Pengebrev nr. 3

Når banker låner penge ud: Detaljerne

Hej igen, Nina og Louise

Lad os nu på, hvordan penge kan opfattes lidt mere abstrakt end som noget man propper i sparegrisen. Det vil stå os godt i vores videre bestræbelser på at begribe, hvordan banker skaber penge gennem udlåningsprocessen.

Penge er købekraft
I ved jo at når fru Jørgensen indsætter de 100.000 fra onkel Ernsts dødsbo på sin konto, lægger den rare bankmand ikke 100 tusindkronesedler ned i en bankboks med fru Jørgensens navn på.

Sådan kunne min datter Alma måske tro, når hun som 15-årig gik ned i Amagerbanken (før den krakkede) med tusind kroner. Men sekundet efter hun er gået, er der ingen som helst forbindelse mellem den tusindkroneseddel og hendes konto. Sedlen lægger kassedamen ned i kassen, og et øjeblik efter kommer der en turist og veksler 130 Euro og får den i bytte. Det ved vi godt, og det er helt fint, for Alma har til gengæld for sedlen fået et 1-tal adderet til den fjerde position til venstre for decimalkommaet på hendes saldo. Der står nu ikke 700,00 kr., men 1700,00 kr.

De 1700 kr. er penge, ved vi. Dog ikke i betydningen: "Vi har en lille boks med Almas navn på, med 17 hundredkronesedler i", men i betydningen: "Kom hvis du vil have dem, så får du dem i sedler. Eller du kan købe et par sko på nettet og betale via netbank. Eller du kan betale med dit Visa Electron hævekort i en butik. Uanset hvilken af disse former du vil have dine penge i, skal vi nok hoste op med det nødvendige." Indestående på en konto er bankens løfte til kontohaver om at betale de penge på anfordring, dvs. når kunden ønsker det.

Saldoen på Almas konto – som jo er det tal, der ligger i bankens computer med hendes navn på – repræsenterer købekraft: evnen til at gennemføre betalinger. Penge er købekraft. Sedler og mønter er købekraft, og købekraft kan repræsenteres ved tal på en konto. Det var bl.a. til dette formål, at tallene blev opfundet flere tusind år før vor tidsregning, så man kunne holde styr på handler og gæld. Nu om stunder forstås penge bedst som cifre på en konto. Til småbetalinger ynder vi stadig at få cifrene vekslet til rede penge, men om føje år er det måske alt sammen cifre, der farer rundt mellem computer.

At låne ud er at taste tal ind i en computer
For nogen tid siden var jeg ude med en erhvervskunderådgiver fra Sydbank, lad os kalde hende Grethe. Som vi stod dér og drak Mojitos ved baren, faldt talen naturligt på pengeskabelse, og jeg spurgte hende: "Når du nu sidder der og vil låne en kunde et par millioner, hvordan finder du så de penge?" Hun holdt højre hånd vandret ud i luften med fire letbøjede fingre og bevægede dem op og ned. "Du taster dem bare ind?" Hun nikkede.

Selv om jeg ikke fik hele historien, er hendes håndbevægelse dog illustrativ. Penge skabes ved, at en bankrådgiver taster dem ind på en konto.

Men vent, overføres de ikke et sted fra, hvor de så mangler, fx fra en anden konto, ligesom når jeg låner Nina 50 kr. eller 10.000 kr.? Sådan at der er et loft på, hvor meget banken kan låne ud – fordi de ikke kan låne flere penge ud, end de har? Altså den ansvarlige og beskedne historie, Danske Bank fortæller i sin video?

Jo, anskuet fra bankens ståsted er det ikke helt løgn. Lad os prøve at se tingene fra Håndværksbankens perspektiv, som beskrevet i sidste pengebrev: Mureren lige har modtaget 85.000 fra hr. Havegren, som Borgerbanken ydede deres første lån til, efter at fru Jørgensen havde indsat 100.000. I Håndværksbankens snævre perspektiv ser det ud, som om de netop skal til at skabe udlån, der ikke må overstige deres indlån på 85.000, så derfor låner de bare Skater-Lasse 72.000 kr. og beholder resten i reserve. Meget ansvarligt, og i nøje overensstemmelse med forestillingen om, at banker blot videreformidler penge fra deres indlån.

Men set i et større perspektiv erkender vi jo, at murerens 85.000, som han satte ind i Håndværksbanken, er nye penge; penge som Borgerbanken har skabt på ryggen af fru Jørgensens penge. Det samme gælder i Industribanken og de følgende banker, der alle sammen videreformidler 85% af de penge, der tidligere er skabt ud af den blå luft.

Når vi betænker, at ca. 95% af pengemængden hidrører fra private bankers pengeskabelse ex nihilo, og det er disse penge, der i deres stadigt genudlånte inkarnationer optræder på alle bankers indlånskonti, hvor god mening giver det da at sige, at banker skam ikke udlåner mere end de penge, de allerede har fået indbetalt? Eller rettere, givet at det jo i bogstaveligste forstand er sandt, at bankerne altid må overvåge deres indlåns- og udlånsbalance, hvor godt eller rammende er dette billede på mådehold og ansvarlighed, nu hvor det ikke med ét ord nævner pengenes imaginære udspring?

Den er svær. Jeg synes ikke jeg i litteraturen har fundet nogen god konceptualisering af eller forklaring på, hvordan man skal forestille sig sådan et bankvæsen med masser af blå-luft-penge, som banker behandler "ansvarligt" og bare genudlåner (når de altså gør det ansvarligt, jf. Stein Bagger og alskens bankkrak).

Eller måske skal vi sige: Jow, banken sidder nøje og sikrer sig, at de ikke udlåner mere end de må af de enorme mængder af funny money, som de modtager som indlån. Lad os sige, at der ikke er noget galt i det, så længe vi indser indskuddenes historie som penge der i sidste instans blev født som gæld trukket ud af den blå bankhimmels gratis pengeautomat (idet vi her erindrer, at det ikke er pengenes skabte natur, der er problemet – men at de er skabt af private banker med meget store renter, renter der trækkes ud af den produktive økonomi og forbeholdes bankernes ejere (aktionærer) og evt. udbetales som bonusser til de ansatte, og ikke kommer samfundet som helhed til gode).

Likviditetsstyring
Lad os gå videre og se nærmere på, hvad der foregår i banken, når der gives et lån. Som antydet tidligere, går det ikke an at forstå banken som en sparegris med mønter i, eller et system af bankbokse eller kasser med indskydernes penge i, eller for den sags skyld to søjler: den ene med summen af indlån, den anden med summen af udlån, hvor udlånssøjlen så ikke må overstige indlånssøjlen. Den tænkning har den alvorlige brist, at den fremstiller banken som passivt ventende på nye indskud og så først, når de er dukket op, kan banken låne penge ud. For sådan foregår det ikke.

Så lad mig fortælle jer om et anderledes og mere præcist billede på bankens udlånsvirksomhed, som jeg fik forelagt under en samtale med Uffe Madsen. Han er også medlem af Gode Penge, og Syntesetanken, og fhv. direktør for Folkesparekassen og likviditetschef – dvs. sådan en der styrer, hvor mange rede penge der er i sparekassen (banken) lige nu. Evt. misforståelser er mine. (Se også Uffes fremragende kronik i Information Hvem har ret til at lave vores penge?).

Uffe siger: Et mere realistisk billede af, hvad der sker i banken, er at forestille sig én søjle. Det er de penge, banken har lige nu, og de står på bankens konto i Nationalbanken, den såkaldte foliokonto (et gammelt ord for anfordringskonto, penge der kan hæves straks man fordrer eller kræver det). Kommer fru Jørgensen med 100.000 kr., ryger de lige ind på foliokontoen.

Nationalbanken betaler den private bank en meget lille rente på Foliokontoen, typisk under 1%, så det er klart, at banken ikke vil have for mange penge til at stå og sove dér. Det er bedre at låne dem ud til 7 og 9% eller hvad banken nu kan få; sådan tjener den jo sine penge. Derfor bliver I inviteret til årlige møder i banken og 360-graders eftersyn og Blå Time og Danske Netmøde og hvad de nu finder på at kalde det for at lokke kunderne i banken. Her undersøger rådgiveren kundernes "engagement" og opdager steder, hvor de kan tilbyde dem langfristede lån og således glæde deres chefer med et ordentligt afkast på alle de ledige penge på foliokontoen.

Der er dog en grænse for, for mange penge banken må låne ud, dvs. hvor langt den må trykke foliokontoen i bund. Lov om Finansiel Virksomhed anfører i §152 et par grænser, hvoraf vi holder os til en her, det såkaldte likviditetskrav: På foliokontoen skal der mindst stå 15% af bankens indestående på anfordringskonti. Pointen er, at banken altid skal ligge inde med kontanter o.l. til kontohavere, der ønsker at hæve alle deres penge med det vuns.

Kunsten for banken er at ligge så langt nede mod de 15% som muligt, og det vil i praksis sige, fortalte Uffe, at foliokontoen ligger og svinger mellem beløb, der udgør 15 og 25%. Kommer den under de 15%, koster det banken dummebøder til Nationalbanken (okay, det kalder de dem ikke).

Den kunst at ride på likviditetsgraden er stor, og der er mange kreative ting, en likviditetschef kan gøre for at skaffe penge (som vi skal se i næste pengebrev) – hvis banken af vanvare er kommet til at låne for mange ud. Det er heri, at vi tydeligst ser, at banken på ingen måde sidder passivt og venter på opsparernes penge og bare genudlåner dem. Vi nærmer os sagens kerne. Før vi ser på det, skal vi lige forstå hvad der meget konkret sker ved låntagning.

Udlånsmekanismen
Når der oprettes et lån i en bank, sker der to ting, og hver ting indebærer to posteringer, i alt fire posteringer. De to ting er, at først stilles beløbet til rådighed for kunden, og derpå bruger kunden det.

Lad os følge hr. Havegren, som har bedt sin bank om et lån på 85.000, fordi han vil anlægge et større springvand med kanaler og værk i sin have. Hans bank, Borgerbanken, har fundet ham kreditværdig. Hr. Havegren sidder nu i banken med sin bankrådgiver Bolette. Hun åbner sagsbehandlingssystemet på sin computer. Her opretter hun en såkaldt udlånskonto til Havegren (som han kan se på sin netbank, når han kommer hjem – den står lige under hans lønkonto og hans budgetkonto). Her laver Bolette de famøse tasteslag: Hun skriver 85.000 kr. ind i udlånskontoen. Det var første postering. Det er her pengene fødes som gæld, og udlånskontoen står netop og blinker Havegren op i ansigtet: "Du skylder Borgerbanken 85.000 kroner".

Men Havegren har faktisk ikke fået pengene endnu. Der går lige et kvarter mere. For Bolette har et par andre ting, hun skal have skrevet ind: rente, løbetid, afdrag, sikkerhed osv., som de nu er blevet enige om. Så trykker hun på en knap og printer et lånedokument, en 14 siders sag, som Havegren underskriver.

Derpå trykker hun på en anden knap, og beløbet overføres til hans indlånskonto, fx hans lønkonto. Det vil sige: Han ser på sin netbank, når han kommer hjem, at i saldoen på hans lønkonto er den fjerde og femte plads til venstre for decimalkommaet vokset med hhv. 8 og 5. Der står ikke 12.000 længere, men 97.000 kr. Det var den anden postering.

 

Bemærk den traditionelle sprogbrug: Jeg sagde at "beløbet overføres" fra udlånskontoen til indlånskontoen, men der er ingen rede penge, der overføres fra den ene konto til den anden. Bolette tjekker ingen steder om banken har pengene eller hvor hun skal finde på at tage dem fra. Det er bare cifre, der tastes ind, under streng kontrol, naturligvis. Men ingen "virkelige" penge bevæger sig noget sted hen – i modsætning til hvad der sker, når Nina låner 10.000 af mig. Sådan er det i bankuniverset: Penge er cifre, der repræsenterer købekraft.

 

Havegren siger farvel og siger farvel til Bolette. Han går hjem og laver andre ting, og de næste par dage står de to beløb og hygger sig på hver sin konto. Men så finder han sin murer, og ting nr. 2 sker: Han bruger pengene (hvor han før bare fik dem stillet til rådighed). Han hyrer mureren, der udfører arbejdet, og Havegren betaler hans faktura via sin netbank.

 

Sådan en betaling gennemføres ved at der overføres 85.000 fra Borgerbanken til murerens konto i Håndværksbanken. Der kører ikke en natlig pengetransport gennem byen. Alle danske banker, som banker i alle moderne økonomier, er forbundet via et betalingssystem i centralbanken. I Nationalbanken hedder det Kronos. Her afvikles mellemværender mellem bankerne ved at beløb trækkes fra én banks foliokonto og lægges til en andens ditto.

 

Havegrens køb af springvandsarbejdet bliver således til et træk på 85.000 kr. på Borgerbankens foliokonto og et lige så stort hop opad på Håndværksbankens foliokonto. Det er den tredje postering. Den kan gøre ondt på Borgerbanken, hvis saldoen på dens foliokonto ligger og roder rundt tæt på de 15% af det samlede indestående. Det er her, en likviditetschef som Uffe skal i spil, og det ser vi på i næste pengebrev.

 

Til slut den fjerde postering. Da Havegren jo har betalt mureren 85.000 via sin netbank, og dette vil sige via Borgerbankens foliokonto, trækkes dette beløb fra Havegrens indlånskonto, dvs. hans lønkonto, hvor der nu står 12.000 kr. igen. Han har brugt det beløb, han lånte af banken, men er blevet et dejligt haveanlæg rigere.

 

De fire posteringer og pengemængden

Hvis vi lige gør status over de fire posteringer, så har vi et ryk ind og ud på Havegrens lønkonto: Først fra 12.000 kr. til 97.000 og dernæst tilbage til 12.000 igen. Dem kaldte jeg anden og fjerde postering. De går lige op med hinanden. Tilsvarende med de 85.000, som Bolette i første postering tastede ind på Havegrens nyoprettede udlånskonto. De svarer til de 85.000 der røg ud af Borgerbankens foliokonto, da den i tredje postering overførte beløbet til Håndværksbankens foliokonto i Nationalbanken (og dermed til murerens konto i Håndværksbanken, selvfølgelig).

 

Lad også se på, hvordan de fire posteringer påvirker samfundets pengemængde. I det første par posteringer øges pengemængden i samfundet med de 85.000 kr., fordi Havegrens indlånskonto stiger fra 12.000 kr. til 97.000 kr. At banken for at holde styr på lånet har oprettet en udlånskonto på 85.000 kr., som registrerer min forpligtelse over for banken til at betale beløbet tilbage, påvirker ikke pengemængden, som den opgøres (nemlig som summen af mønter og sedler, bankernes foliokonti i Nationalbanken og indeståender på kortfristede konti i alle banker).

 

Når de 85.000 i de to næste posteringer sendes ud i samfundet, påvirker det ikke pengemængden. Når beløbet i tredje postering overføres fra Borgerbankens foliokonto til Håndværksbankens ditto, går det lige ud med hinanden, og det samme gælder for beløbets opdukken på murerens indlånskonto og dets forsvinden fra Havegrens i fjerde postering. De nyskabte penge, der dukkede op på Havegrens indlånskonto, er blevet overført til murerens indlånskonto som en del af den nu større pengemængde.

 

Før var pengemængden 850.000.000.000 kroner, nu er den 850.000.085.000 kr. Når Havegren senere betaler af på lånet med fx 5000 kr. om måneden, falder pengemængden således med 5000 kr. hver måned, først ned til 850.000.080.000 kr., derpå til 850.000.075.000 kr. og så fremdeles, indtil lånet er betalt af og pengemængden som i udgangspunktet er på 850.000.000.000 kr.

 

Når banker således skaber penge for kunderne gennem udlån – kan de gøre det aldeles uhæmmet? Det ser vi på i næste brev.