SDT's menneskesyn

Selvbestemmelsesteorien bygger på en række metateoretiske antagelser, der ligger bag de seks miniteorier med deres mere konkrete og videnskabeligt testbare hypoteser. De nævnes ofte i oversigtsartikler om SDT (f.eks. Deci & Ryan: ”The What and Why…”, 2000). Jeg sammenfatter dem her:

 

1. Mennesket er en aktiv organisme, der udviser spontan tendens til vækst og udvikling. Mennesket er ikke primært reaktivt, som antaget i behavioristisk psykologi.

 

2. Denne aktive tendens går i retning af stadig større organisering og harmoni, integration gennem differentiering, både i den enkelte og i relation til kontekster som familie, fællesskab og kultur.

 

3. Den aktive tendens er motoren i motivation, de dybere grunde til alt det vi foretager os.

 

4. Barnets spontane aktivitet kalder på regulering, dvs. form og retning. Visse aktiviteter indgår vi i, fordi de nydelsesfulde i sig selv, andre kun hvis vi nødes til det af omgivelserne. Således ’reguleres’ vores handlinger.

 

5. Det enkelte menneske vekselvirker altid med omgivelserne, som når et barn vokser op i et fællesskab og et samfund. Enhver kultur møder et barn med krav om bestemte typer adfærd, og barnet kan internalisere disse forventninger, således at dets aktivitet ledes i bestemte retninger og ikke andre.

 

6. Internaliseringen er ikke automatisk, og den forløber ikke optimalt af sig selv. Mennesker er naturligt sårbare.

 

7. Kulturer og kontekster kan understøtte barnets behov (for autonomi, kompetence og tilhørsforhold) eller de kan modarbejde dem (thwarting). I sidste fald skabes psykopatologi, psykisk sygdom.

 

8. Selv om mennesket er naturligt disponeret for aktivitet, udvikling og opblomstring (flourishing, eudaimonia), kan det let gå galt. Det gode liv kræver, at der skabes kontekster og samfundsinstitutioner, der yder optimal støtte til menneskets behov og stimulerer den naturlige tendens til helhed og integration.

 

Sammenlign med følgende kortere formulering fra de to SDT-folk Bart Soenens og Maarten Vansteenkiste:

 

"First, SDT assumes that human beings actively contribute to their own development and should not be considered passive recipients that are completely determined by external forces.

 

Second, human beings have an innate tendency to grow and to move forward, thereby increasingly developing differentiated, organized, and integrated identity structures.

 

Third, this growth does not take place in a social vacuum, but the growth-oriented organism develops in a continuous interaction with the social environment, which can either foster or undermine one’s growth."

 

Citatet er fra: Soenens, B., & Vansteenkiste, M. (2011). When is identity congruent with the self? A self-determination theory perspective. In Handbook of identity theory and research (pp. 381-402). Springer New York (i øvrigt en fremragende artikel om at matche sine mange identiteter til ens selv, dvs. det enkelte menneskes spontane tendens til integration og helhed).