først omsorgsgivere, så lærere og ledere og sociale strukturer, der kan hjælpe personen frem mod større grader at integreret regulering eller hæmme vedkommendes udvikling gennem pres og tvang, der skaber introjiceret regulering og et fragmenteret eller dissocieret selv (psykisk lidelse).

En tredje vej
Med denne ret "konstruerende" opfattelse af selvet placerer SDT sig langt fra essentialismen - måske på et slags tredje synpunkt hinsides konflikten mellem essentialister og socialkonstruktionister. Et sådan tredje synspunkt i psykologien har jeg argumenteret for i denne blogpost: Beyond anti-essentialism in psychology). Den kulturelle relativisme, som socialkonstruktionismen af og til nærmer sig faretruende, hvor intet er simpelt eksisterende eller naturligt og alt skyldes forhandling gennem sprog og relationer og diskurser, holder heller ikke. Jeg mener den helt ekstreme relativisme, der anser intet for tværkulturelt sandt. 

I modsætning hertil forkarer Ryan og Deci (se Ravn, 2021, s. 199) grundigt, hvorfor infibulering, den rituelle bortskæring af kønslæber og klitoris, kun kan opfattes som et legitimt kulturelt valg, hvis man ignorerer evidens om massiv lidelse fra de berørte pigers side. Der er ting, der er givet i og med naturen, fx retten til ens kønsdeles normalfuntion - uagtet at det på alle næsten felter er uhyre svært at bestemme, hvad der er normalt og derfor gælder for alle mennesker. At det er svært er ikke ensbetydende med, at det ikke skal forsøges. Infibulering er fx et sted, hvor der skal trækkes en grænse.

En tredje vej hinsides essentialismens og kulturrelativismens ekstremer skal altså formuleres, og sådan et projekt kan man godt sige, at SDT er i gang med. Jeg ville kalde det en revideret humanisme 2.0. Men da humanisme som begreb nok er ret færdigt, bliver en anden isme måske formuleret en dag - til at repræsentere det synspunkt, at meget menneskeligt skabes socialt, men ikke alt.

Medfødte behov
Centralt står i denne diskussion står jo SDT's opfattelse af de psykologiske behov som medfødte, givne, en del af vores natur. Det er vanskelige ord at bruge, for hermed synes SDT-forskerne jo at gentage fortidens synder med at definere, hvad der udgør det menneskelige, menneskets natur. Men det er altså en del af pakken her: SDT-forskerne er indtil videre, efter de første 30-40 års forskning, kommet frem til, at behovene for autonomi, samhørighed og kompetence med stor rimelighed kan betegnes som medfødte standarder for, hvilke ting i livet der skal tilgodeses, for at mennesker har det godt - i alle kulturer, i alle livsaldre, i alle kontekster. Det er en meget ambitiøs påstand, og bogstaveligt tusindvis af studier har forsøgt at finde evidens for den. Med gode resultater, ville jeg mene.

Hvordan behovene skal forstås er en fortløbende diskussion i SDT: Er der flere behov, fx for mening og for at gøre godt for andre (Martela, Ryan & Steger, 2018)? Er de konstaterede behov rigtigt formuleret, differentieret og benævnt? Og så videre og så videre (se en nylig præcisering af behovspsykologien: Vansteenkiste, Ryan & Soenens, 2020). Meget lidt er hugget i granit, og forskerne - og vi andre - bliver klogere hele tiden.

Sammenfattende
Ontologisk har vi med SDT en humanisme, der går videre end klassiske humanismer, idet selvet anses for socialt emergent (frembrydende), nærmest som et potentiale der realiseres fint, hvis omgivelserne (familien, samfundet) er nogenlunde behovsstøttende - en gradvis dannelse i det sociale, som det også betones af socialkonstruktionismen. 

Erkendelsesteoretisk er menneskets oplevelsesverden, som fremhævet af fænomenologer, helt central i SDT, i modsætning til den positivistiske behaviorisme, som SDT var et opgør med og som ikke regnede subjektet som videnskabeligt tilgængeligt. Og dog har SDT's kvantitative spørgeskemaundersøgelser en stærk positivistisk basis, idet man i SDT mener, at det er nogenlunde muligt at måle sig frem til verdens, her: andre menneskers egenskaber, altså deres motivation, regulering, autonomi osv., og de sammenhænge (korrelationer, evt. årsagssammenhænge), der hersker blandt dem. 

Så videnskabsteoretisk set er SDT lidt af en pose blandede bolcher. 

Litteratur

Chirkov, V., og Anderson, J. (2018). Statistical positivism versus critical scientific realism. A comparison of two paradigms for motivation research: Part 2. A philosophical and empirical analysis of critical scientific realism. Theory og Psychology, 28(6), 737-756.

Martela, F., Ryan, R. M, og Steger, M. F. (2018). Meaningfulness as satisfaction of autonomy, competence, relatedness, and beneficence: Comparing the four satisfactions and positive affect as predictors of meaning in life. Journal of Happiness Studies, 19(5), 1261-1282. 

Ravn, I. (2021). Selvbestemmelsesteorien. Motivation, psykologiske behov og sociale kontekster. Hans Reitzels forlag.

Ryan, R. M., Kuhl, J., & Deci, E. L. (1997). Nature and autonomy: An organizational view of social and neurobiological aspects of self-regulation in behavior and development. Development and psychopathology, 9(4), 701-728.

Vansteenkiste, M., Ryan, R. M., & Soenens, B. (2020). Basicpsychological need theory: Advancements, critical themes, and futuredirections. Motivation and Emotion, 44, 1-31.