Konference om SDT, juni 2013, 2. del

Fredag 28. juni: Reflekteret genstridighed

Fra fredag fulgte så to en halv dags regulær konference, med 6-8 keynoteforelæsninger i plenum, ca. 100 kortere oplæg afviklet i klumper af tre, samt 3 x ca. 50 posters (plakater med sammendrag af en mindre forskningsindsats, typisk et ph.d.-projekt).

Der var en bred mangfoldighed af emner, hvilket afspejler denne konferences særlige karakter. Normalt fokuserer en videnskabelig konference jo på ét bestemt emne, fx tidlig diagnisticering af autismespektrumforstyrrelser, som så tackles fra mange forskellige empiriske og teoretiske vinkler. Men konferencen her tager udgangspunkt i én teori, selvbestemmelsesteorien, hvis anvendelse på mange genstandsområder afrapporteres - fra  grundskolepædagogik og coaching af idrætsfolk til hjerneforskning, forbrugeradfærd og sundhedspolitik og meget mere.

Interessant var bl.a. Maarten Vansteenkistes præsentation om amotivation. Han er professor i udviklingspsykologi ved University of Ghent i Belgien og vel nok en slags SDT-kronprins, med masser af pondus til at tage teten, når Edward Deci (på ca. 70) og Richard Ryan (først i 60'erne) en gang trækker sig tilbage. Sammen med den ligeledes lovende Bart Soenens, der også er i 40'erne, leder han et stort hold ph.d.-studerende, som de publicerer med på livet løs. 

Vansteenkiste bemærkede, at når vi studerer ydre og indre motivation, glemmer vi ofte den "tredje" motivationstilstand, amotivation, der oven i købet typisk forstås som fravær af energi og engagement. Men den omfatter også genstridighed, defiance, der udtrykker sig som modstand mod den aktivitet, som en lærer, coach, leder eller læge ønsker man skal engagere sig i.

Lad mig lige indskyde her, at der i SDT, og motivationspsykologi generelt, kan spores en tydelig tendens til, at motivation opfattes som noget en person har eller ikke har, når vedkommende står over for en person, der prøver at motivere vedkommende. Fx en forældre, en lærer eller en sundhedsprofessionel. Motivationspsykologi har klassisk haft en underliggende dagsorden: Hvordan kan vi, der er kloge, ansvarlige og professionelle, få de andre, bl.a. vores uvorne unger, dovne elever, trætte sportsfolk, utilfredse medarbejdere og forvirrede patienter, til at gøre dét fornuftige, som vi gerne vil have dem til?

Denne tendens til umyndiggørelse talte Richard Ryan godt nok meget skarpt imod i den afsluttende søndagssession, i forbindelse med verbet to motivate: Vi skal ikke "motivere" andre, vi skal skabe de gode betingelser under hvilke mennesker finder ud af at motivere sig selv, dvs. finder deres egen interesse, lyst og energi til engagere sig i aktiviteter. Sagde han.

Men den historiske tendens sætter stadig sit præg på forskningen, og det er i lyset af den, at Vansteenkistes undersøgelser af genstridighed giver mening. Han er nemlig interesseret i at finde ud af, om det ikke under bestemte forhold kan være ret så fornuftigt at stritte imod andres forsøg på at motivere én. 

Han sammenfattede en række studier foretaget på Ghent, der viste at man kan skelne mellem to former for genstridighed: Oppositional defiance og reflective defiance (gæt selv hvilken form, den kloge forsker finder er den bedste). Den første form, modstandsgenstridighed, kan vi kalde det på dansk, "is the tendency to bluntly resist authority" og den er udtryk for tre ting:

(1) en kontrolleret form for afstandstagen (husk at "kontrolleret" er det store øv-begreb i SDT, i modsætning til "autonom"), hvilket 
(2) bunder i en kontrollerende og behovsknægtende socialisering (= en skidt barndom), hvilket
(3) er en forløber for aggresssion og eksternaliseringsproblemer (= sociale problemer)

Heroverfor står en anden form for genstridighed, den reflektive slags. Denne er udtryk for personens frie vilje, den er mere bevidst og bør af og til støttes af den autoritet, der forsøger at motivere vedkommende.

Under en efterfølgende diskussion viste denne konklusion sig at være kontroversiel, for betyder det, at en SDT-orienteret psykiater skal "holde med" en genstridig teenager, der ikke vil i behandling, til trods for at forældrene sidder dér og ønsker det? Ja, konkluderede Vansteenkiste, det må man være opmærksom på, og han gav eksempler fra klinikken på, hvordan dette undertiden førte til et bedre terapeutisk resultat - at man indrømmer patienten autonomi, herunder retten til at sige nej til behandling.

Jeg fik indtryk af, at dette var følsomme sager, og at det var radikale skridt at tage for en ansvarlig klinisk psykologi, at man ligefrem skulle lytte til en patients (elevs, datters, medarbejders) ønske om ikke at blive inddraget i en terapeutisk eller anden udviklingsindsats. Med danske antiautoritære øren lyder det ret selvfølgeligt, men her må vi nok erindre os andre (også vestlige) kulturers langt større respekt for hvide kitler, cheftitler og forældrestatus. 

Vansteenskistes forskning er måske en første modvægt mod den betydelige SDT-baserede forskning i "medical adherence", som jeg før har undret mig over. Adherence, at holde sig til noget, er det fænomen, danske læger kalder "komplians", efter engelsk compliance, altså det at efterkommme eller adlyde: Hvordan får en læge sin (dumme) patient til at tage medicinen som foreskrevet? Ved at yde optimal autonomistøtte, siger SDT-forskningen; dvs. tage patientens perspektiv, give patienten valgmuligheder og en god begrundelse, anerkende patientens følelser osv.

Alt sammen fine ting, men hvad nu hvis lægen er i gang med at ordinere noget af den overflødige eller decideret skadelige medicin, som ikke mindst amerikanske læger bevisligt uddeler enorme mængder af? Så er lidt defiance jo på sin plads. Vansteenkiste og medarbejdere sætter navn på den fornuftige måde, man kan nægte autoriteters overgreb på: gennemtænkt, reflekteret genstridighed.

(Det meste af denne forskning foreligger endnu kun i manuskriptform, men her er en meget spændende Powerpoint-præsentation fra Vansteenkiste med et overblik over SDT og nogle slides om oppositional defiance:  Mustivation or Motivation: The Nurturing Role of Basic Psychological Needs Satisfaction. 74 slides.)