MO-1. Livsprocesser møder udfordringer. Skal vi gribe til partikler eller bølger for at forstå det?

Lad mig prøve at give en bid af det magnum opus (MO), jeg har viet indeværende tiår (2018-2028) til at skrive. Det handler om livsprocesser, i menneskets psyke og i samfundet, forstået på baggrund af fysisk og biologisk selvorganisering. 

Organismer som fx mennesker møder udfordringer og overvinder og indoptager dem og udvikler sig - eller det går galt. Jeg prøver at finde et nyt sprog for levende systemers kompleksitetsopbyggelse og helhedsbestræbelser, herunder hvad organismer og mennesker gør, når udfordringerne bliver for store og undergangen truer.

Her er et billede. Jeg står foran en sandkasse med en jævn overflade. Jeg knipser i sandet; sand fortrænges og et hul dannes. Nu vender jeg mig mod et soppebasin. Jeg "slår" i overfladen ved at dryppe en dråbe. Vandet fortrænges, en lille fordybning opstår kortvarigt, mens bølgerne slår mod kanten og vender tilbage. Et halvt minut senere er overfladen stille som før; hullet er helt væk. 

Her har vi to virkelighedsbeskrivelser. Den første er partikulær (partikel-agtig) og lokal: sandkornene er partikler eller objekter, der ligger lokalt, her eller der. Dér er fordybningen, dérovre er der uberørt sand. 

Skal vi forstå hvad der foregår i soppebassinet, er et bølgesprog mere oplagt end et partikel-sprog. Bølger er ikke lokale; de spredes eller distribueres ud over et større område, hele bassinets overflade. Hvor partiklernes organisering er lokal og statisk og dermed bevarer hullet i sandet', er bølgernes distribueret og dynamisk og "lapper" hullet, dvs. genopretter den oprindelige orden. (Jeg har andetsteds uddybet "distribueret orden").  

En ridse i lakken

Jeg strækker metaforikken her, så lad os tage et andet billede. Jeg trækker en kniv hen ad en bildør og sætter en ridse i lakken. Den er der også 14 dage efter. Jeg kommer til at skære mig i hånden. 14 dage efter er snittet forsvundet. Bildøren med lakken er en lokal orden, hvor intet forandrer sig, men i min hånd forsvinder "hullet", ridsen. 

Den regenerative kraft, vi så metaforisk i soppebassinet, er meget konkret i det biologiske system. Organiseres sårheling og vævsregeneration også af en distribueret orden af bølger, der strømmer hen over det berørte område og genopretter den tabte orden? Det er bølgers natur: At bevæge sig velordnet hen over hele feltet og genoprette den orden, der var. 

 

En symfoni beskadiges

Et eksempel mere. I koncertsalen ligger instrumenterne klar ved musikernes stole. Pludselig falder en 20 fods container ned på scenen. Alle blæserne smadres. Symfonien der opføres derefter er ikke til kende for publikum; den er stærkt "beskadiget", partikulært, lokalt, af skaden dér i midten af orkesteret. 

Lad os nu i stedet sige, at containeren falder ned midt under koncerten på de fem første (og heldigvis tomme) stolerækker. Nu påvirker containeren ikke objekterne (instrumenterne), kun lydbilledet, dvs. de lydbølger der i et gigantisk og uhyre velordnet interferensmønster strømmer fra orkesteret ud i salen. Bagest i salen høres ikke den store forskel, og selv på 6. rækkes høres symfonien komplet, intakt, om end dæmpet af den store jernklods. 

Da lyd ikke er lokale objekter, men bølger i bevægelse, breder de sig rundt om containeren og "genopretter" det komplette lydbillede, der var i salen før nedslaget, før udfordringen. Bølger skyller hen over hele området og genopretter efter deres regelmæssige natur den helhed (symfonien), der rådede før udfordringen. Objekter som smadrede blæsere har ikke denne regenerative, holotropiske (helhedssøgende) karakter. De ligger der bare, dér og dér.   

Skovlen, kniven og containeren præsenterer udfordringer for de pågældende systemer. Den partikulære beskrivelse, hvor et hul er et hul, en ridse forbliver en ridse og en fagot er slået til nedløbsrør giver os ikke nogen redskaber, hvormed vi kan forstå levende systemers evne til at tackle udfordringer og genskabe orden og regenerere helhed. 

 

Bølger genopretter orden

Vil en bølgebeskrivelse give os et bedre sprog, en bedre forståelse, en bedre virkelighedsbeskrivelse, når vi har med levende systemer at gøre? Det er min hypotese.

Den partikulære, lokale, ret statiske og mekaniske beskrivelse er den traditionelle videnskabelige vej, og den ligger dybt i os, også når vi skal forstå psykologiske og samfundsmæssige forhold. I det lys er en udfordring et anslag mod et mekanisk system, og den anretter en blivende skade. Skal skaden heles, skal den lappes eller skjules. Den genoprettes ikke spontant, når vi har med et lokalt, partikulært system at gøre.

Det gør den derimod i et bølgebaseret system, i kraft af bølgernes distribuerede karakter. En bølge bærer i kraft af sin oprindelse, frekvens og fase information ud i alle afkroge af systemet, "hen over" over hullet, ridsen og containeren. 

I min ph.d.-afhandling "Implicate Order and the Good Life" (implicate = distribueret) søgte jeg at påvise, at bølgebeskrivelser findes en del steder i biologi og neurofysiologi og derfor godt kunne udgøre det videnskabelige fundament for en forståelse af levende systemer som bølgebaserede. I mit nuværende projekt påtænker jeg bl.a. at tilføje den håndtering af udfordringer, som jeg antyder analogisk her med "hullerne".

 

Hul i hjertet

Tag en teenager, der bliver dumpet af sin kæreste. Et stort "hul i hjertet" dannes. Men tre uger eller måneder senere er det helet og en ny kæreste gør samme fyldest. Hvad er det for en restituerende kraft, der organiserer vores psyke og emotioner? Hvad er dens logik eller orden? Kan vores hjerne, nervesystem og endokrine beredskab tænkes at være organiseret på distribueret vis, sådan disse "huller" i livet fyldes op igen, mere eller mindre hurtigt? 

En mindre kvik (og partikulær?) tilgang til datterens kærestesorg er at sige "Arh, tænk på noget andet. Se en film i fjernsynet. Skriv til ham den anden." Undertrykke, distrahere, glemme. Men den sorg går nok over spontant, hvis man giver den tid til at virke - giver bølgerne tid til at skylle frem og tilbage og lægge sig.

For nogle uger siden blev jeg på cykel påkørt af en bilist. Langsomt, men nok til at jeg faldt og slog albuen. Forskrækket og vred fór jeg op og råbte ad bilisten hvad fanden han havde gang i. Han accepterede min vrede og på et minut faldt jeg ned, og en time senere spiste jeg aftensmad næsten som om intet var hændt. 

Videnskabeligt har vi "genoprettelse af ligevægt" og "homøostase" til at beskrive den slags, men for mig var det ikke en tilbagevenden. Det blev en positiv oplevelse, hvor jeg mødte en voksen og afklaret mand, der kunne rumme min vrede, og jeg, der sjældent bliver vred, fik lidt kærkommen øvelse i at håndtere sådan en følelse. 

 

At håndtere følelser

Emotionel regulering, som den slags kaldes i litteraturen, kan måske bedre forstås som livsprocessers tendens til genoprettelse af helhed eller ligefrem udvikling og nuancering af større og mere subtile forståelser og sammenhænge, altså en bedre integreret forståelse og håndtering af følelser. 

Hvis følelser ikke skal undertrykkes og udelukkes, men forstås og læres af og integreres, så vil en bølgebeskrivelse på et eller andet plan i nerve- eller hormonsystem måske være på sin plads.

Som afvigelse fra en norm eller dårlig tilpasning så man for 50 år siden på rødderne i skolen og kriminelle elementer. De var uønskede "huller" i den sociale orden og skulle bankes på plads, evt. fjernes - smides uden for døren eller bures inde. Sådan nogle knægte repræsenterer udfordringer til det sociale system og fællesskabet. Hvad gør vi ved dem? 

Skal de undertrykkes som trusler mod den bestående orden? Eller skal vi forstå dem som udtryk for psykiske/sociale livsprocesser, der søger helhed og sammenhæng, men ikke magter det på den etablerede ordens præmisser og derfor må søge det på egne præmisser? "Hvis vi ikke kan få respekt og succes fra læreren eller samfundet, laver vi en bande herovre, hvor vi gør det på vores måde." De tackler deres udfordringer som de nu kan og forsøger også at få orden, respekt, autonomi, sammenhæng og helhed ind i deres liv. Bandefællesskabet giver dem en hel del af det. 

Huller i samfundet

I en borgerlig retsorden vil den slags ses som dysfunktioner, der intet godt tjener og derfor skal rettes ind snarest muligt. Vil vi forstå og håndtere sådanne "huller" eller udfordringer i samfundet bedre, hvis vi antager at de også præges af en gennemstrømmende, organiserende kraft, der blot får et andet udtryk i deres subkultur, som også rummer helhedsskabende potentialer, der ikke nødvendigvis står i konflikt med den borgerlige orden? Måske kan begge parter lære noget af mødet, ligesom jeg lærte noget af bilisten, der påkørte mig? 

Det er jo helt oplagt menneskers perceptioner, kognitioner og fortolkninger - overlejret deres hormonelle og mere biologiske reaktioner og impulser - der styrer disse fænomener. Den integrative tendens til helhed, i hvert fald i bandens lille hjørne af verden - kan den tænkes at være organiseret af en distribueret orden af bølgebevægelser af neural eller anden neurobiologisk aktivitet? 

Det er der en vis beskeden evidens for i neurobiologi og -fysiologi. Daniel Siegel (The Developing Mind, 2020) og Lisa Feldman Barrett (How Emotions Are Made, 2017) er to forskere, hvis arbejde peger i denne retning.

Jeg har anlået et par temaer fra min aktuelle tænkning. Der kommer mere. Se MO-numrene.