Jeg læser om lykkebegreber for tiden, bl.a. et særnummer af Journal of Happiness Studies (vol. 9, nr. 1, 2008).
Kender man ikke lykkeforskningen, kan man trække på smilebåndet ad tidsskriftets titel: "Det lyder vel nok useriøst". Men det er et glimrende, regulært videnskabeligt tidsskrift, der nu udgives på 11. år af det ansete Springer Verlag og står på Forsknings- og Innovationsstyrelsens autoritetsliste.
"Lykke" som begreb er ved at komme ind i varmen rent videnskabeligt, på samme måde som "bevidsthed" gjorde det i
1990'erne (fem tidsskrifter med "consciousness" i titlen på autoritetsliten) og forestillingen om liv på andre planeter gjorde (to tidsskrifter med "astrobiology" i titlen på listen). Husk hvordan kontinentaldrift var til at dø af grin af i 1960'erne: Skulle Indien virkelig have bevæget sig op fra det sydlige Afrika og banket ind i Asien og krøllet Himalaya otte kilometer op? Den må du længere ud på landet med.
Nå, men i det nævnte særnummer er vi altså langt ude i lykkelandet. I lederen skelner psykologerne Edward Deci og Richard Ryan mellem to former for lykke, hedonisk og eudaimonisk lykke. Den første er den, vi kender bedst fra filosofihistorien, bl.a. fra utilitaristerne i 1800-tallet med Jeremy Bentham i spidsen. Her handler lykke om opnå pleasure, dvs. nydelse og alt behageligt, og undgå ubehag og smerte. I moderne psykologisk sprog hedder det at søge positiv affekt og undgå negativ affekt. Et nyere eksempel på denne tilgang er en bog udgivet i 1999 af nobelpristageren i økonomi Daniel Kahnemann med et par fagfæller, "Well-Being: The Foundations of Hedonic Psychology."
Inden for den sidste snes år har en anden forståelse af lykke manifesteret sig tydeligere videnskabeligt, nemlig eudaimonia. Det er bl.a. Aristoteles' begreb for det gode liv i polis, hvor borgeren lever sine dyder fuldt ud (eu = god, daimon = ens ledsagende ånd, ens "sjæl" i moderne sporg). Det begreb er klassisk blevet oversat med "lykke", men henviser altså til det liv, der leves under den fulde realisering af ens evner og talenter, med fokus på harmoni, mening og formål. Aristoteles mente ikke, man skulle hengive sig til et hvilket som helst begær, blot for at opnå tilfredsstillelse eller nydelse. De lavere begær hørte vores dyriske natur til, mens eudaimonia kendetegnes af en stræben efter at bringe dybere anlæg og potentialer til udfoldelse.
Hvis vi overvejer, hvordan begreberne kunne bruges på dansk, så kunne vi overtage de engelske versioner, hedonia og eudaimonia. Det gør Johs. Witt-Hansen i sit kompendium Den antikke filosofis historie (1965). Slut-a'et er dog ikke helt dansk - harmonia bliver således til "harmoni" - så strengt taget burde vi sige hedoni og eudaimoni eller eudæmoni -- hvilket desværre ligger lidt tæt på den "dæmoni" og "dæmonisk", som den græske daimon har udviklet sig til rent sproghistorisk, hvor den dårlige ledsager-ånd har fyldt mest.
En anden mulighed er at finde danske ord. Da den lykke, der kommer af nydelse og sanselig beruselse i folkemunde ofte hedder at blive "høj" på noget, og man er "høj af lykke", kunne vi glimrende oversætte hedonia til "høj lykke". Eudaimonia, der handler om en dybere og mere længerevarende tilfredsstillelse, kunne vi så kalde "dyb lykke".
Saturday, March 20, 2010
Subscribe to:
Post Comments (Atom)
No comments:
Post a Comment