Sociale netværk og procesvirkelighed

Denne tekst er tresiders synopsis fra en strandet antologi on netværk. Jeg skitserer en opfattelse af virkeligheden som proces, der udgør et udmærket udgangspunkt for at tænke i sociale netværk.
_______
Samfundet forstås ofte ud fra maskinmetaforer. Organisationer ses som fabrikslignende strukturer med input og output, skoler er stadig mekanisk opdelt i fag og klassetrin, samfundsøkonomien handler om produktivitet. Det klassiske tankegods bagved er forestillingen om universet som en maskine og virkeligheden som bestående af ting. Ting og maskiner bevæger sig, når deres iboende inerti overvindes, men mere sker der ikke med dem. Det er kernen i det klassiske, vestlige, filosofiske og videnskabelige verdensbillede.

En alternativ virkelighedsopfattelse betoner proces og udvikling. Virkeligheden antages da at være dynamisk – som en flod, hvor der på overfladen dannes forbigående strømhvirvler, der
kanaliserer strømmen og lokalt forlener den med tilsyneladende stabilitet og tingskarakter. Vi finder denne opfattelse i jonisk naturfilosofi (Heraklit), hos enkelte moderne filosoffer (bl.a. Hegel, den unge Marx, Bergson, Dewey og Whitehead), i kvantefysik (de Broglie, Schrödinger, Bohm, Bell og Smolin), hos feltteoretiske biologer (Driesch, Waddington, Goodwin og Sheldrake) og blandt forskere i selvorganiserende systemer (Jantsch, Kauffman, Davies, Gell-Mann).

Kosmisk, kemisk og biologisk evolution kan forstås som den tiltagende stabilisering og kanalisering af denne proces, der i moderne fysik kaldes energi og antages udløst ved big bang. Selvorganiserende systemer danner spontant stadig højere grader af orden i universet. Stjerner, atomer, molekyler, galakser og solsystemer er eksempler herpå, ligesom livets dannelse på overfladen af mindst én blå planet er udtryk for ordensskabelse på stadig højere niveauer, fra de encellede organismer via planter og dyr til mennesket og menneskers samfund.

Lad os skelne mellem proces og form (Ravn, 1999). Proces er den energi eller dynamik, der er virkelighedens primat og ”dybe” niveau, mens formerne er de strømhvirvler, strukturer eller kanaliseringer, som træder frem for os på ”overfladen” og fylder vores hverdagsvirkelighed. Det vi kalder ting og genstande er sådanne former, hvor energien fremstår som stabile gestalter for vore sanser, godt hjulpet på vej af vores indoeuropæiske sprogs skelnen mellem substantiver (ting), verber (det ting gør) og adjektiver (de egenskaber, ting har). En ren udstråling af elektromagnetisk energi i det visuelle spektrum kalder vi en ”lysstråle”, som om det var en ting, ligesom vi siger at Anders And løber gennem huset, når det bare er nogle hastigt skiftende lyspletter på en tv-skærm, der skaber en illusion af bevægelse.

Tilsvarende kalder fysikere atomer og partikler for anslåede tilstande af mere fundamentale energier eller felter, dvs. stabile vibrationsmønstre i bølgefunktioner, strenge eller superstrenge, stående bølger der fylder rummet ud og yder modstand mod fingeren, når vi prøver at presse den gennem et bordben og ikke kan og derfor, som fireårige og altid derefter, kalder bordet en ”ting” og barnligt tror, at virkeligheden er ganske som vi lærte i børnehaven.

Alle ting og alt stof er energi, som udtrykt i Einsteins formel E= mc(hævet 2), og vores sanser er så elegant indrettede, at vi opfatter energien i miljøet omkring os som ting eller andre distinkte fænomener (et glimt, en farve, en lyd, en berøring, en smag, en duft), når de alle faktisk er energifyldt stråling eller bølger i bevægelse (Ravn, 1989, kap 3.4). Sansede vi kun proces, ville vi ikke kunne begå os, kunne intet udføre med vores hænder; vores endelige verden ville ophøre med at være. Som William Blake sagde: ”If the doors of perception were cleansed, everything would appear to man as it is, infinite”.

Undervejs i universets evolution, den fremadskridende kompleksificering af de proces-kanaliserende former, opstår det humane niveau med dets særlige former. Dem kalder vi bl.a. vaner, normer, love, roller, institutioner, organisationer, kulturer, religioner, ideologier og teorier. Alle disse fænomener er former, der kanaliserer og guider menneskelig aktivitet på bestemte måder.

Med det humane niveau i evolutionen opstår bevidsthed, fri vilje og evnen til at skelne mellem godt og skidt. Kan der på basis af en procesbaseret virkelighedsopfattelse formuleres en forståelse af skellet mellem gode og dårlige former, altså en basis for at skelne dem?

Ja, vi kan i hvert fald skelne mellem former, der er meget stive eller rigide, og former, der er meget fleksible eller åbne. En norm for alkoholbrug kan ligge fast (”Øl når du er 16, spiritus når du er 18!”) eller den kan være permissiv og åben (”Gør som du vil, min pige”). En arbejdsrolle kan være ekstremt veldefineret, med en alenlang jobbeskrivelse, eller den kan være løs: ”Lav hvad du synes der er rigtigt i dag, og måske er det så noget andet i morgen”. Bureaukratier opfattes af mange som rigide, mens en moderne, projektbaseret arbejdsplads er forvirrende løs for andre.

Disse kategorier gælder subjektivt: hvad der er rigidt for den ene, er trygt og sikkert for den anden. Men dimensionen rigid/løs kan bruges af alle. Mest brugbar bliver den, når vi knækker den på midten, bøjer halvdelene 90 grader og gør en to-akse-model ud af den. Kalder vi nu akserne stabil og fleksibel, får vi benævnt det gode i hver akse: vi ønsker alle både stabilitet og fleksibilitet, i tilpas mængde. Den tilstand, hvor vi får begge dele på samme tid, er øverst til højre i modellen, hvor begge er høj-høj; lad os kalde det ”flekstabilitet”. Da begge aksers optimaltilstand ligger her, har vi formuleret de gode former. De former, der opleves som flekstabile, er gode former.

Hvad det præcist vil sige, kan som nævnt ikke fastslås objektivt, men vi kan bruge akserne til at drøfte faktiske fænomener og tale om den gode tilstand. Vi kan opløse mange konflikter mellem forskellige -ismer og vise, hvordan de søger og fokuserer på forskellige aspekter af det fælles gode – og at ingen af dem faktisk ønsker det ekstrem, der komplet udelader den anden pol. (Således er stabilitet uden flekstabilitet lig med rigiditet, og hvem ønsker sig det? Tilsvarende er fleksibilitet uden stabilitet kaos, hvilket heller ikke ønskes af nogen).

Med en sådan italesættelse af gode sociale former kan vi gå på opdagelse i det sociale liv og finde manifestationer af begge modsætninger. Bureaukratiet er som sagt en meget stabil organisationsform, ligesom det moderne netværk er udtryk for en meget åben eller fleksibel social form. Forskellige tider lægger op til forskellige organisationsformer, og der er ingen tvivl om at netværket passer udmærket til det moderne højhastighedssamfund, med skiftende relationer, muligheder som mennesker ønsker at udnytte på nye måder osv.

Mere konkret kan man spørge: Hvordan holder vi netværk flekstabile? Hvornår er et netværks aktiviteter så løse og spontane, at det falder fra hinanden, fordi det ikke giver deltagerne den stabilitet, forventelighed og tryghed, som de ønsker? Og hvilke måder at fungere på fører et netværk ind i gentagelser og forudsigelighed, så det forstener og lukker sig selv ned af mangel på tilslutning?

Er netværket en spontant opstået social orden, er den selvorganiserende og kan det vedligeholdes som sådan, helt fleksibelt og åbent? Eller skal det styres stramt fra oven, som vi er vant til fra de formelle, mekanistiske organisationer i industrisamfundet? Eller er der en tredje vej, hvor flekstabilitet faciliteres frem – af en ansvarlig facilitator, der er valgt af gruppen og som venligt, men bestemt iscenesætter og kanaliserer dens aktiviteter?

Denne tredje mulighed kan vi kalde faciliteret social evolution. En sådan tilgang kan anvendes i et netværk til at skabe den unikt menneskelige oplevelse af flekstabile former, der kanaliserer livsudfoldelse og socialitet optimalt. Find i mine andre artikler bud på, hvordan man i praksis kan facilitere et netværk: videndeling i netværk, på møder og for mødeplanlæggere.