Pengebrev nr. 5

At "låne" penge i banken: Ordet skaber forvirring

Kære Nina og Louise

Nu har vi været et par komplicerede steder henne, i bankernes og pengesystemets univers, så nu vil jeg godt fortælle historien igen: Historien om at penge lånt ud er penge skabt som nye. Penge skabes i banken, de lånes ikke bare ud. Jeg tænker at I stadig tænker: Det siger du godt nok, Ib, men det lyder stadigvæk mærkeligt.

Et nøglepunkt er selve forestillingen om, at når man går i banken for at få penge til forbrug eller investering, så kalder vi det at låne penge. Selve den formulering er roden til megen af vores misforståelse. Ordet "låne", som vi så, betyder noget helt andet i banken, end det gør mellem naboer, der låner en græsslåmaskine eller et par tusindkronesedler af hinanden.

En bank defineres sædvanligvis som en virksomhed, der modtager indskyderes penge og låner dem ud til andre. (Der kræves desuden en banklicens, der forudsætter opfyldelse af diverse krav, men det interesserer os ikke så meget her.) Banken låner penge ud på en meget særlig måde, der ikke har meget med hverdagssproget at gøre. Lad os repetere det.

Hvis jeg var en virksomhed med et meget kraftigt stålskab, hvor Louise gerne ville opbevare sine dyrebare arvesmykker, så kunne jeg fint opkræve dig 200 kr. årligt og måske tjene gode penge på det, hvis kvarteret var usikkert og der var masser af hjem, der gerne ville have opbevaret deres værdigenstande hos mig. Men det gør mig ikke til en bank.

Fandt jeg på at udlåne Louises smykker til andre kvinder, med eller uden hendes vidende, mens de var opbevaret hos mig, kunne jeg fint gøre det, og endda tage penge for det, men jeg ville stadig ikke være en bank. Snarere et udlejningsselskab. For når jeg udlåner 30 af Louises 40 smykker, skabes der jo ikke flere smykker af den grund. De 30 smykker kan bruges i nogle år af andre kvinder og leveres tilbage, og jeg kan have tjent på det og evt. delt noget af den indtjening med Louise, men der eksisterer stadig kun 40 af Louises smykker.

En bank er et sted, hvor der skabes penge
Bank bliver jeg først, når jeg begynder at bruge indskuddene til at skabe flere penge med. Dét kan jeg først, når vi får skelnet mellem to aspekter af disse indskud: på den ene side deres fysiske eksistens, og på den anden side nogle tal eller cifre, der repræsenterer deres værdi. Smykker er jo kun fysiske, og så længe de er det, kan min udlåning af dem aldrig blive til bankvirksomhed, fordi ét smykke er og bliver ét smykke. Det kan ikke sådan duplikeres eller mangfoldiggøres.

Men det er netop dét, vi kan med penge. Det er først, når vi repræsenterer indskuddet ved cifre i en bankbog eller i en netbank, at vi kan begynde at "låne" penge ud på den særlige bankmåde, dvs. sådan at vi skaber nye penge gennem udlåningsprocessen.

Når fru Jørgensen kommer med sine 100.000 kr., hvad enten de ankommer elektronisk som overførsel fra en anden bank eller som 100 tusindkronesedler, opretter banken jo en konto med det tilsvarende beløb på, eller lægger det til saldoen på hendes allerede eksisterende konto. Det giver banken ret til at skrive et næsten lige så stort beløb ind i en anden kontohavers indlånskonto, i dette tilfælde: de 85.000 kr. på Havegrens konto. Dem kan han bruge løs af og købe ting for, og derfor er det penge. Samtidig med at fru Jørgensen stadig har 100.000 kr. stående på sin konto.  

Dette er et nærmest magisk trick, som Ellen Brown kalder et "sleight of hand", det en tryllekunstner gør med sine rappe fingre, uden at vi opdager det. Men det er sådan at kredit skabes, og som vi erkendte ovenfor. Og det var ikke så ringe endda, dengang i renæssancen og industrialiseringen, da Europa skulle udvide butikken, for her har man brug for penge til at optrappe handel og produktion med.

Kreditgivning var en fin opfindelse, også for alle os andre, der gerne vil have hus med have nu til vores børn, og ikke først om tyve år, når vi har sparet sammen til det. Og det kræver jo, at nogen har "lånt" os penge til at købe det hus for

Stormløb på banken
Tænk på filmen "Det er herligt at leve" (It's a Wonderful Life) med James Stewart, hvor han er sparekassechef og en dag udsættes for et stormløb på banken. Alle indskyderne vil hæve deres penge, fordi de frygter sparekassen går konkurs. Den karismatiske James Stewart overbeviser dem om at lade deres penge stå, fordi de jo er bundet i den og den nabos hus, så dem kan ikke få de igen lige nu. Så tag det roligt, kære venner! og folk går hjem igen.

Hvad foregår der egentlig i den scene? Et stormløb på banken ("a run on the bank") finder sted, når et antal indskydere frygter for deres penge og derfor kræver at få deres indeståender udbetalt i kontanter – og det så er flere penge end banken har. Og det er ikke bare et spørgsmål om, at banken lige skal have omsat nogle millioner mere i kontanter. Nej, et stormløb på banken er noget enhver bank frygter, fordi ingen bank har alle de penge, indskyderne har stående på deres konti. Ingen bank kan hoste op med sedler eller likvide midler svarende til summen af alle de cifre, der står på indskydernes konti. 

Det forhold kan vi godt udtrykke sådan, at banken har udlånt de 85.000 kr. af enhver fru Jørgensens 100.000 kr., og der derfor kun er 15.000 til fru Jørgensen, når hun kommer og vil have sine penge. Hvilket jo svarer til Nationalbankens likviditetskrav på 15%. Men vi kan også – lidt mere korrekt – forklare det sådan, at en bank netop er en kreditskabende organisation, der har lov til at godskrive én kundes konto (hr. Havegrens) med 85% af det beløb, en anden kunde (fru Jørgensen) lige har sat ind på sin konto.

Heri ligger bankens sande væsen: Ikke at banken genudlåner indskydernes penge – fordi ordet "låne" er stærkt misvisende – men at banken benytter sig af de ressourcer, som én kunde stiller til rådighed for banken, til at skabe kredit eller nye penge for en anden kunde. Når fru Jørgensen kommer med sine 100.000, kan vi forestille os, at de i banken siger:

"Okay, fedt, dem skal hun nok kun bruge 5.000 af i næste uge, og 10.000 i næste måned, og så kommer hun måske med nogle flere penge bagefter. Det gør de fleste indskydere jo, for de er typisk lønmodtagere eller selvstændige med periodiske indtægter. Erfaringsmæssigt hæver indskydere i gennemsnit ikke mere end 15% af de penge, de kommer med, så det gør os stærke nok til, at vi tør give Havegren en kredit på 85.000 kroner.

Vi har jo smidt de 100.000 ind på vores foliokonto i Nationalbanken. Hvis vi giver hr. Havegren et lån på 85.000, der jo skal fratrækkes foliokontoen, når han overfører pengene til murerens bank, står der stadig de 15.000 mere på foliokontoen, som loven kræver vi har i likviditet – og som under normale forhold er det beløb, fru Jørgensen skal bruge lige i den nærmeste tid, indtil vi får fyldt tanken op igen."

En bank er netop en institution, der kan lave sådan nogle numre. Ja, bogstaveligt talt: lave sådan nogle cifre på deres kunders konti.

Kredit og tillid
I en vis forstand er vores forståelsesproblem med "udlåning er pengeskabelse" selvskabt. Kaldte vi det noget andet, som fx kreditgivning, hvilket bankerne selv gør, ville det være nemmere at forstå. Kredit er jo kun noget man giver, hvis man har ressourcerne til det. Emma i Rottehullet kan give Olsen lige så mange bajere på kridt, som hun synes hun har soliditet i butikken til. Og de krydser, hun sætter på hans regning for at holde styr på hans kredit eller lån, kommer jo ikke fra nogen af de andre kunders betalinger; det er bare krydser hun sætter, kredit hun giver, lån hun yder, penge hun skaber – ud fra, hvor godt hun synes det går i beværtningen og hvor kreditværdig hun vurderer Olsen til at være.

Kredit kommer af latin "creditum", fra "credere", at tiltro, betro. At være i miskredit er netop at have mistet troværdighed. Bankens kunder viser banken tillid ved at overdrage den deres penge, og når banken har fået meget tillid fra mange kunder (og dermed deres indskud), føler den sig stærk nok til at vise tillid til andre kunder, dvs. betro dem med noget kredit, nogle nye penge, for dem skal de nok betale tilbage, vurderer banken.

Men al tillid kan høre op en dag, og når dét sker i forhold til en bank, trækker kunderne tilliden tilbage. De vil have deres penge igen, og det skal være nu! Men banken er ikke en sparegris, hvor indskydernes penge ligger passivt hen under bankhvælvingerne. De få rede penge, der nogensinde har sat deres fod inden for dørene, er for længst formøblet, og kundernes penge repræsenteres af cifre på deres konti.

Et stormløb på banken er udtryk for, at kunderne ikke længere tror på disse cifre. De vil se fysiske pengesedler, og dem er der ikke nær nok af i nogen bank til at dække alle indeståenderne. Derfor er det vigtigt for kunde A at komme ned i banken før kunde B og få gaflet de få likvide midler, der er – nemlig de 15% af det samlede indlån, som likviditetskravet ligger på nu om stunder.

Banken kan forsøge at hjemkalde sine lån og udeståender, men det er langt fra sikkert at disse skyldnere kan betale – det er som regel derfor, banken kom i vanskeligheder i første omgang. Stormløb på bankerne så man efter Wall Street-krakket i 1929. En mængde små indskydere mistede deres opsparing, lokalsamfundet måtte undvære købekraft, de handlende lukkede, arbejdsløsheden steg osv. Umiddelbart er der ikke nogen, der er glade for at banker krakker, selv om det på langt sigt er et sundhedstegn, at dårligt drevne virksomheder, der fx har lånt for mange penge ud til dårlige projekter og skumle personager, får lov til at bukke under.

For at sikre stabilitet i bank- og pengevæsen, begyndte man i mange lande at oprette fælles fonde til sikring af indskydernes penge

Indskydergaranti
I tilfælde af, at banken går konkurs eller må standse sine betalinger, kan indskyderne få deres indskud dækket af denne fond. I Danmark hedder den Indskydergarantifonden, og den finansieres af pengeinstitutter og andre finansielle aktører i Danmark. Den dækker indskydere for beløb op til 100.000 euro pr. bank, altså ca. 750.000 kr. Fonden udbetalte i 2008-2012 knap 4 mia. kroner i forbindelse med ca. et dusin bankers betalingsstandsning, konkurs eller afvikling.

Det er umiddelbart en dejlig garanti at have for sådan nogen som os, så vi ikke behøver frygte for vores penge, selv om banken kommer i uføre. Men som alle forsikringer medfører også denne en "moral hazard", som det hedder på internationalsk: Kunderne bliver ligeglade med, om deres bank opfører sig uansvarligt og låner penge ud til højre og venstre, og det ved banken og opfører sig derefter. Kunderne får deres penge udbetalt uanset hvad. De lægger derfor ikke pres på banken endsige flytter deres penge, hvis den laver narrestreger – hvad den med andre ord får carte blanche til at gøre. Den moralske risiko øges, ligesom en brandforsikring kan få nødlidende gårdejere til at være mindre påpasselige med tændstikkerne: Herregud, vi har jo forsikringen.

Hvorfor banken ikke kalder det pengeskabelse
For nu at afslutte den terminologiske diskussion: Man kunne fristes til at anlægge den hypotese, at bankerne er tilfredse med at bruge det lettere misvisende udtryk långivning. Det understøtter jo kundernes barnetro på, at banken er en harmløs mellemmand, der låner indskydernes penge ud til håndværkere og forretningsfolk, der gerne vil investere og ekspandere.

Dette billede peger nemlig i en helt anden retning end over mod bankernes centrale privilegium: at de fuldt legalt skaber næsten alle de penge, vi bruger i samfundet – og de gør det ud af den blå luft. Denne pengeskabende rolle er blevet tydeligere gennem de sidste par årtier, hvor de elektroniske penges hurtige omløbshastighed har øget skilsmissen fra fysiske penge, og den finansielle innovation, især internationalt, har gjort penge til et luftigt spekulations- og manipulationsmedie, langt ud over hvad vores dagligdags produktions- og forbrugerøkonomi har plads til eller brug for.

Lad os forestille os, at man i tv ofte hørte vendinger som disse: 

"Nu går jeg i banken, så de kan lave nogle nye penge til mig"
"Dav, jeg tænker på at købe en ny bil. Hvad skal jeg give for, at du skriver nogle rare cifre ind på min budgetkonto?" 
"I årene efter krisen var de danske banker ikke så glade for at leje vores betalingsmidler ud til os, som de var i 00'erne"
"Igen i år har de danske bankers pengeskabelse været utilstrækkelig, vurderes det i en ny rapport fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd."

Hørte man sådanne sætninger, ville man måske blive nysgerrig og spørge: Lave penge? Skrive cifre ind? Hvordan kan en bank lave penge? Lejer de vores betalingsmidler til os? Er det helt rimeligt? Kunne samfundet ikke selv gøre det, fx Finansministeriet eller Nationalbanken?

Men vi hører ikke sådanne formuleringer, og de færreste har viden til at stille spørgsmål som de nævnte. I og med at pengeskabelse og pengeudlejning er så umådeligt indbringende en forretning (renten), vil dem, der skummer denne fløde, jo være ret tilfredse med ikke at få denne anden historie blæst for meget op.

Men der ligger næppe nogen sammensværgelse bag. Snarere en manglende refleksion over, hvordan vi i dag skal forstå penge- og bankvæsen. Ben Dyson, lederen af Positive Money, fortæller hvordan han og Andrew Jackson lavede research og læste i hundredvis af rapporter og dokumenter fra Bank of England og den engelske bankverden for at komme til bunds i, hvordan systemet virker.

Det kræver tid, og det kræver en grundlæggende kritisk indstilling, der starter med anelsen: Den traditionelle historie om bankernes udlånsvirksomhed, kan den være rigtig? Er det en konventionel myte, der tjener til at sløre væsentlige nyere udviklinger, der ikke tilgodeser samfundets interesser, men primært finanssektorens?

Det er under en sådan research, at lunten til sandhedsbomben begynder at sprutte og gnistre.